Anmeldelse: Borderlands 3

Efter en længerevarende pause er det atter tid til at vende tilbage til Pandora og flå, skyde og plyndre sig vej til sejr. Spørgsmålet er, om Borderlands-formlen holder her i 2019, eller om man skulle have stoppet, mens legen var god?

For de uindviede er Borderlands-serien bygget på at finde så meget gear som muligt. Som spiller kan man plyndre sig til tyvegods i en næsten uanstændig hastighed. Næsten uafbrudt finder man nye våben og muligheder for at kæmpe sig gennem nogle temmelig flotte omgivelser. Borderlands 3 har skruet voldsomt op for alt det, som gjorde spillet populært, men fastholder også nogle af seriens mindre behagelige egenskaber. Man kan sige, at de satser på de samme kanoner som tidligere, bare flere af dem.

Det føles rart at vende tilbage til Pandora, altså hvis man kan lide, at ens hjem ligner en Mad Max-inspireret ørkenplanet, hvor det eneste, der er farligere end banditterne, er det lokale dyreliv. Heldigvis er der i denne nye udgave af spillet en række nye, spændende lokaliteter. Selv om Pandora har sin egen charme, er det mere spændende at forlade ødemarken i jagten på mere spændende omgivelser. Hvert af de nye miljøer er adskilt fra hinanden, lige fra Prometheas enorme strukturer og gader til de sumpede dybder af Eden-6, hvor der virkeligt er skruet op for det hele.

 Borderlands 3's høje æstetiske form er dybt inspirerende, og spillets brug af farver og konturer får de nye nye intergalaktiske tilføjelser til at skabe en slags kaotisk tegneserie-drøm, hvilket er yderst passende for et spil, der fortsætter med at markedsføre sig selv med mange standard Psycho-grynt. Designet af de forskellige karakterer er fremragende, både hvad angår spillere og fjender. Alle fire Vault Hunters udstråler personlighed, fra Zane's irske accent til FL4K's tørre kommentarer.

Ikke overbevisende

Desværre er det med Borderlands 3's dialog, at spillet begynder at slå revner. Selv om humor ganske vist er en subjektiv ting, så må vi sige, at mange af spillet "morsomme" øjeblikke simpelthen ikke kommer i land.  Måske har spillets publikum blevet mere voksent i løbet af de sidste fem år, men mange af referencerne føles bare som en mulighed for at introducere en masse trætte referencer til en gammel popkultur.

Det er lidt udmattende, men ikke helt uden positive sider. Fjendernes dødsskrig er nogle af højdepunkterne, og at høre en bandit råbe "Min chili-opskrift dør sammen med mig", kan stadig få smilet frem.

Borderlands 3 svælger i sin egen absurditet, og et stykke hen ad vejen er det også OK. Det er lykkes de intergalaktiske superstjerner The Calypso Twins at forene forskellige bandit-fraktioner i forsøget på at samle en styrke, der kan få adgang til de skatte, der er skjult under Pandoras overflade.

Problemet er bare, at Calypso-tvillingerne ikke er nær så interessante karakterer som den tidligere forbryder Handsome Jack. Når de fører samtaler over radioen kommer de nemt til at lyde som en Podcast, man ikke gider høre til ende.

Andre karakterer gør det ikke bedre, selv om der nogle fine designs. Ofte løber de bare forvirret rundt og metodisk slår fjender ihjel, og pludselige udfordringer, der er temmelig svære, gør spillet frustrerende. For eksempel når en fjende kan slå dig ihjel ved at sætte strøm til gulvet - hvorefter du så ikke kan genoplives.

Lækre våben

Heldigvis - og formentlig grunden til, at du er tilbage - så er våbenkampene lige så gode, som de altid har været. Brugen af våben det bedste ved spillet, og der er en fin variation af udvalget. De kendte "Guns on legs" er sjove, ligesom våben, der også kan bruges som sprængstof, våben, der sender dine fjender på en himmeltur og, og våben, der æder sig gennem dine penge, mens du fyrer løs, er ganske forrygende.

