TechRadar Konklusion
Du får god værdi for pengene med Google Pixel Tablet i betragtning af, at der er tale om en tablet, der også fungerer som en smart skærm. Men den kunne have været endnu bedre (og det kan nås endnu). Det er ikke den mest luksuriøse tablet til prisen, og den er mindre end forventet, men den leverer på flere imponerende måder, herunder god ydeevne og lyd, både med og uden højttaler-docken. Softwaren føles stadig lidt som en mobiltelefon, der forsøger at være en tablet, især når man kører tredjepartsapps, men forhåbentlig markerer Pixel Tablet begyndelsen på en seriøs indsats fra Google for at forbedre Android på tablets.
For
- +
Virkelig god værdi for pengene
- +
Styring af smarthome-funktioner er nyttige
- +
Fremragende lyd til underholdning
Imod
- -
Android føles stadig som et mobiltelefonstyresystem indbygget i en tablet.
- -
Bagsiden er en magnet for snavs og fingeraftryk
- -
Ganske lille skærm
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Pixel Tablet: Anmeldelsen kort
Google Pixel Tablet præsenteres som den Android-tablet, som fans har ventet på, men selvom den giver god værdi og fungerer godt til sit formål, kan det være værd at vente lidt længere. Det skyldes, at Pixel Tablet gør et godt stykke arbejde som hjemmetablet og smart display, men dens Android styresystem har desværre mange fejl, der forhindrer det i at føles som et virkelig modent tablet OS, i det mindste i sin nuværende form.
Med sine 11 tommer lyder Pixel Tablet som en stor enhed, men den er faktisk ret lille på grund af det smalle billedformat. Hvis du undrer dig over, hvordan Google formår at tilbyde førsteklasses ydeevne og en højttalerstation til Pixel Tablet til en overkommelig pris, er det ved at holde skærmstørrelsen nede og ved at bruge forholdsvis billige materialer.
Alt kører godt på tabletten, uanset om det er krævende spil eller styring af flere enheder i hjemmet; eller rettere, alt fra Google fungerer godt. Mange tredjeparts-apps tilpasser sig stadig skærmen, som om de kørte på en stor mobiltelefon. Faktisk ser nogle apps værre ud på Pixel Tablet end på andre Android-tablets, men det er noget, der kan løses med fremtidige softwareforbedringer.
Vi kan ikke lade være med at spekulere på, om Google Pixel Tablet ville have været en meget bedre enhed, hvis Google havde ladet en anden lave den og fokuseret på softwareforbedringer i stedet. Selvom Pixel Tablet giver bedre værdi end sammenlignelige tablets, kan Google faktisk lære meget af Samsung og OnePlus, når det handler om at skabe de bedste tablets.
Pixel Tablet er fremragende til underholdning, men der er stadig funktioner, som fungerer bedre på mobilen. Når vi bruger den, er den overraskende underholdende med funktioner, som andre tablets ikke kan matche. Men der er meget, der skal forbedres, selv om Google har gjort meget rigtigt fra starten med sin nye tablet.
Google Pixel Tablet: Pris og tilgængelighed
- Google Pixel Tablet med 128 GB lagerplads koster 5.299 kr.
- Google Pixel Tablet med 256 GB lagerplads koster 5.999 kr.
- Du kan tilkøbe ekstra dockingstationer for 1.099 kr.
Da Google for et år siden annoncerede, at de ville lancere en premium-tablet, var prisen noget af det, vi var mest nysgerrige på. Da vi fandt ud af, at den ville få en 11-tommers skærm og en ladestation med højttaler, var vi endnu mere nysgerrige på prisen. Heldigvis sælger Google sin Pixel Tablet for 5.299 kr. iPad 10.9 (2022).
Det er en god pris for Pixel Tablet, selvom den bliver lidt dyrere (5.999 kr.), hvis du vil have mere lagerplads end 128 GB, eller du vil have flere højttalerdocks til at placere rundt omkring i huset. TechRadars testeksemplar kom i farven Porcelian - hvilket er ret tæt på hvid. Vores model har 128 GB lagerplads. I Danmark fås tabletten i farverne Porcelain og Haze (hvid og sort). Under vores test syntes vi, at 128 GB lagerplads var helt fint, men efter at have brugt tabletten og den medfølgende højttalerdocken i et par uger, ville vi have overvejet at købe flere docking-stationer, hvis vi havde beholdt tabletten.
