Anmeldelse: Samsung Galaxy S20

5G, 120Hz-skærm og mere gør debut i Galaxy S20

Samsung Galaxy S20
(Image: © TechRadar)

TechRadar Konklusion

Samsung Galaxy S20 er ikke den bedste fra Samsung S20-serie – den ære tilfalder Galaxy S20 Ultra – men her er stadig tale om en kraftfuld telefon med et ergonomisk og attraktivt design, ligesom introduktionen af nye funktioner som 5G, 120Hz-skærm og opgraderede kameraer på bagsiden, hvorfor her stadig er tale om en fremragende telefon.

For

  • +

    En fantastisk skærm

  • +

    Kraftigt kamera

  • +

    Masser af kræfter og klar til 5G

Imod

  • -

    Højere pris, især for 5G

  • -

    Upålidelig fingeraftrykslæser

  • -

    Understøtter ikke alle 5G-netværk

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Samsung Galaxy S20-anmeldelse på to minutter

Hvor blev Galaxy S11 af? Samsung sprang flere tal over med sin seneste Galaxy S20-serie, som overtager pladsen på øverste hylde fra 2019s Galaxy S10. Selvom springet kan virke forvirrende, er der en god grund til det, da Samsung har mange nyheder i den nye serie: her er tale om en stor opgradering, især hvis du er på udkig efter din første 5G-telefon. 

Galaxy S20 er billigere, lettere at håndtere end Galaxy S20 Plus og den gigantiske Galaxy S20 Ultra, men det betyder nu ikke, at den er billigere eller mindre kraftig. Tværtimod har den de fleste af de bedste flagskibselementer fra sine dyrere og større søskende, men til den laveste pris - indtil du kommer til Samsung Galaxy S20 FE (Fan Edition), hvor der er gået endnu flere kompromiser.

Samsung Galaxy S20 er ikke længere det nyeste Galaxy S-flagskib fra selskabet, da Samsung Galaxy S21, Samsung Galaxy S21 Plus og Samsung Galaxy S21 Ultra nu er blevet lanceret og alle kan købes. Vi har i skrivende stund testet både Galaxy S21 og Galaxy S21 Ultra til fulde, og de er begge to top-telefoner.

Og ikke nok med det, Samsung Galaxy S21 har faktisk en lavere pris end Samsung Galaxy S20 - så du bør måske overveje den nyere telefon i stedet. Selvfølgelig vil du kunne købe S20 med rabat nu, og den ældre telefon er faktisk bedre på nogle områder. Under alle omstændigheder er det værd at tjekke vores anmeldelse af Samsung Galaxy S21, før du køber en af dem.

Hvad angår Samsung Galaxy S20, får du følgende: en 6,2-tommers skærm med en hurtig opdateringshastighed på 120 Hz, 5G-downloadhastigheder (hvor de er tilgængelige), højteknologiske kameraer på begge sider af telefonen og et stort batteri. Derudover kan telefonen både købes til at virke med 4G og 5G netværk.

Dette er telefonen du skal have, hvis du vil prøve 2020-teknologien, som Samsung har at tilbyde, men du ikke ønsker en stor telefon eller en stor bule i din tegnebog. Du kan gå efter Ultra, hvis du vil have mere lagerplads eller et 108 MP-kamera og kan strække dig til prisskiltet, men til daglig brug vil S20 være det bedste valg i serien for de fleste mennesker.

Kameraet er et andet højdepunkt på Galaxy S20, hvor Samsung har boostet en masse specifikationer. Alle tre hovedkameraer er blevet forbedret (herunder øget pixelstørrelse for at forbedre natfotografering ved at lukke mere lys ind), og der er også et par softwarejusteringer for at forbedre den samlede oplevelse.

Teleobjektivet er også endnu bedre end det på Galaxy S10, så du kan tage billeder med 3x optisk zoom i høj kvalitet eller strække dig helt op til en 30x digital zoom. Galaxy S20 Ultra har højere kameraspecifikationer generelt, men de fleste vil være mere end tilfredse med skytten på denne telefon.

Et andet højdepunkt på Galaxy S20 er dens batteri på 4.000 mAh. Det er større end cellen i S10, og vi har fundet batteritiden stærk ved typisk brug - denne telefon holder ikke meget længere end en dag ved normal brug, men hvilken smartphone gør det?

Den udvidede kapacitet har haft én negativ konsekvens: Det har presset hovedtelefonstikket ud. Det er den samme historie med S20 Plus og S20 Ultra, og det er første gang, at Samsung har droppet funktionen fra sin S-serie.

