Vi har hørt rygter om iPhone 18-serien, allerede før iPhone 17 overhovedet blev lanceret. Hvis vi desuden medregner den foldbare iPhone Ultra – som ifølge oplysninger endelig bliver lanceret i år – har læk og rygter cirkuleret i flere år.

Der er altså en hel del information at sortere igennem, men rygterne nedenfor hører til blandt de største, vi har hørt om Apples kommende mobiltelefoner.

Under hvert rygte vurderer vi, hvor sandsynligt vi mener, at oplysningerne rent faktisk holder stik, så du får et bedre indtryk af, hvad vi kan forvente os på Apples »Surprise and Shine«-event onsdag den 9. september.

Den foldbare iPhone Ultra lanceres endelig

Hvad siger rygtet?

Vi har i flere år hørt rygter om, at Apple arbejder på en foldbar mobiltelefon, men nu ser det endelig ud til, at en sådan enhed faktisk kan blive lanceret i år, muligvis under navnet iPhone Ultra.

Flere læk tyder på, at telefonen får lommebogsformat i stil med Samsung Galaxy Z Fold 8, med en foldbar skærm på omkring 7,8 tommer og en yderskærm på cirka 5,5 tommer.

Den kan desuden få understøttelse af MagSafe, men den vil sandsynligvis ikke understøtte en pen – i hvert fald ikke ved lanceringen.

Hvor sandsynligt er rygtet?

I betragtning af, hvor længe vi har hørt rygter om en foldbar iPhone – hvor visse tidligere oplysninger har peget på lanceringer, der aldrig blev til noget – er der stadig grund til at være lidt skeptisk. Men den store mængde lækager, der nu peger på en lancering – herunder oplysninger fra troværdige kilder – gør, at vi er næsten helt sikre på, at iPhone Ultra faktisk vil blive præsenteret i år.

Hvad angår de specifikke detaljer, såsom skærmstørrelser og understøttelse af MagSafe, kan vi ikke være helt lige så sikre. Men vi ville blive meget overraskede, hvis selve telefonen ikke bliver lanceret i denne uge.

• Sandsynlighed: 9/10

Den almindelige iPhone 18 udkommer først næste år

Hvad siger rygtet?

Selvom vi måske får en helt ny type iPhone at se i år i form af iPhone Ultra, tyder lækager på, at en af de modeller, vi normalt ville forvente, i stedet udebliver. Ifølge oplysninger lanceres den almindelige iPhone 18 først i marts eller april.

Den kan så blive lanceret sammen med iPhone 18e og iPhone Air 2, hvilket vil betyde, at Apple afholder en anden stor mobillancering inden for løbet af cirka et halvt år.

Hvor sandsynligt er rygtet?

Det ville være helt nyt for Apple at lancere en ny basismodel ved et separat arrangement flere måneder efter Pro-modellerne, så vi tager stadig rygtet med en smule skepsis.

Men faktisk peger stort set alle læk nu i den retning. Vi har desuden hørt mærkbart færre rygter om den almindelige iPhone 18 end om Pro-modellerne og iPhone Ultra – hvilket ville være logisk, hvis den faktisk ikke lanceres før om et stykke tid.

• Sandsynlighed: 8/10

Et kamera med variabel blænde

Hvad siger rygtet?

Et af de mere spændende rygter om specifikationerne er, at enten både iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max – eller muligvis kun iPhone 18 Pro Max – vil få et kamera med variabel blænde.

Det vil gøre det muligt at justere dybdeskarpheden og dermed give dig større kontrol over, hvilke dele af billedet der er i fokus. Det vil også kunne give bedre ydeevne i svagt lys, hvis den variable blænde betyder, at kameraet kan lade mere lys trænge ind end på de nuværende modeller.

Hvor sandsynligt er rygtet?

Vi har hørt rygter om en variabel blænde fra flere forskellige kilder, herunder nogle med et godt omdømme. Detaljerne er dog stadig ret vage, hvilket gør os lidt usikre på, om funktionen rent faktisk vil dukke op – især da mange andre læk om de nye modeller har været mere detaljerede.

Samtidig får både antallet af kilder og deres troværdighed os til at tro, at det er ret sandsynligt, at mindst én af de kommende iPhone-modeller får et kamera med variabel blænde.

• Sandsynlighed: 7/10

Større batterier

Hvad siger rygtet?

Kilden Digital Chat Station har fundet dokumenter, der tyder på, at iPhone 18 Pro får et batteri på 4.288 mAh og iPhone 18 Pro Max et på 5.567 mAh i USA.

Til sammenligning har iPhone 17 Pro et batteri på 4.252 mAh, mens iPhone 17 Pro Max har et på 5.088 mAh. Også her gælder tallene for de amerikanske modeller, hvor batterikapaciteten er højere end i de fleste andre regioner, da telefonerne udelukkende bruger eSIM og derfor ikke behøver at afsætte plads til et fysisk SIM-kort.

Hvis oplysningerne holder stik, ville det altså betyde en mindre stigning for iPhone 18 Pro, og en noget større forbedring for iPhone 18 Pro Max.

Hvor sandsynligt er rygtet?

En øget batterikapacitet virker ret sandsynlig, da Apple ofte benytter lejligheden til at øge kapaciteten i nye modeller. Det er derimod mere tvivlsomt, om iPhone 18 Pro Max virkelig får en så stor stigning, som rygtet hævder. Faktum er, at kilden bag lækket selv skriver, at »dette er tvivlsomt og skal verificeres yderligere«.

Vi kan derfor forvente med større batterier, men det er langt fra sikkert, at stigningen bliver helt så stor.

• Sandsynlighed: 6/10

Nyt design

Hvad siger rygtet?

iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max vil nok ikke adskille sig markant fra deres forgængere, men der alligevel være to mærkbare designændringer på vej.

Den ene vedrører bagsiden, hvor metalrammen og glaspanelet kan få en mere ensartet farve i stedet for det lidt tofarvede design, som de nuværende modeller har.

Endnu mere spændende er oplysninger fra Instant Digital og andre kilder om, at Dynamic Island muligvis bliver mindre i år. Ifølge rygterne reduceres bredden til omkring 13,5 mm sammenlignet med 20,7 mm på de nuværende modeller.

Hvor sandsynligt er rygtet?

Dette er egentlig flere rygter i ét, men begge ændringer lyder troværdige. Både lækkere og CAD-renderinger har peget på et mindre Dynamic Island, og det ville være logisk, at Apple ønsker at reducere den plads, den optager på skærmen.

Et mere ensartet design på telefonernes bagside lyder også rimeligt, men den oplysning er indtil videre kun kommet fra et par kilder, så der kan vi ikke være lige så sikre.

• Sandsynlighed: 7/10

Jeg holder lige nu en Samsung Galaxy Z Fold 8 i hænderne og lægger den kun fra mig for at skrive dette og fortælle, at den, som jeg ser det, er det tætteste, vi for øjeblikket kommer på en iPhone Ultra – den sammenfoldelige iPhone, som vi regner med at se i virkeligheden den 9. september. Det spørgsmål, jeg stiller mig selv, er ikke kun, om den rigtige iPhone Ultra vil være god nok til at give kategorien af foldbare mobiltelefoner det løft, der skal til for på sigt at kunne konkurrere med almindelige flagskibsmodeller, men også om den rent faktisk kan hæve sig over den standard, som Samsung og, i noget mindre grad, konkurrenterne allerede har sat.

iPhone Ultra vil træde ind på den lille ø, som markedet for foldbare mobiltelefoner stadig udgør, hvor flere veletablerede konkurrenter allerede har slået sig ned. Apples langsomme indtog i kategorien har givet Samsung, Google, Huawei, Motorola og Oppo rigelig tid til at finpudse deres evner til at skabe tynde, lette og kraftfulde foldbare mobiltelefoner, ofte med fremragende skærme, god batteritid og imponerende kameraer.

Samsung Galaxy Z Fold 8 er ikke den bedste af dem. Misforstå mig ikke, det er en fremragende foldbar mobiltelefon, men den er ikke den tyndeste, har ikke den længste batteritid og har kun to kameraer på bagsiden. På den anden side giver det paslignende format, når telefonen er foldet sammen, den en særlig tiltrækningskraft, som er svær at sætte fingeren på, og som – i hvert fald for øjeblikket – er unik blandt dagens foldbare modeller. Når den foldes ud, får du en skærm, der er næsten lige så stor som på andre foldbare mobiltelefoner, men med det lidt usædvanlige billedformat 4:3.

Designet er yderst gennemtænkt. Samsung håber at kunne bygge bro over kløften mellem den muslingeskalformede og mere modeorienterede Galaxy Z Flip og den mere kraftfulde og produktivitetsfokuserede Samsung Galaxy Z Fold 8 Ultra.

Samsung forsøger at udfylde hullet i håb om at kunne udvide et marked, der stadig er meget lille, kraftigt. Jeg ved, at der er rapporter om, at Samsung er løbet tør for Z Fold 8, hvor en rapport hævder, at modellen er udsolgt, og at Samsung nu skynder sig at producere yderligere en million eksemplarer. Det samlede salg for Z8-serien – Fold, Flip og Ultra – kan ligge på omkring 4–5 millioner enheder. Det lyder ganske godt, men et kig på, hvor mange iPhones der normalt sælges efter en lancering, sætter hurtigt disse tal i perspektiv.

I 2024 forventes forudbestillingerne af iPhone 16 at nå op på 37 millioner enheder. Apple plejede at offentliggøre kvartalsvise tal for antallet af solgte iPhones, og de var, ærligt talt, helt vanvittige. I december samme år solgte teknologigiganten fra Cupertino mere end 77 millioner enheder. Året sluttede med over 217 millioner solgte iPhones.

Branchen tror – eller i det mindste håber – at lanceringen af iPhone Ultra vil åbne markedet på en måde, som Samsung og de andre producenter af foldbare mobiltelefoner hidtil ikke har formået. Den tanke bygger dog på den antagelse, at iPhone Ultra vi vise sig at være bedre end Samsungs foldbare modeller.

Men det vil den sandsynligvis ikke være. Jeg regner bestemt med, at det bliver en spændende og fremragende mobiltelefon, men Samsung er mere end noget andet firma kommet tæt på at perfektionere kunsten at skabe foldbare mobiltelefoner. Z Fold 8 Ultra kan foldes helt fladt ud, har en skærm med en næsten usynlig fold og er lige så let og tynd som en almindelig flagskibsmodel, samtidig med at den tilbyder dobbelt så mange anvendelsesmuligheder.

Foldbare iPhones: det her forventer vi

Baseret på rygterne indtil videre, ser Apples foldbare iPhone faktisk ikke ud til at kunne måle sig med Z Fold 8 Ultra, hvad angår design og funktioner. Den får sandsynligvis et format, der er næsten identisk med Z Fold 8. Vi regner med, at Apple vil lancere den samme type lommebogsdesign til deres foldbare mobil, inklusive et par kameraer på bagsiden uden noget teleobjektiv. Det burde ikke være særlig overraskende, da de fleste oplysninger tyder på, at Apple køber sin foldbare skærm fra Samsung Display.

De rygter, der er kommet om iPhone Ultra, antyder at den vil få en skærm på 5,5 tommer i lukket tilstand og 7,8 tommer åben tilstand, er der oplysninger om, at den vil blive bygget i en kombination af aluminium og titanium, ligesom Z Fold 8. Med en tykkelse på 4,5 mm i udfoldet tilstand bliver den heller ikke tyndere end Z Fold 8. Den største forskel i designet kan i stedet blive brugen af det, der ifølge rygterne kaldes »liquid metal«, som skal forsøge at fjerne skærmfolden helt — noget, som Z Fold 8 Ultra og Z Fold 8 allerede næsten har formået at gøre.