Ladestationen med den indbyggede højttaler er ret speciel. Den følger altid med i købet og oplader tabletten, når du placerer den på ladestationen, men du kan også vælge at oplade tabletten på den sædvanlige måde uden ladestationen. Når du placerer tabletten på ladestationen, får du meget bedre lyd, men højttaleren virker ikke uden Pixel Tablet.
Den kan altså ikke fungere som en selvstændig Bluetooth-højttaler eller en Nest Mini-smarthøjttaler. Den kan heller ikke forbindes med andre Pixel Tablet-højttalerdocks til en multirumsløsning. Det ville ellers have tilføjet meget mere værdi til den samlede pakke. Det kan enten være en fejl fra Googles side, eller det kan være tanken, at Google vil lancere en ny premium-dock med en sådan funktionalitet på et senere tidspunkt.
Men Pixel Tablet giver dig stadig rigtig god værdi for pengene; du får den bedste mobilprocessor fra Google - det samme chipsæt, som de bruger i Pixel 7, Pixel 7 Pro og endda den nye Pixel 7a. Så hvordan formår Google at holde omkostningerne nede?
Pixel-tabletten føles en smule billig. Bagsiden er af plastik, og selvom Google har givet den en "nano-keramisk" belægning, samler den snavs op som en magnet. Selvom den har en 11-tommers skærm, spænder disse tommer over et meget smalt 16:10-format, så skærmpladsen er mindre, end du ville forvente.
Hvis du har brug for en større skærm, har iPad 10.9 til næsten samme pris faktisk en større skærm, mens OnePlus Pad til 3.999 kr. har en meget større skærm. Når det gælder den samlede værdi med højttalerdocken til opladning, er Pixel Tablet dog stadig et godt køb.
- Værdi for pengene: 4 / 5
Pixel Tablet: Specifikationer
- Samme Tensor G2-chipsæt som i Pixel 7-familien
- Mindre skærm betyder også et mindre batteri
- Kameraer er ok, men det er ikke en kamera-tablet
Vejledende udsalgspris | 5.299 kr. |
Styresystem | Android 13 |
Chipset | Google Tensor G2 |
Hukommelse | 8GB (LPDDR5) RAM |
Lagerplads | 128GB / 256GB (UFS 3.1) |
Skærm | 10.95 tommer 16:10 (2560 x 1600) LCD |
Vægt | 493g |
Batteri | 27Wh |
Opladning | 15W |
Kameraer | 8MP front, 8MP bag |
Pixel Tablet har masser af power takket være dens Google Tensor G2-chipsæt. Mens nogle producenter af Android-tablets bruger lidt sløvere chipsæt, har Google brugt sin bedste platform - den samme processor, som er designet til deres bedste smartphone til dato, Pixel 7 Pro. Det samme chipsættet, som nu sidder i den prisbillige Pixel 7a, så noget tyder på, at Google har været smarte og lave Tensor G2 i store mængder for at holde prisen nede.
På en telefon ville jeg måske være mere bekymret for, om Tensor G2 bliver varm eller dræner batteriet for hurtigt. Det er ikke et problem på denne tablet. Der er plads nok i kabinettet til at sprede varmen, og jeg føler aldrig, at tabletten bliver varm, selv når jeg spiller spil i længere perioder.
Du kan forsøge dig med fotoredigering på din Pixel Tablet, men kameraspecifikationerne betyder, at de tilgængelige sensorer ikke rigtig er lavet til fotografering på samme måde som kameraerne på Pixel-mobilerne. De er gode til prisen, selvom mange konkurrenter tilbyder et par megapixel mere på kameraet på bagsiden. Jeg brugte mest kameraet til mine online-møder og der var det ret perfekt.
Du kan købe Pixel Tablet med 128 GB eller 256 GB lagerplads, men der er ingen grund til at købe den store model, hvis du vil bruge den mest derhjemme til underholdning, hvor du alligevel synkronisere med Googles tjenester i skyen. Hvis du planlægger at rejse meget og downloade film, kan det være smartere at tjekke en tablet med en større skærm (og stort batteri), såsom OnePlus Pad.
