Samtidig med iPhone Duo, AirPods 5, iPhone 18 Pro og 18 Pro Max samt Apple Watch Series 12 lancerede Apple også Apple Watch Ultra 4. Prisen er uændret, designet er stort set det samme, og farvevalgene er de samme som før.

Opgraderingen minder meget om den, Series 12 har fået – Se vores første indtryk af Series 12 her. Uret har fået en redesignet bagside som en del af det nye system til sundhedsmåling og en ny S11-chip med Secure Enclave og en separat processor til de funktioner, der altid kører. Hertil kommer en ny Readiness Score, der ser ud til at kunne udfordre Oura ogWhoop. To nye AI-funktioner bliver rullet ud senere på året, og uret måler nu pulsvariation, også kendt som HRV.

En af de vigtigste ændringer er dog det større batteri. Det er 5 procent større end i Apple Watch Ultra 3, og samtidig skal bedre energieffektivitet trække batteritiden op. Apple lover op til 50 timer ved normal brug, op til 84 timer i strømsparetilstand og op til 45 timer i Max Extended Workout Mode.

Det er stærke tal, og indtil videre har batterilevetiden ligget tæt på den man får i Ultra 3. Uret klarer uden problemer mere end en dags brug og nærmer sig to hele døgn. Jeg skal bruge det i længere tid, før jeg kan sige, om det større batteri og den bedre energieffektivitet gør en mærkbar forskel i praksis, men indtil videre er der rigeligt med strøm.

I æsken ligger også en ny Apple Watch-oplader. Den ligner den gamle, men kablet har fået ny teknik, der giver endnu hurtigere opladning. Apple lover op til 18 timers batteritid efter bare 15 minutters opladning. Det har stort set holdt stik i mine tests indtil videre, men jeg vil køre flere opladningscyklusser, før jeg kan sige præcis, hvor stor forskellen er.

Ligesom med Series 12 venter jeg med den endelige vurdering. Den nye Readiness Score er en af de største ændringer af Apple Watch-oplevelsen, og jeg vil give funktionen tid nok til at opbygge et billede af mine sundhedsdata, før jeg kommer med en endelig vurdering. Ifølge Apple tager det typisk syv nætter, før uret kan beregne et resultat.

Det redesignede system til sundhedsmåling og den hyppigere registrering af puls og HRV er allerede interessante tilføjelser – især på et ur, der er bygget til træning og udholdenhed. Oven i det kommer omfattende aktivitetsmåling, dobbeltfrekvens-GPS, advarsler om forhøjet blodtryk, måling af iltniveauet i blodet og satellitforbindelse. Når du kan se pulsen i realtid, og uret registrerer data oftere, bør Ultra 4 blive endnu mere anvendeligt under træning, mens HRV giver endnu en måleværdi, der bringer det tættere på konkurrenterne.

Så er der AI-funktionerne, selvom ikke alle er på plads endnu. Sound Recognition og hurtigere Shazam er allerede tilgængelige, mens Live Rewind og Siri Recap kommer senere på året – i første omgang som betaversioner i USA. Det større batteri kan desuden give Ultra 4 en fordel i forhold til Series 12, når funktionerne er i brug, men det må tiden vise.

Apple Watch Ultra 4 er altså mere en videreudvikling af Ultra 3 end et helt nyt produkt, men det større batteri er en kærkommen overraskelse. De fleste ændringer gemmer sig under overfladen, hvor sundhedsmålingen, processoren, batteritiden og opladningen er blevet forbedret.

Jeg tester uret længere tid, før jeg giver min endelige vurdering – især af Readiness Score. Efter flere dages brug fremstår Ultra 4 allerede som et velkendt Apple Watch Ultra med lidt bedre udholdenhed og markant mere avanceret dataindsamling bag kulisserne.

Apple Watch Ultra 4 blev udgivet den 18. september 2026 og koster fra 6.999 kroner.

Han strålede så kraftigt, at jeg blev fristet til at måle hans lysstyrke i nits. Googles chef for Android-økosystemet, Sameer Samat, greb fast om min hånd og spurgte: »Hvad synes du så?«

Samat hentydede til de fem splinternye Googlebooks, der stod opstillet rundt omkring i lokalet. De kørte alle Googlebook OS, det første hybride kærlighedsbarn mellem ChromeOS og Android.

For et år siden, under et interview med mig, som egentlig skulle handle om Android 16, kom den Samat til at afsløre: »Vi kommer til at kombinere ChromeOS og Android på én samlet platform« – og dermed satte han ild til tech-verdenen.

Han sagde det så henkastet tilbage i juli 2025, at jeg knap nok opfattede betydningen af det. Der har trods alt været snak om idéen i årevis, men ingen havde bekræftet den. Og hvis det var sandt, ville det betyde, at Google var begyndt at se på idéen om et Android-økosystem på en helt ny måde.

Nu ser vi endelig resultatet af den kommentar og alt det arbejde, Google siden har lagt i Googlebook OS og Googlebook-laptops fra partnerne Asus, Acer, Lenovo, Dell og HP. De kan forudbestilles fra i dag og begynder at blive leveret den 5. oktober.

Samat fortalte mig, at han ønskede fem partnerbrands og ikke kun to, fordi han gerne ville vise bredden i udvalget. Han bemærkede også, at modellerne adskiller sig på flere punkter – nogle har eksempelvis ansigtsgenkendelse, mens andre Googlebooks har en fingeraftrykslæser. Indtil videre spænder udvalget fra ultralette modeller som Asus-modellen på 2,2 pund til mere arbejdsorienterede modeller som en 15-tommer Lenovo samt konvertible Acer-modeller med understøttelse af pen.

Processo

Der er Glowbar – en tynd, flerfarvet lysbjælke på oversiden af alle de bærbare computere, som lyser op for blandt andet at fortælle dig, at Gemini arbejder, eller for at vise batteristatus. Der er endda nogle små Easter eggs, du kan opdage. Jeg spurgte højt, om batteristatus også ville fungere, når computerne ikke var sluttet til strøm. Desværre viser den kun opladningsstatus.

Hver laptop har en enorm haptisk touchpad, og der er en G-tast, som giver hurtig adgang til Google-funktioner, samt en særlig Caps Lock-tast med direkte adgang til tekstbaserede tilføjelser som emojis. De har alle den såkaldte Magic Cursor, som du kan ryste med for at åbne Gemini med forståelse for det, der vises på skærmen – kort sagt kan du bede Gemini om at gøre [dette] med [det] element på skærmen. Alle modeller starter desuden med 16 GB RAM. Samat fortalte mig, at han var begejstret for, at de alle kommer med »den rigtige mængde RAM« som standard. De 16 GB betyder, at disse bærbare computere med indbygget Gemini-understøttelse er klar til en stor del lokal AI-behandling, og processorerne kan angiveligt håndtere op til 45 TOPS.

Selv om der er tale om en hybridplatform, er der intet, der tyder på, at dette blot er et mobilstyresystem forklædt som et desktop-system. Ja, der er funktioner som widgets, der kan tilpasses – og som du også kan oprette via prompts – og som jeg efter et klik med to fingre på pegefeltet kunne ændre størrelse på og flytte rundt stort set uden begrænsninger. Du får også adgang til alle dine Android-apps. Men der er samtidig apps og tjenester på desktop-niveau, blandt andet online- og offlineadgang til Canva, Netflix og Adobe-apps, en dock og et komplet filsystem.

En interessant demonstration viste, hvordan du kan søge på tværs af filer på både din Googlebook og din Android-telefon og endda finde indhold i filer med uigennemskuelige filnavne, fordi systemet kan se ind i filerne.

Android-integrationen forbinder Android-enheden i din hånd med Googlebook-laptopen på dit skrivebord. Der er ét fælles login, som genkender dig som den samme bruger på både telefonen og den bærbare. En mail, du begynder at skrive på din Android-telefon, kan fortsættes problemfrit på laptopen – det fungerer dog endnu ikke den anden vej. I docken vises et lille ikon med en telefon. Klikker du på det, åbnes mailkladden i Gmail-appen på laptopen.

Intentionen er helt tydelig: Et ægte Android-økosystem, hvor det hele, som Samat sagde til mig, bare fungerer. »Det er drømmen,« sagde han. Målestokken for sådan et økosystem vil altid være Apple og den måde, selskabets bærbare computere, stationære computere, telefoner og wearables arbejder sammen på. Jeg spurgte Samat, om jeg kunne forvente et tilsvarende niveau af integration, og fremhævede blandt andet, hvordan en godkendelseskode, jeg modtager på min iPhone, automatisk dukker op på min MacBook Air. Han sagde, at det fælles beskedsystem vil gøre det muligt, og tilføjede, at de faktisk kunne have demonstreret det på scenen den dag, men ønskede at holde præsentationen forholdsvis enkel.

Før eventet spekulerede jeg på, om Googlebooks var tænkt som konkurrenter til Apples nye og ganske populære MacBook Neo til 699 dollars (matcher den dansk startpris på 4.599 kroner, som nu er sat op til 6.499 kroner).

Googlebook-modellerne begynder ved 899 dollars (5.861 kroner), mens nogle koster 1.199 dollars (7.817 kroner) og 1.299 dollars (8.469 kroner).

Det er helt bevidst. Samat sagde, at Neo-modellerne er gode, men at folk ofte støder på deres begrænsninger i ydelsen. Han fortalte mig, at Google derfor ønskede at begynde med premium-modeller. I stedet for kompromiser byder Googlebooks på iøjnefaldende design og solid ydelse

Googlebooks kan køre apps på desktop-niveau både online og offline, selv om det ser ud til, at apps udelukkende kan downloades via Google Play Butik. I de demonstrationer, jeg så, havde systemerne kræfter nok til både traditionel programmering og Agentic Coding eller Vibe Coding med Google Antigravity. Det er dog værd at nævne, at du til sidstnævnte skal have en Gemini-konto og tokens.

Samat er til gengæld begejstret for ydelsen og mulighederne og fremhævede især, at der er inkluderet en Linux-terminal. Det er ikke så overraskende, eftersom systemets softwarelag indeholder en Linux-kerne lige under Android-stakken.

Samat så rundt i lokalet og spurgte mig, hvilken Googlebook jeg bedst kunne lide. Da jeg lod blikket glide hen over det tætpakkede demo-område, gik det op for mig, hvor meget hver enkelt laptop lignede en helt almindelig Windows-computer – lige indtil man åbnede dem og så skrivebordet i Googlebook OS. Efter et øjeblik sagde jeg til ham, at Asus Googlebook på 2,2 pund var ganske attraktiv. Samat smilede og spurgte, om jeg havde set HP-modellen med aluminiumskabinet. Jeg måtte medgive, at den også lignede en premium-laptop.

På scenen sagde Samat: »I så lang tid har jeg ønsket at gøre det, vi gør i dag«, og kaldte Googlebooks »en ny kategori af laptops, der er bygget til den måde, folk rent faktisk arbejder på i dag«.

Senere fortalte Samat mig, at dette »kun er begyndelsen«, og at der er meget mere på vej.

De Googlebooks, jeg så, skilte sig ud ved at fungere både flydende og gennemført. Der er ganske vist tale om en sammensmeltning af to platforme, men skrivebordet og de funktioner, jeg prøvede på hver enkelt Googlebook, virkede smidige og velfungerende – som om de to platforme altid havde hørt sammen.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan det hele passer sammen med Googlebooks fætter, Chromebook – de billige bærbare computere, der mere eller mindre fungerer som en skal med nem adgang til cloud-baserede apps. Skoler er vilde med dem. Samat hævdede, at de bruges i 70 % af den amerikanske undervisningssektor, og sagde, at det er det eneste system, der er designet til at kunne gå fra én bruger til en anden, når hver enkelt logger ind og ud efter behov.

Googlebooks og Chromebooks udelukker ikke hinanden. Samat sagde, at Chromebook stadig er vigtig, men at den henvender sig til en anden type bruger og et andet formål. Jeg sagde, at Chromebook er en indgang, mens Googlebook i højere grad ser ud til at handle om produktivitet. »Præcis,« sagde han til mig – stadig med et smil.

Den 9. september kan blive en spændende dag for Apple-fans. Ud over nye versioner af velkendte modeller som iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max forventes virksomheden endelig at lancere sin første foldbare mobiltelefon, som muligvis får navnet iPhone Ultra.

Denne model vil naturligvis næsten med sikkerhed blive den dyreste iPhone-model nogensinde – selvom prisen måske alligevel kan virke rimelig nok, hvis man betragter den som en iPhone og en iPad i én og samme enhed. Men trods den høje pris og muligheden for, at den får »Ultra« i navnet, kan den faktisk mangle nogle funktioner, der ellers er standard på en iPhone.

At de mangler, skyldes formentlig delvist Apples ambition om at gøre telefonen så tynd som muligt, men i visse tilfælde kan det også handle om at holde omkostningerne nede. Samlet set kan disse kompromiser få visse købere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor »Ultra« – og hvor værdifuld – telefonen egentlig er. Her er fem funktioner, som ifølge rygterne muligvis mangler.

1. Face ID

Der har længe gået rygter om, at iPhone Ultra ikke vil få Face ID. I stedet kan den få en Touch ID-baseret fingeraftrykslæser. I modsætning til den seneste iPhone-model med Touch ID, iPhone SE (2022), forventes sensoren dog at blive indbygget i tænd/sluk-knappen i stedet for at sidde i en stor home-knap under skærmen.

Det er dog mange år siden, at en iPhone i topklassen kom uden Face ID, og i de senere år har selv billigere modeller som iPhone 17e haft denne teknologi, så dette kan blive et mærkbart kompromis.

Der er naturligvis ingen garanti for, at iPhone Ultra rent faktisk kommer uden Face ID, men flere kilder hævder, at det bliver tilfældet. Årsagen angives at være, at telefonen bliver for tynd til Apples TrueDepth-kamerasystem, som bruges til Face ID.

2. Et telekamera

En anden funktion, der muligvis må vige pladsen på grund af iPhone Ultras formodede slanke design, er telekameraet. Ifølge oplysninger vil telefonen kun have to kameraer på bagsiden, bestående af et hovedkamera og et ultravidvinkelkamera.

Dette virker som et ret troværdigt rygte, ikke mindst fordi flere kilder understøtter oplysningen. Desuden har Samsung Galaxy Z Fold 8 – som iPhone Ultra forventes at få et lignende format som – også kun to kameraer på bagsiden.

Apple har desuden ikke udstyret de almindelige iPhone 17 eller iPhone Air med et telekamera, så virksomheden ser tilsyneladende ikke dette som en nødvendig funktion, selv ikke på ret dyre mobiltelefoner. Men da både iPhone 17 Pro og iPhone 17 Pro Max har et, vil det betyde, at iPhone Ultra næppe bliver markedets bedste iPhone til fotografering.

3. En Action-knap

Apple introducerede Action-knappen med iPhone 15 Pro-serien, og siden da har den været at finde på en lang række iPhone-modeller. Ifølge rygterne vil iPhone Ultra ikke få den.

Vi har nu set flere dummy-enheder af telefonen, blandt andet fra kilden Sonny Dickson, og de har ingen Action-knap. Det tyder på, at den færdige telefon heller ikke vil få en. Formentlig fordi den simpelthen er for tynd til de nødvendige komponenter.

Prototyperne mangler desuden en knap til lydløs tilstand, hvilket kunne gøre iPhone Ultra til den første iPhone-model, der hverken har en Action-knap eller en sådan shh-knap.

4. MagSafe

Ligesom med Action-knappen mangler de prototyper af iPhone Ultra, vi hidtil har set, også en MagSafe-ring. Det kan selvfølgelig blot være noget, der er udeladt på prototyperne, men MagSafe-ringen findes på de tilsvarende modeller i iPhone 18 Pro-serien. Det kunne tyde på, at iPhone Ultra faktisk mangler de magneter, der bruges til at fastgøre trådløse opladere og andet MagSafe-tilbehør.

Samtidig har Mark Gurman (en Apple-ekspert og kilde, som ofte har stor indsigt i nye Apple-produkter) i et interview med Tom’s Guide udtalt, at »alt, hvad jeg har hørt, tyder på, at der vil være MagSafe i den foldbare telefon. De formåede at få det med i iPhone Air, og vi ser ingen grund til, at de ikke skulle kunne få det med i den foldbare model.«

Lige nu er det altså uklart, om den får MagSafe eller ej. Vi hælder til, at Gurman har ret, men samtidig ser det ud til, at iPhone Ultra kan mangle flere andre funktioner, der findes i iPhone Air, herunder Face ID og en Action-knap. Derfor er sammenligningen med iPhone Air ikke helt overbevisende.

5. Plads til et fysisk SIM-kort

Apple har allerede fjernet det fysiske SIM-kortspor fra sine mobiltelefoner i USA og en række andre markeder. I Danmark understøtter de fleste aktuelle iPhone-modeller dog stadig både et fysisk nano-SIM-kort og eSIM.

Undtagelsen er iPhone Air, som også i Danmark udelukkende bruger eSIM – og iPhone Ultra kan komme til at følge samme vej og udelukkende køre med eSIM, uanset hvilket land du køber den i.

Det er noget, vi har hørt fra flere kilder, og det ville være logisk. Hvis iPhone Air er for tynd til en fysisk SIM-kortplads, vil iPhone Ultra nok også være det. Af alle de funktioner, der ifølge rygterne kan mangle, er det faktisk denne, vi føler os mest sikre på. For danske købere ville det derimod betyde en ændring i forhold til de fleste nuværende iPhone-modeller, da man så ville være nødt til at bruge eSIM.

Sonos har netop offentliggjort tre store nyheder: Virksomheden lancerer et par nye hovedtelefoner ved navn Sonos Ace Ultra, en ny soundbar ved navn Sonos Beam Ultra og omdøber desuden sin softwareplatform til et »operativsystem« kaldet Sonos 27. Samtidig introducerer virksomheden en ny AI-baseret stemmeassistent, integration med AI-agenter og smartere måder, hvorpå Sonos-højttalere kan samarbejde med hinanden.

Jeg talte med Sonos’ CEO Tom Conrad om de nye lanceringer – og især den nye software, da alle større softwareændringer fra Sonos sandsynligvis vil blive mødt med en vis forsigtighed fra brugernes side, noget Conrad og jeg diskuterede sidste gang, vi talte sammen.

Først tager vi et hurtigt overblik over, hvad Sonos lancerer, med Ace Ultra som udgangspunkt. De nye hovedtelefoner lanceres til 3.299 kroner og har nye 40 mm-elementer, der lover forbedret lyd. Mere interessant er det dog, at de drives af en ny chip kaldet Headphone Engine 2, som gør, at de kan gøre det, mange forventede, at den oprindelige Sonos Ace ville kunne gøre: fungere som en fuldgyldig del af Sonos-økosystemet.

Beam Ultra placerer sig samtidig mellem Sonos Beam (Gen 2) og Sonos Arc Ultra. Det er en kompakt soundbar, der trods sin størrelse leverer Dolby Atmos-lyd i 7.1.2-kanaler ved hjælp af ni højttalerelementer. Blandt disse er der to opadrettede elementer, hvilket er første gang, vi ser dette i Beam-serien. Prisen ligger på 5.699 kroner.

Begge de nye produkter kan forudbestilles hos Sonos fra den 1. september 2026 og lanceres den 29. september 2026.

Hvad angår softwaren, har Sonos for første gang givet hele sin platform et eget navn: Sonos 27. En del af lanceringen er Sonos Fabric, som er det navn, Sonos bruger om »den systemfunktion, der gør det muligt for Sonos-produkter at registrere hinanden og tilpasse sig situationen«.

Allerede fra starten bruges Fabric til intelligent skift mellem musik på Ace Ultra samt muligheden for at bruge bærbare højttalere som surroundhøjttalere i Sonos’ hjemmebiografsystem. Conrad vil forklare begge funktioner nærmere i vores interview.

Sonos 27 byder desuden på to andre store nyheder. Sonos 27Voice er en ny stemmeassistent baseret på AI-teknologi, mens Sonos 27MCP er en ny måde for AI-agenter at oprette forbindelse til og styre Sonos-systemer på.

Under vores samtale gik Conrad mere i dybden med, hvorfor virksomheden gør alt dette, og hvad Sonos har at tilbyde dem, der er skeptiske over for AI. Så lad os komme i gang – med Conrads forklaring på, hvorfor Sonos til sidst besluttede at give sin software et eget navn.

Tom Conrad: Da jeg for cirka et år siden fik besked om, at jeg skulle blive fast administrerende direktør, var en af mine betragtninger omkring virksomhedens nyere historie, at vi ganske vist startede som en virksomhed med fokus på komplette systemer, men at vi i næsten det seneste årti først og fremmest havde fokuseret på at blive rigtig gode til at lancere enkelte produkter og udvide sortimentet med alle de former og størrelser, som vores kunder efterspurgte. Små, mellemstore og store soundbars, et par forskellige størrelser af subwoofere, store forstærkere, små forstærkere, bærbare højttalere … du forstår. Patrick [Spence, tidligere administrerende direktør for Sonos] og teamet blev en utrolig velsmurt maskine, når det gjaldt at udvikle og lancere hardware.

Men jeg tror, at en utilsigtet konsekvens af det var, at vi nogle gange mistede fokus på, hvad det egentlig betyder at få alle disse produkter til at fungere sammen som en sammenhængende helhed. Kort efter at jeg startede her, sagde nogen, at det særlige ved Sonos er, at det er 100 procent hardware og 100 procent software. Jeg elsker den måde at beskrive det på, fordi den er så præcis. Vi har to virkelig svære problemer, vi skal løse, og hvis ikke begge får fuld opmærksomhed fra præcis de rigtige personer, kan vi ikke levere det, vores kunder forventer.

Så i løbet af det seneste år har vi gjort alt, hvad vi kunne, for at styrke softwarekompetencen i virksomheden. Samtidig har vi virkelig satset på tanken om, at det er softwaren, der skaber selve systemet. Hvis man ser på, hvordan vi har lanceret vores produkter gennem årene, har hardwaren altid fået et navn – Arc, Ace, Beam og Move – men softwaren har aldrig haft noget navn.

Så en af ugens store nyheder er, at vi nu giver softwaren et navn. Det, vi skaber, er egentlig et operativsystem til lydoplevelser i hjemmet – og »OS« har jo faktisk altid været en del af vores navn! Derfor kalder vi ganske enkelt softwaren for Sonos 27, da det i bund og grund netop er denne evne til at skabe et sammenhængende system, som softwaren bidrager med, og som gør Sonos til Sonos. Vi knytter desuden navnet til året, da Sonos bliver bedre år efter år. Der kommer en Sonos 28, en Sonos 29 og så videre.

Matt Bolton: Så snart jeg så navnet, var min første tanke: »Betyder det, at I planlægger et bestemt opdateringstempo?«, hvilket føles som en ret anderledes tilgang sammenlignet med, hvordan Sonos har arbejdet tidligere?

Tom Conrad: Ja, jeg tror, at en af de ting, der har præget virksomheden i mange år, er, at fordi vi kun talte om hardwaren, var alt, hvad vi ville gøre med softwaren, på en eller anden måde nødt til at følge med en hardwarelancering. Vi kunne tilføje Atmos, stemmeassistenter eller nye surroundoplevelser, men det var altid knyttet til, at vi for eksempel udviklede en ny soundbar og derfor kunne arbejde med nye hjemmebiografoplevelser. Eller også udviklede vi et produkt med mikrofon og kunne derfor arbejde med stemmefunktioner. Ved at udskille operativsystemet som en selvstændig del giver vi det en egen identitet, en egen udviklingsplan og et eget lanceringsforløb. Vi mener, at det er en rigtig spændende forandring for virksomheden.