Apple kan dog have et forspring dér, hvor det virkelig tæller: ydeevnen. De fleste regner med en A20-chip sammen med 12 GB RAM og Apples eget C2-modem. Alt dette kunne gøre iPhone Ultra til en hurtigere foldbar telefon, selvom den gennemsnitlige bruger måske aldrig mærker nogen større forskel.

Nogle mener, at Apple ikke behøver at skabe verdens bedste foldbare telefon. Virksomheden behøver blot at lancere en til et marked, der allerede venter på, at Apple lancerer den. Hvor mange mennesker har afstået fra at købe en foldbar mobiltelefon udelukkende fordi Apple ikke tilbyder en? Der kan være tale om millioner af mennesker, og hvis det er tilfældet, er det måske netop Apples tiltrækningskraft, der kan få markedet for foldbare mobiltelefoner til at vokse til et omfang, der tidligere har været svært at forestille sig. Indtil videre er det dog ren spekulation. En ting er dog næsten sikker — enten bliver en foldbar Apple-mobil et hit, eller også går den lige så stille i glemmebogen.

Samsung S95F blev kåret til Årets TV af os sidste år takket være sin enestående billedkvalitet, imponerende ydeevne i lyse rum og suveræne egenskaber til spil. Det snuppede førstepladsen foran LG G5, S95F’s største flagskibskonkurrent, men begge modeller er topklasse og oplagte kandidater til vores liste over de bedste tv-apparater. Derfor har jeg virkelig set frem til at teste deres efterfølgere side om side.

Jeg har allerede testet og anmeldt LG G6, efterfølgeren til G5, og den fik topkarakter i min test af LG G6. Det er et af de bedste OLED-tv, jeg har testet i år, ikke mindst til brug i lyse rum (mere om det senere).

Nu er efterfølgeren til Samsung S95F også ankommet til vores testlaboratorium. I Danmark sælges modellen også som Samsung S99H. For at gøre det hele lidt mere forvirrende findes der desuden en separat europæisk model, der også hedder Samsung S95H, men det er ikke det samme tv som den amerikanske S95H. Kan I følge med? Godt.

Jeg stillede derfor Samsung S95H/S99H og LG G6 side om side for at se, hvilket af årets OLED-flagskibe der rent faktisk præsterer bedst.

Farver

Farvegengivelsen på de tidligere modeller har været imponerende, så jeg var særligt nysgerrig efter at se, hvordan årets modeller ville klare sig i sammenligning med hinanden. Jeg begyndte med at se Speed Racer på 4K Blu-ray, en film, som jeg for nylig anmeldte for Blu-ray Bounty i juni 2026. Det er en perfekt referencefilm takket være dens ekstreme farver.

Med begge tv-apparater indstillet på deres respektive HDR-filmtilstande – Cinema Home på LG G6 og Movie på Samsung – leverer begge modeller dristige, kraftfulde og livlige farver, der på fortrinlig vis indfanger filmens overdrevent farverige og næsten tegneserieagtige æstetik. Farverne eksploderer bogstaveligt talt på skærmen på begge modeller.

Ved en nærmere sammenligning bemærkede jeg dog, at LG G6 gengiver farverne med et dybere og mere fyldigt udtryk, hvilket giver billedet en næsten tredimensionel fornemmelse. Samsung S95H/S99H læner sig derimod mere mod en naturlig farvegengivelse. Blåt, grønt, lilla og gult ser mere naturtro ud på Samsungs model, mens LG satser mere på et spektakulært og iøjnefaldende indtryk.

Det, der overraskede mig mest, var dog, hvordan de to tv-apparater gengav rødt.

I flere scener kunne jeg se, at Samsung S95H/S99H trak de røde nuancer lidt i retning af orange, mens LG G6 viste en klarere, næsten slikrød nuance, der føltes mere tro mod filmens intention. Forskellen var særligt tydelig i scenen med de røde hylder, vægge og gulvet i familien Racers garage, som ses her ovenfor.

I nærbilledet af Speed Racer under løbet, som ses ovenfor, havde det røde sæde og M-logoet på hjelmen en dybere og mere intens rød nuance på LG G6, mens de så lidt blegere ud på Samsung S95H/S99H. Når det gælder netop røde nuancer, foretrak jeg G6’s mere mættede farvegengivelse – i hvert fald i denne film og med disse billedindstillinger.

For dem, der foretrækker måleværdier, så resultaterne således ud: Samsung S95H/S99H opnåede en Delta E-værdi på 2,2 i SDR, 99,97 % dækning af UHDA-P3 og 89,3 % dækning af BT.2020 i HDR. LG G6 endte med en Delta E-værdi på 2,3 i SDR, 99,3 % dækning af UHDA-P3 og 83 % dækning af BT.2020 (målt efter den seneste softwareopdatering den 3. juli 2026). Samlet set præsterede de altså meget ens i disse vigtige målinger.

Når det gjaldt hudfarver, foretrak jeg dog Samsung S95H/S99H. LG G6’s Cinema Home-tilstand giver tydeligvis ekstra vægt til røde nuancer, hvilket også forklarer de dybere røde farver på forskellige objekter. Nogle vil måske opleve, at hudfarverne på Samsung ser lidt blegere ud, men jeg syntes, at G6’s tydeligt fremhævede røde nuancer – for eksempel på kinder og ansigter i nærbilleder – blev en smule distraherende.

Derefter skiftede jeg over til »La La Land«, hvor begge tv’er blev indstillet til »Movie«-tilstand. Her kom Samsungs mere naturlige farvegengivelse til sin ret. Under poolfesten om foråret så Mias gule kjole livlig ud på begge tv’er og havde en dejlig farvedybde, men den gule nuance virkede mere naturtro på S95H/S99H. I baggrunden havde buskene en dybere grøn nuance på LG G6, hvilket gav dem et fyldigere udseende, men igen syntes jeg, at Samsungs blødere grønne nuancer passede bedre til filmens æstetik.

Senere, i et nærbillede af Mia, fremhævede LG G6 igen de røde nuancer i hendes hud, mens Samsung S95H/S99H gengav hudfarven mere jævnt og med et mere naturtro resultat.

I scenen »City of Stars«, hvor Sebastian går en tur langs en mole i solnedgangen, gengav begge tv-apparater himmelens farveovergange fra lilla til orange og videre til lyserød på en meget præcis måde. Også her havde LG G6 sit karakteristiske, fyldigere udtryk, mens Samsung S95H/S99H gav de lysere farvetoner lidt ekstra glans.

Kontrast og syn i mørke rum

Derefter gik jeg videre til mørkere film og startede med Batman, som er min referencefilm for mørke scener. Filmen er masteret meget mørkt (med en maksimal lysstyrke på omkring 400 nits), hvilket gør den til en udfordring selv for de bedste tv-apparater.

Da begge modeller har effektive antirefleksbehandlinger (mere om det senere), begyndte jeg med at se filmen i Filmmaker Mode i et lyst rum. Her klarede LG G6 sig bedre med at bevare dybe sortniveauer, samtidig med at teksturer og kontrast fremstod tydeligere. Samsung S95H/S99H blev mærkbart mørkere. Den matte skærm fjernede ganske vist spejllignende reflekser, men filmen blev også sværere at se.

Da jeg skiftede til Movie-tilstand på begge tv-apparater, blev sammenligningen betydeligt mere jævn. I metroscenen, hvor Batman står på en mørk perron, leverede begge modeller dybe sortniveauer og god detaljerigdom i skyggerne. Samlet set oplevede jeg dog, at Samsung S95H/S99H gav et lidt mere ensartet billede i Movie-tilstand.

Da jeg derefter dæmpede lyset i rummet og vendte tilbage til Filmmaker Mode, blev forskellene mellem tv-apparatene betydeligt tydeligere. Begge leverede stadig fremragende kontrast i scener med stærke lyskilder mod mørke baggrunde, for eksempel i Batcave og på gerningsstedet i borgmester Mitchells hjem. Denne gang var det dog Samsung S95H/S99H, der viste mærkbart dybere sort.

I nogle tilfælde blev sorten faktisk lidt for dyb. Tv'et led under en vis grad af black crush, hvilket betød, at detaljer i de mørkeste områder forsvandt. I den samme metroscene som tidligere blev baggrunden på S95H/S99H stort set umulig at skelne. På LG G6 var disse detaljer stadig til stede, men billedet var samtidig lysere, og de mørke områder gav ikke det samme overbevisende indtryk. På trods af problemet med black crush blev jeg alligevel tiltrukket af Samsungs mere ensartede billede.

Derefter gik jeg over til film, der generelt er lysere, men stadig indeholder mange mørke scener, samtidig med at jeg igen tændte lyset i rummet.

I Fight Club, stadig i Filmmaker Mode, leverede LG G6 den mest imponerende kontrast og de dybeste sortniveauer.

Da Marla og fortælleren taler sammen i en svagt oplyst butik, skabte Samsung S95H/S99H’s matte skærm en let tåget effekt over billedet. Det påvirkede visse mørke nuancer og gjorde teksturerne lidt blødere. LG G6’s blanke skærm gav skarpere teksturer, dybere sortniveau og en mere markant kontrast. Men da jeg igen skiftede begge tv’er over til Movie-tilstand, blev det betydeligt sværere at udpege en klar vinder.

Jeg afsluttede med en rumscene fra Alien: Romulus, stadig i Movie-tilstand. Begge tv'erne gengav dybe sortniveauer med masser af klare, hvide stjerner spredt ud over billedet – noget, som flere billigere tv'er, jeg har testet, ikke formår at gengive lige så rent.

Da jeg igen skiftede til Filmmaker Mode, bød LG G6 på det mest medrivende billede takket være sine dybe, kulsorte nuancer. Samtidig klarede Samsung S95H/S99H reflekser bedre i netop denne scene, uden at gå på kompromis med den kraftige kontrast. Så lad os se nærmere på netop håndteringen af reflekser.

Lysstyrke og refleksioner

OLED-tv bliver stadig lysere. For blot et par år siden havde de svært ved at nå over 1.000 nits i HDR-toplysstyrke, men i dag overgår både flagskibsmodellerne og mange mellemklasse-modeller dette niveau med god margin.

Jeg målte Samsung S95H/S99H til 2.739 nits i HDR-toplysstyrke (10 %-vindue) i Filmmaker Mode samt 449 nits i HDR over hele skærmen (100 %-vindue). I HDR Movie-tilstand nåede den 2 751 nits som maksimum og 450 nits over hele skærmen.

Efter at have testet LG G6 med den seneste softwareopdatering målte jeg den til imponerende 3.004 nits i HDR-toplysstyrke (10 %-vindue) og 451 nits over hele skærmen i HDR Filmmaker Mode. I HDR Cinema Home nåede G6 op på 2.207 nits i top og 365 nits over hele skærmen.

Hvordan mærkes det i praksis? For at se, hvordan tallene oversættes til virkeligheden, brugte jeg nogle snescener fra Spears & Munsil UHD Benchmark. Med begge tv'erne indstillet til Filmmaker Mode viste de klare hvide nuancer med stor glans, men LG G6 havde en anelse bedre dybde i visse områder.

