TechRadar Konklusion
Huawei FreeBuds 3 ligner måske et par AirPods, men de har en ny tilgang til aktiv støjreducering og egner sig især godt til de, som ikke vil have en for tæt pasform i øregangen. De spiller udmærket imens de holder det meste af baggrundsstøjen uden, så selvom Huaweis seneste propper ikke kan holde al støjen ude, er de et solidt sæt helt trådløse hovedtelefoner til især Android-brugere.
For
- +
Kompakt design
- +
God pasform
- +
Fin støjreducering
Imod
- -
Ingen iOS app
- -
Ikke en tæt pasform
- -
Ligner ret meget AirPods
Hvorfor du kan stole på TechRadar
Siden Huawei FreeBuds 3 blev annonceret, med et komplet kopieret AirPod-design, har Apple lanceret deres AirPods Pro, som er Apples bud på et sæt støjreducerende hovedtelefoner. Sjovt nok er Huaweis propper mere tro mod Apples originiale design end de nye Pro.
Freebudt har et såkaldt open-ear fit, hvilket betyder, at du ikke skal proppe noget langt ind i øret. I stedet hæger de, lidt løst, i øret. Dertil er de udstyret med aktiv støjreducering, hvilket er noget nyt inden for open-ear fit-hovedtelefoner og de to ting lader da også til at modsige hinanden. Omvendt minder de nye AirPod Pro mere om Sony W1000XM3, hvor forseglingen i øret er med til at dræbe støjen.
Pris og tilgængelighed
Huawei Freebuds 3 har en vejledende pris på 1.399 kroner og kan findes hos de fleste større forhandlere og internetbutikker. De fås i sort og hvid. Du kan være heldig at finde dem ned til omkring 1.100 kroner hos udvalgte forhandlere.
Design
Designet er meget velkendt: et poleret plastikydre møder en hård stilk og en rund puck i toppen. Køber du dem i hvid, vil de fleste nok tro, at du render rundt med et par AirPods. Vores testeksemplar var de sorte, som vi nok foretrækker, da de trods alt stadig skiller sig lidt ud. De føles solide og er ganske pæne at se på.
Det samme kan for øvrigt siges of de medfølgende ladeetui til FreeBuds 3. Dette er formet som en rund pilleæske, der har et springlåg i den ene side. Det tænder, når du åbner låget og har en LED til at vise batteriniveauet. Du oplader via USB-port i bunden – eller trådløst, hvis du hellere vil det.
På siden af etuiet sidder en lille knap – den er godt skjult. Denne bruges, når du skal parre med din telefon.
Pasformen på FreeBuds 3 er rigtig god, hvilket vi helt ærligt ikke forventede. Vi har tidligere haft lidt blandede oplevelser med Huaweis hovedtelefoner, især FreeLaces, som alt for let faldt ud af ørerne. Her er oplevelsen meget anderledes med FreeBuds, der bliver siddende hvor de skal, selv når du træner uden behov for efterjustering.
Lydkvalitet
Med tanke på at FreeBuds 3 ikke slutter tæt i øret, spiller de ganske godt og giver et bredt lydbillede, som er væsentlig mere affrundet, end vi umiddelbart havde forestillet os. Lydniveauet er passende og gør andre åbne modeller, som eksempelvis Google Pixel Buds til skamme, uden at diskanten knækker. Propperne kan godt nok kæmpe lidt i de laveste toner, især hvis man er udendørs i støjende omgivelser. Du kan få mere indlevelse fra billigere sæt som Urbanista Athens, men brugbarheden i FreeBuds overgår de fleste billige muligheder, såfremt du bruger dem med en Android-telefon – mere om det senere. Er du ude efter et sæt hovedtelefoner, som ikke lukker dig helt inde og stadig spiller godt, er disse et af de bedste bud til pendlere og løbere. Du vil stadig kunne høre beskeder fra højttalerne på stationen samt registrere trafikken omkring dig, imens du stadig får en god lytteoplevelse.