Vores kunder kan altså forvente, at softwaren ikke blot bliver bedre, når vi lancerer ny hardware. Den vil heller ikke kun blive forbedret én gang om året, men løbende gennem hele året. Jeg synes, det passer bedre til den moderne måde at se på softwareplatforme på.

Matt Bolton: På det seneste har vi set jer udrulle forbedringer og nye funktioner ret regelmæssigt. Mit spørgsmål som bruger er: betyder det her, at jeg bliver nødt til at vente på en stor Sonos 27-opdatering en gang om året for at få nye funktioner?

Tom Conrad: Jeg forstår godt den følelse. Men hvis man ser på, hvordan for eksempel Apple arbejder i dag, så præsenterer de et nyt operativsystem en gang om året, og derefter udrulles funktionerne løbende i løbet af året. Nogle har de allerede fortalt om under den store præsentation, mens andre dukker op som hyggelige overraskelser undervejs. Vores model vil fungere på nøjagtig samme måde.

Matt Bolton: Jeg går ud fra, at det betyder, at I allerede har en udviklingsplan for Sonos 28 og Sonos 29. Hvor langt frem planlægger I?

Tom Conrad: Det har vi helt sikkert. Listen over ting, jeg gerne vil opnå med softwaren, strækker sig flere år frem i tiden. Men en af de unikke muligheder ved software – i modsætning til hardware, hvor man skal træffe beslutninger om produkter, der måske først lanceres to eller tre år efter, at udviklingen er gået i gang – er, at selv et stort softwareprojekt måske kun kræver seks måneders arbejde.

Så selvom jeg gerne vil have en udviklingsplan for softwaren, der strækker sig to eller tre år frem i tiden, vil jeg hele tiden kunne revurdere den, så vi kan reagere på det, der sker i vores kunders liv. Hvis man tænker tre år tilbage, havde vi for eksempel endnu ikke oplevet det store ChatGPT-gennembrud. Det ville være dumt at have en fastlåst treårsplan og stædigt holde fast i den uden at tage højde for, hvordan verden har ændret sig i mellemtiden. Så vi har en plan, men også fornuft nok til hele tiden at revurdere og ændre vores prioriteter i takt med, at kundernes behov udvikler sig.

Matt Bolton: Hvor lang tid i forvejen planlægger I at fortælle kunderne om, hvad der er på vej? Som du siger, præsenterer Apple ting på WWDC, som de ikke nødvendigvis regner med at lancere før langt senere på året.

Tom Conrad: Jeg tror, at vi sandsynligvis vil afholde et par arrangementer eller begivenheder om året, hvor vi fortæller om, hvad der er på vej, og hvad der for nylig er blevet tilgængeligt. Så jeg tror, at man i mange år fremover kan forvente en form for efterårsevent, som dette her, hvor vi præsenterer vores store planer for året. Derefter bliver der en form for statusopgørelse midt på året, hvor vi bygger videre på det, vi allerede har fortalt.

Matt Bolton: Så går vi over til AI-integrationen. Generelt er vi nået til et punkt, hvor mange er ret skeptiske over for, at AI-funktioner tilføjes til absolut alt, men det lyder som om, I har en ret praktisk tilgang til det. Hvordan afgør I, hvad I rent faktisk skal udvikle og integrere – og hvad I kan gøre med de muligheder, der er skabt i løbet af de tre år, der er gået siden det store ChatGPT-gennembrud?

Tom Conrad: Jeg går ud fra, at vi kan starte med, hvad vi gør for skeptikerne. Alt, hvad vi laver med samtalebaseret AI, er fuldstændig frivilligt at bruge. Det går så vidt, at alle vores højttalere har en fysisk knap til mikrofonen. Når man trykker på den, afbrydes den elektriske forbindelse mellem mikrofonen og resten af enheden bogstaveligt talt. Så for dem, der ikke er interesserede i denne udvikling, tilbyder vi stadig en platform, som jeg mener har en utrolig stor brugsværdi, selv helt uden moderne AI-baserede funktioner.

Men på en måde synes jeg, at den mere spændende del af det, vi gør, er, at vi ikke tager udgangspunkt i tanken: »Her har vi denne fantastiske nye teknologi med store sprogmodeller og generativ, samtalebaseret AI – hvad kan vi bygge med den?« I stedet starter vi med virkelig at bruge tid på vores kunder og forstå, hvad de rent faktisk gerne vil kunne gøre med stemmestyring, når de bruger Sonos i deres hjem. Vi har desuden gode forudsætninger for at gøre det, da vi har tilbudt stemmeassistenter på Sonos i næsten et årti, herunder vores egen.

Når jeg taler med kunder, siger de ting som: »Jeg elsker tanken om at kunne bruge Sonos-systemet derhjemme uden at skulle tage mobilen op af lommen. Det tager lang tid at åbne appen, og min partner kigger skævt til mig og undrer sig over, hvorfor jeg sidder med mobilen, når vi prøver at tale med hinanden.”

Jeg tror generelt, at det ville være svært at finde nogen, der siger: ”Jeg ville ønske, at de mennesker, jeg bor sammen med, brugte deres mobiler mere.” Tværtimod leder folk efter måder at lægge mobilerne væk i en skuffe og faktisk nyde tiden sammen.

Vi vil endda kunne lave nogle lidt sjovere ting. Hvis den eksterne, mere avancerede AI-model kan hjælpe med at finde den rigtige musik, vil den også blive brugt til det. Du kunne for eksempel sige: »Find musik, der er ved at slå igennem på TikTok, kombiner det med den shoegaze-musik, jeg kunne lide, da jeg gik på universitetet i 90’erne, og lav en afspilningsliste til mig.«

Så bruger systemet den eksterne AI-model til at forstå, hvilken musik der tales om på TikTok. Derefter bruger det vores egen infrastruktur til at forstå min musiksmag, sammensætter en afspilningsliste og begynder at afspille den. Det er den slags ting, vi gør med Sonos 27Voice.

Matt Bolton: Jeg går ud fra, at den eksterne AI-model vil ændre sig med tiden, men hvilken bruger I ved lanceringen?

Tom Conrad: Vi går ikke i detaljer om infrastrukturen ved lanceringen, men du har ret i, at en del af fleksibiliteten ved denne tilgang er, at vi kan skifte mellem forskellige avancerede AI-modeller for eksempelvis at optimere omkostningerne og lignende.

Matt Bolton: Den anden side af de AI-funktioner, I præsenterede, som jeg virkelig er interesseret i, er MCP-integrationen. Sonos har en lang historie med at være relativt udviklervenlig og åben, hvilket I også lagde stor vægt på, da I præsenterede dette operativsystem. MCP-integrationen føles derfor lidt som om, I igen omfavner ideen om, at I faktisk ønsker, at folk skal skabe ting, der fungerer sammen med jeres system.

Tom Conrad: Jeg tror, at en af de mest spændende ting, der er sket for nylig – faktisk ikke engang i løbet af de sidste to år, men blot i løbet af de sidste seks måneder – er, at vi pludselig ser almindelige mennesker kunne udvikle software. Vi ser det overalt i virksomheden, og vi ser det blandt vores kunder rundt om i verden.

Allerede i dag er uofficiel og hacket API-adgang til Sonos et meget almindeligt anvendelsesområde for vibe-coding. Man hører mange, herunder en hel del meget kendte personer, tale om, hvordan de bygger deres egne løsninger til at styre deres systemer. Desuden møder jeg hele tiden kunder, der eksperimenterer med den slags ting.

Derfor lancerer vi Sonos 27MCP, som giver vores kunder officiel adgang til et omfattende sæt funktioner i Sonos-systemet, så de kan interagere med musik via den AI-agent, de selv vælger. Sonos vil dukke op i connector-kataloget for Claude – og i connector-katalogerne for ChatGPT, Grok og Gemini – sammen med Slack, Kalender, Figma og alle de andre tjenester, som du måske interagerer med via Claude i løbet af en almindelig dag.

Du vil kunne udføre enkle handlinger, såsom at skrue ned for musikken direkte via Claude – uanset hvilken tjeneste du bruger på din mobil, i dens app, på din computer eller i din webbrowser. AI’en vil have tilstrækkelig kontekst til at forstå, at musikken afspilles på dit Sonos-system, finde den sang, der afspilles, og skrue ned for lydstyrken.

Det vil også være i stand til at kombinere forskellige værktøjer. Man kunne for eksempel sige: »Se i min kalender og find den fest, der er på vej, tjek hvem der kommer, og hjælp mig med at finde ud af, hvilken musik der vil passe godt, ud fra hvad vi ved om disse personer fra min e-mail-historik med dem.« Det er et ret dårligt, opdigtet eksempel. Men systemet er rigtig godt til at kombinere flere forskellige værktøjer med sin egen evne til at drage konklusioner og løse den slags opgaver.

Som du nævner, er der desuden enorme muligheder for hobbyudviklere til at skabe skræddersyede måder at styre Sonos på, både via software og hardware. Denne infrastruktur gør det muligt at integrere Sonos med de nye AI-agentplatforme som OpenClaw og Hermes. Der vil sandsynligvis dukke snesevis af sådanne platforme op i løbet af det kommende år, og vi vil kunne være en del af den udvikling.

Jeg tror, det bliver rigtig spændende at se, hvad vores kunder får ud af det her. Desuden synes jeg, at det er en ret unik mulighed, da det kræver to ting for at gøre det godt. Først er der brug for den tekniske infrastruktur – altså muligheden for at få adgang til systemets forskellige funktioner og kommandoer via internettet – hvilket meget få aktører har.

Dernæst kræves der også en slags filosofisk tilgang, hvor man anser åbenhed for at være noget positivt, og hvor integration og adgang fra tredjepartssystemer ikke gør os mindre relevante. Tværtimod styrker det os. Alle virksomheder – måske ingen andre virksomheder – har den holdning.

Matt Bolton: Det føles også som om, at det må være en del af at opbygge et fremtidssikret system, da MCP ser ud til at være en ret platformsuafhængig tilgang. Hvis Apple for eksempel tilføjer god understøttelse af MCP i Siri, behøver I egentlig ikke gøre noget for at understøtte det. Men bliver det samtidig sværere for jer at udvikle systemet, når I ved, at der vil være en så åben måde for forskellige AI-agenter at oprette forbindelse til og interagere med det på? Komplicerer det på nogen måde udviklingen og planlægningen af nye funktioner?

Tom Conrad: Som en lille sidebemærkning skal jeg først sige, at det meget vel kan vise sig, at Apples løsning til denne type integrationer ikke bliver MCP, men det, de kalder App Intents. Lige nu lancerer vi også understøttelse af App Intents på Apples platform, så den del har vi også på plads. Funktionelt set er der i princippet en direkte overensstemmelse mellem dem – hvor selve forbindelsen ligger, er forskelligt, men hvad man kan gøre med den, er meget ens.

Hvordan skal jeg sige det … Det måske værst tænkelige scenario er, at al tredjepartsinteraktion med dit produkt sker via hackede løsninger og API’er, som egentlig ikke understøttes. Jeg har en ven, der lige har fået et barn og står tidligt op for at arbejde. Han vil gerne have en besked, når hans kone vågner, så han kan sætte kaffen over. Så han gav i princippet [Claude] Fable opgaven: »Find ud af, hvornår min kone vågner.« Så hackede agenten hans smarte seng. Derefter sagde han: ”Og tænd kaffemaskinen.” Så hackede den API’en til hans kaffemaskine.

Jeg ved ikke, om jeg gerne ville befinde mig på den anden side af den udvikling. For hvis jeg så ændrer en lille detalje i, hvordan mit system fungerer, kan disse løsninger pludselig holde op med at fungere.

Jeg sagde, at der var to ting, der gjorde denne funktion mulig. Den første er hardwaren i de nye højttalere. Den anden er noget, der foregår i selve operativsystemet. Da vi lancerede Amp Multi, udviklede vi nemlig en virtualiseringsteknologi, der gør det muligt for en enkelt instans af Sonos OS at køre flere instanser af systemets software samtidigt. I Amp Multi er det nødvendigt, da man har en enkelt enhed, der styrer fire forskellige rum.

Vi har nu taget denne teknologi og udvidet den til hele den moderne højttalerfamilie. Det betyder, at den Sonos Play, der står her på skrivebordet ved siden af mig, kan køre mere end én instans af softwaren samtidigt. Hovedtelefonerne har ikke tilstrækkelig processorkraft til selv at køre hele Sonos-systemet – men det behøver de heller ikke, da de kan udpege en højttaler i netværket, der fungerer som en slags proxy for dem.

Når musikken flyttes fra højttaleren [til hovedtelefonerne], starter vi altså en virtuel instans af Sonos [software] i en af højttalerne. Det kan være den højttaler, du står foran, men det kan også være en anden højttaler, der i øjeblikket ikke bruges så meget. Derefter sendes lyden som en strøm over netværket til hovedtelefonerne, i stedet for at hele Sonos-systemet skal køre direkte i hovedtelefonerne.

Det fede er, at den højttaler, der udfører alt dette arbejde, stadig har tilstrækkelig ydeevne til at fungere som en almindelig højttaler og afspille musik for en anden i hjemmet. Det er altså en funktion, der virker meget enkel på overfladen, men hvor der sker rigtig meget bag kulisserne.

Sonos Fabric er det navn, vi har givet den grundlæggende Sonos-teknologi, der forbinder, grupperer og tilslutter hovedtelefonerne til resten af systemet. En anden spændende ting, vi gør med Fabric i denne lancering, er at introducere det, vi kalder Portable Surrounds, som gør det muligt at bruge en Sonos Play eller Move som surroundhøjttaler i et hjemmebiografsystem.

Tanken er altså, at du måske har en Sonos Play eller et par Move-højttalere i køkkenet, på terrassen eller et andet sted. Når det er tid til filmaften, kan du tage dem ind, placere dem [bag dig] og bruge dem som surroundhøjttalere for at få en Atmos-oplevelse i stuen. Når filmen er slut, kan du flytte dem tilbage og fortsætte med at bruge dem på deres sædvanlige pladser i hjemmet.

Det, der er så fedt rent teknisk, er, at den måde, en højttaler bliver en del af hjemmebiografsystemet på, adskiller sig fundamentalt fra, hvordan en højttaler tilsluttes Sonos’ gruppearkitektur [til multiroom]. Det skyldes, at kravene til lav latenstid mellem soundbaren og surroundhøjttalerne er meget højere.

Når en højttaler bliver en del af en hjemmebiografkonfiguration, tilsluttes den derfor – set fra et netværksperspektiv – direkte til soundbaren. Den går ikke via dit almindelige hjemmenetværk. Så når du tager en højttaler, der har stået i køkkenet og været en del af det almindelige multiroom-system, og flytter den til en position som [hjemmebiograf]-satellit, skal der ske en hel del ting automatisk i baggrunden.

Først skal soundbaren og højttaleren opdage hinanden. Vi bruger accelerometeret i den bærbare højttaler til at registrere, at den er blevet løftet op og sat ned. Når den sættes ned, sender vi et ultralydssignal ud. Hvis der er en soundbar i rummet, der kan opfange signalet, sender den et svar, hvorefter enhederne kommunikerer med hinanden for at fastslå afstand og placering fra venstre mod højre, automatisk finjustere lyden og oprette hjemmebiografens direkte netværksforbindelse – alt sammen uden at du behøver at gøre noget. Der er slet ikke brug for en app.

Dette er endnu en af de funktioner, man næsten er nødt til at opleve for virkelig at kunne værdsætte, men jeg er utroligt begejstret for, at vi nu begynder at lancere denne type langt mere fleksible hjemmebiografkonfigurationer. Det ligner intet andet, som resten af branchen tilbyder i dag.

Matt Bolton: Kan du fortælle om det nye elementdesign i Ace Ultra? Hvad ønskede I at ændre i forhold til forgængeren?

Tom Conrad: Vi har nogle af verdens mest avancerede lydingeniører, der arbejder med disse produkter, og de ønskede at levere dybere bas, klarere detaljer og et mere veldefineret lydbillede med mindre forvrængning. Med Ace Ultra fik vi mulighed for at udvikle en skræddersyet enhed og finjustere den i studiet sammen med nogle af verdens førende og prisbelønnede lydingeniører.

Man skal høre dem og sammenligne dem side om side med Ace for virkelig at mærke forskellen, men jeg tror, du vil opleve en dybere basgengivelse, tydeligere detaljer og [bedre] balance over hele frekvensområdet.

Matt Bolton: Jeg syntes, det var meget interessant, at Beam Ultra på en måde træder ind og indtager den plads i sortimentet, hvor den oprindelige Arc endte efter lanceringen af Amp Ultra. Hvorfor valgte I at proppe flere kanaler ind i det mindre Beam-format i stedet for at holde fast i det større og mere fleksible Arc-design til denne del af sortimentet?

Tanken er altså, at du måske har en Sonos Play eller et par Move-højttalere i køkkenet, på terrassen eller et andet sted. Når det er tid til filmaften, kan du tage dem ind, placere dem [bag dig] og bruge dem som surroundhøjttalere for at få en Atmos-oplevelse i stuen. Når filmen er slut, kan du flytte dem tilbage og fortsætte med at bruge dem på deres sædvanlige pladser i hjemmet.

Det, der er så fedt rent teknisk, er, at den måde, en højttaler bliver en del af hjemmebiografsystemet på, adskiller sig fundamentalt fra, hvordan en højttaler tilsluttes Sonos’ gruppearkitektur [til multiroom]. Det skyldes, at kravene til lav latenstid mellem soundbaren og surroundhøjttalerne er meget højere.

Når en højttaler bliver en del af en hjemmebiografkonfiguration, tilsluttes den derfor – set fra et netværksperspektiv – direkte til soundbaren. Den går ikke via dit almindelige hjemmenetværk. Så når du tager en højttaler, der har stået i køkkenet og været en del af det almindelige multiroom-system, og flytter den til en position som [hjemmebiograf]-satellit, skal der ske en hel del ting automatisk i baggrunden.

Først skal soundbaren og højttaleren opdage hinanden. Vi bruger accelerometeret i den bærbare højttaler til at registrere, at den er blevet løftet op og sat ned. Når den sættes ned, sender vi et ultralydssignal ud. Hvis der er en soundbar i rummet, der kan opfange signalet, sender den et svar, hvorefter enhederne kommunikerer med hinanden for at fastslå afstand og placering fra venstre mod højre, automatisk finjustere lyden og oprette hjemmebiografens direkte netværksforbindelse – alt sammen uden at du behøver at gøre noget. Der er slet ikke brug for en app.

Dette er endnu en af de funktioner, man næsten er nødt til at opleve for virkelig at kunne værdsætte, men jeg er utroligt begejstret for, at vi nu begynder at lancere denne type langt mere fleksible hjemmebiografkonfigurationer. Det ligner intet andet, som resten af branchen tilbyder i dag.

Matt Bolton: Kan du fortælle om det nye elementdesign i Ace Ultra? Hvad ønskede I at ændre i forhold til forgængeren?

Tom Conrad: Vi har nogle af verdens mest avancerede lydingeniører, der arbejder med disse produkter, og de ønskede at levere dybere bas, klarere detaljer og et mere veldefineret lydbillede med mindre forvrængning. Med Ace Ultra fik vi mulighed for at udvikle en skræddersyet enhed og finjustere den i studiet sammen med nogle af verdens førende og prisbelønnede lydingeniører.

Man skal høre dem og sammenligne dem side om side med Ace for virkelig at mærke forskellen, men jeg tror, du vil opleve en dybere basgengivelse, tydeligere detaljer og [bedre] balance over hele frekvensområdet.

Matt Bolton: Jeg syntes, det var meget interessant, at Beam Ultra på en måde træder ind og indtager den plads i sortimentet, hvor den oprindelige Arc endte efter lanceringen af Amp Ultra. Hvorfor valgte I at proppe flere kanaler ind i det mindre Beam-format i stedet for at holde fast i det større og mere fleksible Arc-design til denne del af sortimentet?

Tom Conrad: Vores mål var ganske enkelt at skabe verdens bedste mellemstore soundbar. Der er stadig masser af mennesker rundt om i verden, der ønsker et mindre format. De vil have noget, der nemt kan være under tv’et, når det står på et tv-bord, eller noget, der passer til et mindre tv. Eller også vil de ganske enkelt have et produkt, der ikke tiltrækker lige så meget opmærksomhed som en større soundbar.

Samtidig vil de have ægte 7.1.2-kanals Dolby Atmos. De vil have højdekanaler, der virkelig placerer dem midt i begivenhedernes centrum. Derfor har vi udviklet Beam Ultra med i alt ni højttalerenheder, herunder to opadrettede enheder, der reflekterer lyden mod loftet og væggene for at skabe den omsluttende oplevelse.

Sonos, et navn, der længe har været synonymt med smidig lyd i hjemmet, har haft nogle ret omskiftelige år. Lydkvaliteten har gennemgående været fremragende, men Sonos’ satsninger på software har været en frustrerende blanding af at gøre både for meget og for lidt, hvilket ikke blot har skuffet kunderne, men også har gjort dem frustrerede. Virksomhedens seneste opdateringer og innovationer er derimod noget helt andet: en samlet platform kaldet Sonos 27 og de tråde, der binder det hele sammen gennem noget, der – helt uden ironi – hedder Sonos Fabric.

Jeg fik det at se i tirsdags, da jeg sad i et mørklagt rum og så virksomhedens forholdsvis nyudnævnte CEO Tom Conrad skynde sig mellem forskellige stue-lignende demo-miljøer med et par Sonos Play-højttalere i hænderne. Han placerede dem på et sidebord over for den nye Sonos Beam Ultra og forvandlede derefter de tre lydkilder til et fælles surround-system – uden at røre ved Sonos-appen eller overhovedet skulle foretage nogen indstillinger på højttalerne.

Da Conrad var færdig med at integrere de mindre højttalere i det større lydsystem, tog han ganske enkelt Sonos Play-højttalerne op og bar dem tilbage til deres oprindelige plads. Højttalerne genoprettede derefter forbindelsen til det sædvanlige Sonos-netværk via Wi-Fi og vendte tilbage til deres normale roller.

Sådan fungerer Sonos 27 og Fabric i praksis. Sonos-produkterne registrerer, når de løftes op og flyttes, og kan derefter kommunikere med Beam Ultra via ultralyd. Beam Ultra opretter derefter et mindre mesh-netværk for at opbygge et surroundsystem med ekstremt lav latenstid.

Det så både ud og lød som magi og er præcis den type drømmescenario for hjemmelyd, som jeg forestiller mig, når jeg køber forskellige højttalere. Sonos har længe gjort det muligt for sine højttalere at kommunikere med hinanden og skabe stereosystemer, og løftet om denne type automatisering har altid været der. Men før Fabric var det aldrig rigtig muligt.

Det er en kombination af hardware og software, der både kan begejstre eksisterende kunder og tiltrække en helt ny gruppe brugere.

Gør det, der giver mening

Hvor Sonos’ softwareudvikling tidligere kunne virke temmelig planløs og afkoblet fra det, kunderne efterspurgte, synes Sonos under Conrads ledelse at være fuldstændig fokuseret på udelukkende at udvikle funktioner, der er nyttige for kunderne.

Tag for eksempel Sonos 27Voice. Funktionen formår at gøre Sonos’ stemmestyring smartere, samtidig med at den holder et klart fokus på lyden.

Læs vores eksklusive interview med Sonos’ administrerende direktør Tom Conrad

I stedet for at forsøge at omdanne Sonos-højttaleren til et stemmestyret kontrolcenter for hele dit smarte hjem har Sonos valgt at lade 27Voice fokusere på Sonos’ egne funktioner, men med et lille twist, som jeg tror, mange vil sætte pris på. Under Conrads demonstration stillede han et ret vagt spørgsmål om en musiker, og 27Voice formåede hurtigt at finde den musik, han var på udkig efter. Gang på gang resulterede Conrads vage spørgsmål i præcis den musik, han ønskede at høre.