Generelt oplevede jeg dog, at Samsung S95H/S99H gav et lysere billede, når store dele af skærmen bestod af hvidt, for eksempel ved udsigter over snedækket terræn eller en lys himmel.

Da jeg vendte tilbage til Speed Racer, så Speeds hvide Mach 5-bil og hans hjelm tydeligt lysere ud på Samsung S95H/S99H, især i »Movie«-tilstand. Det er logisk, når man tænker på, at Samsung har en HDR-toplysstyrke, der er omkring 500 nits højere end G6 i netop denne billedtilstand.

Samtidig havde LG G6 igen den der ekstra glans, der fik billedet til at fange blikket lidt mere. I dagslysscener viste Samsung S95H/S99H generelt højere lysstyrke, især i lysere farver som grønt og gult. Til gengæld gjorde LG G6’s fyldigere farver, at billedet til tider oplevedes som lysere, end det faktisk var.

I endnu en scene fra Fight Club, stadig i Movie-tilstand, står fortælleren ved siden af en væltet bil midt på dagen. Her var den klarblå himmel mærkbart lysere på Samsung S95H/S99H. LG G6 leverede stadig et lyst billede, men ikke med samme gennemslagskraft som Samsungs model.

Jeg har allerede nævnt ydeevnen i lyse rum og håndteringen af reflekser, men begge tv-apparater imponerer virkelig på det område.

Samsung S95H/S99H's matte antirefleksbehandling gør et fremragende stykke arbejde med at eliminere spejllignende reflekser og omdanner dem i stedet til en diffus tåge. I virkelig lyse rum vil den sandsynligvis overgå stort set alle andre OLED-tv'er.

Samtidig er LG G6 en betydeligt hårdere konkurrent, end man måske skulle tro.

Da jeg tidligere sammenlignede LG G6 med sidste års Samsung S95F, foretrak jeg faktisk G6, da den formåede at bevare dybere sortniveauer, samtidig med at den stadig håndterede reflekser meget effektivt.

Samsung S95H/S99H er lysere end sin forgænger, hvilket også betyder, at den leverer bedre billedkvalitet ved siden af G6 og en kraftigere kontrast. Alligevel foretrækker jeg stadig LG G6 i lyse rum – i hvert fald når jeg bruger Filmmaker Mode.

I Movie-tilstand bliver sammenligningen derimod igen meget jævn. Også her giver jeg LG G6 en lille fordel, da jeg foretrækker den måde, den bevarer kontrasten på, frem for Samsungs endnu mere effektive håndtering af reflekser.

Hvilket tv anbefaler jeg?

I mine test viste LG G6 mere fyldige farver, bedre sortniveau og mere markante højlys i lyse omgivelser, samtidig med at den stadig håndterede refleksioner meget effektivt. Samsung S95H/S99H leverede derimod mere naturlige hudfarver, en bedre balance mellem kontrast og sortniveau i mørke rum samt en højere opfattet lysstyrke over større dele af billedet.

Det er langt fra nemt at udpege en vinder mellem disse to tv-apparater. Begge tilbyder en enestående billedkvalitet med deres egne styrker og fantastiske spiloplevelser. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår det sidst var så tæt mellem to OLED-flagskibe.

Jeg er så splittet, at jeg faktisk synes, det er svært at anbefale det ene frem for det andet. Du træffer egentlig ikke et dårligt valg, uanset hvilken du køber. I sidste ende handler det snarere om prisen og hvilke egenskaber du prioriterer. Jeg har kun fokuseret på billedkvaliteten her, men jeg ved, at mange generes af den usædvanligt brede ramme omkring Samsung S95H/S99H, og for nogle kan det være den afgørende faktor.

Hvis du vil have Dolby Vision HDR, fyldigere farver og bedre kontrast med dybere sortniveau i et lyst rum, ville jeg vælge LG G6.

Hvis du derimod foretrækker HDR10+, et mere naturtro billede lige fra kassen i et mørkt rum og måske markedets bedste reflekshåndtering, er Samsung S95H/S99H det bedre valg.

Sandheden er dog, at begge tv-apparater i princippet kan klare alt, hvad man kan forlange af et moderne premium-tv.

Hvis jeg var nødt til at vælge et i dag, ville jeg alligevel vælge LG G6. Det klarer sig ikke kun bedre, når det gælder sortniveauet i lyse rum, men er også billigere lige nu på de fleste markeder, herunder det danske. Her koster en 65-tommers model af LG G6 fra 23.999 kroner, mens Samsung S95H/S99H i 65 tommer koster fra 26.999 kroner.

Det har været en meget lang ventetid, og det er næsten en underdrivelse. Flere forsinkelser tidligt i udviklingsfasen og utallige frustrerede suk fra fans har endelig ført til en nedtælling – GTA 6 skal udkomme inden for en nær fremtid. Eller ja… det håber jeg virkelig.

Lanceringen har været omgivet af rygter og spekulationer i flere år, nogle troværdige og andre helt vanvittigt teoretiske. Det er ikke så underligt — spillerne har haft 13 år til at planlægge deres ønskeliste. Mig selv inkluderet. Men selvom vi tilsammen udgør verdens mest passionerede fokusgruppe, drevet af utålmodighed og store drømme, betyder det selvfølgelig ikke, at Rockstar Games rent faktisk er nødt til at lytte til os.

Rockstar har længe været mestre i at skabe GTA-spil fyldt med enorme åbne verdener, frihed til at udforske og mindeværdige historier – men hvordan overgår man det efter 13 år? Jo, ifølge Strauss Zelnick, administrerende direktør for Take-Two Interactive, handler det om at skabe “det bedste, nogen nogensinde har set inden for underholdning”, som han udtrykte det i et interview med CNBC.

Det er en utrolig dristig udtalelse, når man tænker på, hvor enorme forventningerne allerede er til spillet. Og selvom Rockstar langsomt har fodret os med trailere og små teasere, er der stadig meget lidt konkret at gå ud fra. Alt, hvad vi egentlig kan gøre, er at gætte vildt og håbe, at noget af det faktisk bliver virkelighed. Så her er de syv funktioner, jeg desperat håber at se i GTA 6.

Giv mig mere handling

Vi ved allerede, at GTA 6 vil introducere seriens første duo af hovedpersoner – Lucia og Jason – et kriminelt par, som begge angiveligt er spilbare. Spillet udspiller sig i Vice City og den fiktive delstat Leonida, med hektiske gader og store røverier, men spørgsmålet er, hvor meget historie vi rent faktisk får.

Hovedhistorien i Grand Theft Auto V tog cirka 32 timer at gennemføre. I Red Dead Redemption 2 – Rockstars seneste store spil, som nu er otte år gammelt – tog cirka 50 timer at gennemføre.. Så hvad sker der nu? Tør jeg være så grådig, at jeg beder om endnu mere?

Jeg vil absolut have en solid historie – men jeg bekymrer mig faktisk om spillets længde, og ikke af den grund du måske tror. Jeg lever et voksenliv nu. For 13 år siden kunne jeg spille en hel dag – eller en hel uge – uden problemer. Det kan jeg ikke længere, selvom jeg leve af at skrive om spil.

Det betyder, at andre spillere uvægerligt vil nå længere end mig. Og når de gør det, dukker der anmeldelser, videoer og artikler op, der afslører plot-punkter, jeg endnu ikke har nået. Jeg vil ikke stresse mig igennem spillet bare for at undgå spoilers – og derfor håber jeg faktisk, at GTA 6 giver mig tid nok til at nyde det i mit eget tempo.

Giv begge spilfunktioner lidt kærlighed

Ligesom i enhver søskendeflok er der altid et yndlingsbarn. Og når det gælder GTA V, er det ret tydeligt, at yndlingsbarnet er Online-tilstanden.

Det, der har holdt Grand Theft Auto Online i live og i konstant udvikling de seneste 13 år, er alle opdateringerne med store, historiebaserede udvidelser som The Doomsday Heist og helt nye steder som Diamond Casino & Resort. Men det har også ført til en vedvarende diskussion blandt fans, der mener, at fokus på Online-tilstanden i sidste ende har gjort singleplayer-delen mindre ambitiøs. Og jeg er faktisk enig.

Jeg forstår godt, hvorfor det er blevet sådan. GTA Online er en kæmpe pengemaskine. I betragtning af at Rockstar stadig holder tæt med prisen på GTA 6, forventer jeg, at man bliver nødt til at investere en hel del i det kommende spil, og så vil jeg også gerne føle, at jeg får valuta for pengene.

Der kommer helt sikkert en online-tilstand i GTA 6, og det er jeg faktisk glad for. Jeg håber bare Rockstar også giver lidt ekstra kærlighed til os, der primært spiller singleplayer. Der er intet galt med DLC og nye udvidelser, men vær sød – lad også singleplayer-spillerne få del i opdateringerne.

Større og mere levende omgivelser

Der går rygter om, at det vil være muligt at gå ind i betydeligt flere bygninger i GTA 6. Men ligesom med så meget andet omkring Rockstars kommende spil flyder internettet over af fan-teorier og vilde spekulationer. Der er endda rygterom, at op mod 70 % af alle bygninger vil være fuldt tilgængelige at gå ind i, hvilket føles som meget i betragtning af, hvor begrænset adgang til bygninger var i GTA V.

Men efter det, vi så i Red Dead Redemption 2, føles det alligevel som om, at Rockstar har potentiale til at gøre meget mere med interiører og mulighed for at udforske indendørs. Så jeg håber på bare lidt mere af det i GTA 6. Det behøver ikke engang være 70 %.

Samtidig havde jeg gerne set flere alternativer, når det gælder boliger, og større muligheder for at indrette sine hjem. Jeg har en svaghed for The Sims – en meget stor svaghed faktisk. Så muligheden for at have mere kontrol over, hvor jeg bor, og hvordan det ser ud, har altid været en stor del af min GTA-oplevelse. Muligheden for at indrette sin lejlighed fra bunden, ville virkelig være værdsat.

Mo money, mo problems

I GTA V Online er kombinationen af passive aktiviteter og aktive missioner eller røverier en sikker måde at opbygge sin formue på. Problemet er bare, at jeg ikke længere har tid til at bruge timevis på alt det der, og jeg bryder mig heller ikke om, hvor grind-agtigt det ofte føles.

Det, jeg derimod ikke har noget imod at arbejde for, er mere naturlige måder at tjene penge på, som at røve virksomheder, investere sine beskidte penge og langsomt opbygge sin rigdom over tid. Jeg tror desuden, at et roligere økonomisk tempo ville skabe en bedre balance i hele spillet og forhindre, at spillere bliver absurd rige alt for hurtigt.

Og jeg synes faktisk, at der er et godt potentiale for her, især da historien ser ud til at dreje sig om et kriminelt duo i klassisk Bonnie og Clyde-stil. Jeg håber bare, at missionerne rent faktisk tvinger spilleren til at tænke lidt mere over, hvordan pengene tjenes, og måske også opbygger et ry eller stigende berygtelse undervejs.

Hvis jeg skal tjene flere penge, vil jeg også gerne have flere problemer med i købet – men jeg vil ikke have, at hele spillet kun handler om konstant at gennemføre røveri efter røveri.

Tid til at komme i gang

Med tilbagevenden til Vice City ser der også ud til at være meget snak om sport, og forhåbentlig – ifølge min ønskeliste – også nogle helt nye aktiviteter, vi ikke har set før. Eller i det mindste at flere sportsgrene rent faktisk bliver spilbare.