Galaxy S20 mangler nogle af de topfunktioner, som Galaxy S20 Ultra viser frem, for slet ikke at tale om Galaxy S21 Ultra, men den er billigere og nemmere at holde eller opbevare i lommen. Og selvom den måske ikke er den mest imponerende enhed fra Samsung i 2020 eller så opdateret som Samsungs 2021-telefoner, er det en kraftfuld mobil, der vil være mere end tilfredsstillende for de fleste, der køber den.

Samsung Galaxy S20

(Image credit: Future)

Design og skærm

Samsung Galaxy S20

(Image credit: Future)

Samsung Galaxy S20 har en skærm på 6,2 tommer. Det er præcis 0,1 tomme mere end på S10 fra 2019. Det ændrer ikke voldsomt på størrelsen af telefonen og den maksimale opløsning er den samme som i tidligere Samsung Galaxy S-modeller, WQHD+ (3040 x 1440).

Som standard benytter Samsung stadig Fuld HD+-opløsningen (2220 x 1080), som er skarp nok til de fleste opgaver og sparer på batteriet. Vil du ændre det til den fulde opløsning, skal du selv manuelt gå ind i indstillingerne. En stor opgradering i Galaxy S20 er 120Hz opdateringshastigheden på skærmen. Dette er en fordobling i forhold til tidligere telefoner, herunder tidligere Samsung-enheder, og betyder i praksis mere glidende animationer og panoreringer. Dette er særligt godt til gaming, hvor du får en bedre indlevelse og potentielt en fordel i forhold til dine modstandere. Hverdagsting som sociale medier afvikles dog også langt mere flydende. Vi har set lignende tech i en telefon før - the Asus ROG Phone 2 og Razer Phone 2 har også opdateringshastigheden på 120Hz, men det er stadig første gang vi ser det i en telefon til massemarkedet.

Den nye opdateringshastighed er desværre ikke kompatibel med WQHD+-opløsningen, så du må vælge om du vil have den høje opdatering eller den høje hastighed.

Samsung Galaxy S20

(Image credit: Future)

Berøringsfølsomheden er også opgraderet til 240Hz fra 120Hz, hvilket gør spil mere responsive, da din finger nu registreres langt hurtigere på skærmen end tidligere. Dette var dog ikke noget vi mærkede den store forskel ved, da vi brugte telefonen, men de mere dedikerede mobilgamere vil måske mærke forskel.

Vi anerkender, at en større skærm ikke nødvendigvis er en god ting for alle (der er en stigende efterspørgsel efter mindre telefoner), og vi har både gode og dårlige nyheder. For det første er S20 længere end S10m og en anelse smallere, med et skærmforhold på 20:9, og en skærm der kun er marginalt større. Her kommer så den dårlige nyhed. Der er ikke kommet nogen arvtager til  Galaxy S10e (som var den mindste og billigste model i S20-serien), til de med mindre hænder, som hellere ville have en 5,8-tommer skærm.  

Galaxy S20 er hermed den mindste af Samsungs S-modeller i 2020 og selvom vi sætter pris på det mindre kamerahul på fronten samt gensynet med HDR10+ på skærmen, som giver bedre detaljer under gaming og film, havde det været rart med lidt større udvalg af skærmstørrelser.

Samsung Galaxy S20

(Image credit: Future)

Galaxy S20 har en af de pt. bedste skærme på markedet i en smartphone og søger du en topmodel, som ikke fylder for meget i lommen, bør du se nærmere på hvad de 563 ekstra pixels giver dig. Resten af Samsung Galaxy S20 er ret så velkendt, med to stykker glas imellem en ramme af aluminium. Der er stadig buede sider på skærmen, men det er ikke så udtalt som på S10, som forhåbentlig betyder færre fejltryk på kanterne. S20 er de første telefoner i S-serien, som ikke har nogen udgang til hovedtelefoner. Det betyder, at du vil skulle bruge en adapter (som ikke er at finde i kassen), hvis du stadig benytter kablede hovedtelefoner, eller skifte til et sæt med USB-C-forbindelse – hvis du da ikke bare skal vælge et trådløst par.

Dette er tilfældet med mange flagskibstelefoner i øjeblikket, og selvom det vil skuffe nogle, betyder det knap så meget, for de af os, som allerede er gået over til trådløse eller sågar true wireless-hovedtelefoner og propper – naturligvis har Samsung sine egne bud på sådanne med Galaxy Buds og Galaxy Buds Plus

Bagsiden af telefonen er lavet af glas men føles bedre end nogensinde. Kamerabulen er vores primære anke, men den har været nødvendig for at Samsung har kunnet pakke så meget kamera-tech ind i mobilen. Den betyder, at telefonen vil ville, hvis du lægger den på en flad overflade. Samsung Galaxy S20 findes i flere farver, men ikke alle fås på alle markeder.

