TechRadar Konklusion
Der er meget mere at glæde sig over ved JBL's Live Beam 3, også kendt som anden generation af JBL's skærm-på-etuiøretelefoner, men den største forskel har faktisk ikke noget med etuiet at gøre. Det, der adskiller dem fra forgængeren, er den forbedrede lydkvalitet, som nu er energisk og fyldig, men også mere dynamisk ,sammenhængende, nuanceret og engagerende. Og så er batterilevetiden fremragende.
For
- +
Fremragende lyd
- +
Skærmen på etuiet kan bruges til mange ting
- +
Fremragende batterilevetid
Imod
- -
Rumlig lyd ikke altid optimal
- -
ANC er god, men slået af de førende i klassen
Hvorfor du kan stole på TechRadar
JBL Live Beam 3: Anmeldelsen kort
Der er mange gode støjreducerende øretelefoner, men der er én funktion, som ingen af disse fremragende øretelefoner tilbyder: En skærm på etuiet. Det har JBL Live Beam 3, og dét giver ekstra funktionalitet. Du kan f.eks. vælge et billede til etuiets låseskærm ud fra et hvilket som foto på din parrede smartphon. Når du åbner låget, vender billedet, så det vender den rigtige vej opad.
Det en livsnødvendighed, og der er på ingen måde tale om, at du kan droppe dit smartwatch til fordel for etuiets skærm. Men du kan styre flere ting fra etuiet end fra selve øretelefonerne. F.eks. kan du indstille øretelefonerne til enten at styre ANC-indstillinger eller til at justere lydstyrken ved at trykke på dem - men kke begge dele. Det kan du på etuiets skærm. Og funktionen til at tilpasse tapetet på låseskærmen er en fin detalje; om ikke andet vil du altid vide, at det er dit.
Lyden er selvfølgelig det vigtigste, og den er virkelig god. Der er tale om typisk Harman-lyd. Fyldig og med god bund. Der er et stort lydbillede; der er dynamik; der er balance på tværs af frekvenserne.
Batterilevetiden er også fremragende med op til 12 timer fra kun øretelefonerne uden støjreduktion, eller 10 timer med ANC (og tæt på ni med adaptiv ANC slået til - mere om effektiviteten af dette senere). Etuiet giver også yderligere tre opladninger, hvilket bringer den samlede lydafspilningstid op på hele 48 timer. Til sammenligning giver Apples dyreste AirPods med Pro-suffix kun 5,5 timer med Spatial Audio på højeste niveau, eller maksimalt 30 timer inklusive etuiet.
JBL Live Beam 3 har også mange brugbare funktioner, herunder automatisk slukning, når du tager dem ud af ørene, en pasformstest, multipoint-forbindelse plus et par nye ting - især 'Personi-Fi' involverer en detaljeret høretest af hvert øre for bedre at tilpasse lyden til din smag.
Jeg er ikke helt blæst bagover af de rumlige lydprofiler, selv om JBL her kommer med hele tre fordybende lydprofiler til musik, film og spil. Hvis du forventer et storslået tredimensionel lydbillede, bliver du skuffet.
Støjreduceringen er over middel, men den er ikke i nærheden af at udfordre Sony eller Bose, når det gælder støjreducering.
En virkelig smart funktion, som kun få konkurrenter tilbyder, er noget, JBL kalder Smart Talk. Den sænker lydstyrken på din musik og aktiverer JBL's TalkThru-tilstand, så snart du taler, og hæver derefter lydstyrken efter fem, 15 eller 20 sekunder efter, at du er færdig med at tale. Det er en fantastisk funktion, fordi du ikke behøver at røre ved øretelefonerne eller mobilen. Det fungerer bare, og er super smart, hvis du lige skal tale med nogen på kontoret. Og hvis du ikke bryder dig om det, er det selvfølgelig nemt at finde og slå fra i den omfattende og hjælpsomme JBL Headphones-app.
Pasformen er fantastisk, batteriet er tilsyneladende uendeligt, og helt ærligt, de blev hurtigt mine foretrukne øretelefoner til musik, hvor der skal smæk på.