I GTA 6-trailerne er der helt klart antydninger om dette, med basketball-baner og store arenaer, der lyser op i omgivelserne, men spørgsmålet er, om vi rent faktisk kommer til at kunne spille eller bare stå ved siden af og se på.

Jeg vil gerne have flere hobbyer i spillet, og at konkurrere i nye – og gamle – sportsgrene rundt om i Leonida føles som den perfekte afslapning mellem alle de kaotiske missioner. Jeg ville uden tvivl have taget bowlingen tilbage fra Grand Theft Auto IV, især hvis man kunne deltage i ligaer, tjene lidt penge og vinde en flot pokal oven i købet.

Nu ville jeg faktisk ikke engang blive overrasket, hvis Rockstar på en eller anden måde også fik et spil padel med. Jeg spiller normalt slet ikke sportsspil, men der er noget ved tanken om at dyrke sport i GTA 6, der pludselig gør det meget mere tiltalende.

Ikke flere fantasier om fremtiden

Ud med det nye og ind med det gamle. Ja, det sagde jeg. En af mine yndlingsaspekter ved GTA-serien har altid været, hvor realistisk verden føles. Men da Rockstar begyndte at introducere mærkelige flyvende køretøjer som biler og motorcykler med raketgeværer… så forsvandt den følelse ret hurtigt.

Ingen tvinger mig selvfølgelig til at købe en Deluxo til fire millioner dollar, men når andre spillere flyver rundt med sådanne i Grand Theft Auto Online, føles det bare helt forkert. Det minder mig om det der Treehouse of Horror-afsnit i The Simpsons, hvor Homer ender i den virkelige verden – alt ser bare mærkeligt og malplaceret ud.

Jeg kunne godt klare kaoset i Online, før de flyvende hæsligheder blev introduceret, men siden da har jeg syntes, at online-delen er blevet et rent mareridtsscenario. Det er ikke bare, at de flyver rundt i luften, men også, at de er så absurd dødbringende.

Desuden er de ikke bare latterligt dyre – de fører også lige ind på mit sidste punkt på ønskelisten. Jeg kigger på jer nu, griefere.

Et fristed mod griefere

Jeg er en ret ukompliceret spiller. Når jeg ikke spiller med mine venner, hopper jeg gerne ind i online-spillet alligevel, og da mange aktiviteter kræver andre spillere, er det næsten et must. Men det er blevet sværere og sværere at få lyst til at træffe det valg, når jeg gang på gang risikerer at spillere, som er bedre end mig, gør meget ud af at gøre nar af mig. Det er spillere, som er kendt som griefere (grief - sorg). Griefere er spillere, der ikke er interesserede i at vinde eller gennemføre missioner – de er udelukkende ude på at ødelægge oplevelsen for andre. Det kan være alt fra at angribe tilfældige spillere, sabotere missioner til at chikanere folk, der bare vil spille fredeligt.

Mit sidste ønske til GTA 6 er en slags beskyttet tilstand eller frizone mod griefere – spillere der med vilje ødelægger andres oplevelse. Hvis Rockstar ikke kan straffe giftigt adfærd ordentligt, må de gerne give mig en måde at slippe for det på, for jeg vil faktisk stadig gerne spille sammen med andre mennesker. Jeg vil bare ikke jages rundt i hele spillet af nogen, som kun gør det for at ødelægge min oplevelse.

Samtidig tror jeg, at mange griefere opfører sig sådan, fordi de desperat leder efter noget nyt at lave i GTA Online efter alle disse år. Forhåbentlig kan alle enes lidt bedre, når GTA 6 endelig udkommer – i hvert fald et lille stykke tid.

Jeg har nu testet LG mellemklasse OLED model for 2026 - C6 - grundigt, og kan sige, at det fortjener hver eneste stjerne i den femstjernede bedømmelse. Det leverer fremragende billedkvalitet med autentisk kontrast og stærke, men naturlige farver, samtidig med at spiloplevelsen placerer den blandt de bedste gaming-tv'er på markedet.

Jeg forventer, at C6 kommer til at ligge højt på mange menneskers lister over de bedste OLED-tv at købe under Black Friday, hvor vi sikkert vil se mange gode tilbud. Men lanceringsperioden er altid en interessant tid på året.

Det skyldes, at sidste års modeller ofte kan findes til betydeligt lavere priser, så selvom C6 er en enorm opgradering i forhold til sin forgænger LG C5 (og en tydelig forbedring i forhold til et af sidste års bedste tv-apparater), kan det være fristende i stedet at vælge sidste års tilsvarende model.

Vi befinder os dog i en ret interessant situation, hvor LG G5, som var sidste års flagskibsmodel fra LG, nu sælges til omtrent samme pris som LG C6. Instinktivt føles det som et oplagt valg at købe G5. Men da jeg havde begge modeller til rådighed til test, besluttede jeg mig for at køre dem side om side med referencescener for at se, hvilken der faktisk giver mest værdi for pengene. Alle test blev udført i Filmmaker Mode med standardindstillinger.

Lysstyrke

LG G5 bruger et Primary RGB Tandem OLED-panel, mens den 65-tommer store version af C6, som jeg brugte til testen, er baseret på et almindeligt WOLED-panel. Det giver G5 en klar fordel, hvad angår den målte lysstyrke sammenlignet med C6.

Vi målte G5's maksimale HDR-lysstyrke til 2.268 nits i Filmmaker Mode, sammenlignet med 1.438 nits for C6 i samme billedtilstand. Når det gælder HDR-lysstyrke over hele skærmen, nåede G5 op på 331 nits, mens C6 landede på 245 nits.

Dette er store forskelle til G5's fordel, men hvordan ses det i praksis?

Da jeg så ørkenscenerne i Lawrence of Arabia, kom G5's højere lysstyrke tydeligt til udtryk gennem lysere hvid sand med mere dybde sammenlignet med C6. Det hvide i soldaternes og prins Faisals tøj fik også mere intensitet på G5.

C6 leverer stadig meget god lysstyrke gennem hele filmen, men G5 bedre.

Da jeg så på snescener fra Spears & Munsils demomateriale, så jeg det samme igen: lysstyrken på G5 var mere slagkraftig, med hvide toner, der så mere levende ud i scener med mange lyse partier.

Farver

Begge tv-apparater leverede også fantastiske farver med masser af både intensitet og realisme. I Lawrence of Arabia så de stærke røde nuancer i soldaternes bælter og flag mere dynamiske ud på G5 takket være højere farveintensitet. De samme farver så stadig kraftfulde ud på C6 med god lysstyrke, men G5 havde det der lille ekstra.

Det samme gjaldt den blå himmel i de tidlige ørkenscener: G5 havde lidt mere tryk, men C6 klarede sig også fremragende.

En farve, der havde en tydeligere effekt på G5, var de sandbrune nuancer i ørkensanddynerne og klipperne. De brune nuancer syntes virkelig at springe ud af skærmen sammenlignet med C6, selvom man samtidig kunne argumentere for, at C6 præsenterede dem på en mere naturlig måde.

Jeg skiftede derefter til Wicked, som er kendt for sine stærke farver. Igen gjorde begge tv'erne et godt stykke arbejde med at gengive farverne gennem hele filmen, med masser af glans og energi. Men igen havde G5 overtaget: de lyserøde blomster i træet, som Elphaba står under, så mere levende ud sammenlignet med C6. Det glitrende grønne og guldfarvede tog til Emerald City så også mere imponerende ud på G5, hjulpet af dens højere lysstyrke.

Der var dog visse scener, hvor C6 faktisk så bedre ud, især når det gjaldt naturlige farver. Det grønne i Elphabas hud, som er mere nedtonet end i Emerald City, så mere realistisk ud på C6. De sandstenfarvede vægge i Shiz så også mere autentiske ud på C6, mens de fik en mere gylden tone på G5.

Kontrast

Lige fra starten viste begge tv-apparater en fantastisk kontrast. Da Batman bevægede sig rundt på gerningsstedet i borgmester Mitchells hjem, viste begge modeller en fremragende balance mellem de lyse nuancer fra lamper, lommelygter og kamerablitz og de mørke nuancer i Batmans dragt, polituniformerne og det mørke træ i rummet.

Da jeg kiggede nærmere, havde G5 en fordel, hvad angår højlysene fra de tidligere nævnte lommelygter, hvilket skabte en stærkere oplevet kontrast. Men da jeg kiggede i et mørklagt rum, bemærkede jeg, at jeg blev mere tiltrukket af C6. Højlysene var ikke lige så intense, men kontrasten føltes mere autentisk og naturlig, hvilket passede bedre til filmens tone.

I næsten kulsorte scener, som slagsmålet i metroen, viste begge tv'erne meget god detaljerigdom i skyggerne, især i panelerne på væggene i baggrunden. Selvom detaljerne var tydeligere på G5, viste den også lidt lysere mørke toner, hvor sorten trak lidt mod gråt. Også her oplevede jeg, at C6 så mere naturlig ud.

Derefter testede jeg en lysere, men stadig højkontrastfilm, Alien: Romulus, og blev overrasket over, hvor ens de to tv-apparater så ud i Dolby Vision. G5 havde en anelse højere lysstyrke i stjernerne mod rummets mørke og i de forskellige farvede lamper i de mørke korridorer, men kontrasten på C6 så mindst lige så god ud.

Da jeg skiftede over til HDR, fik G5 igen en fordel i lysstyrke, men endnu en gang var det C6's naturlige kontrast, der sprang i øjnene på mig.

Prisen er afgørende

Så hvilket tv skal man så vælge? Min personlige favorit er G5 på grund af dets stærkere farver og generelt højere lysstyrke, især i scenerne fra Lawrence of Arabia. Men jeg bemærkede samtidig, at jeg gang på gang vendte tilbage til C6, når det gjaldt mørkere scener med høj kontrast i film som The Batman, da det så mere autentisk ud.

De to tv-apparater ligner hinanden på de fleste punkter. Begge tilbyder et komplet sæt gaming-funktioner, herunder 4K i 165 Hz; begge bruger LG's webOS-platform til smart-tv-funktioner; og begge leverer generelt god lyd, selvom de godt kunne have haft gavn af en soundbar.

C6 har desuden Alpha 11 Gen 3-processoren, altså efterfølgeren til Gen 2-processoren i G5.

I sidste ende handler det egentlig om prisen – og i skrivende stund, altså lige før lanceringen af C6, ligger de to tv-apparater på samme prisniveau.

65-tommersversionen af G5 koster omkring 19.990 kroner, mens 65-tommersmodellen af C6 koster 19.999 kroner (ifølge Proshops produktside). Det betyder altså, at man kan købe et OLED-tv i flagskibsklassen for de samme penge som en model i mellemklassen.

Når vi kommer tættere på Black Friday senere på året, kan C6 derimod få store rabatter, og så kan den i stedet blive det bedre køb, så det kan være værd at vente, hvis du ikke vil købe lige nu.

På overfladen er G5 det mere imponerende tv, og det er virkelig godt tv. Men C6 er også fremragende. Man er ærligt talt forkælet med valgmulighederne mellem de to modeller: begge er stærke, og i sidste ende handler det mest om aktuelle priser og personlig smag.

Som sædvanlig var CES 2026 en udstillingsvindue for de bedste OLED-tv, hvor LG og Samsung afslørede nye flagskibsmodeller med lysere skærme, slankere design og en række AI-funktioner, der er designet til at forbedre både billedkvaliteten og den samlede oplevelse.

