TechRadar Konklusion
JBL Flip 6 er en brugervenlig Bluetooth-højttaler, der får din musik til at lyde fantastisk, uanset hvor du er. Dens robuste og holdbare design gør den let at tage med, mens dobbelte basradiatorer betyder, at de lave frekvenser lyder kraftfuldt uden at blive for meget. Selvfølgelig ville det være rart med en opladningsport til din telefon, men det er nemt at undvære, når nu Flip 6 opfylder alle vores andre krav.
For
- +
Velafbalanceret med god bas
- +
brugervenlig bruge
- +
Robust design
Imod
- -
Ingen opladningsport til din telefon
- -
Ingen stemmeassistent
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Den korte anmeldelse
JBL's Flip-serie af Bluetooth-højttalere har længe haft en plads i på vores lister over de bedste bærbare højttalere, og virksomhedens nyeste model fortsætter den tradition.
JBL Flip 6 er en brugervenlig, mobil og robust højttaler, der lyder fantastisk og nemt kan fylde et rum med din yndlingsmusik - eller lægge lyd til udendørs fester eller sammenkomster på stranden, i parken eller i sommerhuset.
En IP67 støv- og vandtæthedsklassificering betyder, at du uden problemer kan tage Flip 6 med på stranden, mens de dobbelte passive radiatorer sikrer, at højttaleren har power nok til at levere kraftig bas, selv når du er udenfor, hvor der ikke er nogen vægge, som kan kaste lyden tilbage.
Sammenlignet med sin forgænger, JBL Flip 5, kommer Flip 6 med små, men gode forbedringer af en allerede fremragende Bluetooth-højttaler. Flip 6 er mere robust og bedre egnet til udendørs brug, den bruger den nyeste Bluetooth-version, og den hæver niveauet et trin op i lydkvaliteten. Men ellers er disse højttalere meget ens, og vi vil anbefale at kigge efter gode tilbud på Flip 5, hvis du vil spare nogle penge.
Dermed ikke sagt, at vi ikke mener, at JBL Flip 6 er værd at købe. Tværtimod; det er en ideel Bluetooth-højttaler for førstegangsbrugere takket være dens brugervenlighed, nemme tilslutningsmuligheder og den meget overskuelige tilhørende app - JBL Portable. Det vigtigste i JBL Flip 6, er at det skal være enkelt, og derfor finder du ingen indbyggede mikrofoner til stemmeassistenter og telefonopkald, ingen opladningsport til din telefon, ingen AUX-indgang til kabelbaseret lytning og ingen Wi-Fi-tilslutning. Denne højttaler spiller bare din musik, og det gør den til gengæld rigtig godt.
JBL Flip 6 pris og tilgængelighed
- Lanceret i december 2021
- Vejledende pris på 1.099 kroner
JBL Flip 6 blev lanceret i december 2021 og kan købes nu for 1.099 kr. i Danmark. Nogle af de store forhandlere har priser, der begynder omkring 980 kr.
Det er en helt aldeles rimelig pris for denne virkelig gode højttaler. Du kan dog stadig få fat i forgængeren JBL Flip 5, som blev lanceret i august 2019. Her er prisen noget lavere og begynder omkring de 450 kr. hos Power, der har restsalg på dem.
JBL's nyeste højttaler er en del billigere end vores foretrukne Bluetooth-højttaler, Sonos Roam - selvom Flip 6 ikke kommer med ekstra funktioner som wi-fi-forbindelse, der kan forklare den højere pris Roam.
Du kan sagtens finde nogle billigere Bluetooth-højttalere på markedet. Men det bliver sandsynligvis meget svært at finde én, der kan levere så fremragende lyd og kraftig bas til en lavere pris.
Design
- 550g
- Gummimateriale beskytter kanterne
- IP67-certificering gør den støv- og vandtæt
Ved første øjekast kan JBL Flip 6 se næsten identisk ud med Flip 5, med en aflang og rund konstruktion, et omsluttende gitter og basradiatorer i hver "ende". De vibrerer og pumper, når du spiller musik, og det ser faktisk også ret flot ud. Vores model kom i sort med enkelte detaljer i rød, men den fås også rød, blå og grå. Flip 5 fås i en hel del flere farvemuligheder - herunder et camo-mønster - og vi ville ikke blive overraskede, hvis JBL introducerede flere nuancer til Flip 6 senere hen.
Flip 6 er lille nok til at kunne bæres i én hånd og vejer 550 g, så den er let at transportere, og den leveres med en sporty rem til håndleddet, så du ikek taber den
Den metallisk udseende rist er flankeret af gummibelagte endekapper, der giver basradiatorerne på hver side af højttaleren en smule beskyttelse mod stød og skrammer, mens en gummifod i bunden af højttaleren forhindrer den i at rulle, uanset hvilken overflade du placerer den på.
I midten af gittermønsteret på "fronten" sidder JBL-logoet med store, fede bogstaver, som på vores sorte model er udstyret med en rød kantskygge. Oven over logoet finder du knapperne til styre musikken; PartyBoost, volumen ned, volumen op og play/pause. Vi kan godt lide, at disse knapperne er let hævede og har hver sit design, så det er nemt at finde dem i dårlig belysning eller hvis du ikke kigger på højttaleren.