Der er kun én mulighed for hukommelse: 8 GB RAM, hvilket er nok, fordi Pixel Tablet ikke ligefrem sigter mod at være en multitasking-tablet. Du kan køre to apps i en split-screen-visning, men processen er ikke så smidig, som den er på tilsvarende Samsung- eller OnePlus Android-tablets, så jeg blev aldrig vild med funktionen.
Pixel Tablet: Skærm
- Skærmen er 11 tommer diagonalt, men stadig lille
- Farvetilstande kan få skærmen til at se varm ud
- Perfekt til læsning på højkant
Skærmen på Pixel Tablet er god, men ikke så god, at denne tablet skiller sig ud, og det er ikke den bedste i en tablet, du kan købe til denne pris. Som vi nævnte tidligere, kan størrelsen på 11 tommer være lidt misvisende, og vi gætter på, at flere end os vil blive overraskede over størrelsen på tabletten, når de tager den ud af æsken for første gang. Det faktiske skærmareal er mindre end en 10,9-tommers iPad og meget mindre end en 11,6-tommers OnePlus Pad, som er 1.300 kr. billigere.
Skærmen på OnePlus Pad ser også bedre ud, med et skarpere og lysere panel end Pixel Tablets LCD-skærm. Hvis du vil have den bedste kvalitet, vil vi anbefale OnePlus-tabletten eller en Samsung Galaxy Tab S8, hvis du har råd til det. Pixel-tabletten er meget flot, og den kan fint køre 4K-videoer, men det er simpelthen ikke den bedste tablet, der findes, når det gælder skærmen.
Når det er sagt, er det nok en af de bedste smart home-skærme, der findes lige nu, og når den sidder på den medfølgende højttalerdock, er den fantastisk til at vise fotos eller lade dig styre dine smart home-enheder.
Skærmen kunne have været en meget bedre oplevelse, hvis det ikke var for et par softwareproblemer. Skærmen er ret mørk, og visningen med flere vinduer burde se godt ud på den lange og smalle skærm, men funktionen er ikke så intuitiv som på konkurrerende tablets. Google er nødt til at forbedre en masse software, før vi kan blive begejstrede for hardwaren.
- Skærm: 3.5 / 5
Pixel Tablet: Design
- Aspect ratio betyder, at den er mindre end forventet
- Blød overflade tiltrækker skidt og snavs
- Kræver øvelse at fjerne fra højttaler-docken
Selvom Pixel Tablet er lige så bred som OnePlus Pad, er den næsten en tomme lavere, når den holdes vandret. Så det er en høj tablet, når den holdes i på højkant, og de fleste apps ser faktisk ud til at foretrække denne retning, noget vi kommer ind på senere. Det er ironisk, når man tænker på, at hele designet tilsyneladende er designet til vandret brug.
Opladnings-docken fungerer kun i vandret tilstand. Den tilgængelige Pixel Tablet Case har også et stativ, der giver mulighed som gør det muligt at justere vinklen ret fleksibelt i vandret tilstand. De fire højttalere er placeret på siderne af tabletten og pumper lyd ud til venstre og højre, hvis du holder tabletten vandret.
Pixel Tablet fås i en sort og en hvid farve i den danske Google-butik, og den har et diskret design, der passer godt ind i de fleste rum. Den er virkelig stilfuld af en tech-gadget at være. Bagsiden har en soft-touch nano-coating-finish, som er stilfuld og ikke særlig blank, men den tiltrækker alligevel snavs og fingeraftryk til den store guldmedalje. Jeg havde hele tiden en pudseklud i nærheden, da jeg skulle tage billeder af tabletten, så jeg slap for at se skidt og fingeraftryk på mine fotos.
Højttalerdocken matcher den hvide farve på tabletten, tablettens farve; den kommer i en lysegrå farve, som nok ville passe bedst til den hvide farve på Pixel Tablet. Tabletten sidder ret godt fast på højttalerdocken ved hjælp af de integrerede magneter. Det kan være lidt vanskeligt at fjerne tabletten fra opladningsdocken de første par gange, og det kræver lidt øvelse, før det går hurtigt og problemfrit.
Når Pixel Tablet er monteret på docken, er højttalerenheden helt skjult, i hvert fald forfra. Når tabletten ikke er docket, ser højttaleren bar ud. Den passer ikke så godt ind som f.eks. en Nest Mini-højttaler, og den har heller ingen funktion, når Pixel Tablet ikke er tilsluttet den, hvilket føles som en forpasset mulighed fra Googles side.