Det er værd at notere sig, at her ikke er nogen pangfarver og at de alle er relativt afdæmpede sammenlignet med farveudvalget i Galaxy S10-serien. Ligesom i S10-serien er fingeraftrykslæseren indbygget i skærmen. Vi oplevede, at den var hurtigere end samme på S10, men at den ikke er perfekt og flere gange resulterede i pinkoder, for at få adgang til telefonen. Det er ikke et kæmpe problem, men hvis du hurtigt vil have adgang til din telefon, er det noget du bør være opmærksom på, og vores erfaring var derfor, at en hurtig pinkode ofte er hurtigere end scanneren.

Kamera

Samsung Galaxy S20

(Image credit: Future)

Samsung har taget nogle vigtige skridt i forhold til kameraet i Galaxy S20, når du sammenligner den med Galaxy S10, men ikke alle forbedringer ses umiddelbart på spec-listen.

Vi mener, at det er bedst, hvis du tager de taltunge kamera-specs med et gran salt og i stedet overvejer hvad de betyder, for de billeder du kan tage. Hvis ikke ligner kameraerne i S20 umiddelbart en nedgradering i forhold til tidligere Samsung-modeller, hvilket slet ikke er tilfældet.

Hovedkameraet, som stadig er på 12MP, har en blænde f/1.8. Teoretisk set er det dårligere end S10s dobbeltblænde f/1.5 + f/2.4, som ændrer sig alt efter lysforholdene, hvor den ”bredere” f/1.5-indstilling hiver mere lys ind i mørke omgivelser. Samsung har dog øget størrelsen på de enkelte pixels fra 1,4 mikron til 1,8 mikron. Dette kombineret med en større sensor betyder, at du vil kunne indfange flere detaljer og mere lys med Galaxy S20s hovedkamera og vi oplevede at dette holdt stik i mørke omgivelser.

Du får også en ny 64MP telefotolinse, som måske lyder som en kæmpe opgradering i forhold til sidste års 12MP telefotolinse. Her er de individuelle pixels mindre end sidste års kamera, antallet af megapixels er meget højere og blænden bredere (f/2.0 i stedet for f/2.4 – lavere tal er bedre).

Det er overordnet set et positivt resultat, som giver 3x tabsfri zoom, som er den bedste vi endnu har set i en smartphone. Du får også 30x zoom, hvis du har behov for den slags, som dog ikke er tabsfri, men stadig har sin berettigelse i nogle situationer. 

Nedenfor kan du se eksempler på zoom-effekten.

Vil du have de ultimative zoom-evner, slår Galaxy S20 Ultra konkurrenterne af banen med 100x zoom, men det er næppe særligt anvendeligt i dagligdagen, og vores erfaring sagde os, at 30x var alt rigeligt.

Galaxy S20s 12MP-ultravidvinkelkamera er ændret mindst i forhold til S10 – vi får samme blænde f/2.2, men en mindre sensor med større pixels (1,4 mikron imod sidste års 1 mikron). Det gør dine ultravidvinkelfotos en anelse bedre, selvom S10 var udstyret med et 16MP-ultravidvinkelkamera.

Vi oplevede at alle kameraer fungerede perfekt, og benytter du den automatiske indstilling, vil du med garanti blive imponeret. Du kan se nogle af vores testbilleder herunder:

Galaxy S20 Plus og Ultra har begge en ToF-sensor (Time of Flight), men den mangler i denne model. Selv uden er S20 dog i stand til at tage nogle fantastiske billeder. S20-serien introducerer også noget helt nyt med 8K-videooptagelse samt ”anti-rul”-korigering (op til 60 grader) som en del af Samsung Super Steady-stabiliseringsfunktion.

Du kan dog ikke bruge både denne funktion og de højere opløsninger på samme tid  Super Steady fungerer kun i 1080p. 

Selvom 8K-optagelser er begrænset til 24fps, er der en stor fordel ved det. Du vil kunne beskære og redigere i dine videoer uden at ofre for meget kvalitet, hvis du eksporterer til 4K eller 1080p.

8K er stadig en helt ny ting på smartphones og vi regner med at de fleste vil være fint tilfredse med 4K eller mindre, hvor du stadig har mere kontrol over de enkelte billeder, 20x video zoom (8k er begrænset til 6x zoom), og mindre filer (8K optagelser æder godt 600MP pr. sekund i HEVC-format).