Bag på højttaleren finder du knapperne til tænd/sluk og Bluetooth-parring, som lyser op, når du trykker på dem, sammen med en USB-C-opladningsport. I modsætning til JBL Charge 4 er der ingen port til opladning af din telefon, så det er altså ikke her, du lige får givet mobilen nødstrøm.
Flip 6 føles lige så robust som Flip 5, men denne gang har JBL også gjort den modstandsdygtig overfor støv sammen sammen med vandtætheden, hvilket giver en IP67-klassificering. Det betyder, at du kan tage Flip 6 med på stranden uden at skulle bekymre dig om sand eller lidt havvand.
Audio performance
- Sparsom EQ i app'en
- Kraftfuld bass
- Kan blive "hård" ved høj volumen
Hvis du er på udkig efter en Bluetooth-højttaler, der lyder godt både inde og ude, så er JBL Flip 6 et glimrende valg.
Dens ovale bashøjttalerer leverer detaljerede, lave frekvenser og mellemtone, mens en separat diskanthøjttaler leverer klare, høje frekvenser. Flip 6 har også to passive radiatorer til dyb bas, som er finjusteret ved hjælp af Harmans algoritme. De passive radiatorer sidder i hver ende af højttaleren og udvider spillerummet for bassen, som er tilfredstillende dyb, og som hele tiden lyder skarp og detaljeret.
På trods af sin lille størrelse har JBL Flip 6 ingen problemer med at ramme høje lydstyrker. Faktisk rammer den allerede ved 30% af lydstyrken et niveau, der er behageligt at lytte til, hvis du sidder tæt på højttaleren.
Lyden forvrænger ikke, selv om du skruer op, og JBL Flip 6 kan stadig håndtere komplekse rytmer.
Det er dog ikke ligegyldigt, hvor højt du spiller. Når volumen kommer op omkring 80 procent, begynder lyden at blive hård. Du kan justere diskanten i JBL Portable-app'en, hvor du finder en meget simple EQ. Der er desværre ingen EQ presets, så du skal ind og justere den, hver gang du vil ændre indstillinger.
Hvis du har brug for mere lyd, kan du bruge PartyBoost-funktionen til at parre to kompatible JBL-højttalere i stereo eller flere højttalere (op til 100) i mono for at skabe en mur af lyd. Det er en skam, at du kun kan parre den i stereo med andre Flip 6-højttalere (så den Flip 5, du evt. har derhjemme, kan kun parres i mono). Men det er ærligt talt et meget lille problem, når vi kigger lydkvaliteten og volumen bare med én højttaler.
Batterilevetid og forbindelser
- 12 timers batterilevetid
- Bluetooth 5.1
- Brugervenlig og overskuelig app
JBL siger, at Flip 6 kan holde til 12 timers afspilning, hvilket passer fint med vores egne erfaringer. Det tager cirka to og en halv time at lade højttaleren op via USB-C-porten.
Tilslutningsmuligheder er overskuelige. Der er ingen wi-fi eller audio-port. Du kan udelukkende tilslutte enheder via Bluetooth 5.1, og det var superhurtigt og nemt at parre højttaleren med OnePlus 9 og Galaxy S22 Ultra. Vi oplevede ingen irriterende udfald, mens vi brugte Flip 6, og det er muligt at parre den med to enheder på én gang, så du kan skiftes til lege DJ med dine venner.
Højttaleren understøttes af JBL Portable-appen, som giver dig mulighed for at tjekke, om der er softwareopdateringer, justere equalizer-indstillingerne med trinvise slidere for bas-, mellem- og diskantfrekvenser, slå feedback-tonen til og fra (som siger en lyd, når du tænder/slukker eller opretter forbindelse med en enhed) og læse brugsvejledningen. Du kan også aktivere PartyBoost-funktionen via denne app.
Skal du købe JBL Flip 6?
Køb den, hvis...
Du kan lide at holde det simpelt
Tilslut denne højttaler til din Bluetooth, tryk på play, og så er du klar til at feste - du behøver ikke engang at installere JBL Portable-appen, hvis du ikke vil.
Du vil have kraftfuld lyd
På trods af sin lille størrelse spiller Flip 6 utrolig højt, uden at det går ud over den lydmæssige kvalitet - selv om diskanten kan lyde en smule hård, når du skruer meget op.
Du elsker at hænge ud på stranden
En IP67-klassificering betyder, at højttaleren er støv- og vandtæt, så du behøver ikke frygte, at hverken sandstorme eller våde fingre vil ødelægge JBL Flip 6.
Køb den ikke, hvis...
Du vil have wi-fi forbindelse
I modsætning til Sonos Roam er der ingen mulighed for at tilslutte Flip 6 til dit hjemmenetværk for at streame musik i højere kvalitet.
Du er afhængig af din stemmeassistent
Flip 6 er til simpel living, og du finder hverken Google Assistant eller Alexa om bord her.
Du vil lade telefonen op på farten
I modsætning til JBL Charge 4 har Flip 6 ikke mulighed for at fungere som ekstra batteri til at lade telefonen op.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.