TechRadar Konklusion
Trust Onyx 255+ er en god alt-i-én-pakke, der passer til dig, der gerne vil i gang med streaming eller YouTube-produktion, uden at investere for meget i dyrt udstyr. Kvalitetsfølelsen kunne have været bedre, og den kunne have haft mere fleksibel software, men lyden er imponerende god, og man får samlet set meget for pengene.
For
- +
God lyd for pengene
- +
Fint gaming-design
- +
Praktiske løsninger
Imod
- -
Ujævn byggekvalitet
- -
Kunne have været nemmere at placere
- -
Ineffektivt popfilter
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Kort opsummeret
Kunne du tænke dig at komme i gang med at lave YouTube-videoer eller streame på Twitch, men har et lidt stramt budget til udstyr? Så kan det være, at Trust Onyx 255+ er lige det, du leder efter.
Lydkvaliteten er som bekendt vigtig for den samlede oplevelse, men en god mikrofon kan hurtigt blive dyr. Ikke mindst skal en mikrofon som regel også tilsluttes pc'en via et eksternt lydkort, og det er også en fordel at have mikrofonen på et ordentligt stativ, så den ikke er i vejen, når den ikke bruges, men samtidig er let tilgængelig og nem at placere, når du skal bruge den.
Frekvensrespons: 30 - 18000 Hz
Maks. lydniveau: 130 dB
Mikrofontype: kondensator
Karakteristik: kardioide
Samplingfrekvens: 96 KHz
Samlingdybde: 24 bit
Mikrofonens vægt: 400 g
Totalvægt: 1400 g
Betjening: lydstyrke, indgangsforstærkning, RGB-lys, lyddæmpning
TIlkobling: USB-A
Kabellængde: 180 cm
OS-støtte: Windows, MacOS, Linux, Chrome OS
Trust Onyx 255+ har som mål at levere alt dette i én samlet pakke, og til en pris, der ligger et godt stykke under, hvad en god mikrofon, et eksternt lydkort og en mikrofonarm normalt koster tilsammen. Det opnår den også i høj grad, men ikke uden nogle svagheder.
Det vigtigste er, at den leverer en imponerende god lyd til denne pris. Det skal siges, at man kan fremhæve klarheden i stemmen lidt med en EQ og popfilteret er ikke voldsomt effektivt, men derudover er der ikke meget at klage over ved lydkvaliteten.
Trust Onyx 255+ har ingen tilknyttet software og alle justeringer sker på selve mikrofonen, men det gør den kun mere brugervenlig og nem at bruge. Det er dog værd at pointere, at den ikke kommer med understøttelse af driverprotokollen ASIO, hvilket ville gøre den lidt bedre egnet til brug med diverse optageprogrammer til PC, men det er stadig muligt at bruge den til dette alligevel, og til streaming via OBS og lignende fungerer den alligevel fint.
Det skal siges, at kvalitetsfølelsen ikke er fantastisk med lidt slør i stativet og en masse plastikdele, der ikke virker voldsomt solide. Samtidig er det naturligt nok begrænset, hvad du kan forvente, når du køber en fuldt integreret mikrofon med den medfølgende mikrofonarm til kun 1499 kr.
Trust Onyx 255+ giver dig meget for pengene, og det er en god løsning til dig, der gerne vil i gang med streaming eller YouTube på budget.
Design og brugeroplevelse
Designet af Trust Onyx 255+ efterlader ingen tvivl om, at dette er et gaming-fokuseret produkt. Så her er det meste sort bortset fra den lysende ring omkring selve mikrofonen, og den vil glide lige ind i ethvert typisk spilopsætning. Vil du matche lyset i mikrofonen med andre detaljer, skal du også vide, at du kan vælge mellem seks forskellige farver med en knap på undersiden, men det er også alt. Du får altså ikke fuldt RGB-udvalg her.
Samtidig er det også værd at bemærke, at man kan slukke for den lysende ring, hvis man ønsker det, og så bliver mikrofonen relativt diskret.
Det begrænsede farveudvalg er faktisk også helt i stil med resten af mikrofonen, for der er meget, der viser, at der på mange måder er tale om et budgetprodukt.
Hvis vi starter med klemmen, der fastgør mikrofonarmen til bordet, er det et lyspunkt i den forstand, at den er lavet af solidt metal. Dermed sidder den sikkert og godt i bordkanten, mens gummi på både skruen og overfladen, der ligger mod bordets top, beskytter dine møbler mod mærker og ridser.
Selve armen er dog ikke lige så imponerende, både fordi den er lavet af relativt lav kvalitet plastik, og fordi de to spændeskruer, der giver dig mulighed for at låse armen i din valgte position, ikke er et specielt godt patent. Her har vi tidligere haft bedre held med løsninger, der bygger på samme princip som gammeldags skrivebordslamper med firkantede stålrør og fjedre, og vi ville ønske, at Trust var gået efter noget lignende. Når den først er på plads og spændt helt fast, er den heldigvis stabil, så du kan være sikker på, at den forbliver i samme position, mens du bruger den.
En detalje, vi dog godt kan lide ved denne mikrofonarm, er, at den har to USB-porte i toppen af mikrofonbeslaget, mens kablet, der forbindes til pc'en, strækker sig hele vejen fra bunden af armen. Det er her du tilslutter det korte kabel fra selve mikrofonen, og du har så et ekstra stik derudover, hvor du fx kan tilslutte et par USB høretelefoner, hvis du bruger det.