Prisen ligger i det højere mellemniveau med 1.499 kroner. Det er meget, men du får også nogle unike funktioner i form af etuiets skærm, laaang batterilevetid og smarte funktioner i appen.
JBL Live Beam 3: Pris og tilgængelighed
- Pris 1.499 kroner
- Er hos forhandlerne nu
JBL Live Beam 3: Specifikationer
Drivere | 10mm dynamisk |
Aktiv støjreducering | Ja |
Batterilevetid | Op til 12 timer (øretelefoner), op til 48 timer i alt |
Vægt | 5 g pr. øreprop |
Tilslutningsmuligheder | Bluetooth 5.3 med LDAC, USB-C, |
Frekvensområde | 20 Hz - 40 kHz |
cVandtæthed | IP55 |
Øvrige funktioner | Tilpasningstest, seks mikrofoner pr. øretelefon, smart skærmetui, tre profiler for rumlig lyd |
JBL Live Beam 3: Funktioner
- Fremragende funktioner til opkaldskvalitet
- Personlig forstærkning og Personi-Fi giver merværdi
- Etuiet; du kan ikke ignorere det
JBL har virkelig gjort meget ud af selve øretelefonerne her. Opkaldshåndtering er fantastisk, ikke mindst takket være de mange muligheder, du har for at forbedre oplevelsen:
- Sound Level Optimiser (som afbalancerer lydstyrken på stemmen i den anden ende af linjen)
- Sound Setting (du kan øge bassen eller diskanten på den stemme eller holde tingene 'naturlige'); Voice Setting (Her kan du ændre lydindstillinger for den måde andre hører din stemme i opkald).
- VoiceAware (som er en skyder til at kontrollere, hvor meget af din egen stemme du vil høre under opkald)
- Private Call Mode giver dig mulighed for at tage en af øretelefonerne ud ad øret og holde den op foran munden, så du kan bruge den som mikrofon. På den måde behøver du ikke at tale så højt, hvis du er i en privat samtale et offentligt sted. Under testen sagde folk, at det lød, som en helt normal telefonsamtale, hvilket er ret imponerende.
JBL fokus på detaljerne på alle områder. Du har seks EQ-forudindstillinger eller mulighed for at oprette dine egne, plus Adaptive EQ til justeringer i realtid, med mulighed for at slå "Low Volume EQ" til for at øge høje og lave toner, så musikken lyder godt og tydeligt, selv om du lytter ved lav lydstyrke. Du får endda "Leakage Compensation" for at sikre, at lyden er god, selv når øretelefonerne ikke sidder optimalt.
ANC har lignende muligheder for at blive skræddersyet, så du selv kan justere styrken af støjreduceringen. Du kan også skifte mellem Adaptive ANC (som justerer niveauet af støjreducering baseret på lyden i dine omgivelser) og Auto Compensation, som justerer ANC dine vaner.
Hvis du slår Adaptive ANC fra, bliver du præsenteret for en slider, der giver dig syv trin af støjreduktion, uanset hvor du befinder dig. Det er virkelig godt. Det syvende niveau fjerner de fleste lavfrekvente lyde, men påvirker bestemt ikke musikken negativt. Adaptiv ANC er også virkelig godt, og gør meget for at fjerne støj fra omgivelser, uanset om vi er på stranden, på gaden eller derhjemme. Sænker den støjniveauet omkring dig lige så godt som Bose QuietComfort Ultra Earbuds eller Sony WF1000XM5 ? Nej, Ikke helt. Men du får stadig god støjreducering.
De rumlige lydprofiler (du kan vælge imellem film, musik eller spil) giver en følelse af rumlighed med varme og bascenteret lyd. Det er godt, men der er ikke tale om rumlig lyd på topniveau, hvor vi får et stort, åbent og detaljeret lydbillede.
Så selv om du ikke skal købe disse øretelefoner på grund af deres rumlige lyd, er der stadig rigtig meget at holde af.
