Hvorfor du kan stole på TechRadar
Brugerflade og pålidelighed
Sony Xperia XZ2 kører Android 8 Oreo, som er den seneste version af Googles mobile operativsystem, så telefonen er fuldt opdateret allerede fra starten af.
Sony lægger deres egen brugerflade oven på Android, men den er ikke lige så tung som tidligere udgaver, og føles derfor en smule mere som en Android-telefon end andre Sony-mobiler. Hvis man har brugt softwaren før, vil man dog ikke have problemer med at vænne sig til Xperia XZ2.
Nogle af de forskelle, man vil opleve, er at man scroller vandret gennem sine apps (Google foretrækker at scrolle lodret nu om dage), og at der er et ekstra panel til venstre, som foreslår apps ud fra dem man bruger mest.
Det er ikke en funktion, som vi egentlig har set den store nytte af, men den er på ingen måde påtrængende, så den generer os ikke.
Noget, som er en smule mere irriterende, er de ekstra apps som Sony har præinstalleret på Xperia XZ2. Ud over de velfungerende Google-apps, har Sony inkluderet deres egne email-, billedgalleri-, musik- og video-apps, hvilket egentlig bare er mere af det samme. Hertil kommer en række Amazon-apps inklusive Kindle, Prime Video og Prime Shopping.
Ingen af disse kan afinstalleres, men kan dog deaktiveres, så de ikke længere fylder på skærmen. Igen er det ikke noget større problem, men det er dog irriterende at have så mange apps, man ikke selv har valgt, som ligger og fylder op på telefonen, når man tager den i brug.
Musik, film og gaming
Sony-smartphones er altid veludstyrede, når det handler om multimedie, og Xperia XZ2 er ingen undtagelse.
Dens HD-skærm med HDR-understøttelse gør det til en fornøjelse at se film og serier. De front-placerede højttalere fungerer glimrende, og giver en meget fin stereolyd.
Hvis man befinder sig et sted, hvor man ikke kan udnytte de indbyggede højttalere, kan der godt vise sig at være et problem: dette er den første af Sonys dyrere modeller, som ikke har et stik til hovedtelefoner. Det er et betydeligt skridt for et mærke, som altid har lagt vægt på lydkvaliteten i deres enheder. Og Xperia XZ2 leverer Hi-Res Audio, Clear Bass og Clear Audio+ på dette område.
Alt dette bidrager til lydkvaliteten, men man kan ikke slutte sine 3,5mm hovedtelefoner direkte til telefonen. I stedet skal man sørge for at have den audio-konverter med sig, som følger med, og som passer til det USB-C-stik, som telefonen er forsynet med.
Disse konvertere bliver mere og mere almindelige, men fraværet af et hovetelefonstik på en telefon er altid en smule irriterende, da en 3,5mm-forbindelse stadigvæk er en meget almindelig ting på dagens marked.
Når man har fået gravet konverteren frem og sat hovedtelefonerne til, er lyden fra Xperia XZ2 helt i top. Uanset om det er storladne film-soundtracks eller pumpende party-tracks, så er der kun godt at sige om resultatet.
Gaming er også en stor fornøjelse på Xperia XZ2. Den har masser af kræfter under kølerhjelmen, som sikrer at telefonen er i stand til at køre de seneste og mest krævende titler.
Sony’s Dynamic Vibration System er tilgængeligt til gaming, video og musikafspilning. Det får Xperia XZ2 til at summe i takt til musikken eller til det der foregår på skærmen.
Som vi har nævnt tidligere, så giver det dog ikke meget til den samlede oplevelse, og det kan også gå hen og blive en smule irriterende med tiden. Men heldigvis er der mulighed for at slå det fra, når man ikke vil udsættes for det mere.
Ydelse og specifikationer
Der er masser af power pakket ind i Sony Xperia XZ2. Den er forsynet med Qualcomm’s seneste chipset, Snapdragon 845 og det bliver assisteret af 4GB RAM.
Det er mere end rigeligt til at køre en hvilken som helst app, man måtte have lyst til, selv om vi, som vi skrev tidligere, oplevede en smule forsinkelse i kamera-app’en.
Da vi kørte Geekbench 4 på XZ2 fik vi en gennemsnitlig flerkerne-score på 8225, hvilket placerer den lige midt i feltet i klassen med de dyreste telefoner.
Selv om scoren alene ikke giver noget definitivt svar på, hvordan telefonen ligger i forhold til konkurrenterne, så fortæller det i hvert fald at Xperia XZ2 har rigeligt med kræfter til at håndtere komplekse opgaver som 4K-video, HDR med videre.
Man får 64GB-lagerplads, og hertil kommer et microSD-stik, så man kan tilføje yderligere lagerplads, hvis man har brug for det. Der er kort sagt masser af plads til dem, som måtte have brug for det – og det kan man snart komme til, eftersom 4K HDR-videofiler kræver meget plads.
John joined TechRadar over a decade ago as Staff Writer for Phones, and over the years has built up a vast knowledge of the tech industry. He's interviewed CEOs from some of the world's biggest tech firms, visited their HQs and has appeared on live TV and radio, including Sky News, BBC News, BBC World News, Al Jazeera, LBC and BBC Radio 4. Originally specializing in phones, tablets and wearables, John is now TechRadar's resident automotive expert, reviewing the latest and greatest EVs and PHEVs on the market. John also looks after the day-to-day running of the site.