- Design: 3 / 5
Pixel Tablet: Software
- Styring af smart home enheder er en brugbar funktion
- Vi havde forventet mange flere Android-forbedringer
- Mange apps fra tredjepart ser værre ud på Pixel Tablet end på mobilen
Vi har været spændt på at se en tablet fra Google, både fordi firmaet normalt leverer god hardware, men også fordi Android notorisk har klaret sig mindre overbevisende på tablets end på telefoner. Men selv om Google altså har lavet tabletten fra bunden med både hardware og software, så rammer Android stadig ikke helt plet i til tablet-formatet, og der er stadig brug for forbedringer.
Apps ser værre ud på tabletten end på en mobil, da mange blot er udstrakte versioner af deres mobile modstykker. Der er kun få widgets, der er lavet til at udnytte den store tabletskærm, og der mangler funktioner til flere vinduer og multitasking.
Desværre eksisterer Androids udfordringer på tablet stadig. Pixel Tablet får ikke rettet op på problemerne, den gør faktisk nogle problemer værre. Mange apps ser værre ud på en Pixel Tablet, end de gør på andre Android-tablets, hvilket nærmest ikke er til at forstå.
Facebook ser forfærdelig ud. Instagram ser endnu værre ud. Af en eller anden grund bruger mange apps en meget smal version, når Pixel Tablet holdes i liggende tilstand. De samme apps breder sig ud over hele skærmen på min OnePlus Pad. Men af en eller anden grund håndterer Googles software apps virkelig dårligt.
Andre apps er blevet forbedret og optimeret til Pixel Tablet, og Google har udgivet en liste med mere end 80 apps. Af disse er 46 apps skabt af Google eller en del af det grundlæggende Android-system, som f.eks. lommeregneren. Lommeregneren er faktisk meget flot på Pixel Tablet; den fylder hele skærmen. Twitter, derimod, ser bedre ud på min mobil end på denne tablet.
Det er et stort problem og en stor grund til, at mange nok ikke vil brugte Pixel Tablet så meget, som forventet. Mange apps ser simpelthen bedre ud på en mobiltelefon, og det er et stort problem.
Det positive er, at det er udfordringer, der kan løses. Hvis apps fungerer bedre på andre Android-tablets, er der ingen grund til, at Google ikke kan løse det med en softwareopdatering til sin egen tablet.
Bortset fra problemer med tredjeparts-apps fungerer Pixel Tablet som en god platform for Googles egne apps. Smart home-styringen er meget nyttig og nem at tilgå for alle i hjemmet, når tabletten sider i docken. Vi havde forventet en mere elegant brugergrænseflade, men den gør et godt stykke arbejde med alle enheder og hyppige opgaver.
Det bedste ved softwaren på Google Pixel Tablet er, at den understøtter flere brugere, hver med forskellige niveauer af kontrol. Når tabletten er docket, accepterer den stemmekommandoer til hjemmekontrol fra alle. Registrerede brugere kan få dybere adgang, hvis Google Assistant genkender deres stemme.
Den har en fingeraftrykslæser på tænd/sluk-knappen, så hver bruger kan registrere op til fem fingre og hurtigt logge ind på sin egen konto. Der er også en Kids Space-tilstand, hvis du vil give dine børn deres egne profiler.
- Software: 3 / 5
Google Pixel Tablet: Ydelse
- Fremragende processorkraft takket være Tensor G2
- Hurtig billedredigering og gaming
- Nye funktioner resulterede i en smule forsinkelse, hvilket er mærkeligt
Pixel Tablet har masser af processorkraft og bruger det samme Tensor G2-chipsæt som Pixel 7 Pro. Andre Android-producenter har en tendens til at bruge ret svage chipsæt i deres tablets, især sammenlignet med deres bedste mobiltelefoner, men her bruger Google Pixel Tablet sit bedste (og i øjeblikket eneste) chipset.
Fordelene ved Tensor G2 kommer med Google-eksklusive funktioner, som i Pixel Tablets tilfælde for det meste kan findes i Foto-appen. Pixel Tablet er den første tablet og den største skærm, der fungerer med Photo Unblur, Magic Eraser og andre seje Google Fotos-funktioner, som kun findes på Pixel-enheder (eller Android-enheder med Google One-abonnement).
