Anmeldelse: HP Omen 27c

HP Omen 27c er en god, overkommelig 1440p-skærm, men dens HDR-egenskaber halter lidt

En HP Omen 27c-skærm foran en bogreol med spillet Halo Infinite på skærmen.
HP Omen 27c: Respektable gaming-egenskaber til en anstændig pris
(Image: © Future)

TechRadar Konklusion

Den buede HP Omen 27c gaming-skærm giver gamere 1440p ved 240Hz med 1ms pixelrespons, og så er prisen ganske overkommelig. Men dens lave kontrast og knapt så gode HDR-egenskaber er ikke ideelle til skabere af visuelt indhold.

For

  • +

    1440p, 240Hz/1ms til en overkommelig pris

  • +

    Fantastisk til gaming

  • +

    FreeSync og uofficiel G-Sync-understøttelse

Imod

  • -

    Problemer med HDR

  • -

    Begrænset Adobe RGB-dækning

  • -

    Begrænset skærmbevægelse

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

HP Omen 27c: Hurtig gennemgang

Den buede HP Omen 27c gaming-skærm passer godt ind i HP's Omen-skærmserie, men helt perfekt er den ikke. 

Selvom den ikke ligefrem er billig, er det stadig en af de bedste gaming-skærme på markedet, hvis du leder efter en buet QHD/240Hz-skærm, der ikke koster spidsen af en jetjager. Omen-serien af gaming-skærme leverer typisk en anstændig ydeevne til overkommelige priser som fx HP Omen 25i og HP Omen 27, og Omen 27c er ingen undtagelse.

Ud over at du får en skærm med en 1000R-krumning, får du også en opløsning på 1440p, en opdateringshastighed på 240Hz, hurtig pixelrespons på 1ms og HDR-certificering. Der er rigeligt at glæde sig over, især når du sammenligner med prisen, og hvad du får for pengene. 

Skærme med en 1440p opløsning og en 240Hz opdateringshastighed er normalt meget dyrere, så Omen 27c giver dig virkelig en fantastisk gaming-oplevelse for alle pengene. Skærmen er Eyesafe-certificeret, så hvis du er en hardcore gamer eller e-sportsspiller, der sidder i timevis foran skærmen, vil du uden tvivl elske HP Eye Ease-funktionen. Derudover har skærmen FreeSync Premium Pro med uofficiel G-Sync-understøttelse, som sikrer, at dine gaming-sessioner ikke bliver afbrudt af uønskede skærmforstyrrelser. 

Men desværre har medaljen også en bagside. Det største problem med Omen 27c er dens ustabile visuelle kvalitet på grund af dårlig HDR-implementering og begrænset farvespektrum. Begrænsningerne påvirker ikke gaming-oplevelsen som sådan, men hvis du også vil bruge skærmen til fx videoer, farvekorrektion eller bruger Adobe og andre værktøjer til visuelt indhold, er det nok en god idé at kigge dig om efter en bedre muligheder.

Pris og tilgængelighed

  • Hvor meget koster den? Ca. 3.850 kr
  • Hvornår udkommer den? HP Omen 27c er tilgængelig nu
  • Hvor kan den købes? Tilgængelig hos danske forhandlere

HP Omen 27c kan købes hos forskellige danske forhandlere som bl.a. Compumail og Føniks. Prisen ligger mellem ca. 3.500-4.000 kr. alt efter forhandler og lagerbeholdning. 

Det er langt fra den billigste gaming-skærm på markedet, men i forhold til at du får QHD-opløsning, 240Hz opdateringshastighed og 1ms pixelresponstid, er prisen for Omen 27c ganske fornuftig.

Design

  • Nem montering
  • Godt udvalg af porte
  • Justerbar højde, men kan ikke dreje

Opsætning af HP Omen 27c kan næsten ikke blive nemmere. 

Det er supernemt at montere skærmen på den medfølgende fod. Alt, hvad du skal gøre, er at placere skærmens diamantformede bagside på holderen. Herefter skal du bare stramme de på forhånd monterede skruer til skærmen er fastlåst. Du kan justere skærmens højde og hældning, men desværre kan du ikke dreje skærmen, og det er lidt et minus. Til gengæld er selve basen udstyret med en praktisk holder til dine høretelefoner, så der scorer den lige en thumbs up. 

Portenes placering på bagsiden gør det også let at forbinde kablerne. På venstre side har du to USB 3.0-porte, en USB-C-port og en sikkerhedskabellås. Til højre finder du strømporten, en HDMI 2.0-port, Display Port 1.4 og et 3,5m hovedtelefonstik. 

En anden fin detalje er, at der medfølger Display Port-kabel. Både tænd/sluk-knap og kontrollerne er placeret yderst til højre under Omen-logoet. Det føles nemt og intuitivt at foretage justeringer og ændre indstillinger. Du skal dog lige være opmærksom på, at USB-C-porten skal være tilsluttet en pc for at kunne fungere. Den er nemlig kun til dataoverførsel, og det er den, der sørger for, at de andre USB-porte fungere korrekt.

