TechRadar Konklusion
Huawei MateBook X Pro (2020) har opgraderede komponenter og en særdeles imponerende batterilevetid. Men det har en høj pris og betyder desværre, at den ikke er helt så attraktiv som tidligere versioner af samme maskine.
For
- +
God ydelse
- +
Fremragende batterilevetid
- +
Nydeligt design
Imod
- -
Dyrere end tidligere modeller
- -
En af de smarteste funktioner virker kun med Huawei-telefoner
- -
Kamera i tastaturet er stadig ikke godt
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Huawei MateBook X Pro (2020) er nyeste flagskibsbærbar fra den kinesiske producent. Tidligere modeller af Huawei MateBook X Pro har imponeret os med deres luksuriøse design og gode specifikationer, men særligt også prisen har lokket, da den har ligget under niveau i forhold til de nærmeste konkurrenter. Vi har derfor ikke haft problemer med at anbefale Huawei MateBook X Pro vidt og bredt, til de der ville have en lækker Windows-bærbar til en god pris.
Med Huawei MateBook X Pro (2020) bygger kineserne videre på, hvad der gjorde den tidligere MateBook X så god. Desværre er prisen steget en anelse, så den fremstår ikke længere som det oplagte valg, som den tidligere har været. VI har kigget nærmere på den nye maskine.
Pris, tilgængelighed og specifikationer
Her er konfigurationen på dén Huawei MateBook X Pro (2020) vi fik sendt til test:
CPU: 1.8GHz Intel Core i7-10510U (quad-core, 8MB Intel Smart Cache, up to 4.9GHz with Turbo Boost)
Grafik: Nvidia GeForce MX250
RAM: 16GB LPDDR3 (2133MHz)
Skærm: 13.9 tommer, 3:2 (3,000 x 2,000) LTPS
Lagerplads: 1TB SSD (PCIe, NVMe)
Porte: 1x USB-A 3.0, 2x USB-C 3.0, combi audio jack
Forbindelser: 802.11a/b/g/n/ac, Bluetooth 5, NFC
Kamera: 1MP
Vægt: 1.33kg
Mål: 304 x 14.6 x 217mm (W x D x H)
Prisen for vores testmodel, som du kan se specifikationerne på ovenfor, er DKK 14.999, og den fås i farverne Space Grey og Emerald Green. Vores maskine var grøn – ikke at det gør en forskel, men det er rart at se laptopproducenterne byde på andet end det sædvanlige grå og sorte.
MateBook X Pro fås desuden i en variant med en i5-processor og 512GB lagerplads til 13.499 kroner. Modellen med i5-processor fås kun i Space Grey.
De nye maskiner kunne købes fra d. 1. juni 2020 og med en pris på 14.999 er dette års udgave af MateBook X Pro knap så billig længere og koster i øjeblikket mere end både MacBook Pro 13” 2020 eller Dell XPS 13, som kan være naturlige alternativer. Der er med andre ord hård konkurrence om kunderne på netop dette prisniveau, så det er vigtig at skille sig ud med en god ydelse og eventuelt et lækkert design – gerne begge dele.
Design
Hvad angår designet, ligner maskinen sig selv i forhold til den tidligere MateBook X Pro. Men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Maskinen er stadig slank, let og robust. Dimensionerne er 304 x 14,6 x 217 mm, mens vægten er 1,33 kg, hvilket gør den til en af de lettere og mere kompakte bærbare computere på 13 tommer – den er mere kompakt end den nye MacBook Pro. Også skærmen er den samme på 13,9 tommer og den usædvanlige opløsning på 3000 x 2000 pixels. Skærmformatet hedder 3:2, hvilket gør den mere kvadratisk end det typiske 16:9-format. Dette giver dig mere plads i højden, og er eksempelvis praktisk, når du arbejder med dokumenter eller surfer på nettet.
På samme måde passer dette format bedre til det typiske format til fotos, og kombineret med den høje opløsning er maskinen derfor god til billedredigering. Dette hjælpes desuden på vej af det faktum, at skærmen giver 100% gengivelse af sRGB-farvespektret.
Den er også god til videoredigering og 3D-animation, men selvom der er et dedikeret Nvidia MX250-grafikkort får du kun en basal 3D-ydelse. Hvis du skal arbejde på større 3D-projekter, har du brug for noget kraftigere.
Kigger vi på portene på Huawei MateBook X Pro (2020) får vi igen to USB-C-porte (som også bruges til opladning af computeren) samt en standard USB 3.0-port og en 3,5mm udgang til hovedtelefoner. Vi kan godt lide, at vi får både de nye og en gammel USB-port, så du både kan gøre brug af hastigheden og mulighederne ved USB-C men samtidig kan tilslutte ældre udstyr via USB 3.0 og ikke har behov for en dongle.
Tastaturet har heller ikke ændret sig siden den sidste model, og det er igen en god ting. Det har en god størrelse og der er god vandring på tasterne. Det er ikke svært at se hvor Huawei har fået inspirationen fra - MacBooks. Tastaturet er for øvrigt stort set identisk med det vi finder på den meget billigere Huawei MateBook D 15.
Et andet element, der er overlevet fra den tidliger model, er 1MP webcammet, som er bygget ind i tastaturet. Et tryk på en knap og kameraet dukker kommer frem. Dette er en funktion der deler vandene. På den ene side er det en praktisk måde at sikre, at dit webcam er slukket og utilgængeligt, når det ikke er i brug for det. Denne løsning har desuden gjort det muligt for Huawei at holder kanterne omkring skærmen imponerende tynde.
Når det er sagt, betyder det også, at kameraet har en underlig vinkel og filmer dig nedefra. Det kan de fleste ikke lide og det giver da også et knap så flatterende perspektiv, hvis du eksempelvis sidder i et videomøde.