Men under dette års messe var der også en følelse af, at det hastede lidt med at komme ud med OLED-lanceringer. Og det kan skyldes, at OLED-tv, som ellers år efter år får vores højeste bedømmelser, nu er truet af en formidabel ny udfordrer i kampen om titlen som bedste tv: RGB mini-LED.

TechRadar har dækket RGB mini-LED-teknologi og dens varianter både før og under CES. En af de vigtigste konklusioner fra messen var, at RGB mini-LED vil komme i mindre størrelser i 2026, så vi får 55- og 65-tommers skærme ud over de meget store modeller, der er planlagt fra Samsung, Hisense, TCL, LG og muligvis flere producenter.

De første RGB mini-LED-tv, der blev lanceret i 2025, såsom Hisense 116UX og Samsungs 115-tommer Micro RGB, var ekstremt store og meget dyre. Vi forventer, at de kommende mindre modeller vil være betydeligt mere overkommelige, selvom de som første generations teknologi sandsynligvis stadig vil koste mere end almindelige mini-LED-tv ved lanceringen.

Baseret på det, vi har set af mini-LED-teknologien indtil videre, kan den håndtere kontrast, skygge detaljer, sort ensartethed og betragtningsvinkler på niveau med OLED – netop de områder, hvor OLED tidligere slog sine konkurrenter år efter år.

Mange nye modeller siges også at dække 100 procent af BT.2020-farveområdet, hvilket er et niveau, som OLED ikke når. Da vi målte dem, nåede LG G5 op på 81,3 procent og Samsung S95F på 89,3 procent.

De nye RGB mini-LED-tv, der forventes lanceret i 2026, vil sandsynligvis i starten være dyrere end OLED-modeller af samme størrelse, selv de dyre flagskibsmodeller som LG G6 og Samsung S95H. Men erfaringerne viser, at priserne vil falde hurtigt, mens OLED-priserne vil fortsætte med at være uændrede. Når den reelle konkurrence først er i gang, er der intet som tyder på, at udviklingen på sigt vil være en til fordel for OLED.

To typer OLED

En anden klar konklusion fra CES er, at OLED-kategorien ikke bare står over for en eksistentiel trussel, men OLED-skærmene er også ved at blive opdelt i to forskellige lejre: luksus-OLED og hverdags-OLED.

Det tydeligste eksempel på luksustrenden på messen var LG's nye OLED evo W6 Wallpaper TV. Serien bruger et 9 mm tyndt Primary RGB Tandem 2.0-panel – det samme panel, som findes i virksomhedens flagskibsmodel G6 fra 2026 – som er trådløst forbundet til LG's nyeste Zero Connect Box, en ekstern forbindelsesboks, der kan transmittere 4K uden tab ved 165 Hz.

LG har endnu ikke offentliggjort en pris for W6, men den vil sandsynligvis være betydeligt højere end G6-serien. Fjernsynet var stjernen blandt LG's præsentationer på CES, og teknologien ser ud til at være et vigtigt fokus for LG, der fremhævede det innovative design, muligheden for fuldstændig forsænket vægmontering, den refleksionsfri skærm og understøttelse af kunstvisning via Gallery+, en abonnementstjeneste med over 4.500 stillbilleder og bevægelige billeder til ambient-tilstand.

På Samsungs eksterne CES-udstilling imponerede det nye flagskib S95H også med et lyst QD-OLED-panel og Glare Free-belægning, der effektivt eliminerer refleksioner. Samsung angiver, at S95H er 35 procent lysere end sidste års S95F og har forbedret tonemapping, der gør det muligt at håndtere HDR-materiale masteret op til 4.000 nits uden problemer.

Årlige forbedringer som disse forventes i Samsungs flagskib OLED, men de mest slående nye funktioner var den nye metalramme i kunstrammestil, der giver et svævende indtryk på væggen, og understøttelse af Art Mode, som allerede findes på Samsungs The Frame TV. S95H har indbyggede tilslutninger, men kan også parres med den trådløse One Connect-boks for en helt kabelfri installation med op til otte HDMI-porte.

Sammenlignet med disse tydeligt designfokuserede modeller så LG's og Samsungs mere overkommelige OLED-alternativer i mellemklassen ret kedelige ud på CES. For 2026 har LG valgt at opdele sin klassiske C-serie i to. De større 77-tommer og 83-tommer modeller vil have det samme Primary RGB Tandem 2.0-panel som G6- og W6-serien, mens de mindre størrelser vil beholde den samme paneltype som sidste års C5.

Med den »bedre« C6-version, som LG kalder C6H, begrænset til store skærmstørrelser og sandsynligvis med en højere pris, ser de mindre og mere mainstream modeller i 2026 C-serien ikke ud til at have udviklet sig væsentligt i forhold til LG C5 – som i sig selv kun var en gradvis forbedring i forhold til C4.

Så har vi LG's billigere B-serie. Der blev ikke vist nogen ny B6-serie på messen, men LG bekræftede, at den er på vej. Men i betragtning af retningen for C6-serien forventer jeg, at den ikke vil være meget forskellig fra sidste års B5, som igen kun var en marginal forbedring i forhold til B4.

Samsung præsenterede den nye S90H-serie under messen. Som med sidste års S95F forventer jeg, at kun 65-tommersversionen får det højtydende QD-OLED-panel. Hele S90H-serien vil dog være udstyret med den Glare Free-teknologi, der bruges i Samsungs flagskibsmodel, hvilket gør den mere attraktiv i lyse rum.

Og ja, vi ved, at en mere budgetvenlig Samsung S85H OLED er på vej – men alt tyder på, at det vil minde meget om sidste års S85F.

Billigere OLED-tv: Winter is coming

Så udsigten for OLED-tv i 2026 er grundlæggende dette: flagskibsmodellerne er lysere, slankere og får flere innovative funktioner end nogensinde før.

Mellemklasse- og budgetmodellerne vil derimod se stort set ud som de har gjort i de seneste år, med kun marginale forbedringer – mens konkurrerende tv-teknologier omkring dem udvikler sig i et hurtigt tempo.

Hvis RGB mini-LED-tv (eller andre varianter såsom TCL's SQD mini-LED) ender med at blive konkurrencedygtige i pris sammenlignet med de billigste OLED-tv, samtidig med at de tilbyder højere lysstyrke og ellers tilsvarende eller endda bedre ydeevne, kan markedet for OLED i mellemklassesegmentet hurtigt tørre ud. For rene budgetmodeller som LG's B-serie og Samsungs S85-serie kan det ske endnu hurtigere.

Vi forventer dog, at de dyrere, eksklusive, designbevidste, trådløse OLED-tv med en lysstyrke, der er betydeligt højere end gennemsnittet, og effektive antirefleksbehandling vil fortsætte med at sælge godt langt ud i fremtiden.

Men billige, enkle OLED-tv? Deres salgstal vil sandsynligvis falde markant. Men det var dejligt, så længe det varede.

Samsung har netop vundet CES 2026. Hvis du spørger mig, kan alle andre producenter og teknologivirksomheder prøve igen næste år, for intet på dette års messe kom i nærheden af at være så imponerende som Samsungs helt foldbare OLED-skærm uden folder.

Lad os spole lidt tilbage: hvad betyder det egentlig? Kort sagt har Samsung udviklet en foldbar skærm, der bliver helt glat, når den foldes ud. Indtil nu har alle foldbare skærme haft en synlig fold i midten – nogle gange dyb, nogle gange diskret – hvor panelet foldes. Dette har længe været betragtet som et nødvendigt kompromis, en pris man må betale for den større skærmstørrelse, som foldbare telefoner tilbyder.

Samsungs nye skærm, som i øjeblikket kun er en teknisk demo og ikke findes i noget annonceret produkt, eliminerer i det væsentlige dette problem fuldstændigt. Ingen folder, ingen synlige mærker – bare en glat ydre skærm, der foldes ud til en lige så glat indre skærm. Et stors for dem, der ønsker at være på forkant med teknologien.

Hvis du er ligesom mig, tænker du straks på den næste generation af Galaxy Z Fold eller måske endda en efterfølger til Galaxy Z Trifold, som forventes at blive lanceret senere på året. Det virker rimeligt, at en sådan innovation fra Samsung Display primært vil komme Samsungs egne mobiltelefoner til gode, ikke?

I virkeligheden er det dog ikke helt så simpelt. Selvom Samsung teknisk set ejer Samsung Display, er virksomheden og Samsungs mobilforretning separate enheder, der kan indgå og administrere deres egne aftaler. Det er faktisk Samsung, som i øjeblikket leverer skærme til iPhone, selvom Apple er dens største rival på mobilmarkedet (yes, det er sært).

Tilbage til den nye foldbare skærm uden folder – selvom det er meget sandsynligt, at vi vil se en eller anden version af teknologien i fremtidige foldbare Samsung-telefoner, er der ingen garanti for, at Galaxy-modellerne vil være de første.

Faktisk peger de seneste rygter fra flere kilder på det modsatte – den fremherskende opfattelse i rygtebørsen er, at Apples længe ventede foldbare iPhone muligvis får den nye Samsung skærm.

Og på trods af analytikeren Ming-Chi Kuos påstand om, at Galaxy Z Fold 8 muligvis også får ny skærmteknologi, vil jeg vove at påstå, at det faktisk er mere sandsynligt, at iPhone Fold får Samsungs foldbare-uden-fold-OLED-skræm før nogen anden telefon.

Det lyder måske underligt, men jeg tror i sidste ende, at det vil gavne Samsungs mobildivision på lang sigt.

For det første ser Samsung ud til at være i lidt af en knibe lige nu, hvad angår priserne på mobiltelefoner, sandsynligvis på grund af global ustabilitet, amerikanske toldafgifter og AI's indvirkning på komponentpriserne.

Jeg skrev for nylig om rygter, der tyder på, at Galaxy S26-serien muligvis ikke får nogen større kameraopgraderinger for at holde omkostningerne nede, men efterfølgende tip peger stadig på prisstigninger. Når det specifikt drejer sig om foldbare telefoner, var Galaxy Z Fold 7 dyrere end sin forgænger og koster nu over 16.000 kroner.

Og der er ikke kun tale om rygter, for Samsung har selv sagt det direkte! På CES sagde Wonjin Lee, Samsungs globale marketingdirektør, til Bloomberg: »Vi ønsker ikke at påføre forbrugerne den byrde, men vi er nået til et punkt, hvor vi faktisk er nødt til at overveje at justere priserne.«

Nye skærme er fine, men det er ikke svært at forestille sig, at udstyret af Galaxy Z Fold 8 med så avanceret ny teknologi kan føre til yderligere prisstigninger – især i betragtning af markedssituationen og Samsungs egne udtalelser. Det er stadig spekulation, men det kan gøre det attraktivt for Samsung ikke at putte den nye (og sandsynligvis dyrere) teknologi i sin næste Fold.

Galaxy Z Fold 7 er allerede en af de dyreste foldbare telefoner på markedet, så jeg tror, Samsung gør klogt i at holde igen med prisen i år. Derudover forventer vi, at Galaxy Z Trifold vil blive lanceret til en pris på omkring 2.799 dollars (dvs. omkring 18.000 kroner), hvilket simpelthen er uden for rækkevidde for de fleste forbrugere. Derfor håber jeg, at Samsung tager hensyn til prisoverkommeligheden, når det kommer til deres ikoniske foldbare model.