En anden smart del af Sonos’ strategi er åbenheden. Hvis du vil stille sværere spørgsmål til din Sonos-højttaler, for eksempel hvordan man tilbereder oksefilet på den rigtige måde, kan den blot videresende selve spørgsmålet til en anden AI-tjeneste, som du selv vælger.

Den åbne opbygning fungerer også den anden vej. AI-modeller som Claude og ChatGPT samt Siri kan via noget, som Sonos kalder Sonos MCP, styre Sonos-højttalere gennem den nye Sonos-platform.

Sonos retter desuden op på tidligere fejl ved blandt andet at sikre, at nye produkter, der tilsluttes økosystemet, bliver fuldgyldige og fuldt integrerede medlemmer af Sonos-familien.

En fryd for mine ører

Den nye Ace Ultra, som Conrad på et tidspunkt havde hængende om halsen, mens han præsenterede de nye produkter, platforme og strategier, er et mere komplet medlem af Sonos-familien end de oprindelige Sonos Ace-hovedtelefoner.

De luksuriøse hovedtelefoner kunne kun tilsluttes soundbaren Sonos Arc. Den nye Ace Ultra, der er udstyret med Sonos Headphone Engine 2, bruger i stedet Sonos Fabric og kan med et enkelt tryk på en knap overtage lyden fra Beam Ultra eller et andet kompatibelt produkt i Sonos’ nuværende lydfamilie. Jeg fik set det i praksis, og det kræver virkelig kun et enkelt tryk på en knap.

En ting, der derimod har været gennemgående i Sonos’ 25 år på markedet, er lydkvaliteten – jeg har selv et aldrende par Play:1-højttalere, som jeg elsker og stadig bruger. Selv i løbet af min korte tid med soundbaren Beam Ultra og Ace Ultra-hovedtelefonerne blev jeg imponeret over deres lydpræstation.

Ace Ultra lover 35 timers batteritid og tre timers afspilning efter blot tre minutters opladning. Hovedtelefonerne har et nyt højttalerelement og en opdateret adaptiv EQ, der justeres, hver gang du tager dem på. Via den nye Sonos-app til iPad valgte jeg mellem forskellige lydtyper og kunne høre dyb bas, skarpe diskanttoner og varme mellemtoner.

Jeg har aldrig brugt de originale Sonos Ace-hovedtelefoner, men jeg kan konstatere, at Ace Ultra ikke blot er behagelige at have på. De opdaterede ørepuder sammen med den større bevægelsesfrihed og fleksibiliteten i bøjlen giver desuden en næsten perfekt pasform og tætning.

Knappernes placering var ny for mig, og det tog lidt tid at vænne sig til, men jeg begyndte hurtigt at sætte pris på lydstyrkeknappen, som også fungerer som en knap til at sætte afspilningen på pause. Der er desuden en knap, der hurtigt synkroniserer hovedtelefonerne med Beam Ultra. Den indbyggede aktive støjreduktion formåede også effektivt at lukke den konstante brummen fra det meget støjende demo-miljø ude.

På samme måde er Sonos Beam Ultra en relativt kompakt soundbar, der kan levere en imponerende fyldig lyd. Den har nu ni højttalerelementer, herunder to opadrettede elementer, der er beregnet til at reflektere dialogen mod vægge og loft. Sonos angiver, at den kan levere 7.1.2-surroundlyd, og efter min oplevelse lød det både højt, klart og virkelig spændende.

Under demonstrationen kørte de Godzilla vs Kong, og jeg fik straks lyst til at hente popcorn og sætte mig foran 4K-tv’et og den hvide Beam Ultra-soundbar. Soundbaren ser ud til at være godt rustet til at give tv-apparater med svag indbygget lyd et ordentligt løft.

Både Ace Ultra og Beam Ultra kan forudbestilles nu og begynder at blive leveret den 29. september.

Sonos ser desuden ud til at gå forsigtigt til værks med udrulningen af de nye funktioner. Nogle kommer allerede i næste uge, mens andre introduceres mere gradvist gennem betaversioner og early access-versioner. Jeg er sikker på, at Sonos gerne vil undgå endnu en fiasko, hvor alle Sonos-apps ændres på samme tid, og brugerne pludselig mister funktioner eller får nye, der blot skaber forvirring.

Jeg vil derimod hævde, at disse ændringer – Sonos 27, Fabric og 27Voice – er nogle af de mest gennemtænkte opdateringer, Sonos har lanceret i meget lang tid. De kan forvandle din spredte samling af Sonos-produkter til et sammenhængende, brugbart og velydende system.

Hver gang Garmin lancerer et nyt smartur, ved vi, at vores liste over de bedste Garmin-ure sandsynligvis vil blive vendt på hovedet – og ud fra det, vi har set indtil videre, ser det ud til at være tilfældet med de nye Fenix 9 og Fenix 9 Pro.

Disse smarture afløser Fenix 8 og Fenix 8 Pro i den absolutte top af Garmins sortiment, men er de det rigtige køb for dig? Hvor meget mere tilbyder de i forhold til de ældre modeller, og hvordan klarer de sig i forhold til det, der allerede findes på markedet?

Hvis du overvejer at opgradere til en Fenix 9, er her, hvad du skal vide om de nye modeller, og hvad du rent faktisk får for pengene.

Alle modeller

Hvis du er interesseret i en ny Garmin Fenix 9, er der bestemt ingen mangel på modeller at vælge imellem. Standardmodellen Fenix 9 fås i tre størrelser, Fenix 9 Pro fås i tre størrelser, og Fenix 9 Pro med InReach fås også i tre størrelser.

Derudover (prøv at følge med nu) findes Fenix 9 Pro Solar i to størrelser samt Fenix 9 Pro Solar med InReach i to størrelser.

Vores prisoversigt bør forhåbentlig gøre det lidt nemmere at få overblikket.

Nedenfor kan du også se de vigtigste specifikationer for Fenix 9 og Fenix 9 Pro. Vi har sammenlignet de to 43 mm OLED-modeller for at gøre forskellene lidt nemmere at forstå.

Opdaterede kort

Det indbyggede kort er naturligvis centralt for mange af udendørsaktiviteterne med Fenix 9-serien, og her kommer der flere nyttige forbedringer. Blandt andet introduceres en ny perspektivvisning, der gør det nemmere at se, hvad der venter længere fremme på ruten, med flere forskellige zoomniveauer. Derudover får alle modeller mere lagerplads og mere kortindhold forudinstalleret fra starten.

Urene har også mere RAM-hukommelse end deres forgængere, hvilket ifølge Garmin skal gøre navigationen på kortet både mere flydende og mere responsiv. Panorering på kortet skal for eksempel være 30 procent hurtigere. Det er konkrete forbedringer, som du bør mærke tydeligt, hvis du opgraderer fra et ældre Garmin Fenix-ur.

Nye aktivitetsfunktioner

Fenix 9-urene byder også på flere nye aktivitetsfunktioner. Fenix 9-urene introducerer udholdenhedszoner og udholdenhedskurver, som hjælper dig med at se, hvordan din udholdenhed ændrer sig over tid i forhold til din træning og kondition. Garmin har samtidig udvidet funktionerne til rucking, altså træning med en vægtet rygsæk, så du kan ændre rygsækkens vægt under aktiviteten og bruge mere specifikke målværdier.

Der er også gode nyheder for dig, der regelmæssigt træner på romaskine. De nye ure kan aflæse data direkte fra udvalgte maskiner, herunder effektkurver og effektzoner. Uret kan desuden beregne VO2 Max og visse andre måleværdier ud fra romaskine-træning, hvilket ikke var muligt tidligere. Det betyder, at du kan få mere detaljeret information om din træning fra dine romaskine-træningspas.

Forbedringer af LiveTrack og deling af position

Vi er allerede store fans af Garmins LiveTrack-funktion, som giver dig mulighed for at dele din position, rute og tilhørende statistik i realtid med andre. På LTE-versionen af Fenix 9 Pro bliver funktionen nu endnu bedre. Delingen kan foregå direkte via Garmin Messenger fra håndleddet, med adgang til en række forudindstillede beskeder og forbedrede notifikationer.

Derudover introduceres en helt ny funktion ved navn Garmin Locate, som også fungerer via Garmin Messenger, men i den modsatte retning. En kontakt kan anmode om at se din position, som derefter deles én enkelt gang, hvis personen har brug for at vide, hvor du befinder dig. Det gør hele oplevelsen lidt mere smidig og social, selvom det samtidig betyder, at Garmin forsigtigt styrer brugerne mere i retning af sin egen beskedplatform.

Garmin Epic

Epic er et nyt koncept fra Garmin, der introduceres sammen med Fenix 9-serien. Funktionen lader dig samle udvalgte aktiviteter og træningspas i grupper, lidt ligesom mapper i et arkivskab. Eksempler, som Garmin selv fremhæver, er vandreture med rygsæk, cykelløb i flere etaper og styrketræningsprogrammer. Data fra de enkelte træningspas kan samles i et Epic og derefter vises og analyseres samlet.

Ved første øjekast ser det ud til at være en interessant udvidelse af de muligheder, du har med dit Garmin-ur. Du kan desuden oprette Epics ud fra tidligere aktiviteter, hvilket potentielt kan give dig nye indsigter fra træningsdata, der strækker sig flere år tilbage i tiden. Du kan også tilføje noter og fotos undervejs sammen med sundhedsdata, der indsamles mellem hovedaktiviteterne i hver Epic.

Robot Phone, der først blev afsløret i oktober 2025, blev præsenteret som prototype på MWC 2026, inden den dukkede op på filmfestivalen i Cannes og for nylig ved VM-finalen (den spanske spiller Eric Garcia blev set filme med enheden). Nu er den officielt lanceret i Kina til 9.999 yuan (ca. 14.000 kroner), og jeg var blandt den første gruppe af journalister, der fik lov til at holde, afprøve og anmelde Robot Phone ved den ekstravagante præsentation i Shenzhen.

Først var der telefonen. Så kom iPhone. Og nu, ifølge Honor, har vi Robot Phone – en «revolutionerende, kategoriskabende enhed, der sprænger de fysiske grænser for traditionel mobilteknologi».

Jeg elsker at overdrive markedsføringsafdelingens påstande lige så meget som alle andre journalister, men på trods af beskrivelsen som den evolutionære efterfølger til Apples største produkt nogensinde – 3 milliarder solgte enheder, lad os bare sige det – har det kinesiske teknologiselskab ret i at positionere Robot Phone som noget helt andet end det, der er kommet før.

Ingen smartphone, jeg nogensinde er stødt på, har et fuldt motoriseret, treakslet mekanisk gimbal indbygget direkte i kabinettet, og heller ikke et så omfattende sæt professionelle kamerafunktioner, hvoraf nogle styres autonomt af en fysisk udtryksfuld AI-agent (den har endda et navn: YOYO). Vi befinder os her i fuld gang på *The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy*-territorium, og selvom Robot Phone måske aldrig bliver lige så mainstream som iPhone, er den helt sikkert lige så revolutionerende, som Honor vil have os til at tro.

Giv mig en gimbal!

Lad os starte med gimbalen, som viser, at Robot Phone er noget helt andet end nogle af de bedste telefoner, man kan købe for penge i 2026. Det er virkelig, som om Honor har fastgjort en DJI Osmo Pocket til deres eget flagskib Magic 8 Pro, bortset fra at den pågældende gimbal kan skubbes ind i telefonens bagpanel, når den ikke er i brug – næsten som en S Pen, der diskret glider ind i en Samsung Galaxy S26 Ultra.

Hvorfor skulle man ønske sig en gimbal fastgjort til sin telefon? Af flere grunde. Der er den forbedrede videostabilisering, som resulterer i mere rystfri optagelser; manuel 360-graders styring af selve gimbalen; AI-drevet motivsporing; eller endda de mange automatiske optagelsestilstande som AI SpinShot (en 90- eller 180-graders kamerarulle) og Tilt Locked (som låser telefonens gimbal i den valgte vinkel).

Dette er heller ikke nogen billig gimbal. Honor oplyser, at Robot Phones mekaniske gimbalsystem – som består af mere end 100 individuelle komponenter – er cirka 65 % mindre end almindelige gimbalsystemer som Osmo Pocket, og konstruktionen er dermed 200 % stærkere. Selve gimbalen vejer kun 2,6 g og muliggør bevægelseshastigheder på op til 360 grader pr. sekund, mens en dedikeret Flip Motor leverer et drejningsmoment på 120 Nm/L.

NB: Jeg vidste ikke, hvad momenttæthed betød, før jeg selv så Robot Phone, men jeg ved nu, at det er et mål for, hvor meget vridningskraft en motor kan producere i forhold til sin størrelse. Et tal på 120 Nm/L er åbenbart rigtig godt – det betyder, at Robot Phones motor er kraftig nok til at dreje gimbalen hurtigt og præcist, på trods af at den er lille nok til at passe tæt ind i telefonens bageste kameramodul.

Gode nyheder! Dette mekaniske gimbalsystem fungerer rigtig godt. Jeg var skeptisk over for, hvor effektivt et telefonmonteret gimbal egentlig kunne være, men efter at have leget lidt med Robot Phones forskellige optagelsestilstande, producerer den dynamiske optagelser i professionel kvalitet – eller i det mindste optagelser, der kan sammenlignes med det, man kan opnå med større, dedikerede gimbaler som DJI Osmo Pocket. Den vigtigste forskel er selvfølgelig, at Robot Phone ikke kræver, at man går rundt med (eller køber) et separat gimbal.

Gimbalkameraet er udstyret med en 200 MP 1/1,28-tommer sensor med en blænde på ƒ/1,6, der understøtter op til 4K-video med specielle optagelsesformater som LogC3 og ARRI Cinema. Sidstnævnte er et resultat af ARRIs samarbejde med Honor om Robot Phone. Det tyske mærke – som er kendt for at producere filmkameraer – stiller sin ekspertise til rådighed for at bidrage med farvevidenskab i Hollywood-kvalitet til Honors smartphone-pipeline.

Uden at blive for teknisk, så siger Honor, at Robot Phone udfører støjreduktion tidligere i RAW-domænet, behandler data i 14-bit 4:4:4 og udsender 10-bit LogC3- og 4:2:2-video, hvilket bevarer mere brugbar billedinformation til efterproduktion. ARRI LogC3 bevarer derimod flere højlys og skygger, mens ARRI Wide Gamut 3 giver et bredere farvespektrum.

Hvis alt dette lyder som et fremmedsprog for dig, er det fordi Robot Phone helt klart er beregnet til videoproducenter frem for almindelige mennesker. Videostabiliseringsfunktionerne er bestemt nyttige til hverdagsoptagelser, men for mig er de ikke i samme liga som det, man får fra softwarebaserede stabiliseringsfunktioner i andre telefoner, såsom Apples Action Mode eller Samsungs Super Steady med Horizontal Lock. De virkelig store fordele er disse efterbehandlingsfunktioner, som var svære at få øje på og måle under min korte praktiske test, men som helt klart gjorde sig bemærket.

Sig »hej« (igen) til YOYO

Jeg fik dog en forsmag på Robot Phones YOYO-agent. Denne agentassistent debuterede oprindeligt på Magic 8 Pro i Kina som et værktøj til at udføre smartphone-opgaver på tværs af apps på dine vegne – den adskiller sig ikke meget fra Googles Gemini Intelligence-funktion i den henseende – men på Robot Phone udnytter YOYO tilstedeværelsen af et gimbal til at udtrykke sig fysisk. Ved lanceringen kan YOYO nikke, ryste på (gimbalens) hoved, danse til musik og udføre andre motoriserede finurligheder, som suppleres af over 100 ansigtsudtryk på skærmen.

Den tilsigtede effekt er, at YOYO føles som en fysisk ledsager i lommen, i modsætning til alle andre smartphone-baserede assistenter på markedet. Virkeligheden er, at disse fysiske bevægelser og udtryk på skærmen er selve definitionen på en gimmick, selvom muligheden for at give YOYO gimbal-relaterede kommandoer ved hjælp af naturligt sprog – for eksempel »drej 45 grader til venstre« eller »drej rundt i fem sekunder« – er virkelig nyttig og fungerede godt.

Bortset fra gimbalen og YOYO-kameraet er Robot Phone et flagskib fra 2026 på den gode måde. Den har en 6,3-tommers skærm; den er kun 9,59 mm tyk (for at sætte det i perspektiv er den mindre end 1 mm tykkere end en iPhone 17 Pro Max); den har en Snapdragon 8 Elite Gen 5-chip, et stort batteri på 7.060 mAh og to ekstra flagskibskameraer (et 200 MP teleobjektiv og et 50 MP ultravidvinkelobjektiv).

I hånden føles Robot Phone ikke så forskellig fra de eksisterende 6,3-tommers telefoner på markedet, hvilket er en ganske imponerende bedrift, når man tænker på, at den er udstyret med et komplet gimbal. Når det er sagt, er jeg ikke sikker på, hvor godt gimbalen vil holde til brug i den virkelige verden – jeg følte for eksempel, at jeg let (eller ved et uheld) kunne knække den plastikskærm af, der dækkede den. For slet ikke at tale om dens sårbarhed over for støv og snavs, når den er helt udfoldet.

Men intet af dette betyder egentlig noget. Robot Phone er ikke beregnet til at blive behandlet som en almindelig telefon, fordi den ikke er en almindelig telefon. Næsten ingen, der læser dette, vil kunne købe den. Det er et latterligt, bemærkelsesværdigt produkt, der bør betragtes mere som Samsung TriFold – altså et eksempel på, hvad der er teknologisk muligt – end som en ægte disruptor i en branche, som foldbare telefoner knap nok har formået at forstyrre.

Robot Phone er i bund og grund Honor, der siger: »Se, hvad vi har formået at gøre med teknologien«, og jeg synes ikke, der er noget galt i det. At have bragt en fuldt funktionsdygtig robottelefon på markedet er ingen lille bedrift, og det er spændende at se og røre ved en enhed, der er så drastisk forskellig fra de telefoner, vi er blevet vant til.

På mange måder er Robot Phone som en af de mærkelige dimser fra science fiction-film. Og at bruge den fik mig til at føle mig som et barn igen.

Google har haft en stor dag med produktlanceringer – ikke alene fik vi vores første officielle indblik i Pixel 11-serien, som der har været mange lækager om de seneste uger, men vi fik også en ny Pixel Watch og endda en AirTag-konkurrent.

Disse lækager og rygter betød, at vi allerede havde en god idé om, hvad vi kunne forvente, men det betyder ikke, at der ikke var nogen overraskelser.

Vi har allerede haft lidt tid til at prøve de nye enheder, og nedenfor har vi udvalgt de syv vigtigste ting, vi lærte om Pixel 11-serien, Pixel Watch 5 og Pixel Tag...

Pixel 11 Pro og Pro XL burde være de bedste modeller hidtil – og de har endda lys på bagsiden

Googles ikke-foldbare flagskibsmodeller for 2026 er Pixel 11 Pro og Pixel 11 Pro XL, og de byder på en række forbedringer i forhold til forgængerne. Men det mest interessante element er uden tvivl »HiLight«.

Dette er en række LED-lys, der er indbygget i kameraets blitzmodul, og som kan advare dig om opkald fra dine favoritkontakter via tilpassede farvede lys, når telefonen ligger med skærmen nedad og er sat på lydløs. Og disse lys vil også blinke, når Gemini lytter, tænker eller svarer.

Derudover kan Pixel 11 Pro og Pixel 11 Pro XL også prale af nogle forbedringer af kameraet og processoren, som vi har beskrevet nedenfor, samt lysere skærme, der kan nå op på 3.600 nits.

Ikke alt er blevet opgraderet – faktisk har disse telefoner en standard-RAM-kapacitet på 12 GB, mens forgængerne kom med 16 GB som standard. Du kan stadig få 16 GB her, men du skal betale for det.

2. Kameraerne har fået en række opgraderinger, herunder en ny Magic Capture-tilstand

Ved første øjekast kan kameraerne på årets Pixel-telefoner se omtrent ens ud som forgængerne, da antallet af megapixel ikke har ændret sig. Men kigger man nærmere efter, vil man opdage mange opgraderinger.

For eksempel har Pixel 11s 48 MP-hovedkamera nu en større sensor, der giver 56 % større lysfølsomhed. Pro-modellerne har også fået nogle nye sensorer samt en 120x digital zoom – en forbedring fra 100x på Pixel 10 Pro-serien.

Og der er nye tilstande, som Magic Capture, der med et enkelt tryk optager både en video og flere billeder af en scene – med automatisk beskæring og fjernelse af uskarphed.

Der er også en ny Camera Looks-funktion, der giver dig mulighed for at oprette et sæt personlige filmstilarter og fotoæstetik.

3. Den nye Tensor G6-chip er hurtigere og mere effektiv

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Pixel 11-serien har en ny chip, men Tensor G6 lyder som en markant opgradering på visse områder, med op til 20 % bedre strømforbrug, 25 % hurtigere browsing og 15 % hurtigere app-indlæsning samt forbedret billedbehandling og Gemini-ydeevne.

Så disse telefoner bør være mærkbart hurtigere og mere flydende end deres forgængere, på tværs af en række opgaver.

4. Pixel 11 Pro Fold er lysere og tyndere end sin forgænger

Googles dyreste nye telefon er Pixel 11 Pro Fold, og den drager naturligvis fordel af Tensor G6-chippen og nogle af de ovenfor beskrevne kameraopgraderinger samt den nye HiLight-funktion.

Men den har også en maksimal lysstyrke på den sammenklappelige skærm på 3.600 nits – en stigning fra 3.000 nits på Pixel 10 Pro Fold, og den er desuden slankere og lettere med en tykkelse på 10,1 mm, når den er sammenklappet, 5,0 mm, når den er udfoldet, og en vægt på 239 g.

Til sammenligning er Google Pixel 10 Pro Fold 10,8 mm tyk, når den er foldet sammen, 5,2 mm tyk, når den er foldet ud, og vejer 258 g.

Læs mere: Jeg tilbragte et par timer med den nye Google Pixel 11 Pro Fold – det er ikke en ny opfindelse, men et skridt mod perfektion.

5. Pixel 11 har fået mere lagerplads

Pixel 11 har også en Tensor G6-chip samt de kameraopgraderinger, der er nævnt ovenfor, og derudover har den fået mere lagerplads, som nu starter ved 256 GB i stedet for 128 GB som hos forgængeren.

Når det er sagt, er startprisen faktisk også steget, så du betaler det samme, som du ville have gjort for en 256 GB-model sidste år. Der findes i øjeblikket ikke noget alternativ i form af en billigere 128 GB-version.

Mange af specifikationerne – bortset fra kameraet og processoren – ligner også meget på Google Pixel 10, og du får ikke Googles nye HiLight-funktion med Pixel 11, så det bliver spændende at se, om dette tiltrækker mange købere.

6. Pixel Watch 5 er Googles hidtil mest avancerede sundheds- og træningsur

Dette arrangement handlede ikke kun om telefoner – vi fik også set Pixel Watch 5, og denne fokuserer stærkt på opgraderinger inden for sundhed og træning.

På sundhedssiden omfatter det blandt andet muligheden for at spore blodtryksmønstre, før de kan belaste dit hjerte, samt at spore insulinresistens over tid. Når det gælder træning, hævder Google, at uret tilbyder den hidtil mest præcise GPS, og den har også en ny Key Metrics-visning, der hjælper dig med at analysere din præstation efter en træningssession.