Samsung Galaxy S20

(Image credit: Future)

Hvis du beslutter dig for at optage i 8K, kan du trykke på kamera-knappen, når du optager, for at tage et billede i 33MP. Det er smart, hvis du vil have et foto i høj kvalitet imens du allerede filmer. 

Samsung gode kamera-app er stadig let at bruge og fortsat blandt de bedste på markedet, takket være nye og tilbagevendende funktioner. Vi sætter eksempelvis stadig pris på, at man kan swipe op hvor som helst på skærmen, for at skifte imellem front og bagsidekameraer, aktivere selfie-kameraets timer med et håndtegn og dobbelttrykke på den fysiske låseknap for at åbne kamera-appen i blinde.

En ny tilføjelse er Single Take-modus, som i løbet af 10 sekunder tager en række forskellige billeder med alle tre linser på bagsiden. Det besvarer spørgsmålet ”skal jeg tage billeder eller optage video?”-dilemmaet med ”Hvorfor ikke begge dele?”.

Du ender med billeder, ultrabrede, portrætter, hyperlapse-video, almindelig video og så videre og vi er kæmpe fans af funktionen – ikke alle billede eller klip er perfekt, men det holder os ude af indstillingsmenuen og mere fokuseret på bare at skyde og ændre måden vi gør det på.

Fotoeksempler

5G

Galaxy S20 er den første mainstream-telefon med 5G. Kun 1% af smartphones fra 2019 var 5G-telefoner og de fleste var blot dyrere udgaver af 4G-flagskibe. 

S20 er i sin grundessens en 5G-telefon – men du kan også stadig få den i en lidt billigere 4G-variant her i Danmark. 5G er dog denne gang normen og downloadhastighederne kan potentielt nå op på 200Mbps, 6x hurtigere end 4G-hastiigheder i nogle dele af verden.

Dette afhænger da i høj grad af netværk og teleudbyder, men selv om vi ikke rigtig kan udnytte det herhjemme endnu, gør det Samsungs telefon fremtidssikret, at det er indbygget allerede. Vi er dog nødt til at adskille 5G-evenerne i Galaxy S20 med det du finder i S20 Plus og Ultra. Selvom alle tre understøtter sub-6-teknologien, er det kun Plus og Ultra, som har mmWave antenner, som kan opnå endnu højere hastigheder. 

Samsung Galaxy S20

(Image credit: Future)

Rækkevidden på mmWave er begrænset, så du skal være relativt tæt på en mast for at få et signal – vi har dog testet det, og fik 1,4Gbps i maj 2019, da vi testede MmWave 5G i Chicaco på Verizons nye 5G-netværk (dog med en anden enhed).

Så selvom S20 er hurtig (har vi endnu ikke haft mulighed for at teste den af i praksis). De større søskende vil være endnu hurtigere, hvis din udbyder kommer til at understøtte mmWave. Sub-6 skulle dog være nok til de fleste.

Ydelse og software

Samsung Galaxy S20

(Image credit: Future)

Galaxy S20 er udstyret med to forskellige chipsæts. Her i Danmark får vi Samsungs eget Exynos 990-chipsæt imens de i USA får Qualcomms Snapdragon 865-chipsæt. Vores testmodel var udstyret med Exynos 990 og vi oplevede en fremragende ydelse i alle tests. Den er kraftig nok til alt hvad man har brug for, uanset om der er tale om spil eller hurtig start af apps. I Geekbench 5 fik Exynos 990-udgaven af telefonen en multi-core-karakter på 2699. Det er et stykke under Exynos 990 Galaxy S20 Plus, som fik 3034 og Snapdragon Snapdragon 865-udgaven af S20 Ultra, som fik en karakter på 3286.

S20 klarer sig meget bedre end S10 5G fra 2019, som fik en gennemsnitskarakter på 2197 og OnePlus 7T Pro, som fik 2584. Disse karakterer betyder ikke meget for den almindelige bruger, men det er positivt at se Galaxy S20s karakter reflekteret i dagligt brug.

5G-varianten af telefonen er udstyret med 12GB RAM. Det kan tænkes, at nogle opgaver afvikles lidt langsommere på 4G-versionen, da denne kun er udstyret med 8GB RAM, men masser af flagskibe har kun 8GB, og vi forventer stadig god ydelse også fra dén telefon. VI oplevede ingen problemer med ydelsen i Galaxy S20, men vil teste Snapdragon 865-modellen af, når vi får mulighed for det og opdatere. 