Grænsen på 20.000 kroner for foldbare telefoner vil før eller senere blive brudt, men Apple er en meget bedre kandidat til at gøre det først. Apple er allerede synonymt med høje priser, så brugerne er mere villige til at acceptere en ekstremt dyr foldbar iPhone. Desuden vil Apple, hvis der opstår tekniske problemer med den nye skærm – hvilket altid kan ske med ny teknologi – være nødt til at håndtere eller i det mindste dele PR-konsekvenserne, i stedet for at Samsung står alene.

Igen er meget af dette spekulativt, men det kan på sigt gavne Samsung, at lade Apple komme først, selvom det betyder, at de må give afkald på noget af rampelyset. Hvis Samsung derimod kan udstyre sin næste foldbare telefon med dette avancerede panel uden at hæve prisen, så kør endelig på. Men lige nu virker det ikke så sandsynligt.

Vi vil teste alle nye Samsung- og Apple-telefoner, der kommer på markedet, så hold øje med vores guider til de bedste Samsung Galaxy-telefoner og de bedste iPhones for at se de nyeste modeller.

VPN-branchen vil møde intense udfordringer i 2026. I takt med at regeringer indfører nye love og censurmekanismer bliver stadig mere sofistikerede, er det afgørende, at udbydere fortsætter med at udvikle deres produkter til det næste niveau.

Jeg har brugt året på at teste VPN-tjenester i praksis, og der er flere klare områder, hvor der er behov for udvikling. Skærpelse af beskyttelsen mod løbende censur og anti-VPN-foranstaltninger, optimering af oplevelsen for nye brugere og forbedring af gennemsigtigheden er alle vigtige områder, hvor branchen skal forbedre sig.

Men hvorfor?

Censurproblemet

Flere VPN-tjenester forbedrede deres anti-censurfunktioner i 2025, især NordVPN. På trods af dette er faktorer som Kinas Great Firewall og Ruslands stadigt skiftende censursystem fortsat problemer, der konstant skal tages op til fornyet overvejelse.

Hver VPN-udbyder håndterer disse udfordringer på sin egen måde. Det er dog svært at få detaljerede oplysninger om de anvendte metoder, da udbyderne skal undgå at afsløre sig selv over for de myndigheder, de forsøger at omgå.

Ikke desto mindre er målet det samme for alle: at få en sikker VPN-forbindelse til at se identisk ud med almindelig internettrafik.

Vi har testet VPN-tjenester i regioner som Kina gennem hele 2025. Det er ikke overraskende, at vores bedst rangerede udbydere er de mest stabile, men selv de kan ikke garantere en fungerende forbindelse hver gang. Downloadhastighederne er ofte ujævne, og latenstiden er høj – det vil sige, hvis man overhovedet formår at oprette forbindelse.

I betragtning af det stigende antal nedlukninger af sociale medier og censurforanstaltninger rundt om i verden er det afgørende, at stabiliteten af disse værktøjer forbedres.

I 2025 blev Kinas strategi med at dele teknologien bag deres såkaldte »Great Firewall in a Box« opdaget via et læk. Dette gør det sandsynligt, at Kinas avancerede metode til internetcensur vil sprede sig til endnu flere lande i løbet af de næste 12 måneder. Uden bedre sløringsprotokoller risikerer disse metoder at få endnu flere mennesker til at søge efter måder at få adgang til et frit internet.

VPN til folket

VPN'er bruges dog ikke kun i ekstreme situationer. Ud over censur pålagt af myndighederne, har den globale udbredelse af krav om bekræftelse af alder ført til, at flere mennesker end nogensinde før bruger VPN-tjenester.

Det betyder, at der er et klart behov for ressourcer, der uddanner nye brugere på den rigtige måde. Målet bør ikke kun være at tilbyde en hurtig forbindelse, men også at hjælpe brugerne med at forstå mulighederne og begrænsningerne ved en VPN-tjeneste.

Nogle VPN-tjenester tager allerede vigtige skridt i denne retning. Proton VPN har mange værktøjstip og forklaringer indbygget i sine apps, og NordVPN tilbyder et omfattende bibliotek med videnartikler, men disse metoder er langt fra universelle.

Norton VPN er en udbyder, der forsøger at tage enkelheden et skridt videre. I et interview med TechRadar forklarede Martin Budac, chef for privatlivsprodukter hos Gen Digital, at »brugervenlighed er et af de største problemer« i branchen.

»Grundlæggende skal produktet fungere uden, at kunden behøver at læse om det,« sagde Budac.

Nortons tilgang er baseret på den samme brugervenlige stil som deres antivirussoftware: masser af forklaringer, meget lidt visuelt støj i app-designet og ingen designfejl, der kan føre til, at uønskede funktioner aktiveres ved en fejl.

Skab klarhed

Privatliv handler dog om mere end blot det, brugerne ser på deres skærme – det handler også om, hvad der sker med deres data bag kulisserne.

Hvert år modtager VPN-virksomheder juridiske anmodninger om brugerdata, som de enten afviser eller ikke er i stand til at imødekomme. Disse anmodninger rapporteres ofte slet ikke, medmindre VPN-udbyderen offentliggør gennemsigtighedsrapporter.

Sådanne rapporter giver brugerne klare oplysninger om, hvordan en udbyder beskytter deres privatliv mod juridiske krav. Selvom såkaldte no-logs-revisioner giver en lignende følelse af sikkerhed, er fulde revisioner sjældent særlig forbrugervenlige, da de ofte indeholder massive mængder af teknisk jargon.

Et andet skridt, som udbydere kan tage, er at gøre dele af deres service open source. Hvis en udbyder gør sine apps eller protokoller open source, kan brugere med den rette viden gennemgå koden og sikre sig, at alt fungerer som lovet.

Udbydere som Proton VPN og PIA tilbyder allerede open source-apps. Proprietære protokoller gøres dog sjældent open source, selvom ExpressVPN's Lightway-protokol er en bemærkelsesværdig undtagelse.

Der er sjældent nogen grund til at bekymre sig om åbne protokoller. Hvis en udbyder bruger standardløsninger som WireGuard eller OpenVPN, er disse protokoller allerede open source; det er kun, når udbydere tilføjer unikke tilføjelser til dem, at koden er »lukket«.

Det er særligt vigtigt, at en udbyders apps er open source, i betragtning af de privatlivsmæssige bekymringer omkring dataindsamling. Ved at gøre dette giver udbyderen sine brugere mulighed for selv at bekræfte, at der ikke foregår noget mistænkeligt, og at deres data håndteres korrekt.

VPN-branchen står over for flere betydelige udfordringer i 2026, hvilket betyder, at løsninger på disse problemer er mulige, men ikke garanterede på dette stadium. Over tid bør indførelsen af disse forbedringer dog hjælpe VPN-branchen med at forblive både ærlig og tilgængelig, da flere og flere mennesker vender sig mod disse værktøjer for at understøtte deres digitale liv.

Vi tester og gennemgår VPN-tjenester i forbindelse med lovlig, rekreativ brug. For eksempel:Adgang til en tjeneste fra et andet land i overensstemmelse med tjenestens brugsbetingelser.Beskyttelse af din online sikkerhed og styrkelse af dit online privatliv, når du er i udlandet.Vi støtter eller opfordrer ikke til brug af VPN-tjenester til at bryde loven eller udføre ulovlige aktiviteter. Forbrug af piratkopieret indhold, der normalt kræver betaling, støttes eller godkendes ikke af Future Publishing.

Hvor vigtigt er High Dynamic Range (HDR) på tv?

Hvis du ikke er bekendt med udtrykket, er HDR en type metadata, der gør det muligt for en skærm at vise indhold med et udvidet kontrastområde og flere farver sammenlignet med Standard Dynamic Range (SDR). HDR bruges hovedsageligt i 4K Blu-ray, 4K-streaming og spil på den nyeste generation af konsoller. Det mest almindelige format er HDR10, efterfulgt af det mere avancerede Dolby Vision og HDR10+.

Dolby Vision er det mest populære af de to store formater (selvom flere tjenester nu begynder at inkludere HDR10+), og det er tilgængeligt på nogle af de bedste fjernsyn fra mærker som LG, Sony, Panasonic, Hisense, TCL og Philips. Samsung understøtter derimod ikke Dolby Vision på sine tv, men fokuserer i stedet på HDR10+.

I betragtning af at de bedste 4K Blu-ray-afspillere og de største streamingtjenester understøtter Dolby Vision, kan man spørge sig selv: går man glip af noget, når man køber et Samsung-tv? Eller er HDR-håndteringen på Samsungs enheder god nok til at mindske bekymringerne om at gå glip af Dolby Vision? Jeg havde mulighed for at teste dette ved at placere LG B5 og Samsung S85F, to af årets bedste OLED-tv, side om side.

Begge disse tv bruger det samme W-OLED-panel. Til min test afspillede jeg det samme indhold på begge tv, hvor B5 viste Dolby Vision og S85F brugte det grundlæggende HDR10-format. Jeg sørgede for at bruge det samme kildemateriale og næsten identiske 4K Blu-ray-afspillere – Sony UBP-X700 og dens 2025-version, UBP-X700K – tilsluttet hvert tv.

Hvad gør Dolby Vision?

Først en kort oversigt over, hvad Dolby Vision egentlig gør. I modsætning til HDR10, der bruger statiske metadata til at fortælle skærmen, hvordan den skal vise indhold baseret på dens maksimale lysstyrke, bruger Dolby Vision dynamiske metadata. Dette gør det muligt for en kompatibel skærm at justere lysstyrken, farven og kontrasten i billedet scene for scene for at optimere billedet.

Dolby Vision bruger også 12-bit farve og understøtter op til 10.000 nits lysstyrke, mens HDR10 bruger 10-bit farve og understøtter op til 4.000 nits. (Dolby har for nylig afsløret Dolby Vision 2, og selvom vi indtil videre kun har set korte demonstrationer, er det et spændende skridt fremad med fokus på optimering af lysstyrken.)

Star Wars: The Last Jedi

Jeg begyndte min test med en 4K-streaming af Star Wars: The Last Jedi på Disney+, hvor jeg fokuserede på kampscenen i tronsalen. LG B5 var indstillet til Dolby Vision Cinema Home, mens Samsung S85F var indstillet til HDR Movie.

Under testen blev det klart, at B5 med Dolby Vision havde overlegen kontrast og dybere sorte nuancer. En skygge, der faldt over Reys ansigt fra en lampe på siden, skabte meget stærkere skygger og kontrast på hendes ansigt, mens S85F med HDR10 leverede et lysere billede, hvilket fik Reys hud til at fremstå blegere.

Med hensyn til farverne fremstod de røde toner i væggene, vagternes uniformer og lyssværdene mere markante og rige på B5. På S85F så farverne lysere ud, og højdepunkter som lyssværdets klinge havde en mere intens glød. På begge tv'er virkede farverne dog naturlige og virkelighedstro. B5 havde måske en lille fordel takket være sine dybere sorte farver, men begge så generelt meget gode ud.

Da jeg afspillede scenen i hver Filmmaker Mode, blev det imidlertid klart, hvor meget arbejde S85F-modellens Movie Mode udførte. I Filmmaker Mode mistede S85F både lysstyrke og kontrast, og selvom billedet ikke så dårligt ud, var Dolby Vision-billedet på B5 mere tiltalende.

Batman

Batman er den film, jeg ofte bruger som en »torturtest« for tv'er, da dens lave lysstyrke gør det svært at gengive den korrekt. 4K Blu-ray-versionen af filmen understøtter Dolby Vision, så jeg var nysgerrig efter at se, hvordan den så ud på begge skærme.