Selv om der er så mange våben at vælge imellem, så får de alle mulighed for at glimre på egen vis. Mens du konstant kæmper dig gennem det enorme arsenal, så kan du stadig glæde dig over hvert våben, der føles dejligt håndlavede. For eksempel er der en kanon fra en ub-båd, der har to sigtekorn, og de var s fede, at vi blev ved med at vende tilbage og bruge dem. De fleste våben har flere funktioner, så en almindelig pistol for eksempel også kan affyre missiler eller blive til en taser-gun. Bare ved at klikke på en knap.

Brugen af våben er fedt, men den største udvikling er indenfor bevægelserne, hvor man har taget baby-skridt for at blive et mere moderne spil. Karaktererne kan nu slide og hoppe, og selv om man skulle synes, at dette ikke er en stor ting, så finder man ud af, hvor meget det betyder, hvis man prøver at gå tilbage til det (Ganske fremragende) Borderland 2, hvor man ikke har disse muligheder.

God underholdning

Våbnene kan bruges af fire af spillets figurer, og der hver især en særegen egenskab. Zane evne til at klone sig selv er fed og skaber store ødelæggelser, og læg hertil muligheden for at kunne teleportere klonen, og du har en game changer. Moze har evnen til at tilkalde et mekanisk monster, og FL4K's forskellige monstermuligheder kan hurtigt sende fjenden på retræte. Og så er der selvfølgelig Amara, der er i stand til at tilkalde enorme rødder fra jorden og smide rundt med enhver modstander.

Når man kombinerer de fire karakterers evner med det varierede våbenarsenal, så viser det sig, at Borderlands 3 er en glimrende måde at tilbringe en aften sammen med vennerne. Bytte kan deles og kæmpes over, og man kan samle sin indtjeninger i såkaldte "skill trees", hvilket kan resultere i forskellige opbygninger af karaktererne. Og i virkeligheden viser det sig, at Borderlands 3 har bedre RPG-muligheder end mange andre "shared-world" shooterspil, til trods for, at genren fokuserer på at konstruere figurer, der passer til en speciel spillestil.

Desværre føles både køretøjs- og kamp-mulighederne for upræcise til at være andet end en nyhed, man hurtigt bliver træt af, til trods for af evnen til at tilpasse køretøjerne.

Der hvor Borderlands 3 kommer med de bedste overraskelser er i slutspils-mulighederne. Selv om der ikke er nogen muligheder for raid-style encounters, så er der masser af muligheder for at skyde, stjæle og plyndre, når hovedkampagnen er slut. Der er Circle of Slaughter, der er et basalt horde-spil, hvor man kan tjene eksklusiv tyvegods ved at dræbe og gennemføre forskellige opgaver, og i Mayhem Mode fordobler man kvaliteten af tyvegodset, men fjenderne er stærkere og har fået nogle modifikationer.

Det er endda muligt at tilgå et nyt rank-system, når kampagnen er slut. Her får du bonus statistikker til hver af klasserne, og der er et New game Plus, hvor du får mulighed for at gennemføre spillet igen og hente endnu større bytter. Og i det ny Proving Grounds er der fjender og bosser, der vil overstrø dig med gaver - hvis du altså er god nok.

Dom

Borderlands 3 føles som en slags tidskapsel. Til trods for alle de game-muligheder, der er på nettet, og "shared world"-spil som The Division or Destiny, er Gearbox Softwares første spil i tre år lidt forfriskende. Lidt det samme som at gense tv-serien "Venner" på en regnvejrsdag. Der er ganske vist ikke meget nyt i spillet, men giv det en chance. Det bliver bedre og bedre for hver gang.

• M.I.A, Doctor Strange and Borderlands 3: Inspirationen bag "the loot shooter"