TechRadar Konklusion
Logitech Litra Glow er en fantastisk alt-i-én-lampe, der kan monteres på en skærm, og som er nem at putte i tasken og tage med, i modsætning til større eller mere komplekse studiobelysning. Dens lille størrelse betyder, at den kun er god til dem, der har brug for en frontvendt lyskilde, men den er rigeligt lysstærk nok til at forbedre kvaliteten af dine webcamoptagelser under udsendelser, onlinemøder eller præsentationer.
For
- +
Kan styres med knapper eller software
- +
Kompakt alt-i-et-lys
- +
Kræver ingen stikkontakt
Imod
- -
Dyrt for en simpel lampe til webcam
- -
Lille størrelse kan give ubehag i øjnene
- -
Kan ikke stå selv
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Logitech Litra Glow er en del af den relativt nye Logitech Creator-familie af produkter, og lampen er designet til at være et kompakt og billigt alternativ til et komplet ringlys. Selv om man måske først antager, at dette ville være et produkt, der kun ville appellere til streaming-fællesskabet, f.eks. dem, der bruger platforme som Twitch og YouTube, kunne mange fjern- eller hybridarbejdere drage fordel af at have noget ekstra belysning under telefonmøder eller virtuelle præsentationer.
Til en vejledende pris på 558 kroner er der helt sikkert billigere belysningsmuligheder på markedet, men køber du et billigere produkt, får du næppe et med lige så mange funktioner. I nogle tilfælde kan en traditionel ringlampe eller softbox være for stor til et hjemmemiljø eller kontor, men de er mere pladskrævende og kræver samtidig ekstra arbejde at sætte op.
Enkelt og brugervenligt lys til dit webcam
Sammenlignet med de store mærker inden for web-cam-belysning som Elgato eller Razer er prisen faktisk lav. Dens nærmeste konkurrent med hensyn til størrelse og pris ville være Elgato Key Light Mini, der sælges for omkring 100 dollars (cirka 735 kroner), og som ikke leveres med et medfølgende stativ eller en montering af nogen art. Så her skal du altså bruge nogle ekstra penge for rent faktisk at få den sat ordentligt op og gjort klar til brug.
Logitech Litra Glow består af selve lysboksen, som er en afrundet firkantet form, og mens du kan konfigurere alle lysfunktioner via den valgfrie Logitech G Hub-software (som vi vil dække lidt senere), har Logitech også truffet den smarte beslutning at inkludere nogle fysiske kontrolknapper placeret på bagsiden af enheden.
Disse består af en enkelt, rund tænd/sluk-knap og to identisk formede knapper til at justere tone og lysstyrke placeret på hver side af den centrale tænd/sluk-knap. Selvom de to justeringsknapper har samme form og størrelse, har de let kendelige teksturer, hvis du fumler rundt og føler på bagsiden af enheden, eller hvis du har et synshandicap. Selve knapperne føles effektive og har et dejligt tilfredsstillende klik.
Logitech angiver lampens lysstyrke til maksimalt 250 lumen, og Litra Glow er rigeligt lysstærk til at forbedre din belysning meget, selv i et allerede veloplyst rum. Selve de tilgængelige justeringer er ret minimale, men det er usandsynligt, at du ville have brug for flere funktioner end dem, der faktisk leveres. Du får mulighed for at styre ikke bare lysstyrken på en glidende skala, men også temperaturen, der ændrer lyset fra en kølig blå til en varm naturlig gul, som simulerer et naturligt solrigt miljø.
Som med mange andre muligheder for belysning af computere med front-belysning kan det være lidt udfordrende at stå med et forholdsvist kraftigt lys, der kommer direkte forfra. Hvis du bruger denne type belysning i længere tid, kan det være belastende for øjnene. Med Litra Glow er lyspanelet ret lille, så lyset føles ekstra kraftigt, fordi de kommer fra en koncentreret lyskilde, sammenlignet med større lyspaneler, som kan sprede lyset mere. Men det er uundgåeligt, da det netop er meningen, at Litra Glow skal være nemt at have med i tasken.