Med tv'erne indstillet til den mørkere Filmmaker Mode var det tydeligt, at B5 havde mere præcise sorte nuancer og stærkere kontrast med en større forskel mellem de lyse toner fra lys og fakler og de mørke omgivelser – både i kampscenen i metroen og på gerningsstedet i borgmester Mitchells hus. På S85F var skyggerne mere markante og fik en grålig nuance nogle steder. Begge tv'er viste dog gode detaljer i skyggerne, hvor billederne på de mørke vægge stadig var synlige.

Da jeg skiftede til den respektive filmtilstand (Dolby Vision Cinema Home på B5 og HDR Movie på S85F), blev HDR-tonemapping på S85F-modellen markant forbedret. Kontrasten blev stærkere og de sorte farver dybere end før, hvilket bragte den meget tættere på B5's Dolby Vision-billede. Alligevel leverede B5 det bedste billede, hvilket viste, hvor effektiv Dolby Vision var til Batman.

Ready Player One

Den næste test var Ready Player One, en film, der blander farverig animation med live action. Da jeg indstillede begge skærme til Filmmaker Mode, var den største forskel lysstyrken. Selvom S85F havde en lignende målt HDR-lysstyrke som B5, så den meget mere kedelig ud. Farverne manglede også den samme livlighed på S85F – de røde forlygter og guldmønterne under åbningsløbet virkede meget mere kraftfulde på B5.

Da jeg skiftede tilbage til Movie-tilstand, blev billedet på S85F meget lysere, hvilket gjorde farverne mere levende og teksturerne mere detaljerede. Dog var sortniveauet på B5 stadig bedre, hvilket gav teksturerne en lidt mere tredimensionel fornemmelse.

Spears & Munsil UHD Benchmark 4K Blu-ray

I min afsluttende sammenlignende test brugte jeg demo-klip - Spears & Munsil UHD Benchmark 4K Blu-ray fra benchmarkvirksomheden Spears & Munsil.. Der er flere forskellige HDR-indstillinger for dette materiale, og jeg valgte Dolby Vision 10.000 nits. Dette er et ekstremt eksempel, da den højeste lysstyrke, man typisk ser i rigtige film og tv-programmer, er 4.000 nits.

Med begge tv indstillet til Filmmaker Mode var resultaterne blandede. I mere farverige scener, f.eks. når en orange sommerfugl spreder sine vinger, var billedet på S85F meget tættere på B5. Farverne så lidt udvaskede ud på S85F i sammenligning, men var stadig realistiske nok, og detaljer som de sorte prikker på vingerne og sommerfuglens krop var til stede.

Det mest overraskende og ekstreme eksempel på forskellen mellem Dolby Vision og HDR10 på disse tv var en scene med heste i et snedækket felt. Ikke kun så den hvide farve på sneen kedelig ud på S85F, men detaljer i baggrunden – såsom skråninger og huse – forsvandt helt. På B5 så scenen ud, som jeg havde forventet, med masser af dybde og detaljer.

Andre scener fra viste et lignende tab af detaljer på S85F. Det hjalp noget at skifte til filmtilstand, men i sidste ende var forskellen ikke så stor i forhold til filmskabertilstand, især i scenen med hestene i sneen.

Går du glip af noget?

Så går du glip af noget, hvis du køber det bedste Samsung-tv uden Dolby Vision? Baseret på mine tests afhænger det af indholdet. Da jeg afspillede streamet Dolby Vision-indhold, klarede S85F sig godt i farverige scener og manglede egentlig kun lidt billeddybde i forhold til LG B5. Med 4K Blu-ray så B5 dog bedre ud med skarpere teksturer, stærkere kontrast, mere markante farver og, i tilfældet med Ready Player One, højere lysstyrke.

Det blev dog også klart under mine tests, at billedtilstanden spiller en stor rolle. Selvom Filmmaker Mode er mit førstevalg til test på grund af dens nøjagtighed, var det tydeligt, at S85F havde stor fordel af tonemappingen i sin Movie-tilstand. Dette bragte den tættere på B5 og betød i nogle tilfælde faktisk, at Dolby Vision ikke betød en væsentlig forskel imellem kvaliteten på de to skærme.

Jeg mener, at Dolby Vision-understøttelse er en vigtig funktion, men billedbehandlingen i Samsungs tv kan i nogle tilfælde kompensere så godt, at du ikke vil bemærke, at Samsungs fjernsyn kommer uden Dolby Vision.

Læs mere

• Dolby Vision vs HDR10+ – hvilket HDR-format er bedst?
• Dolby Vision 2 er på vej

For langt de fleste er søgningen efter en af de bedste tv at du er på udkig efter et 4K-tv, men vi formoder, at de fleste mennesker, der køber sådan et tv, faktisk ikke ser ret meget 4K-indhold, og det er bestemt noget, du skal have i tankerne, når du vælger, hvilket tv du skal købe.

Grunden til, at de fleste af dine programmer og film ikke er i 4K, er, at du sandsynligvis kun får 1080p Full HD - eller endda en lavere opløsning i nogle tilfælde. Medmindre du altså betaler for de dyreste streamingpakker.

Det er svært at retfærdiggøre at betale ekstra for en marginalt bedre streamingkvalitet - dels af princip, men især fordi omkostningerne hurtigt løber op, hvis du abonnerer på flere af de bedste streamingtjenester. Desuden er streaming blevet dyrere for hvert år. For et par år siden var ikke meget dyrere på mange tjenester, men da reklamefinansierede abonnementer er blevet mere almindelige, er det langt fra garanteret længere.

Selv hvis du vælger de dyreste pakker, er det ikke alt indhold, der er tilgængeligt i 4K. Vi så for nylig et Anthony Bourdain-program på en 4K-streamingtjeneste - programmet var filmet i 2002, tilsyneladende med RealVideo, og havde så lav opløsning, at det føltes, som om det var skabt i Minecraft.

Vi kan ikke gå tilbage i tiden og opgradere gamle SD-programmer til HD eller HD-programmer til 4K. Men med det rigtige tv behøver vi heller ikke at gøre det.

Den skjulte helt i de bedste tv-apparater

Anthony Bourdain-programmet kunne stadig ses, og det kan vi takke vores tv for - på trods af at det blev vist på en 65-tommer skærm, så billedet stadig okay ud. Hvad er årsagen? Vores tv har en god billedprocessor, som opskalerer indhold med lav opløsning effektivt.

Som en generel regel gælder det, at jo større dit tv er, desto vigtigere bliver opskaleringen. Problemer, der knap nok er synlige på et 42» 4K-panel, kan blive meget tydelige på en 65« eller større skærm. Det skyldes, at et mindre panel har en højere pixeltæthed - begge skærme har 3840x2160 pixels, men på den mindre model er de meget mere koncentrerede, hvilket gør billedfejl mindre synlige.

Vi har på engelsk en detaljeret guide til 4K-opskalering, men kort fortalt fungerer det sådan her: Processoren analyserer signalet, anvender støjreduktion, gør billedet skarpere, hvis det er nødvendigt, og konverterer derefter signalet til 4K-opløsning (eller 8K, hvis du har et 8K-tv).

Det er langt fra ny teknologi, men man taler ikke så meget om det som tidligere - selv om det er lige så vigtigt nu med al den streaming. Især fordi nogle streamingtjenester sænker opløsningen i deres billigere abonnementer.

Billedprocessoren er også afgørende for streaming i alle opløsninger, da videostreaming ikke er tabsfri. For at optimere videoen til effektiv levering skal nogle data komprimeres væk - hvilket er en af grundene til, at filmfans med hjemmebiografsystemer ofte foretrækker de bedste 4K Blu-ray-afspillere foran streaming.

Denne dataoptimering kan give synlige problemer, som f.eks. mærkbare farvebånd eller uønskede gradienter i mørke områder - i stedet for en jævn farveovergang kan du se tydelige farvefelter med skarpe kanter imellem. Hvis dit netværk også har travlt, og bitraten falder, bliver problemerne endnu mere synlige. En god billedprocessor kan identificere og korrigere disse problemer i realtid.

Sådan vælger du det bedste tv til opskalering

Prisen spiller selvfølgelig en stor rolle her. Ligesom budgetmobiler ikke har de nyeste og bedste processorer, har budget-tv sjældent den nyeste opskaleringsteknologi.

Den bedste billedbehandling findes normalt i producenternes flagskibsmodeller, især kendte mærker. Sony, LG, Samsung, Panasonic og Philips fremhæver deres avancerede billedprocessorer som vigtige salgsargumenter i deres nyeste tv-modeller.

Alle tv-producenter bruger en eller anden form for opskaleringsteknologi, men disse virksomheder har især imponeret os - ikke kun med hensyn til skarphed, men også med hensyn til at reducere farvebånd. Sony, LG og Panasonic har været særligt stærke på dette område, men Samsungs 2025-modeller har også gjort store fremskridt, baseret på vores tests indtil videre.

Vi anbefaler selvfølgelig, at du læser vores dybdegående anmeldelser af de tv'er, du overvejer at købe. Opskalering er en af de funktioner, vi kigger nærmere på, og fordi vi tester så mange modeller, har vi et bredt kendskab til, hvad der gør opskalering naturlig - og hvad der får billedet til at se kunstigt ud og ikke udnytter 4K-skærmens fulde potentiale.

Men vi foreslår også, at du besøger en fysisk butik, selv om du planlægger at købe dit tv online. Der kan du nemt teste opskaleringen af forskellige modeller: Sluk for butikkens demo-tilstand (som ofte overdriver lysstyrke, kontrast og bevægelsessløring), og bed om at se noget, der ikke er i 4K - og helst ikke engang i Full HD.

At se 4K-indhold på et 4K-tv afslører ikke, hvor god billedprocessoren er. Det er kun med materiale i lav opløsning, at du kan se forskellen mellem et okay tv og en rigtig god model.

Motorola har fremvist en konceptmobil i form af en bøjelig skærm på årets store mobilmesse - Mobile World Congress (MWC) - i Barcelona.

Motorolas nye bøjelige koncepttelefon-wearable-hybrid, Motorola Adaptive Display, er en fleksibel smartphone i fuld størrelse. Den har kamera og det hele, og den ligner til forveksling noget fra en sci-fi-film. Der er tale om en koncept-mobil, så Motorola er ikke kommet med nogen specifikationer eller detaljer om selve enheden ud over, hvad der er fremvist på MWC og i videoen herunder.  

Selvom det ser skørt ud, er det faktisk ret smart. Fuldt fleksible telefonskærme har eksisteret i et stykke tid, men udfordringen har været batteriet, som er en solid blok. Det gør det svært at bøje mobilen. Motorola har løst dette problem ved at placere flere tynde batterier vandret på bagsiden af Adaptive Display, så de fungerer som ankerpunkter, som resten af telefonen kan bøjes omkring. 

Resultatet er, at du kan dreje telefonen, så den står oprejst i en bøjet position som en omvendt Samsung Galaxy Z Flip, eller i en anden strukturel position som en bue. Men hvis du vil bære den som et ur, kan en stærk magnet fastgøre telefonen til et armbånd, så den sidder fast. 

Ville du gå med den? Hvem ved. Men uanset, om man falder for telefonen, må vi rose Motorolas kreativitet og opfindsomhed her. Det gode ved koncepter er, at de giver teknologidesignere mulighed for at være kreative og afprøve nye veje.

