Skip to main content

Huawei slår sig sammen med TomTom om alternativ til Google Maps

Huawei
(Image credit: Future)

Fordi USA stadig pålægger den kinesiske tech-gigant, Huawei, restriktioner, har smartphone-producenten nu være nødsaget til at finde nye veje, for at erstatte teknologi – hvad enten der er tale om hardware eller software – som tidligere kunne fås igennem amerikanske firmaer. Det største problem er her den manglende adgang til noget som helst fra Google i Huaweis telefoner. 

Men nu ser det ud til, at kineserne har fundet en afløser, i hvert fald hvad angår en af søgegigantens primære tjenester. De har, ifølge Reuters, sikret sig en afløser til Google Maps igennem et partnerskab med navigationsspecialisten TomTom, som skal levere kort, live trafikinformation og software til Huaweis smartphones.

Fordi TomTom har hovedkvarter i Holland, vil Huawei kunne omgå restriktionerne fra den amerikanske handelsblokade, som ellers forhindrer den kinesiske telefonproducent i at handle med amerikanske firmaer.

I en udtalelse til Reuters har talsperson for TomTom, Remco Meerstra sagt, at aftalen med Huawei faldt på plads for noget tid siden, men firmaet har ventet med at informere offentligheden af ikke oplyste årsager.

Tilbage i august blev det rapporteret, at Huawei var i gang med at bygge sin egen rival til Google Maps, kaldet Map Kit, som skulle understøtte trafikrapporter i realtid samt augmented reality-funktioner.

Hvor er vi?

Hvor Huaweis nyeste telefoner stadig kører med Android 10, betyder en manglende adgang til Googles apps og tjenester (herunder Google Play Store) at firmaets telefoner har været svære at sælge i regioner uden for Asien – selv på markeder hvor Huawei ellers har klaret sig særdeles glimrende, som eksempelvis Europa og Australien.

Hvis Huawei vitterligt presses til helt at skrotte Android, har de allerede en backup-løsning klar - Harmony OS er et open source operativsystem, som er skabt til at virke på tværs af produkter såsom telefoner, tv, smartwatches, laptops og mere.