Anmeldelse: Apple TV 4K (2021)

Apples streaming boks er dyr, men den er også fyldt til randen med funktioner

Apple TV 4K (2021)
(Image: © TechRadar)

TechRadar Konklusion

Apple TV 4K (2021) er en lækker streaming enhed, der kan afspille 4K video i HDR og Dolby Vision og understøtter HDR med en høj indlæsningsfrekvens, så hurtig action og sport ses klart og tydeligt på skærmen. Den gentænkte Siri fjernbetjening er en fornøjelse at bruge, og der er mange mindre, men smarte, funktioner, såsom understøttelse af at være flere brugere forbundet, og muligheden for at justere dit Tv's farvebalance automatisk. Man kommer ikke udenom, at det er dyrt, men det er også mere end bare en måde at se film og serier på, da den også gør det ud for en smart home hub.

For

  • +

    Understøttelse af HDR med høj indlæsningsfrekvens

  • +

    Gentænkt Siri fjernbetjening

  • +

    Thread smart home teknologi indbygget

Imod

  • -

    Dyr

  • -

    Virker ikke med Android

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Den korte anmeldelse

Det har taget Apple fire år at modernisere deres streaming boks, og du er lovlig undskyldt, hvis du ved første øjekast er uimponeret – Apple TV 4K (2021) ser identisk ud med sin forgænger fra 2017, og justeringerne og forbedringerne den tilbyder er, på overfladen, ganske minimale. Brugerfladen er dog enormt lækker at bruge, og den bringer mere end bare TV-streaming til bordet.

Apple TV 4K (2021) er udstyret med en A12 Bionisk processor, der også er at finde i iPad (2020) og iPhone XS, fremfor A10X chippen man finder i den forgangne model. Det gør navigationen gennem brugerfladen en smule hurtigere end tidligere, og det giver også nok processorkraft til at afspille HDR videoer med 60fps lettere end før. Udover det er der også implementeret en smart funktion til at balancere farverne, der bruger den samme lyssensor, man finder i alle iPhones, der understøtter ansigtsgenkendelse. Sensoren tjekker og justerer løbende dit fjernsyns farvebalance, så det er i tråd med industristandarden, uden du skal ændre noget manuelt på dit TV.

Som dens forgænger kommer Apple TV 4K (2021) med enten 32GB eller 64GB indbygget lagringsplads, hvor 32GB bør være tilstrækkeligt for de fleste, medmindre man har planer om at downloade bunker af apps, spil, film og serier. Udover boksen i sig selv, får man også den gentænkte Siri fjernbetjening.

Fjernbetjeningen, der fulgte med Apple TV 4K (2017), har været fokus for megen diskussion, men den nye Siri fjernbetjening er tyndere og har droppet den berøringsfølsomme trackpad til fordel for en cirkulær clickpad, der gør det langt nemmere at scrolle gennem brugerfladen.

Du kan se film og serier fra de store streamingtjenester som Netflix, Amazon Prime, Disney Plus og, selvfølgelig, Apple TV Plus, men Apple TV 4K (2021) giver dig også adgang til Apples tjenester, lige fra spilplatformen Arcade til Apple Music og selv Apple Fitness+. Apples stemmeassistent, Siri, er indbygget i boksen, og det er en effektiv måde at søge på dine film, serier eller musik, enten med titel eller genre, og du kan også bruge AirPlay til at dele alt lige fra fotos, videoklip eller præsentationer på dit TV.

Apple TV 4K (2021) er dog ikke bare lavet til streaming, da det også kan gøre det ud for en HomeKit Hub, så du kan kontrollere dine smart home enheder, selv når du ikke er hjemme. Hvis du har en HomeKit-understøttet videodørklokke eller sikkerhedskamera, kan du se et live feed på dit TV. Det har også ’Thread’ smart home teknologien indbygget, der gør det muligt for dine hjemmegadgets fra forskellige producenter at snakke sammen mere gnidningsfrit.

Apple TV 4K (2021) kommer dog ikke helt billigt og er faktisk en af de dyreste streamingmuligheder på markedet, med en pris næsten tre gange dyrere end Amazon Fire TV Stick 4K. For dem, der allerede er dybt involveret i Apples økosystem, eller bare gerne vil opgradere deres streaming boks til den bedste, skarpeste 4K oplevelse, så er det dog investeringen værd.