Pixel Tablet kan håndtere spil og andre opgaver, der kræver høj ydeevne. Den havde ingen problemer med at køre spil med 60 fps eller bedre, selv meget detaljerede spil som Marvel Snap og Call of Duty.
Første gang, vi oplevede problemer med Pixel-tablettens ydeevne, var efter den seneste opdatering af Pixel-funktionerne. Google tilføjede Cinematic Wallpaper til vores testeksemplar, og da vi forsøgte at oprette et nyt tapet, måtte Pixel Tablet første gang tænke sig om et stykke tid. Normalt reagerer den med det samme uden forsinkelse. Det er sandsynligvis noget, der vil blive rettet i en opdatering, for Pixel har kræfter nok til at det ikke bør være en udfordring.
- Ydelse: 4 / 5
Google Pixel Tablet: Batteri
- Batterilevetiden er anstændig
- Den medfølgende oplade-dock sikrer løbende opladning
Går du rundt derhjemme, er der ingen grund til at bekymre sig om batterilevetiden på Pixel-tabletten. For der er den næsten altid i højttaler-docken, når den ikke er i brug. Det er en ny og genial funktion, når det gælder tablets, så Google har helt sikkert fat i noget. Det er faktisk kun, hvis du tager den med ud i verden, at du skal begynde at tænke på batterilevetiden.
En større skærm betyder plads til et større batteri, og tablets har allerede meget større batterier end mobiltelefoner. Normalt behøver man kun at oplade sin tablet med få dages mellemrum, men når først batteriet er løbet tør, tager det ret lang tid at fylde det op igen, fordi de store batterier oplades langsomt.
Det behøver du aldrig at bekymre dig om med Pixel Tablet, fordi du placerer den i opladnings-docken, når du ikke bruger den. På den måde har den altid et fuldt opladet batteri.
Da vi var på farten, holdt batteriet ikke så længe som på andre tablets, men det skyldes, at det er er lidt mindre end hos de fleste konkurrenter. Den klarede stadig mere end en hel dags videoafspilning, selvom gaming drænede batteriet relativt hurtigt. Som tidligere nævnt behøver du ikke opladnings-docken for at oplade Pixel Tablet, da den også kan oplades via et USB-C-kabel.
- Batteri: 4 / 5
Skal du købe Pixel Tablet?
Kategori | Kommentar | Karakter |
---|---|---|
Værdi for pengene | Højttaler-docken gør det til et godt kombinationstilbud, som du ikke kan finde andre steder. | 4 / 5 |
Skærm | Mindre end forventet og ikke en overvældende skærmoplevelse | 3.5 / 5 |
Design | Enkel og elegant til hjemmet, men den er lidt en magnet for snavs | 3 / 5 |
Software | Google-apps fungerer godt, men flere tredjepartsapps har for mange problemer og ser ikke supergodt ud | 3 / 5 |
Ydelse | Solid ydeevne, uanset om du styrer hjemmekameraer eller spiller hurtige spil | 4 / 5 |
Batteri | Udmærket batterilevetid bliver endnu bedre med ladestationen | 4 / 5 |
Køb den, hvis…
Du vil have både en smart skærm og en tablet
Hvis du har overvejet at anskaffe dig en smart skærm og en tablet, så er Pixel Tablet præcis, hvad du leder efter.
Hvis docken giver mening for dig
Højttaler-docken til opladning giver så meget mening, at den største udfordring er at beslutte, hvor den skal placeres. Hvis du kan lide docken, kan du købe en til flere rum, så du altid har strøm og god lyd på din Pixel Tablet.
Du en masse af Googles Smart home-enheder
Pixel Tablet fungerer godt med en lang række smart home-produkter, men hvis du vil have et godt overblik og nem styring af dine smart home-enheder, så vil du blive glad for Pixel Tablet.
Køb den ikke, hvis…
Du vil have den største og bedste skærm på en tablet
Google siger godt nok, at den er 11 tommer, men du får mere skærmareal fra en 10,9-tommers iPad, og skarpere, lysere skærm på mange Android-konkurrenter.
Du ikke skal bruge en højttaler-dock
Du kan ikke købe en Pixel Tablet uden højttaler-docken til opladning, så hvis den ekstra højttaler og ladestation ikke er noget for dig, vil du blive gladere for en anden tablet.