Galaxy S20 kører med Android 10 – nyeste og bedste version af Googles styresystem. Samsung egen One UI er lagt oven på, så den ligner ikke andre Android-telefoner, som ikke kommer fra Samsung. Designet er pænt og let at bruge. Samsung har inkludere flere af sine egne apps, men du er ikke tvunget til at bruge dem og kan let slette dem og holde dig til Googles. Du er begrænset til 128GB lagerplads i Galaxy S20 – den findes ikke større. Det skulle dog være nok til de fleste, men planlægger du at optage en masse 4K-video, bør du investere i et microSD-kort. Telefonen understøtter kort på op til 1TB – har du brug for mere end det, skal du i stedet kigge på Galaxy S20 Ultra eller Galaxy S20 Plus, som har 256GB og 512GB lagerplads.

Batterilevetid

Er der én ting vi kan konkludere omkring 5G, er det at den hurtige internetteknologi sluger meget strøm. Med det in mente er Galaxy S20 udstyret med et 4,000mAh-batteri, som er en opgradering af de 3,400mAh i S10. Det er en god opgradering, da vi oplevede, at S20 klarer sig igennem en dag med et gennemsnitligt brug – ofte havde vi stadig omkring 20% tilbage ved dagens afslutning.

Samsung Galaxy S20

(Image credit: Future)

Vi oplevede dog i sjældne tilfælde, at batteriet blev hurtigt drænet, men dette skete kun ved tungere brug – eksempelvis når vi skruede helt op for lysstyrken og benyttede opdateringshastigheden på 120Hz. Så vil du drage fuldt nytte af den nye skærm, må du være forberedt på et større strømforbrug. Samsung hurtigopladning fungerer godt – har du den rigtige oplader kan du gå fra nul til 100% på under en time. Der er også trådløs opladning med 15W og selvom det ikke er ligeså hurtigt som den kablede version, er det en rar funktion at have med. Som sidste års S10-modeller er der mulighed for omvendt opladning, som gør S20 i stand til at oplade eksempelvis dine Galaxy Buds fra bagsiden af din telefon. Du kan dog også oplade alt andet som understøtter Qi-opladning. Vær dog opmærksom på, at du vil dræne dit eget batteri ganske hurtigt.

Køb den hvis...

Du er ude efter din første 5G-telefon

5G-versionen af Samsung Galaxy S20 er perfekt til dig, som vil være fremtidssikret i forhold til forbindelsesteknologi. Det er ikke så vigtigt her og nu, men noget du vil sætte pris på, når 5G-netværk bliver mere udbredte.

Du vil have et flagskib, der ligger godt i hånden 

Du vil ofte se, at en kraftig telefon almindeligvis betyder en større enhed, men det er ikke tilfældet med Galaxy S20, som stadig ligger godt i hånden. Ikke alle vil kunne bruge den med én hånd, men det er det tætteste du kommer i en flagskibstelefon fra Samsung.

Du vil have det bedste kamera, men har ikke brug for 100x zoom 

Samsung Galaxy S20 Ultra har et par banebrydende funktioner i kraft af sit 108MP-kamera og 100x zoom, men også kameraerne i Galaxy S20 er virkelig gode. Især auto-modus fungerer fantastisk godt og vi har fået taget nogle meget imponerende billeder med telefonen.

Køb den ikke hvis...

Du har et stramt budget

Ser vi bort fra 4G-versionen, kommer du til at betale mere for Samsung Galaxy S20 end sidste års Galaxy S10. Vil du være fremtidssikret med en 5G-version, bliver det derfor en dyr fornøjelse.

Du forventer en stor opgradering i forhold til S10

Selvom Samsung byder på nogle imponerende opgraderinger, er det måske ikke nok, til at udskifte din Galaxy S10. Ejer du allerede sidste års model, bliver du næppe blæst væk af nyskabelserne. Dette er en telefon til de, som opgraderer fra en ældre Samsung-telefon, eksempelvis Galaxy S8 eller S9.

Du vil have en 3.5mm hovedtelefonudgang

Så skete det! Dette er den første Samsung Galaxy S-telefon uden 3,5mm udgang til hovedtelefoner. Så hvis du stadig har behov for dette, er det ikke en telefon for dig, selvom der er masser af andre positive ting at sige om den.

Anmeldt første gang i marts 2020

James Peckham

James is Managing Editor for Android Police. Previously, he was Senior Phones Editor for TechRadar, and he has covered smartphones and the mobile space for the best part of a decade bringing you news on all the big announcements from top manufacturers making mobile phones and other portable gadgets. James is often testing out and reviewing the latest and greatest mobile phones, smartwatches, tablets, virtual reality headsets, fitness trackers and more. He once fell over.