Mange mennesker har forsvaret Apple Vision Pro og dens klodsede ramme, høje pris og eksterne batteri, fordi det er en førstegenerationsenhed. Vi bør være lige så høflige over for koncepter som dette: Selvom det måske ser fjollet ud, er der et kæmpe potentiale i bøjelige skærme, hvis man kan få dem til at passe til vores behov. Motorola Adaptive Display er et kreativt bud på smarte wearables til håndleddet.

Læs også...

• OnePlus lancerer OnePlus Watch 2

Flinke superhelte med et rodet privatliv, store action-scener med eksplosioner og det dér særlige ærlige øjeblik, hvor de små drillerier bliver afløst af et alvorligt øjeblik, der virkelig viser, hvor dybt venskabet imellem heltene er. Kan du fortælle mig, hvilken Marvel-film, jeg tænker på? Nej, vel. For det kunne sådan set være dem alle sammen, og det er netop min pointe med denne artikel.

Marvels seneste film Ant-Man and the Wasp: Quantumania, ser ud til at være en fæl skuffelse, og fans strømmer ikke som tidligere i biografen så snart der står "Marvel" på plakaten. 

Metaltræthed

På trods af Marvel-filmenes store i popularitet i de seneste år, så føles det efterhånden, som om MCU-filmene er blevet for ensformige. I mine øjne er de ved at miste underholdningsværdien, og det skyldes en række faktorer:

For det første er Marvel Cinematic Universe for det meste baseret på et koncept, hvor en god hovedperson tager kampen op mod en skurk, mens han ofte får hjælp af en gruppe af helte eller sidekicks. Marvels genistreg har været, at de ikke kun gav os en helstøbt helt, men at stort set alle roller har en back story, og at filmene er smaskfyldt med kendte skuespillere. Det har også gjort det muligt at lave film om de enkelte karakterer - Iron Man, Wolverine, Captain America, Black Widow og så videre. Selv om det i starten er spændende, kan det blive kedeligt, når det bruges så ofte og efter stort set samme opskrift i de efterhånden ret så talrige Marvel-film.

For det andet kan Marvel-filmfranchisen, selv om den er anerkendt for sine store, spektakulære kamp- og actionscener, også blive forudsigelig, når disse scener ligner hinanden. Tag for eksempel de mange, mange kampscener i Avengers-filmene, hvor fokus i stort set alle kampscener hele tiden skifter fra den ene Avenger til den næste. Eller Eternals, Shang Chi, Doctor Strange osv. I begyndelsen var det med til at skabe spænding, og det var virkelig underholdende at se. Ideen er ikke ny, og hvis man ser stort set alle James Bond-film pre-Daniel Craig, så var der en afsluttende kampscene, hvor en masse goodguys og badguys kæmpede om at redde verden. Her var der selvfølgelig kun én hovedperson, men det gjorde nu alligevel filmene ret forudsigelige med tiden.

Sidst men ikke mindst er Marvel cinematic universe kendt for at være en del af en større historie, hvor flere film er tæt forbundet og giver én enorm samlet historie. For aficionados kan dette være spændende, men for seere, der ikke har tid, mulighed eller lyst til at se hver evige eneste film fra Marvel-universet, kan det gøre det forvirrende at følge med i filmene. Jeg har personligt opgivet at finde ud af, hvad der er op og ned i X-men-universet. Er Professor Charles Xavier død eller ej? Tja, han døde i én film, og dukkede senere spillevende op i en anden. Og jeg kan selvfølgelig bare bruge noget tid på at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, men jeg gider ærligt talt ikke.

Alt det, jeg savner i filmene, finder jeg heldigvis i højere grad i Marvels serier. De er langt mindre forudsigelige, persongalleriet virker mere alsidigt og heltene træder mere i karakter. Ja, plottet er selvfølgelig langt hen ad vejen det samme: En helt, der egentlig havde andre planer, og en skurk, der skal besejres, for at helten kan vende tilbage til sin trygge og rare hverdag. Men her får de enkelte roller mere plads til at vise deres personlighed, og det skaber noget dybde, som filmene desværre mangler. Jeg er stor fan af serier som Loki eller Falcon and the Winter Soldier, hvor fortællingen ruller sig ud i et fornuftigt tempo i stedet for at eksplodere i en uhæmmet action-fiesta, inden jeg har fået placeret min sodavand i kopholderen ved mit biografsæde. Det er fint med action, men det skal ikke kun være for at dække over, at historien er en tynd kop te.

Min dalende entusiasme for MCU skyldes måske, at jeg generelt sidder med en følelse af, at Marvel universet er blevet så omfattende, at det er svært at holde styr på, selv om filmene altså samtidig virker forudsigelige på grund af deres skabelon-historier og foto-kopierede kampscener. Det er ikke et godt udgangspunkt for et filmunivers, og jeg håber ærligt talt, at Marvel kan finde ud af at ryste posen lidt. Og det er ikke fordi Marvel ikke prøver: Den seneste Spider-man – No Way home – bød på interessante overraskelser, og den fik da også en høj score både hos publikum og kritikerne. Marvel skal have ros for, at de har været fantastiske til at bringe tegneserieuniverset til live på det store lærred. I mange år har det været en fantastisk oplevelse at komme ind og se de figurer, som jeg har brugt utroligt meget tid af min ungdom på, komme til live på det store lærred. Men helt overordnet set, savner jeg, at Marvel igen finder tilbage til det innovative, så der kommer helt nye, spændende komponenter og dermed nyt liv til filmene. Men det kræver måske, at de smider skabelonen ud og finder nogle helt nye formater. 

• Sådan ser du alle Marvel-filmene i rækkefølge

Den hypede Nothing Phone (1) blev præsenteret for verdenspressen den 12. juli, af Carl Pei, der er udvikleren bag den nye mobil. I præsentationen gjorde han igen og igen klart, at Nothing er et firma, der har en anderledes tilgang til mobiltelefoner. 

Både ved præsentationen af telefonen og ved andre lejligheder har Nothing CEO Carl Pei og Nothing flere gange beskrevet deres debut-smartphone som en modsætning til de andre (i Carl Peis øjne lidt kedelige) smartphone-producenter på markedet, med deres løbende trinvise opdateringer og små forbedringer af eksisterende telefoner. I skrivende stund er der i Peis Twitter-bio et løfte om at "gøre teknologi sjovt igen".

Pris og tilgængelighed

Er du i London ml. den 16.-18. juli kan du være blandt de første, der får fingre i mobilen. Nothing sælger telefonen fra en pop-up Nothing Kiost i Covent Garden. 

Resten af verden må vente et par dage, med at få fingre i telefonen. Den bliver sat til salg globalt cirka fra den 20. juli 2022. På Nothings hjemmeside kan du se mere præcise tider for de forskellige lanceringer. Herhjemme bliver telefonen solgt hos Telenor og CBB, hvor du allerede nu kan forudbestille telefonen. 

Hvis du vil have telefonen uden abonnement, kan du købe/forudbestille den direkte hos Nothing.

Specifikationer

• Phone (1) får et såkaldt Glyph Interface (lysene på bagsiden)
• Kameraer: 2 x 50 MP (Sony IMX 766 hovedkamera og Samsung JN1 ultrawide)
• Styresystem: Nothing OS
• Skærm: 120Hz OLED
• Batteri: 4500
• Processor: Snapdragon 778G+ G

Glyph er lys - lys er sjove

Phone (1) er udstyret med en gennemsigtig bagside i gorilla glass. Og Nothing har som de første rent faktisk gjort glasset gennemsigtigt. Det har gjort det muligt at skabe et såkaldt Glyph Interface. Det er Nothings betegnelse for de lys - bestående af 900 LED lys - der sidder under glasset på bagsiden. Og det er en af de helt vigtige værktøjer i Nothings værktøjskasse, når det gælder om at gøre deres mobil sjov og anderledes. 

For her er får lysene flere forskellige funktioner.  Der er i alt fire separate lys, som kan lyse og blinke i forskellige mønstre. De kan for eksempel indstilles til at blinke forskelligt alt efter, hvem det er, der ringer. Hvis du lægger telefonen med fronten nedad, så ringer den ikke - i stedet blinker lysene, så du slipper for larmen. 

Der sidder f.eks. et Glyph-lys i bunden af mobilen ved opladeren. Når du lader telefonen op, kan du se på Glyph-lyset, hvor langt opladningen er nået. Det samme gælder det g-formede Glyph-lys midt på telefonen. Det sidder der, hvor den trådløse oplader sidder og her vil du også kunne lyset, når du lader op trådløst eller når du oplader andre enheder med omvendt trådløs opladning. 

Ifølge grundlægger Carl Pei, så vil der løbende komme flere funktioner, som bruger Glyph-lysene. 

Derfor bliver Nothing en succes

Carl Pei var i sin tid med til at lancere OnePlus brandet, så han ved noget om, hvordan du får skabt en stor gruppe af fans, der er loyale og som er vilde med dit produkt: Du skærer meget af det normale marketing-gøgl væk, og så fortæller du om nogle af de tanker, der ligger bag dit produkt, på en måde, så det faktisk ikke lyder som et produkt, men nærmere bliver en holdning og en bevægelse. 

Lanceringen, hvor Carl Pei sidder og fortæller om produktet, foregik uden alt for meget gøgl. I stedet fortæller han, at Nothing Phone (1) er anderledes, fordi den ikke er bygget ud fra forbrugeranalyser og uanede mængder af data. I stedet er det en mobil, der er blevet til takket være 10.000 forskellige investorer, som alle brænder for at skabe en mobil, som er god, men som første og fremmest er sjov og anderledes. 

Det budskab står stærkt, og der er ingen tvivl om, at der er opbakning til projektet. Alene de 10.000 investorer er sandsynligvis stærke ambassadører for Phone (1). 

Kigger vi på specifikationerne, så er der jo ikke tale om den absolut vildeste telefon på markedet. Den har en god skærm, en god processor og nogle gode kameraer. Styresystemet - Nothing OS - er ifølge Pei en forholdsvis ren Android uden nogen form for bloatware.

Ikke helt vilde specs, men det handlede Carl Peis præsentation ikke om. I stedet fortæller han, hvordan andre mobilproducenter hyrer professionelle fotografer til at flyve til eksotiske destinationer med de nye telefoner, hvor de tager billeder, som du aldrig nogensinde kommer i nærheden af at matche. Hvis ud har set mobilreklamer, så ved du, at han her har 100 % ret. Det vidste du også før, men når Carl Pei siger det i sin præsentation, så sender det også det budskab, at Nothing er anderledes. De har i stedet givet telefonen til deres venner, som har taget fotos i London. Billederne ligger uredigeret her på hjemmesiden, hvor alle kan downloade dem og tage et nærmere kig.

Ideen er, at skille sig ud på en god måde, hvor det ikke kun handler om tal på bundlinje, men også om at skabe produkter med sjæl.

"No Bullshit", siger han om Nothings tilgang til Phone (1), og det vil helt sikkert være noget, som den allerede store fanbase vil støtte. Telefonen ér flot at se på, og Glyph-lysene virker som en spændende ide, og sandheden er, at mange telefoner i dag ligner hinanden. De har de samme kameraer, RAM og processorer og mange andre dele, som er lavet af de samme producenter, så det vil i sidste ende være et spørgsmål om, hvilket brand der taler mest til dig. Nothing og Carl Pei har fundet deres stemme, og jeg er ikke i tvivl om, at folk allerede er begyndt at spidse ører derude.

• De bedste telefoner på markedet lige nu.