Du mest skal bruge den på rejser
Pixel-tabletten et mindre batteri end konkurrenterne. Hvis du rejser meget, vil du måske sætte pris på tablet, der både har en større skærm og længere batterilevetid.
Andre muligheder
Er du ikke overbevist af Pixel Tablet? Her er et par andre muligheder, du kan overveje:
Header Cell - Column 0 | Google Pixel Tablet | OnePlus Pad | Apple iPad 10.9 (2022) | Samsung Galaxy Tab S8 |
---|---|---|---|---|
Pris | 5.299 kr. | 3.999 kr. | 4.499 kr. | Starting at $699.99 / £649 / AU$1,099 |
Mindste lagerplads | 128GB | 128GB | 64GB | 128GB |
Skærm | 10.95-tommer LCD | 11.61-tommer IPS LCD | 10.9-tommer TFT LCD | 11-tommer TFT LCD |
Chipset | Google Tensor G2 | MediaTek Dimensity 9000 | Apple A14 Bionic | Qualcomm Snapdragon 8 Gen 1 |
Batteri | 27Wh | 9,510mAh | 28.6Wh | 8,000mAh |
Opladning | 15W | 67W | 30W | 45W |
Kameraer | 8MP bag, 8MP front | 13MP bag, 8MP front | 12MP bag, 12MP front | 13MP bag, 6MP ultra wide, 12MP front |
Styresystem | Android 13 | OxygenOS m/ Android 13 | iPad OS 16 | One UI m/ Android 13 |
OnePlus Pad
OnePlus Pad formår at overgå Googles tablet på mange måder, og for 1.300 kr. mindre end for Pixel Tablet får du en større skærm, et bedre design og overraskende nok bedre software, som kører dine yndlingsapps bedre end Pixel Tablet.
Læs vores anmeldelse af OnePlus Pad
Apple iPad (2022)
Pixel Tablet koster lidt mere end basismodellen af iPad, og den er ikke en pænere tablet i sig selv, selvom den medfølgende opladningshøjttalerdock betyder, at du får fremragende lyd. Hvis du er på udkig efter en god, enkel tablet alene, er iPad måske et bedre valg.
Læs vores anmeldelse af Apple iPad 10.9 (2022)
Samsung Galaxy Tab S8
Samsungs flagskibstablets har flagskibspriser, men du kan ikke finde en bedre skærm eller flere funktioner til prisen. Samsung-tablets er mestre i multi-tasking, hvilket gør dem gode til produktivitet, og de leveres med en superfølsom S Pen-stylus. For bare lidt flere penge får du meget mere tablet.
Læs anmeldelsen af Galaxy Tab S8
Sådan testede vi
Jeg har brugt Google Pixel Tablet som min primære tablet og som min primære styreenhed til mine smart home-enheder i en testperiode på et par uger. Jeg brugte tabletten til at styre mit smart home-udstyr, som omfatter lamper, et Google Nest kamera og en Electrolux luftrenser, Wiz-pærer, et Nanoleaf- og et Yeelight smartlys og en Google Chromecast, der er forbundet til mit tv.
I testperioden har jeg også brugt Pixel Tablet med en række streamingtjenester med både download- og streamingfunktioner. Jeg brugte også tabletten flittigt til fotoredigering, -visning og -organisering, især med Google Fotos, men også med Adobe Lightroom. Jeg spillede spil med tabletten - bl.a. Call of Duty Mobile og Mighty Doom (der altid får min mobil til at koge efter 10 minutters gaming) - mens den var koblet til opladningshøjttaler-docken.
Pixel Table kom også med ud i verden - blandt andet på togture og en weekendtur til en svensk ødegård, hvor den fungerede som hovedskærm til underholdning. Jeg tjekkede e-mail, brugte den til webbrowsing og kommunikation og tjekkede også mit Nest Indoor Camera på afstand ved hjælp af den samme Home-kontrolskærm, som findes, når tabletten er docket.
For at teste batteriet brugte jeg tabletten nonstop, indtil den døde, og så opladede jeg den igen for at tjekke de lange opladningstider. Ellers lod jeg tabletten stå i sin ladestation, så den næsten altid var fuldt opladet.
Jeg testede tabletten med benchmarking-software, som TechRadar's mobilteam bruger, men generelt synes jeg, at det er mere interessant at se, hvordan produkterne fungerer i hverdagen.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.
- Philip BerneUS Mobiles Editor