Apple TV 4K (2021)

(Image credit: TechRadar)

Apple TV 4K (2021) pris og tilgængelighed

  • Pris: 1.499 DKK

Som vi allerede har nævnt, kommer Apple TV 4K (2021) i to varianter – en 32 GB model til 1.499 DKK og en 64GB model til 1.699 DKK. Det er muligt at forudbestille den nu, og levering bør starte i slutningen af maj med en estimeret levering på 1-2 uger.

Prisen er en smule dyrere end forgængeren, der i skrivende stund kan findes til 1.299 DKK for 32 GB modellen. Den nye Siri fjernbetjening kan også købes separat til 500 DKK – den kan du bruge med Apple TV 4K fra 2017.

Apple TV 4K (2021)

(Image credit: TechRadar)

Design

  • Glat, skinnende sort kube-design
  • Gentænkt Siri fjernbetjening, der er tyndere og tungere
  • Udstyret med en A12 Bionisk chip

Det seneste Apple TV 4K er bestemt ikke den mest kompakte TV-streaming enhed på markedet, men det er heller ikke den mest klodsede – med dimensionerne 9,8 x 8,8 x 3,5 cm kan den nemt finde sin plads i et allerede eksisterende hjemmebiograf setup. 

Toppen har et mat udtryk med et diskret placeret Apple TV-logo i midten, som har den samme skinnende finish, man finder på siderne. På bagsiden er der en indgang til strøm, en HDMI 2.1 indgang og en Ethernet indgang, selvom den også har indbygget Wi-Fi. Den kommer dog ikke med et HDMI-kabel, som man også ser med mange andre streamingenheder, så det bliver du nødt til selv at have liggende.

Som vi tidligere har nævnt, er den gentænkte Siri fjernbetjening en af de bedste ting ved det nye Apple TV 4K. Den er tyndere, en smule tungere end før og udstyret med et genopladeligt batteri. Den cirkulære clickpad i toppen af fjernbetjeningen virker på samme måde som den berøringsfølsomme touchpad på forgængeren, og giver dig mulighed for at swipe op, ned, til venstre og til højre for at bladre gennem apps og indstillinger på Apple TV’et. Ved at trykke på clickpadden kan man åbne apps, pause/genoptage afspilningen af en film, serie eller musiknummer, mens den ydre ring kan bruges til at spole frem og tilbage, så du kan vælge en specifik scene i en film eller serie.

For første gang har Siri fjernbetjeningen en tænd/sluk knap, som du kan bruge til at slukke for Apple TV’et samt dit fjernsyn, og den kommer også med en tilbage knap og en mute knap. Siri knappen er blevet rykket til den højre side af fjernbetjeningen.

Apple TV 4K (2021) er udstyret med en A12 Bionisk chip, og den understøtter både HDR ved 60fps og Dolby Vision 4K format samt Dolby Atmos lyd.

Apple TV 4K (2021)

(Image credit: TechRadar)

Ydeevne

  • HDR med høj indlæsningsfrekvens gør sport tydeligere og lækrere at se på
  • Du kan justere farvebalancen med din iPhone
  • Siri er hurtig og effektiv

Som med de fleste Apple enheder er Apple TV 4K ekstremt nemt at sætte op, og det blev genkendt af vores iPhone, så snart vi havde tændt for det. iPhonen tog sig af at overføre vores Apple ID og kodeord til Apple TV 4K automatisk, og vi var imponerende over One Home Screen funktionen, der spejlede allerede eksisterende apps og layout fra vores ældre Apple TV.

Den overordnede ydeevne på Apple TV 4K (2021) forløb glat uden nogen form for lag under indlæsning og skiften mellem apps, og Siri var effektiv i forhold til at søge efter indhold, selv hvis man spurgte om ting, der indeholdt flere parametre. Da vi spurgte efter komediefilm til børn, kom den frem med en række egnede film, som Paddington 2 og Find Dory, der blev vist på bunden af skærmen inden for ganske få sekunder.

