Skip to main content

Sådan streamer du Super Bowl 2020

(Foto: Pixabay)

Så er det søndag, at det går løs. En af verdens mest sete sportsbegivenheder finder sted, og der er selvfølgelig tale om årets finale i amerikansk fodbold - Super Bowl 2020.

Over 100 millioner tv-seere verden over vil søndag aften den 2. februar og natten igennem (dansk tid) kunne opleve legendariske San Francisco 49ers tørne sammen med Kansas City Chiefs, der ikke har været i en Super Bowl i et halvt århundrede.

Det bliver samtidig et fantastisk opgør mellem to quarterbacks, der har overrasket alt og alle denne sæson, nemlig Jimmy Garoppolo fra 49ers og Patrick Mahomes fra Kansas City Chiefs. Og ikke færre end 65.000 tilskuere vil være på tribunerne på Hard Rock Stadium i Miami Gardens i Florida, når det er tid til kickoff.

Sådan ser du opgøret

Herhjemme er det Viaplay Sport, der står for finalen, og det vil sige, at du skal hoste op med 309 kroner om måneden i abonnement for at kunne streame, hvad der ser ud til at blive den bedste finale i mange år.

Og skulle du hænde at være på skiferie, så er det ikke noget problem. Med Viaplay Sport har du adgang ligegyldigt, hvor du befinder dig i Europa. Det betyder, at du ikke har behov for en VPN-tjeneste, hvis du er ude at rejse.

Hvis du er herhjemme og vil se billederne på din store fladskærm, kan du klare det via Chromecast.

Har du adgang til andre tv-pakker, der også har streaming-muligheder, skal du bare sikre dig, at du har kanalerne TV3+, TV3 Sport med i abonnementet.

Som nævnt indledes Super Bowl 2020 søndag aften den 2. februar. Viaplay Sports studie åbner for ballet klokken 22.00 med en lang optakt, mens selve kampen først forventes at starte klokken 00.30 dansk tid.