Én af fordelene ved Logitech Litra Glow, ligger ikke i selve belysningen, men snarere i monitorclipset (sandsynligvis inspireret af dem på webkameraer), der kan foldes ned, så du nemt kan montere lyset på en hvilken som helst skærm eller bærbar computer. Når du ikke længere har brug for lyset, kan du blot pakke den væk tilbage i en taske, hvilket gør den til en passende løsning for indholdsskabere på farten eller hybridarbejdere, der ikke har et fast kontormiljø.
Monitorklipset kan ikke kun foldes bekvemt sammen, men den kan også bruges til at justere højden og placeringen af lyset. Litra Glow er skruet på monitor-klipset, og det kan nemt skrues af og f.eks. monteres på et traditionelt kamerastativ. Det er en rigtig smart feature, for det giver stor fleksibilitet i brug. Så Litra Glow kan altså vendes og drejes på mange forskellige måder.
Logitech G Hub er tilgængelig for både Mac- og Windows-brugere, men vi bemærker dog, at det kun er Windows 10, der i øjeblikket er anført som tilgængelig mulighed på hjemmesiden. Dette ser dog ikke ud til at påvirke Windows 11-brugere, da softwaren også er kompatibel med Microsofts nyeste styresystem. Hvis du også bruger et Logitech-webkamera, såsom Logitech 4K Brio eller Logitech StreamCam, er G Hub-softwaren værd at downloade og installere på dit system, da den forener både dit webkamera og Litra Glow i et enkelt program.
Litra Glow har hentet meget af sin inspiration fra eksisterende designs, der anvendes på de bedste webkameraer, hvoraf mange er i Logitech-produktfamilien. Dette omfatter softwareintegration, og lyset får strøm via det medfølgende USB-C til USB-A kabel, så Litra Glow kan få strøm fra en bærbar eller stationær computer. Det er også muligt at tilslutte kablet til en almindelig oplader, så du kan få strøm fra stikkontakten, hvis du f.eks. allerede har fyldt USB-portene på den bærbare med andre enheder. Kablet er i øvrigt ikke fastmontere, så du kan evt. vælge at købe et længere USB-Ctil USB-A-kabel, hvis det medfølgende kabel på 1,5 meter er for kort til dine formål.
Alt i alt har Logitech gjort et godt stykke arbejde med at balancere funktioner og overkommelige priser med Litra Glow-lyset. Den er på ingen måde kraftig nok til at erstatte en professionel softbox eller spotbelysning, som fotografer bruger, men det behøver den heller ikke at være. Dette vil bedst tjene streamere på et stramt budget eller folk med hjemmearbejde, der har brug for adgang til en ensartet lyskilde til præsentationer eller online-møder.
Skal du købe Logitech Litra Glow?
Køb den, hvis...
Du ikke har brug for en stor lyskilde
Den lille størrelse på Logitech Litra Glow, betyder at den er ideel til folk, der har brug for at forbedre dårlige lysforhold uden plads til et stativ.
Du har brug for mobilitet
Den kompakte størrelse og muligheden for at pakke Litra Glow sammen, så den ikke fylder alverden, gør den meget fleksibel og nem at have med i tasken. Det gør den velegnet til studerende eller andre, der har behov for at kunne have hele kontoret med i en taske.
Du vil kunne styre belysningen via software
Funktionerne er ganske vist begrænsede, men du kan styre dem alle via Logitech G Hub-softwaren, så du nemt kan optimere din belysning uden at skulle have fat i selve lampen.
Køb den ikke, hvis...
Du har et stramt budget
Selv om den er billigere end mange af konkurrenternes lys, kan du stadig finde mange løsninger, der er endnu billigere. Så får du sandsynligvis færre funktioner, men nogle gange er budgettet den afgørende faktor.
Du sidder i meget mørke omgivelser
Litra Glow's lille størrelse betyder, at lyset kan blive en smule koncentreret, hvilket kan give en meget hård belysning i meget mørke omgivelser. Her bør du i stedet bruge en softbox eller en større lyskilde, hvis du arbejder i fuldstændigt mørke.
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.