Lige nu er der en begrænset mængde indhold, der er kompatibelt med HDR med høj indlæsningsfrekvens, men vi kunne se en tydelig forskel, når vi så Red Bull TV på Apple TV 4K (2021) sammenlignet med Apple TV 4K (2017). På det nyeste Apple TV så Red Bull Straight Rhythm – et hæsblæsende motorcykelsupercross event – enormt klart og flot ud, mens det var en smule hakkende og knapt så detaljeret på den tidligere model.

Farvebalancerings funktionen var simpel at bruge. Efter at have holdt vores iPhone tæt på TV-skærmen med kameraet vendt mod skærmen, begyndte billedet at bladre igennem en række af farver, og vi blev præsenteret for en ny farveprofil, der var mindre livlig og en anelse mere underspillet. Det er dejlig nemt at skifte mellem din originale farveindstilling og det nye balancerede udseende.

Vi var imponerede af den redesignede Siri fjernbetjening. Clickpadden var langt mere præcis, når det kom til at bladre gennem apps og film, end på den tidligere model. Vi var også imponerende over, at fjernsynet kunne slukkes simultant med Apple TV 4K (2021), hvilket betyder færre fjernbetjeninger, der kan rode på kaffebordet. Den ekstra vægt – 64g sammenlignet med 45g – er velkommen og giver en mere sublim oplevelse af kvalitet.

Der er også rigeligt med mindre, men ekstremt smarte, funktioner indbygget i det nye Apple TV. For eksempel kan du bruge din iPhone til at indtaste tekst på Apple TV’et, så du ikke skal rode med at vælge bogstaverne på skærmen ved hjælp af fjernbetjeningen. Du kan også forbinde to par af Apple AirPods på samme tid, for på den måde at få en privat lytteoplevelse, og der er også understøttelse af flere brugere, så familiemedlemmer kan blive registreret med deres egne AppleID og se deres egne personlige apps-, video- og musiksamlinger.

Disse funktioner er også tilgængelige på Apple TV 4K (2017), og det er det pertentlige øje for detaljerne, der gør enhver udgave af Apples streaming boks en sand fornøjelse at bruge.

Apple TV 4K (2021)

(Image credit: TechRadar)

Bør jeg købe Apple TV 4K (2021)

Køb det hvis...

Du vil have HDR med høj indlæsningsfrekvens
Hvis du ser meget video med hurtigt bevægende action, som for eksempel sport, så vil understøttelsen af den høje indlæsningsfrekvens på Apple TV 4K (2021) sikre dig en lækker oplevelse.

Du allerede er investeret i Apples økosystem
Hvis du allerede har Apple produkter som en iPhone og AirPods, så giver det mening at vælge Apple TV 4K (2021) over andre muligheder, da det giver dig hurtig adgang til enhver app eller tjeneste, du allerede har downloadet, og opsætningen er super simpel.

Du vil have en HomeKit Hub
Apple TV 4K (2021) kan gøre det ud for en HomeKit Hub, der gør det muligt for dig at kontrollere dine smart home enheder, når du ikke er hjemme. Thread-teknologien er også indbygget, så du bør ikke opleve så meget lag, når du bruger Siri til at kontrollere dine smart home gadgets.

Køb den ikke hvis...

Du er på et budget
Med en pris på 1.499 DKK er Apple TV 4K (2021) en af de dyreste streaming enheder på markedet. Hvis du er på et stramt budget, kan en mere prisvenlig mulighed være Amazon Fire TV Stick 4K.

Du har et Apple TV 4K (2017) stående
Apple TV 4K (2021) tilbyder kun en håndfuld forbedringer over sin forgænger. Hvis du allerede ejer et Apple TV 4K (2017), er det ikke værd at opgradere, medmindre du, for eksempel, ser meget sport og helt specifikt har brug for understøttelsen af HDR med høj indlæsningsfrekvens. I stedet bør du bare købe den nye Siri fjernbetjening separat.

Du har en Android enhed
Selvom du stadig kan opsætte og bruge Apple TV 4K, hvis du ikke ejer en iPhone, vil du ikke være i stand til at bruge nogle af de bedste funktioner, såsom AirPlay og farvebalance justering. Så hvis du ikke ejer en iOS enhed, er det ikke så attraktivt at købe Apple TV 4K (2021)..  

Først anmeldt: maj 2021

TOPICS