Endnu en tilbagevendende funktion er fingeraftrykslæseren i tænd / sluk-knappen. Den er hurtig til at aflæse din finger og logger dig nemt ind i Windows 10.
Til trods for de mange lighedspunkter, er der også blevet plads til én mærkbar forskel på designet af 2020-udgaven af MateBook X Pro. Som nævnt tidligere, fås den største udgave nu også i en ny farve: Smaragdgrøn. Det er netop denne version vi har haft til test, og selvom vi oprindeligt tænkte, at det var da ret ligegyldigt, har vi alligevel set os lidt lune på den grønne bærbare. Den tiltrækker da også flere nysgerrige blikke på de københavnske kaffebarer end de sædvanlige grå maskiner ellers gør. Man skal dog ikke underkende, at alle vil synes om en grøn bærbar, så til de mere traditionelle er der stadig et alternativ i Space Grey.
Ydelse
Sådan klarede Huawei Matebook X Pro (2020) vores udvalg af benchmark tests:
Cinebench CPU: 1,183 point
GeekBench 5: 1,185 (single-core); 3,497 (multi-core)
PCMark 10 (Home Test): 3,850 point
PCMark 8 Battery Life: 10 timer, 20 minutter
Batterilevetid (TechRadars filmtest): 7 timer, 57 minutter
Når det kommer til ydelsen, klarer Huawei MateBook X Pro (2020) de fleste dagligdagsopgaver helt tilfredsstillende, og opgraderingen fra 8. gen Intel-processorer til 10. generation er velkommen. Med en quad-core Intel Core i7-chip, 16GB RAM samt et SSD-drev, er det ikke overraskende, at Windows 10 reagerer hurtigt og præcist.
MateBook X Pro trækker uden problemer de fleste apps og kan fint multi-taske på samme tid; Som vi nævnte tidligere, er MX250 GPU’en dog ikke kraftig nok til de tungeste grafiske opgaver. Hvad angår skærmen, er den skarp og levende, selvom det noget usædvanlige skærmforhold betyder, at du altid vil have en sort bjælke i top og bund af skærmen, hvis du ser film eller tv i bredformat.
Også batterilevetiden i Huawei MateBook X Pro (2020) er fremragende. Vi fik næsten otte timer ud af maskinen i vores batteritest, hvor vi spiller en 1080p-video i loop. Det er et virkelig godt resultat og betyder, at du let bør kunne nå igennem en hel arbejdsdag eller skoledag, uden at skulle bekymre dig om opladeren.
Vores PCMark 10-batteri-benchmark, som simulerer typiske arbejdsbelastninger ved høj intensitet, herunder webbrowsing og videoopkald, resulterede også i flotte resultater for MateBook X Pro, hvor vi fik et resultat på 10 timer og 20 minutter.
Vi kan hermed konkludere, at Huawei MateBook X Pro (2020) er en raffineret opdatering af virksomhedens flagskib, som opnår en bedre ydelse, takket være de nyere og kraftigere komponenterm ligesom du får en glimrende batterilevetid i et let og transportabelt format.
Det eneste punkt vi ikke brød os så meget om, var faktisk webkameraet, der egner sig skidt til videomøder med andet en venner og familie. Til forretningsbrug er vinklen bare ikke passende.
Desværre har disse kvaliteter også en høj pris, så det er i år en lidt sværere anbefaling, end det tidligere har været. Eksempelvis kan du også få Dell XPS 13 og HP Spectre x360, som begge klarer det samme, endda i visse tilfælde bedre, men til en lavere pris. .
Køb den hvis...
Du ønsker et Windows 10-alternativ til MacBooks med lang batterilevetid
Hvis du kan lide designet og følelsen af MacBooks, men ikke kan lide macOS, er Huawei MateBook X Pro (2020) et fremragende alternativ, da den netop låner en masse designelementer fra MacBook.
Du vil have en tynd og let bærbar til billedredigering
Skærmen på Huawei MateBook X Pro er et højdepunkterne ved maskinen, og den egner sig især godt til fotografer, der ønsker en tynd og let bærbare at redigere billeder på.
Du har en nyere Huawei-telefon
Som det er tilfældet med MateBook D 15, er en af de bedste funktioner i Huawei MateBook X Pro Huawei Share-funktionen, som lader dig oprette forbindelse imellem din bærbare og en Huawei-telefon, blot ved at røre ved klistermærket under tastaturet.
Lad være med at købe den, hvis...
Du vil have en billig bærbar
Huawei MateBook X Pro (2020) er en dyr bærbar computer – den er sågar dyrere end nogle MacBooks. Kan du lide designet, men vil have noget billigere, bør du i stedet kigge på MateBook D 15.
Du ofte bruger din bærbare til videomøder
Vinklen på kameraet gør ikke noget godt for de fleste, og er du typen, som foretager mange videomøder fra din bærbare, er du bedre tjent med en maskinen, hvor kameraet er placeret over skærmen.
Du vil have en bærbar, som egner sig til tunge grafiske opgaver
Huawei MateBook X Pro har et dedikeret grafikkort, og selvom dette giver maskinen en bedre grafisk ydelse, egner den sig stadig ikke til tunge grafiske opgaver. Der findes bærbare på markedet til en lignende pris med bedre GPU’er.
- Her er de bedste bærbare i 2020
Matt is TechRadar's Managing Editor for Core Tech, looking after computing and mobile technology. Having written for a number of publications such as PC Plus, PC Format, T3 and Linux Format, there's no aspect of technology that Matt isn't passionate about, especially computing and PC gaming. He’s personally reviewed and used most of the laptops in our best laptops guide - and since joining TechRadar in 2014, he's reviewed over 250 laptops and computing accessories personally.