Og når du sover, har Google Pixel Watch 5 en »Sleep Breathing Quality«-funktion, der analyserer variationer i iltindholdet i blodet minut for minut. Og selvfølgelig er alle de centrale funktioner fra Pixel Watch 4 også vendt tilbage.

Læs mere: Jeg tester smartwatches professionelt, og Google Pixel Watch 5 slår Apple og Samsung på 5 vigtige punkter

• Se danske priser på Googles nye Pixel 11-mobiler her

7. Pixel Tag har landet som en AirTag-rival

Google har også lanceret sin første sporingsenhed, kaldet Pixel Tag. Der er ikke så meget at sige om den endnu – hvis du har brugt en AirTag, en Samsung Galaxy Smart Tag eller noget lignende, ved du stort set, hvad du kan forvente.

Men den leveres i en »tåget« farve, har en indbygget højttaler, understøtter ultrabredbånd til præcisionssøgning, har en IP67-klassificering (så den er moderat vandafvisende) og drives af et udskifteligt knapcellebatteri, der skal holde i over et år. Den er også let, kun 11,8 g.

Læs mere: Pixel Tag er her – men det bliver ikke en AirTag til Android, før Google løser disse Find Hub-problemer

Forestil dig et automatiseret torturkammer, hvor den ene prøvelse efter den anden udsætter dig for belastninger. Endnu værre er det, at det hele udføres af robotter, der trækker, trykker, presser, vrider og lyser på dig. En robot kører dig endda hele vejen frem til dette tekniske rædselskammer.

Men du er selvfølgelig en Samsung Galaxy-telefon, og du er bygget til at klare netop denne type behandling – eller i det mindste forventes du at overleve den. I et lokale på størrelse med en basketballbane ligger et af Samsungs testanlæg, der kører døgnet rundt for virksomhedens voksende sortiment af Galaxy S- og Galaxy Z-telefoner.

For et par uger siden fløj Samsung mig til Sydkorea for at besøge virksomhedens fabrik i Gumi, hvor de blandt andet samler og stresstester deres nyeste telefoner, herunder Galaxy Z Fold 8, Galaxy Z Fold 8 Ultra og Galaxy Z Flip 8, som alle blev præsenteret tidligere på ugen under Samsung Galaxy Unpacked i Storbritannien.

Da en laboratorieingeniør viste os rundt, ventede en robot utålmodigt bag ham, mens den forsøgte at levere flere telefoner til det, der bedst kan beskrives som et Guantánamo for tekniske test. Ingeniøren virkede helt upåvirket, da robotten langsomt rullede tættere på os, men den holdt sig hele tiden på sikker afstand og leverede først en telefon til den første teststation, da vi havde flyttet os ud af vejen.

Inden Samsung kan kontrollere, at telefonerne klarer alle disse test, skal de selvfølgelig først bygges.

Byg dem – og prøv så at smadre dem

Da jeg for nogle år siden besøgte fabrikken for første gang – en af Samsungs ni fabrikker rundt om i verden, hvor der samles millioner af enheder – lagde jeg mærke til en blanding af robotter (ingen humanoider, men automatiserede platforme og forskellige typer robotarme) og mennesker. Denne gang så jeg derimod kun et par få medarbejdere, hvis primære opgave tilsyneladende var at kontrollere robotternes arbejde og holde øje med eventuelle fejl.

Da vi gik gennem de skinnende rene gange med tynde blå beskyttelsesovertræk på skoene, fik jeg øjenkontakt med en fabriksmedarbejder og gav hende et tommelfinger op. Til min overraskelse smilede hun tilbage og nikkede, inden hun hurtigt vendte tilbage til at inspicere produkterne.

Bag en lang række stationer beklædt med metal og plexiglas foregik der et uafbrudt arbejde, hvor forskellige robotter samlede mobiltelefoner. Der var aldrig nogen pauser eller tøven. Ved en af stationerne så jeg, hvordan kameramoduler automatisk blev placeret på printkortet til en Galaxy Z Fold 8 Ultra og skruet fast med stor nøjagtighed.

Næsten hver eneste robot på hver station har én bestemt opgave. En robot laver for eksempel ikke andet end at fjerne den tynde blå beskyttelsesfilm fra et kredsløbskort. Med sine små gribekloer griber den forsigtigt fat i to små blå flige og trækker derefter filmen af i én enkelt blød bevægelse.

På en anden station opdagede en kollega, at en kobberledning ikke så ud til at sidde ordentligt fast på et af telefonernes hovedkredsløbskort. Jeg så, hvordan den bevægede sig frit, og spekulerede på, om fejlen ville blive opdaget, eller om den ville ende i en fremtidig Galaxy-telefon. Jeg behøvede dog ikke at bekymre mig. Samsungs automatiserede system klarer ikke kun monteringen, men også kvalitetskontrollen. Mens vi så på, blev det fejlbehæftede kredsløbskort automatisk sorteret fra og holdt tilbage, mens de korrekt monterede kort fortsatte videre gennem produktionslinjen.

Jeg så masser af forskellige stationer med så avancerede automatiserede fremstillingsprocesser, at det til tider var svært at tage det hele ind.

Videre til pakning

I et andet område så jeg sensorer, der identificerede telefonernes IMEI-numre, mens en anden robot udskrev de tilhørende etiketter. Derefter tog en tredje robot etiketterne og fastgjorde dem på de rigtige kartoner, så hver telefon blev matchet med sin emballage.

De fleste robotter, jeg så, var relativt små, men længst væk på produktionslinjen stod en palleteringsrobot, der var næsten så stor som en bil. Den tog kartoner med ti telefoner i hver og stablede dem metodisk på en palle ved først at opbygge yderkanterne og derefter fylde midten. Den kæmpestore robotarm arbejdede imponerende hurtigt og præcist.

Det er dog ikke alle telefoner, der ender på pallen. Et mindre antal sendes i stedet til et særligt testrum, hvor en lang, hesteskoformet række af teststationer afgør, om telefonerne i det pågældende produktionsparti virkelig opfylder Samsungs kvalitetskrav.

I Gumi bruger Samsung to slags testsystemer. Den ene er fritstående teststationer, der kører den samme test på telefonen igen og igen. Den anden er en U-formet, automatiseret testbane, hvor hver telefon sendes gennem en hel række forskellige tests.

Antallet af testsystemer og de mange forskellige typer tests, som Samsung udsætter sine produkter for, er mildt sagt imponerende – selvom nogle af teststationerne ser virkelig mærkelige ud.

Mærkelige test – pålidelige produkter

At telefonerne foldes sammen og foldes ud tusindvis af gange er naturligvis forventeligt, ligesom forskellige tryktests. Men jeg så også tests i ekstrem varme og kulde. Der var desuden stationer, der udelukkende kontrollerede AI-baserede synssystemer, millimeterbølgeteknologi, vandtæthed samt et ansigtsgenkendelsesrum fyldt med realistiske testdukkehoveder, som jeg stadig kan se for mig, når jeg lukker øjnene.

Der er endda et særligt rum, hvor samarbejdspartnere som Google kan oprette fjernforbindelse og køre deres egne test på Samsungs telefoner.

Det mest imponerende er måske, at anlægget hele tiden forandrer sig. Tænk bare på, hvad der sker, hver gang Samsung – som nu – præsenterer nye telefoner og smarture. Så skal hele testmiljøet tilpasses. Da jeg gik rundt i fabrikken, så jeg, at den helt nye Galaxy Z Fold 8 allerede var i gang med omfattende test. Laboratorieingeniøren fortalte os:

– For hver ny formfaktor udvikler vi ny teknologi til den.

Det betyder også, at Samsung udvikler helt nye automatiserede testsystemer for at kunne teste hvert nyt produkt.

Jeg siger ikke, at andre producenter ikke udsætter deres mobiltelefoner for lige så omfattende test, men jeg er ikke sikker på, at noget andet stort teknologifirma har været lige så åbent om, hvordan processen rent faktisk ser ud. Det er både fascinerende og lidt overvældende at se – og jeg må indrømme, at det giver mig endnu mere tillid til hver eneste nye Galaxy-enhed, som Samsung lancerer.

Har du mange Samsung-enheder? I så fald kan du jo prøve at teste dig selv for at se, hvor godt du kender mærkets produkter og tjenester, ved at tage testen nedenfor?

Det er en indrømmelse, der gives modvilligt, men fremtiden for dagens spilplatforme ser ikke særlig lys ud. Windows bliver stadig mere uhåndterligt og plager PC-spillere konstant med opdateringer, der dræber ydevenen og AI-funktioner, som ingen har bedt om. På konsolsiden har Sony oprørt mange spillere med sin beslutning om at helt at stoppe med at udgive fysiske spil fra januar 2028, mens Xbox’ seneste bølge af masseafskedigelser står i skarp kontrast til virksomhedens budskab om at være »på rette spor« igen.

Til gengæld ser Valve bevæger sig i den rigtige retning. Virksomheden har allerede et stort forspring i form af Steam, som reelt er blevet standardplatformen for pc-spil. Alene i første halvdel af dette år anslås det, at Steam har genereret omkring 11,1 milliarder dollar (ca. 72 milliarder kroner) i bruttoindtægter.

Med den slags økonomisk styrke – og uden at skulle udbetale overskud til aktionærerne, da selskabet stadig er privatejet – har Valve en fantastisk mulighed for at investere i fremtidige satsninger.

Spørgsmålet er derfor, om tiden er moden til, at Valve tager det næste skridt, udnytter konkurrenternes tilbageslag og gør SteamOS til den næste store spilplatform.

SteamOS mod Windows

Den store fremgang kan i høj grad tilskrives Steam Deck, Valves utroligt populære håndholdte spilkonsol, der blev lanceret i 2022, og som i høj grad satte gang i den moderne bølge af bærbare pc-spilkonsoller.

Steam Deck kører SteamOS 3, som er baseret på Arch Linux-distributionen og er et langt mere modent operativsystem end de Debian-baserede versioner, der blev brugt i de oprindelige Steam Machines fra 2015. De tidlige versioner var sandsynligvis en medvirkende årsag til Steam Machines' nedgang i 2018.

En af SteamOS 3’s største styrker er understøttelsen af Proton, det kompatibilitetslag, der gør det muligt at køre Windows-spil på Linux. Proton eksisterede allerede før Steam Deck blev lanceret, men det var her, teknologien for alvor tog fart. Mange skeptikere blev tvunget til at revurdere deres holdning, da moderne spil viste sig at køre overraskende godt på en lille håndholdt enhed. Selv store AAA-titler som 007 First Light og Cyberpunk 2077 er en fornøjelse at spille, sammen med en række andre spil.

Valve begrænser heller ikke længere SteamOS til Steam Deck og de gamle Steam Machines. Virksomheden har for nylig udvidet understøttelsen til ARM-, AMD- og Intel-baseret hardware, hvilket betyder, at operativsystemet nu kan køre på enheder som Lenovo Legion Go S og Asus ROG Ally.

Chris Hewish, tidligere Executive Producer hos Activision og nu leder af spilplatformen MoR hos Xsolla, mener, at SteamOS tilbyder flere klare fordele i forhold til Windows 11 på denne type enheder.

»Med lanceringen af SteamOS 3.8 i juni udvidede Valve officielt operativsystemet ud over Steam Deck og udvidede understøttelsen til ROG Ally-serien og Lenovos Legion Go-familie. Samtidig begynder understøttelsen af Intel-baserede enheder, såsom MSI Claw, også at tage form«, siger han.

»På identisk hardware viser testene konsekvent, at SteamOS overgår Windows 11 på de områder, der virkelig betyder noget for brugere af håndholdte konsoller: batterilevetid, dvaletilstand og genoptagelse samt en brugergrænseflade, der er bygget til controllere, ikke en stationær computer, der er presset ind på en syv-tommers skærm.«

Men er SteamOS’ fortsatte succes baseret på, at operativsystemet er tilgængeligt på flere enheder?

Det mener Greg Weller, leder for spilpartnerskaber hos Generation Media og med over 20 års erfaring fra spilbranchen – herunder ansættelser hos Rockstar Games og Bethesda Softworks – i hvert fald.

»Mulighederne er langt større, hvis SteamOS fortsætter med at være hardwareuafhængigt,« siger han.

»Steam Deck viste, at Valve kan lave god hardware, men den virkelige strategiske mulighed ligger i at lade spillerne tage hele Steam-økosystemet med sig på tværs af enheder i stedet for at låse det fast til et enkelt produkt.«

Han fortsætter: »Vi ser den samme udvikling inden for musik, film og tv, hvor indholdet ikke længere er bundet til en bestemt enhed. Folk forventer, at deres bibliotek følger med dem. Valve kan bestemt fortsætte med at tilbyde den bedste hardware, men hvis SteamOS bliver bindeleddet mellem en spillers spilbibliotek, identitet og flere enheder, åbner det op for et langt bredere spektrum af muligheder.»

Det er ikke deler nødvendigvis alle i branchen, der deler den opfattelse.

»SteamOS’ succes afhænger stadig i høj grad af Valves egen hardware og af, hvor langt virksomheden rent faktisk vælger at udvikle operativsystemet,« siger André Pimenta Ribeiro, administrerende direktør og medstifter af Anybrain, hvis AI-baserede adfærdsanalyser anvendes i spil som Arc Raiders og The Finals.

Han uddyber: »Jeg tror, at Valves bedste strategi er at nå ud til et bredere, mere uformelt publikum gennem sin egen hardware og tilbyde sit enorme spilbibliotek til et større publikum, i stedet for at sprede SteamOS til så mange forskellige enheder som muligt. Når SteamOS eller Valves hardware får en bredere indflydelse, vil det være mere logisk at åbne økosystemet yderligere op. Lige nu føles det som om fokus primært er rettet mod udviklerne.»

Der er stadig forhindringer på vejen

Men hvis SteamOS skal erobre en større andel af spilmarkedet, er der stadig flere store udfordringer. Hewish fremhæver et af operativsystemets største problemer: understøttelse af spil, der bruger avancerede anti-snyde-systemer.

»Anti-snyde-løsninger på kernelniveau fungerer enten slet ikke på Linux, eller også er de ikke aktiveret der. Så længe de største konkurrenceprægede spil ikke fungerer pålideligt via Proton, er SteamOS ikke et kompromisløst alternativ. Det er snarere et alternativ ’så længe du ikke spiller disse spil’ – og det er nogle af de mest spillede titler i verden.»

Han påpeger også det, han kalder operativsystemets begrænsede hardware-understøttelse.

»Windows har stadig den klart bedste kompatibilitet med mere nichepræget udstyr som specialtilbehør, videooptagelseskort, VR-headset og eksterne grafikkort. Hvis oplysningerne om officiel understøttelse af GeForce-grafikkort er korrekte, ville det mindske en stor ulempe, da SteamOS indtil videre har været en AMD-platform.«

Windows har også en anden stor styrke: Når spillet er slut, fungerer computeren stadig fremragende til alt andet.

»SteamOS er bevidst fokuseret og fungerer mere som en konsolgrænseflade, hvilket er en stor styrke på en håndholdt enhed«, siger Hewish.

»Men hvis operativsystemet skal konkurrere seriøst med Windows, skal overgangen til skrivebordet være betydeligt mere smidig, uanset om brugeren vil surfe på nettet, lave skolearbejde eller arbejde i et regneark.«

SteamOS mod spilkonsoller

Men hvordan er SteamOS egentlig i forhold til konsollerne?

Den genoplivede Steam Machine, der blev lanceret i juni i år, var et af årets mest omtalte spilprojekter og så ud til at blive en seriøs udfordrer til trioen PlayStation, Xbox og Nintendo. Russell Kay, tidligere udvikler af Grand Theft Auto og nu leder af den populære spilmotor GameMaker, mener, at det er lykkedes dem at introducere SteamOS til et langt større publikum.

»I stuen er SteamOS nu et reelt alternativ til en konsol,« siger han. »Spilbiblioteket er der allerede, ligesom brugerne. Millioner af spillere har allerede store digitale spilsamlinger på Steam, og SteamOS giver dem endelig en mulighed for at flytte dem over på deres tv i stedet for at skulle købe en traditionel konsol. Det er en fordel, som ingen anden platform har.»

Samtidig påpeger han et tydeligt problem: »Den virkelige udfordring er prisen (Steam Machin koster 1.039 euro eller ca 7.770 kroner. Red.). Steam Machine koster betydeligt mere end almindelige konsoller, og den forskel vil sandsynligvis ikke blive mindre i den nærmeste fremtid, i betragtning af de stigende priser på RAM og anden hardware.»

SteamOS har også flere forhindringer at overvinde på konsolmarkedet.

Chris Hewish forklarer: »Steam Machine skal tilbyde mere end blot at kunne køre spil, som brugerne allerede ejer. Konsoller konkurrerer ikke kun på hardware, men også med eksklusive spil og et omhyggeligt kurateret økosystem. Det handler lige så meget om vaner og indhold som om ydeevne. Hvis Valve formår at løse problemerne med snyd og fortsætter med at videreudvikle sin hardware, er det helt realistisk, at SteamOS bliver standardvalget for håndholdte spilkonsoller inden for et par år. Men at indtage en plads i stuen vil være en langt længere rejse.»

André Pimenta Ribeiro ser også muligheder, men tror ikke, at SteamOS er klar til at udfordre på bred front.

«Valve kan helt sikkert gøre indtryk på et svagere konsolmarked, men lige nu er SteamOS stadig et nichesystem for en ret specifik målgruppe. Hvor meget større det kan blive, afhænger helt af, hvilken retning Valve vælger fremover. Virksomheden er kendt for at gå sine egne veje, og det er ikke altid den bedste strategi, hvis man vil nå den brede masse af mere almindelige spillere.»

Han fortsætter: »Jeg forstår udmærket, hvorfor Valve ønsker at udvikle sig ud over blot at være en distributionsplatform, men hvor stor indflydelse denne indsats rent faktisk vil få – og hvor længe den vil vare – må tiden vise.«

Og han konkluderer: »Jeg ser allerede Steam Deck og Steam Machine som konsollignende produkter. Jeg ville ikke erstatte min Windows-pc eller min mobiltelefon med dem, men sammenlignet med dagens spilkonsoller er valgmulighederne langt mere åbne.»

Fremtiden for SteamOS

Der er derfor ret bred enighed om, at SteamOS allerede er en førende platform inden for håndholdt gaming. Det er dog langt mindre indlysende, at operativsystemet vil kunne udfordre Windows på pc eller konkurrere seriøst med traditionelle spilkonsoller.

Hewish opsummerer situationen således: »Windows har stadig to store fordele: understøttelse af spil, der bruger anti-cheat på kernelniveau, og muligheden for at bruge computeren til alt andet end spil. Hvad angår stuen, er vi også stadig på et meget tidligt stadie. Den nye Steam Machine begyndte først at blive leveret i slutningen af juni. Jeg vil derfor sige, at SteamOS allerede er en reel konkurrent inden for håndholdt spil, men stadig en ung og uprøvet udfordrer i stuen.»

Den høje pris har sikkert bremset Steam Machines gennemslagskraft. Den generelle opfattelse ser ud til at være, at det ganske vist er en fremragende maskine til spil, men at prisen er for høj til, at den seriøst kan konkurrere med etablerede konsoller.

Den vedvarende stigning i RAM-priserne har også gjort situationen endnu sværere. Steam Deck blev også ramt, da højere komponentomkostninger førte til prisstigninger, der tydeligt påvirkede salget. Faktum er, at både PS5, Switch 2 og Xbox Series X|S stadig koster betydeligt mindre end Steam Machine.

Samtidig er der stadig grund til at være optimistisk med hensyn til fremtiden for SteamOS, selv uden for håndholdte spilkonsoller. Hewish mener, at det ikke ville være godt for spiludviklere, hvis en enkelt platform blev for dominerende.

«Hvis du udvikler spil, ønsker du egentlig ikke, at en enkelt platform skal vinde fuldstændigt, ikke engang en platform, du selv kan lide. Når markedet er koncentreret, går balancen tabt. Hvis en enkelt butik eller et enkelt operativsystem kontrollerer adgangen til spillerne, vil den aktør før eller senere også kontrollere vilkårene, gebyrerne og forholdet til udviklerne. Det bedste scenarie er derfor ikke, at SteamOS erstatter Windows, men at det skaber reel konkurrence på platformsniveau. Det tvinger alle aktører til at behandle både udviklere og spillere bedre. Hvis SteamOS formår at erobre en betydelig markedsandel, vil de netop opnå det.»

Han tilføjer: «Jeg tror, at SteamOS vil blive førstevalget for folk, der køber en enhed udelukkende til gaming, mens Windows vil fortsætte med at dominere på enheder, der også skal bruges til arbejde og daglig brug.»

Greg Weller ser en anden vigtig styrke i SteamOS’ langsomme udbredelse.

»SteamOS har allerede etableret sig som en troværdig konkurrent, men måske ikke på den måde, som mange tror. I stedet for at forsøge at erstatte Windows eller få konsolspillere til at skifte platform fra den ene dag til den anden, mindsker SteamOS friktionen mellem spillerne og de spilbiblioteker, de allerede har investeret i. Det gør det muligt at bringe hele Steam-økosystemet ud på flere enheder.»

Han mener, at dette afspejler en langt større udvikling i underholdningsbranchen.

»Tidligere købte forbrugerne først hardwaren og byggede derefter deres indholdsbibliotek op omkring den. I dag køber folk sig ind i økosystemer. Spillere bekymrer sig mindre om, hvilket operativsystem de bruger, og mere om at sikre, at spil, gemte spil, præstationer, venner og køb overføres problemfrit på tværs af enheder.»

Økosystemer er også blevet vigtige af en anden grund.

»Vores forskning viser, at 72 procent af spillerne opdager nye spil via sociale medier, 67 procent via YouTube og 53 procent via digitale butikker som Steam, PlayStation Store og Xbox Store. Platformsøkosystemet fungerer derfor både som en spilbutik og en motor til at opdage nye spil. SteamOS er ikke blot et operativsystem, men endnu et kontaktpunkt i et langt større økosystem.«

Han fortsætter: »Valves langsigtede konkurrencefordel har aldrig primært handlet om at sælge spil. I stedet handler det om alt det, der omgiver det – fællesskabsfunktioner, anbefalinger, skylagring og den generelle oplevelse af altid at have adgang til sit spilbibliotek. Det er her, Valve virkelig kan fortsætte med at skille sig ud, snarere end gennem eksklusive spil.»

Fællesskabsaspektet er også en central del af Steams succes. Platformens engagerede brugere har spillet en afgørende rolle i at skabe den stærke loyalitet og velvilje, som Steam nyder blandt PC-spillere. Muligheden for nemt at bruge mods og andet brugergenereret indhold via Steam Workshop har været en stor del af dette.» Russell Kay påpeger også, at selvom Steam-spil bruger DRM, har platformen stadig været et af de bedre eksempler på, hvordan kopibeskyttelse kan håndteres.

Hvis SteamOS ønsker at etablere sig uden for markedet for håndholdte spil, må Valve derfor bevare netop det, der længe har gjort Steam unikt: et mere åbent og brugervenligt økosystem end mange af de mere lukkede spilplatforme.

Jeg har testet mange af de bedste foldbare telefoner i løbet af min tid hos TechRadar, men jeg har aldrig valgt at bruge nogen af dem som min primære telefon i en længere periode.

Jeg bruger min mobil meget mere til at underholdning – f.eks. til at scrolle SoMe, læse og se videoer – end til produktivitetsopgaver. Derfor har jeg aldrig rigtig set pointen i en tungere mobiltelefon, der oven i købet har en stor, næsten kvadratisk foldbar skærm. Hvorfor skulle jeg se en YouTube-video med store sorte felter over og under billedet, når jeg kan dreje en almindelig mobiltelefon til liggende format og få en bedre seeroplevelse?