Selve mikrofonen er anbragt i en anti-chok affjedring, der ser ud til at gøre et relativt godt stykke arbejde med at forhindre bevægelser i at forplante sig til optagelsen.
Onyx 255+ har ingen tilhørende software, og al betjening foregår derfor på selve mikrofonen. Den er udstyret med en knap, der giver dig mulighed for at justere indgangslydstyrken (og mute ved at holde den nede), og en kontakt, der giver dig mulighed for at justere lydstyrken på de hovedtelefoner, der er tilsluttet hovedtelefonudgangen foran. Fordelen ved at bruge denne udgang i forhold til en anden udgang (eller USB som nævnt ovenfor), er, at du helt undgår den forsinkelse, der ofte kan opstå, når lydsignalet skal igennem pc'en, før det når dine ører.
Dette er især vigtigt, da Onyx 255+ ikke understøtter den veletablerede ASIO-driverprotokol, der sikrer den lavest mulige optagelsesforsinkelse. I stedet skal du bruge Windows' egen WASAPI-protokol, som ganske vist har en relativt lav forsinkelse, men som ikke er på højde med ASIO. En løsning du kan prøve, hvis du vil have lytning via pc'en, er at installere tredjepartssoftwaren ASIO4ALL, som gør enhver lydindgang og lydudgang ASIO-kompatibel, men det ville klart have været bedre, hvis Trust havde tilføjet denne mulighed som udgangspunkt.
Lydkvalitet
Generel kvalitetsfølelse og funktioner er nu én ting, men når det kommer til en mikrofon, er det selvfølgelig lydkvaliteten, der er det vigtigste – og den er faktisk ganske god, i forhold til prisen – dog med enkelte klager.
Lydkvaliteten Onyx 255+ leverer er relativt imponerende, med en ret flad frekvensgang, der giver gode detaljer i mellemtonen. Den indbyggede justering af inputniveau har også en bred vifte at gå på, så du kan justere niveauet fra lav hvisken til råben uden at mikrofonen overstyrer.
Hvis vi skal klage over noget ved frekvensgangen, må det være, at den for os kunne have haft en lidt tydeligere stigning omkring 5000 Hz for at understrege klarheden i stemmen bedre. Men så længe du ikke har noget imod at justere dette med en EQ, er det ikke et stort problem. Desværre følger den ikke med nogen form for software, hvor du kan gøre dette, så det må du eventuelt stå for selv.
Med et par justeringer af EQ'en fik vi en lydprofil, der ikke var alt for langt fra, hvad en Red NT1-A leverer, og den må siges at være ganske god for en mikrofon, der er en alt-i-en løsning til gamere. Sidstnævnte er en mikrofon, der koster mere end en Onyx 255+, og som både kræver et stativ og et eksternt lydkort med phantom power derudover.
Et andet problem vi stødte på, er, at det indbyggede popfilter, som i praksis er en skumgummihætte over mikrofonen, kunne have gjort et bedre stykke arbejde med at fjerne hårde B'er og P'er. Hvor problematisk dette er, afhænger af, hvilken slags optagelse du skal lave, og for almindelig streaming og YouTube-produktion er det måske ikke så farligt.
Man kan også til en vis grad undgå problemet ved at stå længere væk, men så får man som sædvanligt mindre bas og mere baggrundsstøj i optagelsen. En anden løsning kan være at købe et separat popfilter, der kan sættes foran mikrofonen, men så mister du noget af pointen med at købe en mikrofon, der giver dig alt i én pakke.
Ellers oplever vi, at de kardioide egenskaber sikrer, at den gør et ret godt stykke arbejde med at holde støj væk, og du kan lave helt anstændige optagelser i et normalt rum uden ekstra støjreduktion.
Bør jeg købe Trust Onyx 255+?
Køb den hvis ...
... du vil have en simpel gaming-mikrofon, der giver dig alt i én
Trust Onyx 255+ er ikke uden svagheder, men du får stadig meget for pengene, hvis du har et stramt budget.
... du vil have en mikrofon, der sidder på en justerbar arm
Armen kunne ganske vist have været af en lidt bedre kvalitet, men den gør stadig i det væsentlige alt, hvad den er beregnet til.
... du kan lide det typiske gaming-design
Onyx 255+ er sort og har en lysende ring med seks forskellige farvevalg, som sikrer at den vil glide lige ind i et typisk gaming setup.
Køb den ikke hvis ...
... du forventer topkvalitet
Onyx 255+ leverer god lyd, men derudover har Trust indgået en række kompromiser for at nå prisen på omkring 1499 kroner.
... du har brug for et godt popfilter
Hvis du vil være sikker på at filtrere b-er og p-er ordentligt fra, så skal du nok investere i en mere omfattende løsning.
... du vil have fuld optagelsesfleksibilitet
Onyx 255+ kommer ikke med tilhørende software, hvor du kan justere indstillinger, og understøtter ikke ASIO. Skal du bruge din mikrofon til krævende optagelser, kan det derfor give mening at se på andre muligheder.
Først testet: oktober 2021
Olivia har arbejdet for TechRadar Danmark siden sommeren 2021. Hun interesserer sig for alle aspekter af teknologi og skriver gerne om alt tech. Hun nyder at blive klogere på denne front og følge med i udviklingen, nye produkter og premierer på film, imens hun arbejder. Som så mange andre af sin generation, er hun afhængig af sin iPhone og MacBook, der aldrig bliver efterladt derhjemme, og hun har altid lyd i ørerne. Der bliver både lyttet til musik og spændende podcasts.