Egenskaber og ydeevne

HP Omen 27c placeret foran en bogreol med kraftigt genskær fra sollys på skærmen

HP Omen 27c er ikke den bedste, når det kommer til refleksioner fra lys (Image credit: Future)
  • AMD FreeSync Pro med uofficiel Nvidia G-Sync-understøttelse
  • 2560 x 1440p opløsning ved 240Hz ser fantastisk ud, når du gamer
  • VESA-certificeret HDR 400-skærm, men HDR og kontrast er ikke optimale

Den generelle ydeevnen under gaming på HP Omen 27c er fantastisk. Med den rigtige stationære eller bærbare computer er det en lækker oplevelse at spille med den hurtige opdateringshastighed, og det bemærkede vi hurtigt, da vi testede skærmen med spillet Halo Infinite

Racerspillene Forza Horizon 5 og Dirt 5 klarede sig godt, og vi oplevede en bedre følelse af hastighed, takket være pixelresponstiden på 1 ms med MPRT. Det var en helt anden oplevelse at spille hurtige spil som Doom Eternal ved 240fps i forhold til at spille med 60fps.

HP Omen 27c: Specifikationer

Skærmstørrelse: 27 tommer
Paneltype: VA
Opløsning: 2560 x 1440p
Lysstyrke: 400 nits
Kontrastforhold: 3000:1
Pixelresponstid: 1ms
Opdateringshastighed: 240Hz
Inputs: 1 x HDMI 2.0, 2 x DisplayPort, 1 x 3,5 mm hovedtelefonudgang, 1 x USB C / 2 USB 3.0

HP Eye Ease gjorde, at det ikke var anstrængende for øjnene eller ubehageligt at spille i lang tid. Vi oplevede heller ikke nogen mærkbar skærmrivning takket være FreeSync Premium Pro og G-Sync-understøttelse. 

Selvom Omen 27c er en VESA-certificeret HDR 400-skærm, er HDR-implementering desværre ikke noget at råbe hurra for. Når der er lysere farver ved siden af dybe sorte nuancer oplevede vi en del lækage, hvor de lyse farver skinnede over i de mørke, og det forringede billedkvaliteten en del. Samtidig får den lavere kontrast billederne til at se lidt for lyse ud, og det gør, at billederne kommer til at mangle lidt dybde. 

Det lagde vi særligt mærke til, da vi spillede Halo Infinite. Vi var nødt til at skrue ned for lysstyrken, da farverne virkede lidt flade. Det er endnu tydeligere, når man ser videoindhold i mørke farver som fx traileren til Jorden Peeles kommende gyserfilm Nope. For at få den bedste billedkvalitet på Omen 27c, er det desværre bedst at slå HDR fra, når det er muligt. 

Selvom SDR er bedre end HDR på Omen 27c, dækker det ikke hele Adobe RGB-farverummet. Det betyder desværre, at farvegengivelsen ikke er god nok for dem, der bruger Photoshop og Premiere, Red Giant Colorista. Til almindelig gaming-brug er det højst sandsynligt ikke noget, du vil lægge særligt mærke til. 

Hvis du leder efter en 1440p-skærm til gaming med en opdateringshastighed på 240Hz, og som ikke koster en formue, er HP Omen 27 c en god mulighed. Hvis du derimod er på udkig efter en skærm af høj kvalitet til generel brug og billedbehandling, vil du nok blive skuffet.

Skal jeg købe den?

Et nærbillede af Omen-logoet på bagpanelet af HP Omen 27c

HP Omen 27c (Image credit: Future)

Køb den hvis...

Du vil have en af de billigste 1440p/240Hz-skærme på markedet
1440p/240Hz-skærme er normalt ikke billige. HP Omen 27c koster lidt under 4000 kr, og det er helt sikker ikke nogen dårlig handel.

Du har brug for en skærm med god ydeevne til gaming
HP Omen 27c er en pålidelig gaming-skærm af høj kvalitet med fantastisk opdateringshastighed og responstid, uanset om det gælder action-, skyde- eller racerspil.

Køb den ikke hvis...

Du vil have bedre HDR-implementering
Den lave kontrast og udfordringer med farvegengivelse gør, at HDR på 27c påvirker den visuelle kvalitet. Du får et bedre resultat uden HDR, og det er lidt skuffende.

You need better color accuracy for non-gaming purposes
Gamere vil stort set ikke lægge mærke til begrænsningerne, men hvis du skal bruge skærmen til andet end gaming som fx Photoshop eller Premiere Pro, vil du blive skuffet.

  • Testet første gang: april 2022

Vivi har flere års erfaring inden for en bred vifte af emner og arbejdet for højt profilerede virksomheder i bl.a. tech-branchen med fokus på nyheder, anmeldelser, guides og idéer til problemløsninger. Hun elsker at være i stand til at hjælpe folk med at finde måder og produkter, der gør livet lidt lettere i hverdagen. Vivi har arbejdet det meste af sit liv i musik- og underholdningsbranchen. Hun har stor passion for alt, hvad der har med musik og film at gøre, og streaming ligger højt på listen over hendes interesser.

Med bidrag fra