Vi kan godt lide den justerbare EQ, som du får igennem appen til FreeBuds. Denne gør dem mere alsidige. Standardprofilen er meget neutral, og selvom det ikke nødvendigvis er en skidt ting, er muligheden for at kunne justere på bassen kærkommen og adskiller dem fra konkurrenterne.
Lytter du meget til podcasts kan tale godt lyde en anelse robotagtig og savner varme og dybde sammenlignet med propper, der lukker mere af, som eksempelvis AirPod Pro eller Sony's WH-1000X M3.
Stemmeopkald klares omvendt imponerende i de fleste miljøer, uanset om du sidder på kontoret, på en cafe eller bare befinder dig et andet sted med meget støj, og FreeBuds 3 er gode til at isolere din stemme.
Støjreducering
Dette punkt er særlig interessant – aktiv støjreducering uden nogen form for passiv ditto. Med andre ord bliver øret ikke ordentligt forseglet, så omverdenen frit kan sive ind, men FreeBuds 3 drukner stadig baggrundsstøj som motorer og blæsere – vi skal ærligt indrømme, at det virker ret bizart til at begynde med. Heldigvis fungerer det forbavsende godt, og den aktive støjreducering tager lige toppen af støjen i tog, fly og lignende, og gør det lettere at nyde musik og lydbøger på farten.
Du aktiverer det enten igennem Android-appen eller ved at dobbelt-tappe på den venstre prop. Inde i appen kan du dog finjustere, så støjdæmpningen bedre passer til det miljø du befinder dig i eller dit øres form. Du kan vælge at ændre styringen, hvis du hellere vil aktivere støjreduceringen på højre side. Desværre er ingen af disse funktioner tilgælgelige i iOS, hvorfor FreeBuds 3 egner sig bedst til Android-mobiler.
Forbindelsesmuligheder
Du kan godt bruge FreeBuds 3 med en iOS-enhed, men du må først indstille støjreduceringen og styringen via højre og venstre prop i Android-appen. Vi indstillede dem først på en Android-telefon og installerede opdateringer, hvorefter vi parrede dem med vores iPad. Android-appen finder hurigt FreeBuds, men du kan også let parre din telefon via Bluetooth-menuen. Har du en Huawei-telefon med EMUI 10, kan propperne selv registrere, når du bruger dem og vi oplevede ingen synkroniseringsproblemer imellem højre og venstre side.
Batterilevetid
Med 30mAh i hver FeeBud og 410mAh i etuiet, er FreeBuds 3 både konkurrencedygtige og praktiske. Etuiet giver dig fire opladninger ekstra per prop. Propperne holder omkring fem timer på en opladning, mindre hvis du slår støjreducering fra, og de oplades på kun 30 minutter – det er hæderligt.
Som en god detalje kan de også oplades trådløst på samme måde som Samsung Galaxy Buds. De er fuldt opladede på en times tid: en time for mere end 20 timers musik? Det er ikke så ringe endda.
Dom
Hvis du godt kan lide ideen om et par propper, som let kan rengøres og deles med venner og familie, som lyder godt og tillader at omverdenen trænger en smule ind fra siden, så er FreeBuds 3 noget for dig – såfremt du har en Android-smartphone. Her er tale om et unikt produkt, som måske ikke kan slå modellerne, som går længere ind i øregangen, men som stadig sidder godt og har en ny tilgang til aktiv støjreducering, for ikke at nævne en rimelig batterilevetid. Prisen er måske i den høje ende, selvom de stadig er lidt billigere end AirPods, men det er godt med lidt konkurrence og et værdigt alternativ til Apple eller Sony.
Mikael Hansen was the Senior editor at TechRadar Denmark and a freelance IT journalist. He has been working in the IT-business for more than 14 years and have a broad knowledge of products, technologies, and the business as a whole.