Samsung Galaxy Z Fold 8 er noget helt andet. Det er stadig en foldbar mobil, som man åbner som en bog, og som har en mindre skærm på ydersiden og en større på indersiden. Men Z Fold 8 er kortere, bredere og på en måde mere æstetisk end Galaxy Z Fold 7 (som ellers virkelig er en lækker mobil). Den føles næsten som en Galaxy Z Fold 7,5.

Denne paslignende, sammenklappelige mobiltelefon har en ydre skærm på 5,5 tommer og en hovedskærm på 7,6 tommer, med billedformater, der gør den nemmere at betjene med én hånd, når den er foldet sammen, og betydeligt bedre til afspilning af video, når den er foldet ud. Når Galaxy Z Fold 8 er foldet sammen, har den et billedformat på 3:4 i stående retning, hvilket gør, at mine tommelfingre nemt kan nå hele skærmen, og 4:3 i liggende retning. Når den er foldet ud, bruger den i stedet et billedformat på 10:16, der er optimeret til bredskærmsindhold.

Til sammenligning bevarer Galaxy Z Fold 7 – og den nye Galaxy Z Fold 8 Ultra høje og smalle formfaktor med en ydre skærm i 21:9-format og en næsten kvadratisk indre skærm med billedformatet 1,11:1. Det er godt til regneark og multitasking, men det virker ikke så imponerende, når man vil se højdepunkter fra VM eller Tour de France på vej hjem i toget.

Her kan du se, hvordan videooplevelsen adskiller sig mellem Galaxy Z Fold 8 og Galaxy Z Fold 8 Ultra – som du kan læse mere om i vores forhåndsvisning af Samsung Galaxy Z Fold 8 Ultra – i begge retninger.

Ja, jeg ved det godt – de sorte felter er der stadig, når Galaxy Z Fold 8 er foldet ud. Men de er meget mindre end på Ultra-modellen, og forskellen på den ydre skærm er virkelig enorm.

Det er den store styrke ved Samsungs nye, kortere og bredere foldbare mobiltelefon. Skærmene har samme opdateringsfrekvens på 120 Hz og samme maksimale lysstyrke på 3.000 nits som den dyrere Galaxy Z Fold 8 Ultra, men de spilder ikke lige så meget skærmplads som den mere firkantede premium-model. Hvis du, ligesom mig, primært bruger mobilen til at se videoer og scrolle gennem sociale medier, er det her en stor fordel.

»Vi er klar over, at der er en stor gruppe brugere, der primært forbruger medier – sociale medier, videoer, spil og bøger – og at de foretrækker netop denne formfaktor«, fortalte Samsung os, da vi dykkede ned i, hvorfor virksomheden udviklede Galaxy Z Fold 8.

Virksomheden beskriver også den udfoldede skærm som »den nye standard for indtagelse af indhold«, hvilket virker rimeligt i betragtning af, at Apple ifølge rygter også vil lancere en foldbar iPhone i omtrent samme størrelse senere på året.

Lille, men kraftfuld

En vigtig detalje er, at »mindre« ikke betyder »svagere« i Galaxy Z Fold 8’s tilfælde. Under kabinettet sidder Snapdragon 8 Elite Gen 5 – den samme processor, som findes i Galaxy Z Fold 8 Ultra og hele Galaxy S26-serien – sammen med 12 GB RAM i alle lagringsversioner undtagen modellen med 1 TB, som i stedet har 16 GB RAM.

Jeg havde ikke tid til virkelig at presse processoren til det yderste, men hvis vi skal være ærlige, ved vi allerede, at den er et kraftcenter. Den driver flere af de bedste Android-telefoner på markedet, og jeg forventer, at Galaxy Z Fold 8 vil levere nøjagtig samme høje ydeevne som andre telefoner med Snapdragon 8 Elite Gen 5.

De første reelle forskelle mellem Galaxy Z Fold 8 og dens større søskende ses i stedet på kamerasiden. Den bredere model er udstyret med et 50 MP hovedkamera og et 50 MP ultravidvinkelkamera, mens Galaxy Z Fold 8 Ultra byder på et mere avanceret 200 MP hovedkamera samt et 10 MP teleobjektiv til zoomfotografering.

Galaxy Z Fold 8 Ultra har desuden et lidt større batteri på 5.000 mAh sammenlignet med Galaxy Z Fold 8’s 4.800 mAh, men begge telefoner bruger endelig – endelig! – silicium-carbon-batterier. Det betyder, at jeg stadig forventer rigtig god batteritid, selv fra den mindre battericelle i Galaxy Z Fold 8.

Silicium-carbon-batterier kan lagre op til 50 % mere energi i samme fysiske rum som almindelige mobilbatterier. Derfor regner jeg med, at Galaxy Z Fold 8 vil tilbyde længere batteritid end Galaxy Z Fold 7 med sit batteri på 4.400 mAh, som i vores tests holdt i cirka 12 timer ved normal brug.

Til sammenligning har kinesiske producenter af foldbare telefoner, såsom Oppo, Honor og Vivo, brugt silicium-carbon-batterier i flere år. At Samsung nu tager skridtet over til denne teknologi er derfor et vigtigt – om end længe ventet – fremskridt, især på markeder som USA, hvor teknologien hidtil ikke har været særlig udbredt.

Når det gælder opladning, får du 45 W kablet opladning og 20 W trådløs opladning, uanset hvilken model du vælger. Valget handler derfor egentlig om indhold eller kameraer. Foretrækker jeg den bredere Galaxy Z Fold 8 til at scrolle og se videoer, eller den højere Galaxy Z Fold 8 Ultra til produktivitet og fotografering?

Personligt tror jeg, at Galaxy Z Fold 8’s kortere og bredere formfaktor passer bedre til mine behov. Til gengæld er jeg nysgerrig efter at se, hvor meget dårligere hovedkameraet faktisk er sammenlignet med det i Galaxy Z Fold 8 Ultra. Med en pris på 17.499 kroner er Ultra-modellen dyrere end Galaxy Z Fold 8, der koster fra 15.999 kroner, så jeg forventer, at forskellen i billedkvalitet også vil være tydelig. Vi arbejder på en grundig test af mobilen nu.

Det er en stor dag for Samsung og for alle, der er glade for virksomhedens produkter. Virksomheden har nu præsenteret tre nye foldbare telefoner, to nye smarture og sine allerførste smarte briller.

Det er ikke kun de smarte briller, der er et helt nyt tiltag fra Samsung. En af telefonerne introducerer også et helt nyt format.

Her nedenfor gennemgår vi de største nyheder fra årets andet Samsung Galaxy Unpacked 2026 – det er de lanceringer, du skal holde øje med.

1. Samsung Galaxy Z Fold 8

Hvis du tror, at Samsung Galaxy Z Fold 8 er den direkte efterfølger til Galaxy Z Fold 7, er det på tide at tænke om – det er nemlig den nye formfaktor, vi nævnte ovenfor.

I modsætning til Galaxy Z Fold 7, der har det klassiske, boglignende, sammenklappelige design, er Galaxy Z Fold 8 kortere og bredere, med proportioner der minder om et pas. Når den er foldet ud i stående format, er den perfekt til læsning, mens den i liggende format egner sig bedre til film og spil.

Telefonen har en sammenklappelig 7,6-tommers skærm med en opdateringshastighed på 120 Hz, en udvendig 5,5-tommers skærm på 120 Hz, et hovedkamera på 50 MP, et ultravidvinkelkamera på 50 MP samt to selfie-kameraer på 10 MP – et på hver skærm.

Den drives af Snapdragon 8 Elite Gen 5 for Galaxy, har 12 GB RAM, op til 1 TB lagerplads og et batteri på 4.800 mAh.

I Danmark starter Galaxy Z Fold 8 ved 15.999 kroner, hvilket gør den lidt billigere end Galaxy Z Fold 8 Ultra.

2. Samsung Galaxy Z Fold 8 Ultra

Det er lidt forvirrende, at Samsung Galaxy Z Fold 8 Ultra i praksis er den egentlige efterfølger til Galaxy Z Fold 7, så vi har allerede en ret god fornemmelse af, hvad den byder på.

Telefonen har en sammenklappelig 8-tommers skærm med en opdateringshastighed på 120 Hz, en udvendig skærm på 6,5 tommer, et hovedkamera på 200 MP, et ultravidvinkelkamera på 50 MP, et telekamera på 10 MP med 3x optisk zoom samt to selfie-kameraer på 10 MP.

Ligesom Galaxy Z Fold 8 drives den af Snapdragon 8 Elite Gen 5 for Galaxy og har 12 GB RAM samt op til 1 TB lagerplads. Batteriet er derimod vokset til 5.000 mAh, hvilket er en markant stigning i forhold til de 4.400 mAh, der sad i Galaxy Z Fold 7.

Dette er altså en større, mere boglignende foldbar telefon end Galaxy Z Fold 8. Den har et mere avanceret kamerasystem, men samme høje ydeevne. Den er desuden imponerende tynd – kun 4,1 mm, når den er foldet ud.

Prisen på på Galaxy Z Fold 8 Ultra begynder ved 17.499 kroner.

3. Samsung Galaxy Z Flip 8

Samsung har også præsenteret en ny model til dem, der foretrækker kompakte foldbare telefoner – Samsung Galaxy Z Flip 8.

Denne foldbare clamshell-model har en 6,9-tommers foldbar skærm med en opdateringshastighed på 120 Hz, en udvendig 4,1-tommers skærm med 120 Hz, et hovedkamera på 50 MP, et ultravidvinkelkamera på 12 MP samt Snapdragon 8 Elite Gen 5 for Galaxy. Telefonen har desuden 12 GB RAM, op til 512 GB lagerplads og et batteri på 4.300 mAh.

Dette er den mindste og mest tilgængelige model i Samsungs nye serie af foldbare telefoner, men den er samtidig den tyndeste og letteste Flip-model til dato. Den måler kun 6,1 mm, når den er foldet ud, og vejer 180 gram.

I Danmark begynder prisen på Galaxy Z Flip 8 ved 10.499 kroner.

4. Samsung Galaxy Watch Ultra 2

Ud over nye telefoner præsenterede Samsung også Galaxy Watch 9 og Galaxy Watch Ultra 2, og det er netop sidstnævnte, som vi finder mest interessant.

Galaxy Watch Ultra 2 har et solidt batteri på 800 mAh, hvilket er en markant forbedring i forhold til de 590 mAh i den oprindelige Galaxy Watch Ultra. Uret er desuden både tyndere og lettere end sin forgænger, har Samsungs hidtil lyseste skærm i et smartur og byder på en række nye funktioner, herunder Daily Cardio Load og Vascular Load, som giver dybere indsigt i hjertets belastning og den kardiovaskulære sundhed.

Dette er Samsungs mest avancerede smartur til dato, og prisen afspejler dette. Galaxy Watch Ultra 2 koster fra 5.699 kroner i Danmark. Se vores anmeldelse af det spritnye Galaxy Watch Ultra 2.

5. Samsung Galaxy Watch 9

Watch 9 er hverdagsmodellen og retter sig mod brugere, der vil følge aktivitet og søvn. Uret fås i 40 og 44 mm med et lettere aluminiumskabinet og en safirskærm på henholdsvis 1,34 og 1,47 tommer, der når 3.000 nits. Batterierne er på 390 mAh i den lille model og 445 mAh i den store, og begge ure kører på Snapdragon Wear Elite-platformen med 2 GB ram og 32 GB lager. Samsung har finjusteret den polstrede underside, så uret skal sidde tættere på håndleddet og give mere stabile målinger. Watch 9 er klassificeret til 5 ATM og IP68.

De to ure deler en række AI-baserede sundhedsfunktioner via BioActive-sensoren. En FDA-godkendt funktion analyserer vejrtrækningsforstyrrelser under søvn, mens Vitals advarer ved afvigelser om natten. Dertil kommer Heart Health Score for hjerte-kar-sundhed, Daily Cardio Load og Fitness Index til træning samt en hørefunktion, der advarer om skadelige støjniveauer. Prisen på Galaxy Watch 9 starter ved 3.199 kroner for dem, der ønsker en mere prisvenlig model med lidt færre funktioner.

6. Samsung Intelligent Eyewear

Samsung gav os også et nærmere kig på det, virksomheden kalder Intelligent Eyewear – virksomhedens allerførste smarte briller.

I modsætning til de øvrige produkter kan de endnu ikke forudbestilles. Samsung oplyser, at de lanceres til efteråret, sandsynligvis mellem september og november.Ifølge Samsung bliver de dog ikke tilgængelige i Norden.

Virksomheden har dog endnu ikke afsløret nogen pris, men vi fik at vide, at brillerne vil være udstyret med et indbygget kamera og højttalere – til gengæld har de slet ingen skærm.

I forbindelse med lanceringen samarbejder Samsung med Gentle Monster og Warby Parker, som vil tilbyde et udvalg af stel. Brillerne vil desuden give adgang til både Gemini og Bixby direkte fra stellene.

I årtier har Audis RS-afdeling opbygget sit ry på at få forbløffende ydeevne ud af forbrændingsmotorer. Ved at kombinere kraftfulde motorer med mærkets legendariske firehjulstræk, quattro, har man skabt biler, der har kunnet sætte betydeligt dyrere supersportsvogne på plads – samtidig med at de har haft plads til hele familien og deres kæledyr.

Men tiderne har ændret sig. Strammere emissionsregler, stigende brændstofpriser og bilindustriens hurtige elektrificering betyder, at selv Audis mest ikoniske præstationsmærke ikke længere kan ignorere batterier.

I stedet for at kæmpe imod udviklingen har Audi valgt at omfavne den og introducerer nu for første gang en plug-in-hybrid-drivlinje i RS 5. Hvis det lyder som en spøg – så giv mig en chance for at forklare.

Efter at have tilbragt tid bag rattet i den nye RS 5 Avant står det nemlig klart, at Audi ikke blot har proppet et batteri ind for at tilfredsstille lovgiverne. I stedet har virksomheden brugt elektrificeringen til at skabe den mest teknisk avancerede RS-model til dato.

Specifikationerne taler for sig selv. En 2,9-liters V6-motor med dobbelt turbolader arbejder sammen med en elmotor på 130 kW og leverer en samlet effekt på 639 hestekræfter samt et drejningsmoment på 800 Nm. Det er nok til at sende den aggressivt designede stationcar fra 0 til 100 km/t på blot 3,6 sekunder, inden den fortsætter op til en topfart på 286 km/t.

Endnu vildere er det, at batteriet på 25,9 kWh (22 kWh brugbar kapacitet) giver en elektrisk rækkevidde på op til 80 kilometer. Det betyder, at mange daglige pendlerture kan klares helt uden, at V6-motoren overhovedet behøver at vågne op.

Det er en imponerende alsidighed for en bil, der bærer et af Audis mest præstationsorienterede modelnavne. Samtidig er der en ulempe, man ikke kan komme uden om.

Med en egenvægt på 2.370 kilo i Avant-udførelsen er dette uden tvivl den tungeste RS 5, Audi nogensinde har bygget. Fysikkens love ophører trods alt ikke med at gælde, bare fordi der gemmer sig et opladningsstik bag karrosseriet.

Heldigvis har Audis ingeniører brugt flere år på at udvikle en række avancerede chassisløsninger, der er designet til at skjule den ekstra vægt.

Chassisteknik der skjuler vægten

Allerede efter blot et par kilometer bag rattet står det klart, at den største tekniske udfordring ikke har været at få mere effekt ud af motoren. Den virkelige udfordring har været at sikre, at man ikke mærker al den ekstra vægt, som Audi har proppet ind i bilen.

Den nye RS 5 er baseret på en omarbejdet femledsaffjedring foran og bagtil med nye bøsninger, opdaterede ledarme og adaptive støddæmpere med dobbelte ventiler, der kan styre kompression og returfase uafhængigt af hinanden.

Allerede når jeg kører over ujævne bygader, mærker jeg, at komforten er betydeligt bedre, end jeg havde forventet af en bil med enorme letmetalfælge og ydeevne, der egentlig hører hjemme på en racerbane.

Audi fortæller, at affjedringen er blevet finjusteret specifikt til de slidte veje, der er almindelige i Nordeuropa, i stedet for udelukkende at fokusere på banekørsel – og det kan virkelig mærkes.

Vælger jeg Comfort-tilstanden, forvandles RS 5 til en afslappet langdistancebil, der glider næsten lydløst fremad på eldrift gennem tæt bytrafik. Den er ikke sværere at køre end andre elbiler med to pedaler. Den ene pedal får bilen til at accelerere, den anden får den til at standse.

Men så snart jeg skifter over til Dynamic eller en af de dedikerede RS-tilstande, ændrer bilens personlighed sig fuldstændigt.

Bilen reagerer langt hurtigere på speederen, styringen får mere tyngde, og drivlinjen opfører sig mærkbart mere aggressivt. Den største forskel kommer dog fra en teknologi, som de fleste bilister aldrig vil lægge mærke til.

Audis legendariske quattro-system har altid været synonymt med enormt vejgreb, men den nyeste RS 5 introducerer en af de største ændringer i systemets historie.

I stedet for udelukkende at stole på mekaniske differentier anvender Audi nu et elektromekanisk system til torque vectoring, der kan fordele kraften mellem de enkelte hjul på mindre end 15 millisekunder. Er du stadig med?

Godt. For en vandkølet elmotor på 8 kW justerer systemet løbende, hvordan drejningsmomentet fordeles, både ved acceleration og bremsning. Det hjælper bilen med at dreje ind i svingene, før den maksimerer vejgrebet, når jeg accelererer ud af dem.

Effekten er mildest talt kraftfuld. Selvom RS 5 vejer over to ton, skifter den retning med en smidighed, der minder om en stationcar. Den formår at skjule en stor del af sin vægt og indgyder enorm selvtillid gennem hurtige sving.

For første gang i en RS 5 har Audi desuden introduceret en betydeligt mere baghjulsorienteret kraftfordeling i den mest aggressive køreindstilling. Det gør det muligt for føreren at omgå firehjulstrækets næsten urokkelige vejgreb og i stedet få bagdækkene til at miste grebet.

Dette er naturligvis ikke noget, jeg anbefaler at prøve på offentlige veje, men den såkaldte »hooligan-tilstand« indeholder desuden en drift-analysator i infotainmentsystemet, der måler udskridningsvinkel og G-kræfter for den, der tager bilen med på en racerbane. Det er måske ikke en nødvendig funktion – men utvivlsomt en meget fed en af slagsen.

En plug-in-hybrid, der formår at finde den rette balance

Præstationsorienterede plug-in-hybrider lider ofte af en splittet personlighed.

Nogle er fantastiske at pendle med på el, men føles livløse, så snart vejen begynder at svinge. Andre prioriterer ren præstation, men har en så kort elektrisk rækkevidde, at opladningsstikket mest af alt føles som en måde at sænke bilens officielle udledning på.

RS 5 formår i høj grad at undgå begge disse faldgruber. Elmotoren udfylder igen momenthullet, inden de to turboladere er nået at vågne til live, hvilket gør, at acceleration føles næsten uafbrudt uanset omdrejningstal.

Overgangen mellem eldrift og forbrændingsmotor foregår desuden usædvanligt glidende, og bilens otte-trins automatgearkasse leverer tilfredsstillende aggressive gearskift. Det føles på en dejlig gammeldags måde.

Audi har desuden fuldstændig omkonstrueret udstødningssystemet. De aktive udstødningsventiler kan nu åbnes i næsten enhver position afhængigt af den valgte køreindstilling. I EV-tilstand glider bilen næsten lydløst gennem trafikken, men så snart jeg vælger en mere sportslig indstilling, afgiver V6-motoren en dyb, rumlende motorlyd.

Bremsesystemet er også gennemtænkt. Ligesom i mange moderne hybridbiler arbejder den regenerative bremsning sammen med de traditionelle friktionsbremser for at genvinde energi, men her er kalibreringen usædvanlig veludført.

Ved lave hastigheder bremser elmotoren bilen og sender energien tilbage til batteriet – det kaldes regenerativ bremsning – mens de traditionelle hydrauliske friktionsbremser først tager over, når der skal bremses hårdt. Skiftet mellem de to er stort set umærkeligt, og de keramiske bremseskiver, som fås som ekstraudstyr, leverer en bremsekraft, der nærmest er brutal, ved højere hastigheder.

De forreste bremseskiver har en diameter på hele 17 tommer, hvilket faktisk er næsten lige så stort som hjulene på mange småbiler. Bremseevnen lever også op til størrelsen.

Det vigtigste er dog, at alle disse systemer føles godt integrerede. Intet giver indtryk af at arbejde imod noget andet.

Teknologi – på godt og ondt

Mens RS 5’s chassis er et skoleeksempel på, hvordan teknologi kan forbedre køreoplevelsen, er kabinen en betydeligt mere blandet sag.

Ligesom resten af A5-serien har RS 5 fået Audis nye digitale MMI Panorama-cockpit. Dermed erstattes de eksemplarisk enkle og førerfokuserede interiører fra tidligere generationer af et hav af skærme, der dominerer instrumentbrættet.

Der er ingen mangel på skærmplads. Bag rattet sidder et skarpt digitalt instrumentdisplay på 11,9 tommer, suppleret af en 14,5 tommer stor berøringsskærm med Audis nyeste infotainmentsystem. Købere kan desuden vælge en 10,9-tommers skærm foran passageren, som dermed får adgang til navigation, underholdning og visse bilfunktioner helt uafhængigt af føreren.

Grafikken er skarp, systemet reagerer hurtigt, og brugergrænsefladen føles betydeligt mere responsiv end Audis ældre infotainmentsystem. Der er trådløs understøttelse af både Apple CarPlay og Android Auto, samtidig med at særlige RS-visninger giver hurtig adgang til præstationsdata, kraftfordeling og hybriddrivlinjens energistrømme.

Derimod føles passagerskærmen endnu mere malplaceret her end i andre modeller fra Audi og Porsche. Når jeg kører lidt mere inspireret, har jeg svært ved at forestille mig, at en passager rent faktisk vil sidde og pege på endnu en touchscreen – risikoen for at blive køresyg føles betydeligt større.

Det samme gælder Audis stadigt voksende samling af indstillinger for køreprogrammer, affjedring, styring og drivlinje. De giver ganske vist en imponerende fleksibilitet, men de gør også bilen betydeligt mere kompliceret, end den egentlig behøver at være.

En supersportsvogn til hverdagen

Højtydende stationcars har altid haft fokus på at levere supersportsbilpræstationer uden at gå på kompromis med det praktiske, og trods den ekstra batteriteknologi udfylder RS 5 Avant stadig den rolle med bravur.

Sportsstolene tilbyder en fremragende balance mellem støtte og komfort på længere ture. Jeg har ingen problemer med at forestille mig at køre hundreder af mil på motorvejen uden at blive træt.

Pladsen på bagsædet er tilstrækkelig snarere end generøs, men voksne sidder stadig komfortabelt, selv på længere ture. Har du brug for endnu mere plads, er en ny RS 6 desuden allerede på vej.

Plug-in-hybridsystemet tager uundgåeligt lidt bagagerumsplads i forhold til tidligere generationer. RS 5 Avant har 361 liter bagagerumsplads, eller op til 1.302 liter med bagsædet lagt ned.

Det er mindre end hos vigtige konkurrenter som BMW M3 Touring, men stadig fuldt ud tilstrækkeligt til familielivet eller en weekendtur. Frem for alt ændrer plug-in-hybriddrivlinjen den måde, RS 5 fungerer som hverdagsbil på.

Opladningen er ikke klassens bedste. DC-hurtigopladningen er begrænset til 40 kW, hvilket betyder, at det tager længere tid at oplade batteriet end i moderne elbiler. Samtidig vil de fleste ejere nok oplade bilen derhjemme på indkørslen eller i garagen, hvor den kan stå fuldt opladet hver morgen.