Det gælder for eksempel funktionen Personi-Fi. Her gennemgår du en længere høretest med stadig svagere toner ved forskellige frekvenser. Du kører testen på hvert øre, og så bliver lyden tilpasset til din hørelse. Det tager tid, men det er det hele værd. Efter testen får du en testrapport, som giver en anbefaling til ændringer for hvert øre og mulighed for at "afprøve" det ved at slå ændringerne til og fra. Det er ikke bare for syns skyld, det gør virkelig musikken en lille smule mere detaljeret og lyden bliver mere nærværende og præcis. Det var i hvert fald vores oplevelse. Så den indstilling beholdt vi. Til gengæld lyttede vi ikke så meget til musik med rumlig lyd aktiveret.
Endelig er der etuiet: Det er nemt at navigere og reagerer hurtigt på input. Der er masser af funktioner - volumen, ANC, Play/Pause/Frem/Tilbage. Med Find Mine Øretelefoner-funktionen kan du få øretelefonerne til at afspille en høj lyd, så du hurtigt kan finde dem. Og så er det lækkert, at man selv kan vælge, hvilket billede, der skal vises på låseskærmen.
- Funktioner: 4.5/5
JBL Live Beam 3: Lydkvalitet
- LDAC er smukt gengivet
- Bassen er solid; diskanten håndteres godt
- Stærkt forbedret lyd
Uanset hvad du lytter til, vil JBL Live Beam 3 lyde ret godt, og du behøver ikke at nøjes med at lytte til dårligt komprimerede Spotify-streams. For Sonys LDAC (fra en kompatibel enhed - f.eks. en Sony Xperia-smartphone) er understøttet af Live Beam 3. Apple Music-spor håndteres flot og lækkert og det samme gælder indhold i høj kvalitet.
Vi får et godt lydbillede med detaljer, og virkelig god balance imellem de forskelige frekvenser. Lyden er dynamisk med varme og energi. Det er JBL´s (Harman) lyd, når den er bedst, og det lyder godt. Så lydmæssigt er de et stort hit. Vil du have stor, sprudlende lyd, der ved, hvornår den skal være stor, men også hvornår den skal trække sig lidt tilbage og i stedet lade detaljerne skinne igennem? Det får du her, og det er godt til prisen.
- Lydkvalitet: 5/5
JBL Live Beam 3: Design
- Ørepropperne sidder tæt og sikkert
- On-ear-funktioner kræver kompromis
- Etuiet er et godt træk
Disse øretelefoner er nemme at have på, selv for folk med små ører. Men det er værd at bemærke, at Live Beam 3's ørestykkedesign sidder ret langt inde i øret. De, der finder denne type pasform klaustrofobisk, skal måske se sig om efter nogle andre modeller. Igen vil det ikke være et problem for de fleste, men det er bare værd at bemærke.
Touch-funktionerne på øret reagerer godt og kan tilpasses, men der er et mindre minus: Du er nødt til at fravælge en af funktionerne. Du kan vælge imellem: Playback Control, Ambient Sound Control og Volume Control, men du har kun to ører - og derfor har du også kun to øretelefoner og altså to sæt af funktioner. Så selv om du her får den vigtige funktion, at du kan skrue op og ned for lydstyrken, betyder det også, at du så må give afkald på indstillinger for støjreducering via touch-styring. Du kan dog heldigvis stadig styre ANC via touch-skærmen på etuiet. Her kan du hurtigt vælge ANC-, Ambient- eller TalkThru-tilstandene (dog ikke de ekstra adaptive knapper).
Byggekvaliteten af dette etui føles som god kvalitet, og det ville ikke overraske, hvis f.eks. Apple er lidt misundelige på denne ide. Og selvom skærmen endnu ikke er afgørende for funktionaliteten, er opløsningen, responsen og lysstyrken (som kan justeres; du får tre niveauer) helt i top.
- Design: 4/5
JBL Live Beam 3: Værdi
- Enestående batterilevetid; fantastisk lyd
- Den klassiske finish føles dyr
- Spatial lydydelse er det eneste problem
JBL Live Beam 3's batterilevetid, lydkvalitet (med et væld af tilpasningsmuligheder), opbygning og finish er mere end pengene værd. Og støjreduktionen vil tilfredsstille alle undtagen de mest kræsne brugere.