Audis beslutning om at elektrificere RS 5 ville altid være kontroversiel. Men efter at have tilbragt tid bag rattet er det svært at hævde, at teknologien ikke har gjort bilen objektivt bedre.

Plug-in-hybridsystemet handler ikke kun om at sænke udledningen og pynte på Audis emissionstal. Det bidrager faktisk til en bedre køreoplevelse med øjeblikkeligt drejningsmoment fra elmotoren, en brugbar elektrisk rækkevidde og en sømløs integration med et af de mest avancerede chassispakker, Audi hidtil har udviklet.

Det mest interessante er, hvor alsidig bilen er. Der er kun få højtydende biler, der kan glide næsten lydløst gennem bytrafikken på el, for blot få minutter senere at forvandle sig til et firehjulstrukket monster på 639 hestekræfter, der fuldt ud er i stand til at sætte dedikerede sportsvogne på plads på en kurvet landevej.

Affjedringen er enestående, torque vectoring-systemet er intet mindre end imponerende, og den måde, Audi har formået at kombinere regenerativ bremsning med den enorme bremsekraft fra de keramiske bremser, viser, hvor langt moderne højtydende ladhybrider er kommet.

De mest inkarnerede entusiaster vil stadig beklage den høje vægt, men det er også virkeligheden for nutidens supersedaner og højtydende stationcars. Vil man undgå skyhøje afgifter og brændstofomkostninger, er en eller anden form for elektrificering i praksis den eneste vej frem.

Audi har derimod vist, at et opladningsstik ikke behøver at dræbe køreglæden.

RS 5 føles stadig som en meget speciel bil.

Endnu et år, endnu en brandvarm udgave af Goodwood Festival of Speed, hvor den 11. hertug af Richmonds have forvandles til en af årets mest velbesøgte – og mest larmende – bilfestivaler.

Arrangementet handler ganske vist om at presse alt fra splinternye supersportsvogne til historiske racerbiler op ad den 1,86 kilometer lange bakke, der er kantet af halmballer, men det er også et sted, hvor besøgende kan få et første kig på kommende modeller fra verdens største bilproducenter.

I de seneste år har de traditionelle bilmærker desuden måttet give stadig mere plads til nye aktører. Virksomheder som BYD og MG havde nogle af de største og mest imponerende stande under årets festival.

Det var måske ikke det mest begivenhedsrige år med store premierer og spektakulære konceptbiler, men der var alligevel flere elbiler og eldrevne koncepter, der virkelig fangede min interesse. Her er mine favoritter fra dette års Goodwood Festival of Speed.

1. Mercedes-AMG CLA 45 4MATIC+

Ser man bort fra det latterligt lange modelnavn, har Mercedes’ vanvittigt effektive CLA nu fået den fulde AMG-behandling. Tallene er mildest talt forbløffende: 671 hestekræfter fra en videreudviklet elektrisk drivlinje, 0–100 km/t på blot 2,7 sekunder og en tophastighed på 285 km/t med det valgfrie AMG Driver's Package.

Ydelsen kommer fra tre højtydende elmotorer med aksialstrømningsteknologi – én på forakslen og to på bagakslen – som tilsammen leverer en nærmest brutal fremdrift. Mercedes har også tilføjet simuleret motorlyd og muligheden for at skifte mellem virtuelle gear.

Som forventet har modellen fået et betydeligt mere aggressivt karrosseridesign og tydelige AMG-detaljer både indvendigt og udvendigt. I Storbritannien forventes priserne at starte omkring 65.000 pund, hvilket svarer til cirka 570.000 kroner.

2. MG GO Concept

Vi har længe ventet på at se, hvad det britiske MG – som nu ejes af den kinesiske bilgigant SAIC – har planer for sin kommende, fuldt elektriske lille bil, der skal konkurrere med modeller som Renault 5, Kia EV2 og et stigende antal charmerende små elbiler.

MG GO Concept giver os det hidtil bedste indblik, selvom det aggressive karrosseri, de store diffusorer og spoileren på bagklappen sandsynligvis ikke vil være med på den færdige produktionsmodel. Men den ser da ud til at kunne blive rigtig sjov, ikke?

Desuden overraskede MG4 XPower mange, da den blev lanceret i 2023. Den bød på ydeevne på niveau med klassiske GTI-biler og klarede 0–100 km/t på blot 3,8 sekunder – til en overraskende lav pris. Det er et klart bevis på, at det genopståede MG ikke er bange for at byde på lidt køreglæde.

3. BYD Shark

BYD havde endnu en gang en af festivalens mest imponerende stande og indtog et af de største udstillingsområder. Uden for standen kunne besøgende tilmelde sig en tur, og så køre BYDs nyeste pickup på en specialbygget terrænbane.

Den store pickup, der har europapremiere i år, leverer i alt 430 hestekræfter fra sin såkaldte Super Hybrid-drivlinje. Det store batteri på 32,2 kWh giver desuden en angivet elektrisk rækkevidde på op til 90 kilometer.

BYD oplyser også, at modellen har et kombineret brændstofforbrug ifølge WLTP på 2,9 l/100 km, kan trække en anhænger på op til 2.500 kilo og byder på moderne teknologi som Vehicle-to-Load (V2L), hvilket gør det muligt for ejeren at bruge bilen til at drive alt fra elværktøj til campingudstyr.

I Storbritannien starter priserne ved 47.290 pund (ca. 415.000 kroner), hvilket placerer den omtrent i samme prisklasse som Ford Ranger PHEV – som i øjeblikket er dens eneste egentlige konkurrent blandt ladhybrid-pickupper.

4. Alpine A110 Future

Efter at Porsche har valgt at sætte udviklingen af sin fuldt elektriske sportsvogn på pause, ser det nu ud til, at det er op til det franske mærke Alpine at overtage stafetten.

Den fuldt elektriske A110 er baseret på den helt nye platform, Alpine Performance Platform. Bilen er lav, bred og ser ud til at levere fremragende ydeevne. To elmotorer på bagakslen skal ifølge Alpines administrerende direktør Philippe Krief gøre den »endnu bedre« end den benzindrevne model.

Alpine holder stadig de fleste detaljer hemmelige, men bilen så mildest talt truende ud, da den næsten lydløst kørte op ad den ikoniske bakke på Goodwood.

Den, der tror, at eldrevne sportsvogne er døde, bør tænke om – og hvis du har brug for bevis, behøver du blot at se på...

5. Denza Z

BYD’s premium-mærke Denza sigter højt og vil udfordre producenter som Porsche, McLaren og Bentley med sin nye elektriske højtydende bil.

Denza Z leverer svimlende 1.604 hestekræfter fra tre kraftfulde elmotorer. Coupé-versionen forventes at koste lidt under 143.000 pund (ca. 1,25 millioner kroner). Der kommer også en dyrere cabriolet samt en skarpere Racing-version med et betydeligt mere aggressivt aerodynamisk design.

Sidstnævnte klarer sprintet fra 0 til 100 km/t på blot 1,96 sekunder og har en topfart på 349 km/t.

På trods af den ekstreme ydeevne er bilen tænkt til også at fungere i hverdagen. Den bruger BYD’s anden generation af Blade Battery med en kapacitet på 76 kWh, hvilket giver en anslået rækkevidde på omkring 395 kilometer. Desuden understøtter den lyn hurtig opladning på op til 1.500 kW, hvilket ifølge BYD gør det muligt at oplade batteriet på blot omkring ti minutter.

Sommeren kører for fuld hammer, og for at hjælpe vores læsere med at holde sig kølige har Shark været så generøse, at de har doneret tre eksemplarer af deres bærbare tågeventilator Shark Flex Breeze HydroGo til en lodtrækning. Vi udlodder en ventilator til en vinder i henholdsvis Sverige, Norge og Danmark.

Kort om ventilatoren

Shark Flex Breeze HydroGo er en kompakt og batteridrevet ventilator, der kan bruges både indendørs og udendørs. Den har en indbygget vandbeholder på 150 ml, der giver en forfriskende forstøverfunktion på varme dage, og den vejer mindre end 2,1 kg, hvilket gør den nem at tage med til stranden, terrassen, campingpladsen eller sommerhuset. Blandt funktionerne er:

• Batteri til brug uden ledning
• Indbygget forstøverfunktion for ekstra afkøling
• Op til 12 timers batteritid afhængigt af hastighed
• Kompakt og bærbart design
• Kan bruges både indendørs og udendørs

Sådan deltager du

For at deltage i lodtrækningen skal du:

1. Synes godt om konkurrenceindlægget på Facebook.

2. Skriv en kommentar og fortæl, hvad du glæder dig mest til at lave denne sommer.

Det er alt!

Oplysninger om konkurrencen

Der udpeges i alt tre vindere – én i Danmark, én i Norge og én i Sverige.

Præmien består af en Shark Flex Breeze HydroGo i sort.

Vinderne trækkes den 27. juli 2026.

Ventilatorerne sendes direkte til vinderne, efter at de er blevet kontaktet.

Held og lykke – og vi håber, I får en fantastisk sommer! ☀️

• BEMÆRK: Konkurrencen er hverken sponsoreret, administreret eller tilknyttet Facebook. Vinderne vil blive kontaktet via Facebook, når konkurrencen er afsluttet.

Da Apple den 8. juni præsenterede sine kommende softwareopdateringer under WWDC 2026, fik macOS 27 ikke særlig meget opmærksomhed – bortset fra en animeret sekvens om, hvordan navnet Golden Gate blev valgt. Efter at have testet operativsystemet kan jeg dog konstatere, at der faktisk er meget at se frem til.

Det er værd at understrege, at der er visse risici forbundet med at installere udvikler betaversionen. I værste fald kan den gøre din Mac ubrugelig eller i det mindste forårsage problemer med visse apps. Hvis du ikke føler dig helt tryg ved det, anbefaler jeg, at du venter på den offentlige betaversion i juli eller den færdige version, som forventes lanceret senere på efteråret.

Bare fordi jeg ikke har stødt på nogen problemer under mine test, betyder det naturligvis ikke, at du får den samme oplevelse. Til gengæld kan jeg sige, at jeg indtil videre er imponeret over det, jeg har set. Dette er stadig en tidlig version af operativsystemet, og meget kan ændre sig inden den endelige lancering, så betragt ikke dette som en fuldstændig anmeldelse. Funktioner kan både tilføjes og fjernes i løbet af udviklingsforløbet.

Når det gælder understøttede maskiner, kan macOS 27 Golden Gate operativsystemet kun installeres på modeller med Apple Silicon. Det er dermed afslutningen for Intel-baserede Mac-computere.

Her er de tre ting, jeg indtil videre synes bedst om.

1. Det fungerer hurtigt og problemfrit

Apple har lovet ydeevneforbedringer i macOS 27, selvom virksomheden har været ret sparsom med detaljerne. Jeg har ikke kørt nogen ydeevnetests, men min MacBook føles uden tvivl hurtigere og mere responsiv end tidligere. Måske kan Apple nu optimere operativsystemet mere aggressivt, nu hvor de ikke længere behøver at tage hensyn til Intel-processorer.

Jeg er ikke den eneste, der har oplevet dette. Også andre brugere har rapporteret mærkbare ydeevneforbedringer, og det ser især ud til at være de mere krævende opgaver, der efterfølgende kører bedre. Selv bruger jeg primært min Mac til at skrive, surfe og redigere billeder, men også her har jeg bemærket betydeligt færre forsinkelser og træghed end tidligere, hvilket lover godt.

Forhåbentlig vil disse ydeevneforbedringer også føre til længere batteritid. Jeg har dog endnu ikke bemærket nogen større forskel mellem opladningerne. Samtidig er der stadig flere måneders udviklingsarbejde tilbage, før macOS 27 Golden Gate er færdig, så der er masser af tid for Apple til at fortsætte med at optimere operativsystemet – det her er trods alt stadig kun udviklerversionen.

2. Siri AI er faktisk en stor forbedring

Jeg må også fremhæve Siri AI, som nu kører på min MacBook. Med lidt hjælp fra Google og Gemini føles Siri endelig rigtig brugbar på computeren. Svarene er korrekte, relevante og tilpasset til mig.

En af de mest nyttige nyheder er, hvordan Visual Intelligence fungerer i macOS 27. Jeg kan markere hvad som helst på skærmen (genvejstasten er Skift + Kommando + Mellemrum) og derefter stille et spørgsmål til Siri. Assistenten bruger så både det, der vises på skærmen, og billedgenkendelse til at forstå sammenhængen og give et relevant svar.

Dette er egentlig en funktion, der burde have været en del af Apple Intelligence helt fra starten, men bedre sent end aldrig. Jeg kan også godt lide den dedikerede Siri-app og hvor godt Siri nu er integreret med Spotlight. Det gør AI-funktionerne både mere tilgængelige og mere brugbare.

3. Små ændringer i brugergrænsefladen, der gør en stor forskel

macOS 27 indeholder mange mindre ændringer i brugergrænsefladen. Ingen af dem er i sig selv særlig banebrydende, men tilsammen gør de operativsystemet betydeligt mere behageligt at bruge.

En enkel, men virkelig brugbar tilføjelse er den nye knap, der samler menulinjeikonerne, når der bliver fyldt op. Hvis du, ligesom mig, har mange apps, der tilføjer ikoner til menulinjen, slipper du nu for, at de forsvinder bag skærmkanten.

Slideren til Liquid Glass har også fået meget opmærksomhed, og efter min mening fungerer den præcis som lovet. Du finder den under »Udseende« i »Systemindstillinger«. Jeg skubbede slideren helt til højre for at få så lidt gennemsigtighed som muligt. Jeg håber faktisk, at Apple giver os endnu flere tilpasningsmuligheder, inden den endelige version udkommer.

Som vi tidligere har skrevet, har Apple desuden fjernet de mange ikoner, der tidligere fyldte appenes menuer. Resultatet er en brugergrænseflade, der føles betydeligt renere og mere elegant.

Dette er måske ikke en total redesign af macOS, men jeg får fornemmelsen af, at Apples ingeniører virkelig har tænkt grundigt igennem, hvilke ændringer der rent faktisk forbedrer brugeroplevelsen.

Nu hvor forudbestillingerne af Grand Theft Auto 6 er i gang, spekulerer mange på, hvornår den næste store trailer kommer. Indtil videre har vi kun fået to stykker, og selvom begge viser spillets grafik på en imponerende måde, har ingen af dem egentlig vist ordentlig gameplay eller forklaret, hvilke nye spilmekanismer vi kan forvente.

Normalt ville det have været ret usædvanligt – hvornår har du sidst haft mulighed for at forudbestille et spil uden først at have set noget gameplay? – men når det drejer sig om Rockstar Games, er det måske ikke særlig overraskende.

Markedsføringen af GTA 6 har indtil videre fulgt et mønster, der minder meget om studiets forrige spil, Red Dead Redemption 2. Derfor kan et tilbageblik muligvis give os en ret god fornemmelse af, hvad vi kan forvente frem imod udgivelsen.

GTA 6-trailer 3 kan være på vej

Efter nogle kryptiske teasere blev den første trailer til Red Dead Redemption 2 udgivet den 20. oktober 2016. Den afslørede ikke særlig meget, men fokuserede primært på spilverdenen og gav os et første indblik i den åbne verden.

Traileren sluttede desuden med et lanceringsvindue i efteråret 2017 – en dato, som Rockstar ikke formåede at overholde, da spillet i sidste ende først udkom i 2018.

Lighederne med GTA 6 er allerede ret tydelige. Den første GTA 6-trailer blev udgivet i december 2023 og fokuserede især på Vice City, samtidig med at den præsenterede et udgivelsesvindue i løbet af 2025. Ligesom med Red Dead Redemption 2 blev udgivelsen dog senere udskudt med cirka et år.

Der gik næsten et helt år, før den næste trailer til Red Dead Redemption 2 blev vist. Noget af en lang pause, som gentog sig, da GTA 6-trailer 2 lod vente på sig i hele 518 dage.

Derefter var ventetiden mellem Red Dead Redemption 2’s anden og tredje trailer betydeligt kortere – omkring syv måneder – og vi formoder, at Rockstar måske følger et lignende mønster også denne gang. Der er nu gået godt 400 dage siden GTA 6-trailer 2 blev udgivet, så en tredje trailer med fokus på gameplay i de kommende uger ville stadig betyde en kortere pause end de tidligere 518 dage.

Det ville ikke overraske os, hvis Rockstar allerede har en ny trailer klar og venter med at udgive den, indtil interessen omkring forudbestillingerne begynder at aftage, som en måde at give salget endnu et skub på.

Inden vi går videre, skal vi se nærmere på, hvordan du kan forudbestille GTA 6, hvis du ikke allerede har gjort det.

Hvordan bliver det med gameplayet?

Red Dead Redemption 2 fik to omfattende gameplay-trailere: den første 85 dage før udgivelsen og den anden blot 25 dage før spillet udkom.

Det ser ud til, at Rockstar gerne venter så længe som muligt, før de viser egentlig gameplay. Hvis GTA 6 følger det samme mønster, får vi sandsynligvis vores første ordentlige indblik i spillet omkring tre måneder før udgivelsen.

Det ville betyde, at den første gameplay-trailer sandsynligvis dukker op engang i begyndelsen af august. Den anden kunne så følge i slutningen af oktober eller endda i begyndelsen af november, når udgivelsen den 19. november 2026 nærmer sig.

Vi forventer, at GTA 6 Online udkommer efter lanceringen

GTA Online blev lanceret den 1. oktober 2013, blot et par uger efter udgivelsen af GTA 5.

Red Dead Online fulgte et lignende mønster. Betaversionen blev tilgængelig den 30. november 2018, eller et par dage tidligere for spillere, der havde købt Ultimate Edition.

Begge onlinetilstande fik senere deres egne, selvstændige versioner flere år efter den oprindelige lancering.

I PlayStation Store beskrives GTA 6 som en ren »single-player-oplevelse«, hvilket i praksis udelukker, at GTA 6 Online er tilgængeligt allerede ved lanceringen. Mit gæt er, at onlinetilstanden dukker op engang i december, selvom det i starten kun drejer sig om en beta med tidlig adgang.

Hvis Rockstar følger samme mønster som tidligere spil, vil det efterfølgende blive efterfulgt af en fuldstændig lancering i 2027 og en selvstændig version et par år senere.

Og til sidst – PC-versionen cirka et år senere

PC-versionen af Red Dead Redemption 2 udkom cirka et år efter konsolversionen, i november 2019. Da det er Rockstars seneste store spil, mener vi, at det giver en god indikation af, hvornår GTA 6 kan komme til PC.

Vores gæt er, at PC-versionen udkommer i december 2027, hvis Rockstar følger det samme mønster. Det kunne desuden falde sammen med den fulde lancering af GTA 6 Online for at skabe endnu større opmærksomhed.

Det er selvsagt spekulation – men Rockstars tidligere adfærd giver en rimelig pejling. Vi må vente og se, om de har flere overraskelser i ærmet.

• 2027 kan blive Apples »største produktår« nogensinde
• Det siger Apple-eksperten Mark Gurman
• Blandt de potentielle nye produkter er iPhone 20 Pro-serien, iPhone Ultra 2, iPhone Air 2, Apple Glasses og mere

2026 ser ud til at blive et stort år for Apple, især fordi vi sandsynligvis får selskabets første foldbare telefon at se i form af iPhone Ultra. Men næste år kan blive endnu større – det kan faktisk blive Apples »største produktår« nogensinde.

Det siger den velkendte Apple-lækker Mark Gurman, der talte med TBPN (via 9to5Mac), hvor han også nævnte meget af det, der sandsynligvis venter i 2027.

Her nedenfor har vi samlet disse rygtede produkter og andre mulige lanceringer, som tilsammen meget vel kan gøre 2027 til et enormt år for Apple.

1. iPhone 18

iPhone 18 kan blive et af de første Apple-produkter, vi får at se næste år, da rygterne peger på en lancering i eller omkring marts

Det ville betyde en afvigelse fra Apples traditionelle lanceringsplan, da almindelige iPhone-modeller tidligere er blevet præsenteret i september. I år kan det derimod være, at kun iPhone 18 Pro-serien og iPhone Ultra lanceres i september.

Uanset lanceringstidspunkt vil iPhone 18 sandsynligvis være udstyret med et nyt A20-chipsæt. Ifølge lækager kan modellen også få 12 GB RAM-hukommelse for bedre at kunne håndtere AI-funktioner.

Telefonen kan desuden få et nyt selfie-kamera på 24 MP og et mindre Dynamic Island end iPhone 17. Samtidig siges den at kunne få en forenklet Camera Control-knap uden kapacitiv sensor, hvilket kan bidrage til at holde omkostningerne nede.

2. iPhone 18e

iPhone 18e vil sandsynligvis blive lanceret sammen med iPhone 18 og bliver formentlig næste års billigste iPhone-model.

Denne model kan få en mindre skærm end iPhone 18 og kun 8 GB RAM ifølge de oplysninger, vi har hørt indtil videre, men den kan stadig udstyres med et A20-chipsæt, hvilket sandsynligvis bliver den største opgradering i forhold til forgængeren.

3. iPhone Air 2

Nu kommer vi til et af de mere spændende produkter i 2027, da Apple ifølge oplysninger også planlægger at lancere en efterfølger til iPhone Air næste år. Den kan også blive lanceret i marts, og rapporter tyder på, at den får et andet kamera på bagsiden samt forbedret batteritid – to af de største svagheder ved den oprindelige model.

4. iPhone 20 Pro-serien

iPhone 20 Pro og iPhone 20 Pro Max forventes også at blive lanceret næste år. Ja, 20 og ikke 19, da Apple ifølge oplysninger springer tallet 19 over, så modelnavnene falder sammen med iPhones 20-års jubilæum.

Og det er ikke kun navnet, der får ekstra opmærksomhed – dette kan blive Apples mest spændende telefoner i flere år. Rygterne peger på et nyt design, muligvis med solid-state-knapper og en skærm med afrundede kanter på alle fire sider.

Det er også muligt, at iPhone 20 Pro får et design, der udelukkende er baseret på glas, og den kan desuden blive udstyret med et selfie-kamera under skærmen – selvom denne funktion muligvis allerede er klar til iPhone 18 Pro.

Uanset hvad er det overordnede indtryk fra rygterne, at Apple planlægger at satse stort på iPhone 20 Pro-serien, hvilket betyder, at den kan være ventetiden værd – selvom telefonerne sandsynligvis først lanceres i september 2027.

5. iPhone Ultra 2

iPhone Ultra 2 kan også blive lanceret i september 2027, men det er svært at vide præcis, hvad vi kan forvente af modellen, i betragtning af at den første generation endnu ikke er kommet på markedet.

Denne foldbare telefon vil dog sandsynligvis blive mere kraftfuld end den første iPhone Ultra. Apple kan også benytte lejligheden til at foretage andre forbedringer, såsom bedre kameraer eller et slankere design.

6. AirPods med kameraer

Ud over telefoner vil Apple næsten helt sikkert lancere andre produkter næste år, herunder AirPods med kameraer, som ifølge rygterne forventes at komme på markedet i slutningen af 2027.

Disse siges at fungere på samme måde som smarte briller, hvor kameraerne gør det muligt for Siri at se det, du kigger på, og give oplysninger om det i realtid.

7. Apple-briller

Vi kan muligvis også få smartbriller fra Apple næste år, og disse forventes at fungere omtrent som de nuværende smartbriller fra andre producenter.

Det betyder, at der er indbyggede kameraer i stellet til at tage billeder og optage video, muligheden for at tale med Siri for at få oplysninger om det, man kigger på, samt at lytte til musik og podcasts direkte via brillerne. Det vil sandsynligvis også være muligt at håndtere telefonopkald via en tilsluttet iPhone.

Gurman mener, at også dette produkt vil blive lanceret i slutningen af 2027, så der går nok et stykke tid endnu, før vi får det at se.

8. Andre muligheder

Gurman nævnte specifikt alle ovenstående produkter, men vi vil sandsynligvis også se flere Apple-produkter næste år, herunder nye Apple Watch-modeller, nye iPads, nye Mac-computere og endda en smartskærm med en drejelig robotarm.

Så selvom ikke alle disse produkter rent faktisk bliver lanceret, kan 2027 meget vel blive Apples største produktår til dato.

Hondas historie inden for elektrificering har mildest talt været ujævn. Det japanske mærke har udviklet elbiler siden begyndelsen af 1990’erne og har været en pioner inden for hybridteknologi, men er samtidig blevet overhalet af en lang række konkurrenter.

Honda e fra 2020 blev modtaget med stor begejstring af både anmeldere og entusiaster og var faktisk en af mine absolutte yndlingsbiler fra den periode. Problemet var, at den kostede for meget og havde for kort rækkevidde. Man kan argumentere for, at den ganske enkelt var forud for sin tid.

Derefter gjorde Honda noget ret usædvanligt for at være Honda og lancerede den temmelig middelmådige e:Ny1. Den tilbød bedre rækkevidde og en mere tiltalende pris, men formåede aldrig at gøre noget større indtryk på grund af anonymt design, kedelig køreoplevelse og forældet teknologi i kabinen.

Honda udskød derefter planerne for den avancerede 0-serie på grund af globale udfordringer og det, der angiveligt var en faldende efterspørgsel efter elbiler. Honda afsluttede brat det langvarige samarbejde med Sony om Afeela-projektet tidligere på året. Honda har endnu ikke formået at realisere sine ambitioner inden for elbiler.

Men man kunne hævde, at en lille bil har båret hele virksomhedens forventninger på sine små skuldre – og det er Honda Super-N.

For første gang i virksomhedens historie introducerer Honda den enormt populære Kei-bilklasse uden for Japan.

Kei-klassen, som groft sagt kan oversættes til »let«, udgør omkring 30 procent af alle salget af nye biler i Japan. Populariteten bygger på, at de strenge regler omkring størrelse og vægt gør det muligt for folk i tætbefolkede områder at eje en bil.

I store dele af Japan skal man nemlig kunne bevise, at man har en egen parkeringsplads, for overhovedet at kunne eje et køretøj.

Det er her, Kei-bilen kommer ind i billedet.

Super-N er ganske vist lidt for stor til at tælle som en ægte Kei-bil, men den bygger på den samme grundidé og deler meget af sin teknik med modeller, der gør det. Projektlederen Hidetomo Horita beskriver målet som at vise, at »små elbiler faktisk kan være virkelig sjove«.

Begrænset udgave

For at holde omkostningerne nede vil Super-N kun blive solgt på markeder med højrestyring, ligesom i Japan. Storbritannien bliver derfor et af de heldige europæiske markeder, der får adgang til denne charmerende lille bil med sit overdrevne design og sine livlige køreegenskaber.

Ydelsestallene er ikke ligefrem imponerende på papiret.

0–100 km/h tager omkring 12 sekunder, og tophastigheden er begrænset til beskedne 134 km/h.

Dette er heller ikke en bil til lange ture. Rækkevidden ligger på cirka 20 mil, hvis man kører forsigtigt, og den maksimale opladningseffekt er 50 kW. Det betyder, at en opladning fra 10 til 80 procent tager cirka 30 minutter.

Der er bekymrende ligheder med Honda e her. Men Super-N koster også kun fra 18.995 britiske pund (ca. 165.000 kroner) i Storbritannien – ikke i nærhenden af de 270.000 kroner som forgængeren kostede. Den forventes at lande i England i løbet af juli 2026.

Og egentlig går man glip af pointen, hvis man fokuserer for meget på tallene.

Honda har nemlig bygget Super-N for at skabe ren køreglæde på fire hjul og et redskab til bykørsel.

»Vi hentede inspiration fra City Turbo II fra 1980’erne,« fortæller Horita.

Den bil var en bredskuldret lille byraket fra synthpop-æraen med en turboladet 1,2-liters benzinmotor og smart teknologi til at reducere turboforsinkelsen.

Ydelsen er faktisk ret sammenlignelig, og Super-N deler meget af karakteren fra den såkaldte »Bulldog«. Affjedringen er uventet stram, og det mærkes tydeligt, at Honda har prioriteret vejgreb frem for komfort.

Tryk på den store lilla knap mærket »Boost« på rattet, og bilens fulde effekt på 70 kW, eller 95 hestekræfter, frigøres.

Det er ofte nok til at få forhjulene til at spinne og gør, at Super-N kan angribe kurvede landeveje med samme entusiasme som klassiske små GTI-biler.

Honda-teknologi, når den er bedst

Honda har altid haft en særlig plads i mit hjerte, fordi virksomheden har en evne til at overkonstruere sine produkter på den bedst mulige måde. Søg f.eks. på Honda FC50’s V-TACS-system på Google, hvis du vil se et godt eksempel.

Super-N er ingen undtagelse.

På trods af en pris på blot 18.995 pund i Storbritannien, eller cirka 165.000 kroner, føles det næsten som om Honda byder på mere teknologi, end hvad der egentlig er nødvendigt.

I Boost-tilstand afspilles en syntetisk motorlyd gennem et meget godt lydsystem fra Bose med otte højttalere.

Men typisk for Honda er ingeniørerne gået endnu længere.

Motorlyden afspilles hovedsageligt gennem de forreste højttalere, mens de bageste reproducerer en kunstig udstødningslyd modelleret efter Honda Integra Type R.

Hvis man holder en kap bag rattet i venstre side nede i tre sekunder, aktiverer bilen en fuldstændig manuel køreindstilling. Systemet simulerer endda en omdrejningstæller, ligesom i den betydeligt dyrere Hyundai Ioniq 5 N.

Ærligt talt har Super-N ikke brug for alle disse finesser, da køreoplevelsen allerede er spændende nok, men det er alligevel sjovt, at de er der.

Den er ikke særlig hurtig eller kraftfuld, men en egenvægt på kun 1.097 kilo, den velafstemte styring og den stive affjedring udgør en kombination, der fremkalder store smil på de rette veje.

Jeg vil gætte på, at de fleste ejere vil køre med Boost-tilstanden aktiveret hele tiden og ganske enkelt acceptere, at forhjulene slides lidt hurtigere.

Lille, men overraskende praktisk

Alle fire døre åbner i en vinkel på cirka 45 grader fra karrosseriet, hvilket skaber en enorm åbning, der gør det nemt at få både passagerer og bagage ombord.

Passagererne på forsæderne sidder naturligvis meget tæt på hinanden på grund af bilens kompakte dimensioner, men den har faktisk plads til fire voksne uden problemer – og endda fem, hvis det virkelig er nødvendigt.

Endnu bedre er det, at Honda har inkluderet sine klassiske Magic Seats, som enten kan klappes helt ned eller stilles lodret for at skabe forskellige lastkonfigurationer.

Man mærker bestemt, at interiøret er bygget til en stram pris. Mange af plastmaterialerne føles billige og ridses let.

Samtidig er infotainmentsystemet nemt at bruge og tilbyder både Apple CarPlay og Android Auto som standard.

Min største indvending er faktisk, at der mangler et godt sted til mobiltelefonen. De opbevaringsrum, der er, er ganske enkelt for små. Hvis du køber en Super-N, bliver du sandsynligvis også nødt til at investere i en mobiltelefonholder.

På den positive side er Super-N typegodkendt specifikt til det britiske marked og undgår derfor nogle af de mere irriterende europæiske sikkerhedskrav.

Hastighedsadvarslen vises som et diskret blinkende symbol i stedet for en konstant biplyd, og vognbaneassistenten er blandt de mindst påtrængende systemer, jeg nogensinde har testet.

Alt fungerer præcis, som det skal, uden at forstyrre kørslen eller tvinge mig til at rode rundt i menuerne for at slå funktionerne fra. Det er noget, som mærker som Volvo, BMW og Mercedes-Benz faktisk kunne lære af.

Ifølge Hondas britiske chef, Andrew Winfield, er salget af kompakte elbiler i A-segmentet steget kraftigt, hvor modeller som Dacia Spring, Fiat 500e, BYD Dolphin Surf og den større Renault 5 har bidraget til en stigning på 300 procent mellem 2025 og 2026.

Honda håber, at Super-N kan blive endnu et prisvenligt, praktisk og sjovt alternativ i segmentet, som snart også får selskab af Renault Twingo.

Forskellen er, at Super-N desuden byder på ægte køreglæde – og en lille påmindelse om, at Honda stadig kan skabe magi på fire hjul.

Apple præsenterede macOS 27 Golden Gate under WWDC 2026 tidligere på ugen, og den første betaversion af virksomhedens næste operativsystem til Mac blev derefter gjort tilgængelig for download.

For at være helt klar: der er tale om en første udviklerbetaversion, der ikke er beregnet til almindelige brugere – den offentlige betaversion kommer først senere – men på trods af dette så vi en uventet stormløb efter netop denne allerførste version af macOS 27.

Hvorfor? Det var næppe fordi Mac-brugere var særligt ivrige efter at få adgang til en masse nye, glitrende funktioner, da vi allerede har konstateret, at macOS 27 ikke byder på noget særligt opsigtsvækkende. Faktum er, at macOS 27 lukker Golden Gate for Mac-computere, der ikke kører på Apples M-serie-chips – eller A18 Pro i tilfældet med MacBook Neo – hvilket betyder, at Intel-processorer officielt udfases.

I øvrigt handler macOS 27 primært om generelle forbedringer af ydeevne og stabilitet, finpudsning af brugergrænsefladen og en række mindre nye funktioner. Så hvorfor kaster Mac-brugere sig over udviklerbetaversionen?

Jo, fordi det mere daglige arbejde med at forbedre macOS faktisk var tiltrængt efter lanceringen af den nuværende version af operativsystemet, macOS Tahoe.

Hvis du har gået glip af det, er det altså ikke kun Windows 11, der skal finpudses – noget Microsoft lige nu arbejder intensivt på – men også macOS. Den gode nyhed er, at Apple, i det mindste ifølge de første indtryk, ser ud til at have gjort et rigtig godt stykke arbejde allerede fra starten med den første macOS 27-beta – i et omfang, der har overrasket mange.

Lad os se nærmere på de overordnede reaktioner på macOS 27 i den første testversion – hvor nogle beskriver oplevelsen som »forbløffende« – og de tre vigtigste grunde til, at Golden Gate ikke er en så lavmælt opdatering, som den umiddelbart kan virke.

1. Tahoes ydeevneproblemer ser ud til at være forsvundet helt i macOS 27

De første brugere af den første udviklerbetaversion af macOS 27 roser næsten enstemmigt den forbedrede ydeevne i forhold til den nuværende version af operativsystemet og beskriver forskellen som nat og dag i forhold til Tahoe.

Denne Reddit-tråd er et perfekt eksempel. Trådskaberen hævder, at: »Ydelsen er virkelig forbløffende i den nye macOS 27-betaversion.« Personen fortsætter: »macOS 27 føles utroligt hurtigt sammenlignet med Tahoe.« og tilføjer: "Den forsinkelse, hakken og den generelle træghed, jeg oplevede med Tahoe, synes at være helt væk. Apps starter hurtigere, animationerne er mere flydende, og hele systemet føles betydeligt mere responsivt og gennemtænkt.»

Andre brugere følger trop med lignende kommentarer og overøser macOS 27 med ros. En person skriver for eksempel: «Det bliver endnu bedre under tungere opgaver! Min MacBook bliver ikke lige så varm og bruger ikke lige så meget RAM som Tahoe gjorde."

En anden Reddit-bruger siger: »Enig. Jeg har også en M1 Pro i basisudgaven, og ydeevnen er så meget bedre end med Tahoe. Det føles ærligt talt som en helt ny Mac.«

Der er et tydeligt tema i mange af kommentarerne fra folk, der allerede er skiftet fra Tahoe til Golden Gate: deres Mac føles som en ny computer.

Vi befinder os stadig meget tidligt i forløbet – men Apple ser allerede ud til at være på rette vej.Hvis du har undgået Tahoe på grund af ydelsesrelaterede problemer, ser Golden Gate ud til at kunne blive din gyldne billet til endelig at opgradere fra macOS Sequoia – forudsat at du ikke bruger en Intel-baseret Mac.

2. Den første betaversion af macOS 27 siges allerede at være bemærkelsesværdigt stabil, og det lover godt

Ud over ydeevnen går endnu ét tema igen i reaktionerne på macOS 27: stabiliteten.

Og det er ret bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at dette er den allerførste version af udviklerbetaversionen af Golden Gate. Mere »early adopter« bliver det næppe.

Trådskaberen i Reddit-diskussionen om præstationsforbedringen var næsten lige så imponeret over stabiliteten: »Det er stadig en beta, men indtil videre er ydeevnen helt fantastisk.« Personen fortsætter: »Det er ret vildt, at en udviklerbeta fungerer bedre end den stabile version af Tahoe. Jeg vil helt klart anbefale at opgradere.«

En anden bruger tilføjer: »Betaversionen af macOS 27 er mere stabil, end hvad macOS 26 var i hele sin levetid.«

Faktum er, at flere Reddit-brugere skriver, at de normalt aldrig ville installere en første betaversion, men at de efter at have læst disse indtryk er blevet fristet til at tage springet og lade Tahoe ligge bag sig.

Når det er sagt, ville jeg stadig være forsigtig med tidlige betaversioner generelt, selvom macOS 27 på nuværende tidspunkt kun er tilgængelig for udviklere – og vi forklarer mere om, hvad det betyder her.

macOS 27 vil uden tvivl glæde mange Mac-brugere, når den udkommer til efteråret

3. Apple har rettet flere af de brugergrænsefladeproblemer, der fulgte med Tahoe

Der var en del kritik af visse brugergrænsefladesvalg i macOS Tahoe, og Apple er nu begyndt at rette op på dem i macOS 27.

En vigtig ændring vedrører menupiktogrammerne, som blev udsat for massiv kritik i Tahoe og endda blev beskrevet som »åbenlyst inkonsekvente og ofte fuldstændig uforståelige«. App-menuerne var overfyldte med ikoner i et næsten forvirrende omfang – men det er nu blevet ryddet op.

Apple har også taget fat på klager vedrørende vindueskanter, og de »svævende« sidepaneler er væk. De strækker sig nu fra kant til kant inden for det respektive vindue, hvilket blev bemærket af en Reddit-bruger. Også ændringerne i Liquid Glass-designet fremhæves, hvor Apple har sørget for, at gennemsigtighedseffekten ikke længere gør teksten svær at læse.

Som en anden Reddit-bruger udtrykte det mere generelt: »Golden Gate føles meget skarp nu. I Tahoe var alting så forbandet sløret, men nu føles det godt.«

Liquid Glass er ikke forsvundet – det er blot blevet justeret, og ifølge de fleste brugere til det bedre. MacRumors har desuden fremhævet en lang række andre justeringer af brugergrænsefladen i macOS 27.

Gør Apple bare det, der skulle gøres?

Alt dette lyder selvfølgelig meget positivt. Men selvom Apples arbejde med ydeevne og stabilitet i den første betaversion i visse henseender kan beskrives som »forbløffende«, kan man også hævde, at dette egentlig er præcis, hvad vi burde kunne forvente.

macOS 27 handler i høj grad om at rette op på problemerne i Tahoe, og det er netop det, Apple synes at have fokuseret på – hvilket også forklarer, hvorfor vi ikke ser nogen større nye funktioner.

Samtidig skal vi rose Apple, hvor det er berettiget. Det ser faktisk ud til, at virksomheden har gjort et rigtig godt stykke arbejde. Det er usædvanligt, at en første udviklerbetaversion får så meget ros for sin stabilitet, og det er svært at se bort fra de positive indtryk.

Måske handler det derfor mindre om, at Golden Gate er et kæmpe skridt fremad i forhold til forgængeren, og mere om et nødvendigt arbejde med at forfine, finpudse, reparere og ganske enkelt komme sig efter Tahoe.

Uanset hvad ser det ud til, at macOS 27 vil glæde mange Mac-brugere, når opdateringen udkommer senere på året – især dem med lidt ældre MacBook-modeller (dog ikke alt for gamle, undskyld alle Intel-brugere).

Samtidig ser Microsofts arbejde med at forbedre Windows 11 – et projekt, der forventes at fortsætte det meste af året – også ud til at være på rette vej.

Hvis den udvikling holder, kan 2027 blive et virkelig godt år for operativsystemer til computere.

Der er mindre end en uge til VM-premieren den 11. juni, og hvis du stadig overvejer, hvilket tv du skal købe, er jeg her for at hjælpe.

Som TechRadars tv-tester har jeg anmeldt et stort antal af de bedste tv-apparater gennem de seneste år. Sport er altid en del af mine tests, og fodbold er næsten altid den sport, jeg bruger som reference.

For at et tv skal være godt til sport – herunder flere af de fem vigtigste egenskaber, man skal kigge efter i et tv til VM – skal det tilbyde fremragende bevægelseshåndtering, høj lysstyrke og helst god håndtering af refleksioner. God farvegengivelse og god skærmuniformitet (evnen til at vise store flader med samme farve jævnt og korrekt) er også vigtige faktorer.

Nedenfor har jeg udvalgt tre tv-apparater, som jeg mener opfylder kravene, og som jeg selv har testet.

Samsung QN90F

Gode grunde til at købe

• Fantastisk billedbehandling
• Mat antirefleksskærm
• Fremragende pris for en flagskibsmodel

Samsung QN90F var virksomhedens flagskibsmodel blandt 4K Neo QLED-tv i 2025 og fik topkarakter med fem stjerner i vores anmeldelse. Det var også vores førstevalg som det bedste tv til sport på flere af vores hitlister sidste år, og der er gode grunde til det.

QN90F tilbyder fremragende bevægelseshåndtering, hvilket er perfekt til at gengive alt det hurtige tempo under VM i fodbold på en korrekt måde. Uanset om det drejer sig om en bold, der flyver over banen, eller en kantspiller, der sprinter langs sidelinjen, ser bevægelserne bløde og naturlige ud på QN90F.

TV'et er udstyret med den matte antirefleksskærm Glare Free, som først blev introduceret på OLED-modellen Samsung S95D. Det gør QN90F perfekt til at se tv i lyse rum. Glare Free-skærmen virker nærmest som om den på magisk vis ignorerer genskær og spejlinger i skærmen. Noget som ellers har været en plage for tv-seere siden fjernsynet blev opfundet. Glare Free er en kæmpe fordel, hvis du vil kunne nyde at se VM-kampe, der spilles om dagen.

QN90F tilbyder desuden stærk HDR-lysstyrke over hele skærmen (661 nits i Standard-tilstand) og effektiv lokal dæmpning, hvilket giver meget god skærmuniformitet – noget, der er vigtigt for at gengive den store grønne fodboldbane på en overbevisende måde. Begge disse egenskaber bidrager til en endnu bedre billedoplevelse.

Lige nu koster 50-tommer modellen af QN90F cirka 8.000 kroner, hvilket er en meget attraktiv pris for dette tv. Så overvej at slå til i en fart. Til gengæld er de store modeller dyre, og 65-tommer modellen koster 21.000 kroner.

TCL C7K

Gode grunde til at købe

• Meget prisvenlig i forhold til, hvad den byder på
• Lysstærkt og farverigt billede
• Stabil bevægelseshåndtering

TCL lancerede en stærk serie af mini-LED-tv sidste år, men den model, der gjorde størst indtryk med hensyn til pris/ydelse, var TCL C7K.

TCL C7K levererer frem for alt meget høj lysstyrke til at være et prisvenligt mini-LED-tv. Med over 600 nits i lysstyrke på hele skærmen i både HDR og SDR er det et imponerende lysstærkt tv til pengene, hvilket er vigtigt til at se sport om dagen og til at gengive fodboldbanen korrekt under VM-kampene. Vi bemærkede i vores test af QM7K, at den har en ret reflekterende skærm, men hvis du kan kontrollere lysindfaldet i rummet, er TCL C7K investeringen værd.

Med de rigtige indstillinger tilbyder TCL C7K også rigtig god bevægelseshåndtering. Da jeg testede C7K, fandt jeg ud af, at en indstilling for judder reduction mellem 3 og 5 gav et glat billede, der ikke så kunstigt ud, når jeg så fodboldkampe.

TCL C7K har desuden den nye Halo Control-teknologi til mere effektiv lokal dæmpning og reduceret blooming, og den virker virkelig. Du kan forvente et jævnt og stabilt billede, når du følger VM.

Det virkelige højdepunkt ved TCL C7K er dog prisen. En 65-tommers model koster omkring 7.700 kroner, hvilket er en fremragende pris for dette tv. Så vi forventer, at der kan blive rift om det i butikkerne.

LG C5

Gode grunde til at købe

• Fremragende billedkvalitet
• Rig og detaljeret billedkvalitet
• Meget attraktiv pris lige nu

Selvom vi generelt foretrækker mini-LED frem for OLED til sport, vil jeg stadig nævne LG C5 LG C5, som er et af de bedste OLED-tv, jeg testede sidste år. Det når ikke helt op på samme lysstyrke som et mini-LED-tv og er derfor ikke lige så godt til at se tv i dagtimerne, men der er flere grunde til at overveje det.

C5 har fremragende bevægelseshåndtering. Ved blot at vælge Natural-tilstanden i TruMotion-indstillingerne oplevede jeg, at C5 var fremragende til sport, med meget god håndtering af kameraets hurtige bevægelser under intense fodboldkampe. Billedet så naturligt og blødt ud gennem hele kampen, uanset hvad der skete på skærmen. Hvis du foretrækker at undgå bevægelsesudjævning, klarer tv'et sig desuden godt, selv uden den type behandling.

I Standard-tilstand leverer C5 kraftfulde og fyldige farver, der virkelig får spillernes spilletøj til at skille sig ud. Den tilbyder også de skarpe teksturer og den detaljerigdom, som OLED-teknologien er kendt for, hvilket får VM-kampe til at se fantastisk ud. C5 håndterer desuden opskalering meget godt, hvilket er en stor fordel med kampe, der sendes i HD eller SDR.

C5 har dog en reflekterende skærm, så hvis du har et meget lyst rum uden mulighed for at kontrollere lyset, er en af mini-LED-modellerne ovenfor et bedre valg. Men når 65-tommersmodellen af C5 lige nu koster omkring 15.990 kroner, er dette tv nemt at anbefale.

Hvis du overvejer at opgradere dit tv inden VM, har du sikkert allerede bemærket, at tv-markedet kan være forvirrende. Der findes flere forskellige skærmteknologier, et enormt udvalg af størrelser og priser, der spænder fra et par tusinde kroner til betydeligt højere niveauer. Det er ikke altid nemt at vælge den rigtige model.

Vores team af testere har gennemgået mange af markedets bedste tv-apparater, med særligt fokus på sportsvisning, da direkte sportsudsendelser stiller høje krav til håndteringen af hurtige bevægelser. I denne guide gennemgår jeg de vigtigste egenskaber, du skal kigge efter, når du køber et tv til sport, og hvorfor de spiller så stor en rolle.

Men ikke alt fremgår af manualen. Nedenfor fremhæver jeg de vigtigste ting, du skal holde øje med, men meget af informationen finder du oftere i anmeldelser og produktbeskrivelser online end på selve emballagen.