Og du får også en skærm - hvilket på ingen måde påvirker den fantastiske batterilevetid
Mine eneste virkelige ankepunkter er det (lille) kompromis, du skal indgå med touch-funktionerne, og den lidt skuffende rumlige lyd. Så hvis du er ude efter noget, der er fantastisk til film, skal du måske kigge på de (meget dyrere) Sonos Ace-hovedtelefoner eller Bose QuietComfort Ultra Earbuds.
Men i betragtning af den konkurrencedygtige pris på JBL Live Beam 3 (Bose-høretelefonerne koster cirka 2.000 kroner, hvilket er 500 kroner dyrere end JBL'erne), får du stadig rigtig meget for pengene.
- Værdi: 5/5
Bør du købe JBL Live Beam 3?
Egenskaber | Bemærkninger | Bedømmelse |
---|---|---|
Funktioner | JBL har sat alle sejl til med Live Beam 3 - men den rumlige lyd er stadig kun ok | 4.5/5 |
Lydkvalitet | Generelt leverer JBL rigtig god kvalitet | 5/5 |
Design | Komfortabelt, og etuiet er en lækkerbisken - men der er et kompromis. | 4/5 |
Værdi | Udholdenheden, funktionssættet og lyden her er meget god i forhold til udgiften | 5/5 |
Køb dem, hvis ...
Du har langt imellem stikkontakterne
Disse øretelefoner har en klasseledende maksimal batterilevetid på 48 timer - to hele dages afspilning. Under min test viste det sig at passe meget godt (og nej, etuiet dræner det ikke.
Du har en Sony-telefon - eller du vil bare have god lyd
LDAC er dejligt at se på specifikationsarket, men selv hvis du ikke har en Sony-mobil, er lyden her virkelig god; slagkraftig, levende, men også smidig og detaljeret.
Du kan lide at kigge på billeder
Du kan sætte et billede af dine børn, din kæreste eller verdens bedste kæledyr lige der på etuiet til dine øretelefoner.
Køb dem ikke, hvis...
Du prioriterer rumlig lyd
Der er tre muligheder her for film, musik og spil, men vi oplevede desværre ikke en fuldt fordybende, Dolby Atmos-lignende præsentation med disse høretelefoner.
Du kan ikke lide in-ears, der sidder langt inde
Disse enheder sidder længere inde i øret end normalt. De er ikke for store (de passer fint til selv små ører), men designet sidder ret langt inde i øregangen.
Du har brug for alle lyd-funktionerne
Her skal du vælge to ud af tre muligheder - lydstyrke, afspilning og ANC. Du kan ikke få alle tre. I hvert fald ikke via touch-styring på høretelefonerne.
JBL Live Beam 3: Overvej også
Bose QuietComfort Ultra Earbuds
Vil du have enhedsagnostisk hovedsporet rumlig lyd plus noget af det bedste ANC i branchen? Det er her i dette seneste sæt ørepropper fra Bose. Du skal betale mere (og være forberedt på at give afkald på multipoint-forbindelse, super udholdenhed, understøttelse af trådløs opladning og en brøkdel af detaljerne i lydkvaliteten), men måske er det ikke noget problem for dig ...
Læs hele vores Bose QuietComfort Ultra Earbuds anmeldelse
Sony WF-1000XM5
Sony WF-1000XM5 kan findes til et par hundrede kroner mindre og tilbyder også primært bedre lydkvalitet og støjreduktion. Disse øretelefoner er også lettere og mindre. Igen er der rumlig lyd, men ingen specifik Dolby Atmos-understøttelse.
Læs hele vores Sony WF-1000XM5 anmeldelse
Peter er journalist og har arbejdet som tech-journalist på forskellige tech-medier. Samlet set har han beskæftiget sig professionelt med tech og forbrugerelektronik siden 1996. Peter interesserer sig for mange forskellige områder inden for forbrugerelektronik. Han er vild med lyd – både høretelefoner og højttalere i alle mulige afskygninger. Men han kan også bruge rigtig langt tid på at teste mobiltelefoner og computere. Samtidig er han altid på udkig efter sære og skæve produkter, der kan være interessante at kigge nærmere på, selv om de måske ikke passer ind i de traditionelle produktgrupper.
- Becky ScarrottAudio Editor