God opskalering og bevægelseshåndtering

Teknisk set drejer det sig om to forskellige funktioner, men opskalering og bevægelseshåndtering arbejder sammen om at give en skarp og klar sportsoplevelse. Hvis blot den ene fungerer godt, vil resultatet alligevel blive en skuffelse.

Opskalering er den proces, hvor et 4K-tv tager videomateriale med lavere opløsning og konverterer det, så det udfylder alle tv'ets pixels. De fleste vil ikke kunne se VM i ægte 4K-opløsning, hvilket gør opskalering ekstra vigtig. Der findes mange forskellige metoder til dette, og mange moderne tv-apparater markedsfører AI-baseret opskalering.

Bevægelseshåndtering fungerer på en lignende måde, men fokuserer i stedet på objekter, der bevæger sig på skærmen. TV'et behandler billedet for at forbedre gengivelsen af bevægelser, da digital video ofte har svært ved at håndtere meget hurtige objekter, som f.eks. en fodbold i høj hastighed. Det kan føre til, at detaljer forsvinder, hvilket får bolden til at se sløret ud eller efterlade spøgelsesagtige spor.

Teknologien følger hurtige objekter som bolden og spillerne og reducerer uskarphed og andre bevægelsesproblemer, så spillet bliver tydeligere og lettere at følge. Nogle tv-apparater kan endda skabe ekstra billederammer for at give indtryk af en højere billedfrekvens og blødere bevægelser.

Ulempen ved dårligt implementeret bevægelseshåndtering – noget, der forekommer på visse billigere modeller – er, at resultatet kan se kunstigt ud. Bolden kan få en mærkelig glorie omkring sig, spillerne kan få unaturligt skarpe konturer, og hele billedet kan opleves kunstigt i stedet for naturligt detaljeret.

Derfor skal opskalering og bevægelseshåndtering fungere sammen for at give det bedst mulige resultat. Et tv kan for eksempel skabe stor detaljerigdom gennem opskalering, men hvis bevægelseshåndteringen er dårlig, kan detaljerne i billedet alligevel blive slørede under hurtige sekvenser. Omvendt kan bevægelseshåndteringen være fremragende, men hvis opskaleringen skaber mærkelige konturer omkring bolden, ødelægger det alligevel helhedsindtrykket og oplevelsen.

LG's OLED-tv, som LG C5 og LG G6, er meget gode til både opskalering og bevægelseshåndtering. Det samme gælder Samsungs mere avancerede modeller, herunder Samsung QN90F og Samsung S95F. Sonys tv har længe haft et godt ry på dette område, men på det seneste har vi oplevet, at LG og Samsung ligger et skridt foran.

TCL- og Hisense-tv klarer sig også godt på disse områder, især i mellemklassen.

Ensartet skærmbelysning

Du har måske hørt om dette under betegnelsen "dirty screen effect". Skærmens ensartethed handler grundlæggende om et tv’s evne til at vise et jævnt oplyst billede over hele skærmen, uden områder, der ser mørkere eller lysere ud end resten. Det er noget, der primært rammer LCD-baserede tv-apparater, herunder LED-, QLED-, mini-LED- og RGB-modeller.

LCD-tv fungerer ved, at lysdioder i baggrundsbelysningen lyser gennem et lag af pixels, og udformningen af denne baggrundsbelysning spiller en stor rolle for skærmens ensartethed. Hvis lysdioderne er ujævnt placeret eller lyser med forskellig intensitet, kan visse dele af billedet opleves som mørkere eller lysere end andre. Dette ses især i scener med store flader af samme farve, som for eksempel græsset på en fodboldbane.

Hvis dit tv har dårlig skærmuniformitet, vil du se mørkere områder bevæge sig hen over banen, når kameraet følger bolden. Nogle brugere forveksler det med snavs på skærmen, hvilket er årsagen til det uformelle navn.

Jo større tv'et er, jo større er risikoen for dirty screen-effekten, ganske enkelt fordi en større overflade skal belyses jævnt. Derfor kan det nogle gange være en ulempe at vælge en meget stor budgetmodel, da disse sjældent har den mere avancerede baggrundsbelysning, der kræves for at opretholde god skærmuniformitet.

Det er umuligt at vide præcis, hvordan et bestemt tv vil præstere, før man tester det, men en måde at få en indikation på er at se på antallet af lokale dæmpningszoner i specifikationerne. Generelt betyder flere dæmpningszoner bedre kontrol over baggrundsbelysningen, hvilket ofte går hånd i hånd med flere lysdioder i panelet og bedre skærmuniformitet. Det kan også være værd at læse anmeldelser, hvor skærmuniformitet diskuteres.

Jeg har primært talt om LED-tv her – men hvad med OLED? I teorien har OLED-tv perfekt skærmuniformitet, da hver pixel fungerer som sin egen lysdiode. OLED kan ganske vist også lide under ujævnheder i billedet, men i så fald handler det oftere om en faktisk fejl på skærmen end om, at det er en billig model.

En skærm, der håndterer refleksioner effektivt

Når man ser sport, er det ofte om dagen, hvilket også betyder, at der er meget lys i omgivelserne. Selv om aftenen kan et rum være godt oplyst. De blanke skærme, som de fleste tv-apparater har, fungerer ofte som spejle, hvilket gør det sværere at se, hvad der sker på skærmen.

Spejllignende refleksioner er særligt forstyrrende, da de ikke kun tager fokus væk fra kampen, men også får øjnene til at forsøge at fokusere på refleksionen i stedet for selve billedet. Da refleksionen synes at befinde sig i en anden afstand end tv-billedet, kan øjnene være nødt til at skifte fokus mellem de to, hvilket kan føre til øjetræthed.

TV-producenter bruger flere forskellige metoder til at reducere refleksioner, og næsten alle moderne tv-apparater har en form for polarisationsfilter, der hjælper med at kontrollere, hvordan lyset passerer gennem skærmen. På billigere modeller er disse løsninger dog ofte ret enkle og gør derfor mindre forskel i lyse omgivelser.

På mere prisvenlige tv-apparater er høj lysstyrke derfor ofte den mest effektive måde at modvirke refleksioner på. Mini-LED-tv-apparater er særligt stærke på dette område, da de bruger et meget stort antal små lysdioder, hvilket gør, at de kan opnå betydeligt højere lysstyrke over hele skærmen, end hvad OLED-tv-apparater kan klare.

Nogle tv-apparater har desuden særlige antirefleksbehandlinger. Samsungs mere avancerede mini-LED- og OLED-modeller bruger for eksempel den såkaldte Glare Free-belægning, som i praksis er et mat lag, der spreder lyset i stedet for at reflektere det. Refleksioner bliver dermed mere som en svag tåge end tydelige spejlbilleder, hvilket gør dem nemmere for tv'ets egen lysstyrke at overvinde og mindre forstyrrende for seeren. Hisense har også tilføjet en mildere mat belægning på flere af sine premium- og mellemklasse-modeller med mini-LED. LG G6 OLED-tv har til gengæld et meget effektivt lag, der kraftigt reducerer lysstyrken i spejllignende refleksioner.

Kort sagt: hvis du skal bruge tv'et i et lyst rum, gælder det, at jo højere lysstyrke tv'et har, desto bedre. Et premium-tv med ekstra antirefleksbehandling giver desuden yderligere fordele.

Lyd, som brager ud over skærmkanten

Når du ser VM, vil du gerne føle dig omgivet af stemningen fra stadionet, og lyden spiller en enorm rolle i den forbindelse. Hvis publikumslyden føles som om den kommer direkte fra tv’et, er det svært at glemme, at du blot ser på en skærm. Men når lyden opleves som om den kommer fra et større område end selve tv’et, bliver det meget nemmere at føle sig som en del af kampen.

På samme måde giver lyd med dybere bas og klarere diskant en mere fordybende oplevelse, da trommer, klappende hænder, stemmer og publikums brøl lyder fyldigere og mere realistisk.

Igen er det ikke muligt at afgøre præcist, hvor godt et tv lyder, blot ved at læse specifikationerne, men der er visse fingerpeg.

Budget-tv har ofte meget enkle højttalersystemer, som normalt består af to små nedadrettede højttalere. Deres evne til at skabe en omsluttende lyd er derfor begrænset. Hvis et tv kun har et 2.0-højttalersystem, kan man ofte regne med, at lyden bliver ret tynd.

• Her er de bedste soundbarer lige nu

Tv-apparater med fremadrettede eller sidemonterede højttalere har betydeligt bedre forudsætninger for at levere et større lydbillede. Det er også værd at kigge efter modeller, der har en form for bassystem, enten en indbygget subwoofer eller passive basradiatorer, da de giver en fyldigere og kraftigere lyd.

Tv-apparater i mellemklassen og opefter bliver bedre og bedre til at levere velafbalanceret lyd. Modeller som TCL QM7K og Hisense U7 klarer sig godt her, men går du op til TCL QM8K, Hisense U8 eller frem for alt Samsung QN90F, får du en betydeligt større og mere omsluttende lydoplevelse.

En anden måde at sikre rigtig god lyd på er selvfølgelig at supplere med en soundbar eller et højttalersystem. På denne tid af året dukker der ofte tv-tilbud op, hvor en soundbar er inkluderet eller sælges til en kraftigt nedsat pris, så hold øje med sådanne pakker. Det er fuldt ud muligt, at et tv i mellemklassen sammen med en prisvenlig soundbar giver den bedste kombination af stort billede og stor lyd.

Stor skærm og en god pris

Mange, der køber et tv op til VM, vil nok helt naturligt gå efter en stor skæm. Der findes desuden mange store modeller over på op til 85 tommer, som kun er en smule dyrere end en 65-tommers model, hvilket gør fristelsen endnu større.

Men større er ikke altid bedre, og du skal kun købe et stort tv, hvis det kan levere de funktioner, jeg allerede har nævnt.

Problemer som mangelfuld bevægelseshåndtering, svag detaljegengivelse, ujævn skærmudjævning, forstyrrende refleksioner og begrænset lyd bliver alle mere synlige på en større skærm, hvor manglerne ikke har noget sted at gemme sig.

Hvis du har et budget på omkring 7.000 kroner, kan du vælge mellem en enklere 85-tommers model, en god 75-tommers model eller et mere højkvalitets 65-tommers tv. Hvordan du afbalancerer størrelse, kvalitet og budget er i sidste ende et personligt valg, men det er vigtigt at huske, at hvis budgettet ikke stiger i takt med skærmstørrelsen, vil du normalt bytte ydeevne mod flere tommer.

Vil du have hjælp til at finde den rigtige størrelse til dit rum, findes der online-beregnere, der beregner anbefalet betragtningsafstand.

Nu hvor VM i fodbold 2026 kun er få uger væk, er det oplagte valg at opgradere til et nyt tv. Men skærmen er kun en del af helheden. Hvordan lyden fylder rummet, hvor stabil streamingen er ved kampstart, og hvor meget sollys der rammer skærmen klokken 15 om eftermiddagen, påvirker kampoplevelsen lige så meget som selve tv’et.

Til denne guide har vi udvalgt fem produkter, der tilsammen opgraderer stuen til noget betydeligt bedre end blot et nyt tv. Et produkt pr. kategori: tv, soundbar, streamingenhed, router og belysning.

1. TV: LG C5 – det bedste allround-OLED-tv til fodbold

• OLED med en responstid på 0,1 ms og ingen sløring ved hurtige bevægelser
• Indbygget 120 Hz-skærm med VRR op til 144 Hz
• UL Glare Free-certificering til kampe om dagen

LG C5 er det mest afbalancerede valg blandt OLED-modellerne lige nu og det tv, vi anbefaler mest til live-sport. En pixelrespons på 0,1 ms betyder, at spillere, der sprinter hen over banen, ikke efterlader slørede spor, og bevægelserne forbliver klare selv under lange kampe uden artefakter eller "soap opera-effekt".

Farvegengivelsen er både kraftfuld og præcis, og det er ret så vigtigt, så man tydeligt kan se forskel på trøjerne fra de forskellige hold. UL Glare Free-certificeringen har desuden mindsket OLED-teknologiens gamle svaghed i lyse rum, selvom lysstyrken på hele skærmen stadig er lavere end hos visse Mini LED-modeller i mellemklassen. For de fleste stuer, hvor lyset kan reguleres, er det dog ikke noget større problem.

Fordelene gælder ikke kun VM-seere. C5 er også et af de bedste gaming-tv på markedet, så opgraderingen fortsætter med at give værdi længe efter slutfløjtet.

2. Soundbaren: Sonos Beam (2. generation) – det bedste valg i mellemklassen til fodbold

• Kompakt format uden behov for baghøjttalere
• Meget tydelige kommentatorstemmer
• Kan udvides senere med Sonos Sub eller baghøjttalere

Sonos Beam (2. generation) er den mest velafbalancerede allround-soundbar i sin klasse og passer perfekt til stuer, hvor der ikke er plads til et komplet surround-system.

Tv'ets indbyggede højttalere flader ofte lydbilledet ud. En soundbar giver følelsen af kampen tilbage. Baggrundslyden fra et stadion i fodboldfeber gør oplevelsen nærværende, uden at overdøve kommentatorerne, hvilket egentlig er en vigtig balance under en 90 minutter lang udsendelse.

Atmos-effekten er virtuel snarere end kanalbaseret, men til fodbold mærkes den begrænsning knap nok, da næsten al lyd foregår vandret over banen. Ulempen er derimod trykket i bassen. Den forbliver kontrolleret, men føles lidt forsigtig, indtil man supplerer med en Sonos Sub.

For en mere dybdegående gennemgang af alternativer i forskellige prisklasser kan du tjekke vores top-liste over markedets bedste soundbars lige nu.

3. Streaming-enheden: Apple TV 4K – den mest pålidelige 4K HDR-streamer

• Stabil 4K HDR-streaming uden buffering
• Understøttelse af HLG i sportsudsendelser
• Bedre Wi-Fi-ydeevne end mange indbyggede tv-apps

Apple TV 4K håndterer live-sportsudsendelser betydeligt bedre end mange indbyggede smart-tv-systemer. En fodboldstream i 4K HDR stiller større krav end almindelig videostreaming – højere bithastighed, mindre buffer og næsten ingen plads til netværksproblemer lige ved kampstart.

Mange indbyggede tv-apps varierer meget i, hvor godt de håndterer dette, hvilket fører til ujævne resultater. Apple TV 4K håndterer derimod live-udsendelser i HDR betydeligt mere stabilt end de fleste indbyggede smart-tv-platforme.

Der er også støtte til HLG, som er det format, mange public service-selskaber bruger til live-sport. Brugergrænsefladen forbliver hurtig og responsiv – noget, der faktisk spiller en stor rolle i pausen, når alle samtidig begynder at trykke på fjernbetjeningen.

4. Routeren: TP-Link Archer AX73 – stabil Wi-Fi 6 til livestreaming

• Wi-Fi 6 med høj faktisk ydeevne
• Stabil trådløs streaming i 4K HDR
• Rimelig pris i forhold til specifikationerne

TP-Link Archer AX73 er den slags opgradering, man oftest først bemærker, når den mangler. Den mest stabile løsning er stadig et ethernetkabel direkte til tv'et, men hvis det ikke er realistisk, gør en kraftfuld Wi-Fi 6-router i samme rum en meget stor forskel.

AX73 klarer 4K HDR-streaming uden de bufferingproblemer, som ældre routere ofte medfører under belastningstoppe. Resultatet bliver ganske enkelt en stream, der forbliver stabil både ved kampstart og i anden halvleg, når netværket derhjemme er mest belastet.

5. Belysningen: Govee TV Backlight 3 Lite – mindsker træthed under lange kampe

• Indirekte belysning bag tv'et
• Mindsker belastningen på øjnene under lange tv-sessioner
• Forbedrer den oplevede kontrast på OLED- og Mini LED-skærme

Govee TV Backlight 3 Lite er den enkleste opgradering på listen – og den, som de fleste overser. En indirekte lyskilde bag tv'et mindsker kontrasten mellem en lys skærm og et mørkt rum, hvilket spiller en stor rolle under 90 minutter lange kampe eller aftener med flere kampe i træk.

Monteret bag tv'et holder det rummet behageligt dæmpet i stedet for helt mørkt og forbedrer desuden den oplevede kontrast på både OLED- og Mini LED-skærme. Ved aftenkampe er det forskellen mellem en behagelig seeroplevelse og trætte øjne.

Hvad du bør overveje, før du opgraderer

Der er tre ting, der betyder mest, når du skal skabe et godt setup til kampdagen. Tv’et klarer det tungeste arbejde, men resten af rummet afgør, hvor meget af billedkvaliteten der rent faktisk kommer til sin ret.

Til kampe om dagen er reflekshåndtering og gardiner eller persienner mod direkte sollys det vigtigste. Til aftenkampe er et let oplyst rum bedre end et helt mørkt, og her hjælper blød belysning enormt meget. Når det gælder lyd, er en soundbar den største opgradering efter selve tv'et.

Hvis kun én opgradering er realistisk – start med tv'et. Og hvis det er en lige lovlig dyr investering, så overvej lyden. Lyden fra et brusende stadion kan løfte din fodboldoplevelse, også selv om du sidder og kigger på et ældre tv. Resten kan du så overveje og tilpasse/købe hen ad vejen.

Med VM i fodbold 2026 lige om hjørnet – 48 hold, 104 kampe og tre værtslande – har der aldrig været en bedre undskyldning for at opgradere tv'et, og den gode nyhed er, at en rigtig god seeroplevelse aldrig har været mere overkommelig.

Ikke alle 4K-tv'er er dog bygget til fodbold. Live-sport er en af de mest krævende typer indhold, et tv skal håndtere, og der er især tre ting, der gør en forskel: bevægelseshåndtering, lysstyrke og håndtering af genskær/reflekser. Denne guide udvælger et tv i hver prisklasse – fra prisvenlig Mini LED til flagskibs-QD-OLED – så du kan finde den rigtige model inden kampstart.

1. TCL C6K – det bedste budget-tv til VM i fodbold

• QM6K byder på Mini LED-skærm, fuld HDR-understøttelse og op til 144 Hz til en overkommelig pris

TCL C6K er TCL’s indgangsmodel inden for QD-Mini LED, men specifikationerne er imponerende, og ligger betydeligt tættere på mellemklassen. TCL oplyser, at panelets opdateringsfrekvens på 144 Hz er integreret i hele signalkæden, hvilket giver rigelig margin til at håndtere hurtige bevægelser uden problemer.

HDR-understøttelsen er en klar styrke i denne prisklasse. HLG er særligt vigtigt for fodbold, da det er det format, de fleste public service-selskaber bruger til live-sport. Lyden håndteres af et 2.1-kanals lydsystem, der er finjusteret af Onkyo, komplet med indbygget subwoofer og Dolby Atmos – betydeligt mere kraftfuldt end det, mange budget-tv'er tilbyder.

Køb det, hvis . . .

Du vil have premium-funktioner til en budgetpris: QD-Mini LED, fuld HDR-understøttelse og 144 Hz findes normalt kun i dyrere modeller.

Du ser meget live-sport: HLG-understøttelsen betyder, at fodbold vises præcis, som tv-stationerne sender det.

Køb det ikke, hvis …

Din stue er meget lys: Mellemklasse- og premium-alternativerne nedenfor håndterer refleksioner bedre.

Du vil have billedkvalitet i flagskibsklasse: OLED leverer dybere sortniveau og bedre detaljegengivelse i mørke områder end du får her.

2. Hisense U8Q – det bedste tv i mellemklassen til VM i fodbold

• Et tv i mellemklassen med ambitioner som et flagskibs-tv. Ekstremt høj lysstyrke, fuld HDR-understøttelse og en antirefleksskærm gør det til det bedste valg til sportsudsendelser

Hisense U8Q bruger Mini LED Pro-baggrundsbelysning sammen med Full Array Local Dimming Pro, og det er det, der giver den angivne maksimale lysstyrke på 5.000 nits. Det tal gælder ganske vist små områder med lysfelter og ikke hele skærmen — men konklusionen er klar: dette tv er meget lysstærk, så man faktisk kan se fodbold i dagtimerne uden at ærgre sig over, at det er svært at se detaljer på skærmen.

HDR-understøttelsen dækker i princippet alle relevante formater på markedet i dag. Antirefleksbehandlingen Anti-Glare Low Reflection Pro er desuden en af de største fordele, når man ser sport. Lyden håndteres af et 4.1.2-kanals Dolby Atmos-system med indbygget subwoofer, der leverer op til 82 watt på de større modeller. Smart-TV-systemet varierer afhængigt af region: Google TV i USA og VIDAA i Europa, Storbritannien og Australien.

Køb det, hvis …

Du ser meget fodbold i dagtimerne: En maksimal lysstyrke på op til 5.000 nits og en antirefleksskærm modvirker effektivt genskin.

Du vil have flagskibsfunktioner til en pris i mellemklassen: 165 Hz, fuld HDR-understøttelse og 4.1.2 Atmos giver den en virkelig eksklusiv fornemmelse.

Køb det ikke, hvis …

Du ser tv sammen med mange andre, og I sidder spredt i stuen: VA-paneler mister kontrast fra siden, og OLED fungerer bedre i brede vinkler.

Du vil have OLED-niveau i bevægelsesskarphed: Mini LED er imponerende, men OLED's øjeblikkelige pixelrespons er stadig en anelse bedre.

3. LG C5 – det bedste premium-tv til VM i fodbold

• Det OLED-tv, som de fleste anmeldere anbefaler som det bedste kompromis mellem billedkvalitet, funktioner og pris.
• OLED-skærmens responstid på 0,1 ms giver en bevægelsesskarphed, som Mini LED ikke kan måle sig med

LG C5 viser virkelig, hvorfor OLED ændrer oplevelsen af live-sport. Hver enkelt pixel tændes og slukkes individuelt, hvilket giver en ekstremt hurtig responstid på 0,1 ms. I praksis betyder det, at spillerne ikke bliver slørede under hurtige løb, og at der ikke opstår ghosting, når bolden bevæger sig hen over en lys græsbane – noget, som LCD-baserede skærme stadig har svært ved at matche.

C5 bruger LGs Alpha 9 AI Processor Gen8 sammen med et indbygget 120 Hz-panel og VRR op til 144 Hz. UL Glare Free-funktionen er med til at afhjælpe det, der tidligere var OLED-teknologiens største svaghed: lyse rum. Den indbyggede lyd består af et 2.2-kanals Dolby Atmos-system på 40 watt, som fungerer godt – selvom modellen bliver endnu bedre sammen med en soundbar.

Køb det, hvis . . .

Bevægelsesskarphed er det vigtigste for dig: OLED-skærmens responstid på 0,1 ms betyder, at der slet ikke er nogen udtværing ved hurtige bevægelser.

Du vil have det mest afbalancerede OLED-tv til prisen: Det bliver konsekvent vurderet som den bedste kombination af billedkvalitet, funktioner og værdi.

Køb det ikke, hvis . . .

Din stue er ekstremt lys: G-serien eller Samsung S95F klarer disse forhold bedre.

Du streamer meget indhold i HDR10+-format: LG understøtter ikke dette HDR-format. Det påvirker dog ikke fodboldkampe, da live-sport sendes i HLG.

• Vil du også opgradere lyden til kampene? Se vores top-liste over markedets bedste soundbars

4. Samsung S95F – det bedste flagskibs-tv til VM i fodbold

• Samsungs flagskibs-QD-OLED fra 2025 kombinerer ekstrem lysstyrke, markedets bedste antirefleksskærm og 165 Hz
• Det bedste tv til lyse rum

Samsung S95F er en seriøs kandidat til titlen som markedets bedste tv lige nu. Tre ting skiller sig især ud i forbindelse med fodbold: den maksimale lysstyrke, der ligger langt over mange andre premium-OLED-modeller, OLED Glare Free-belægningen og opdateringsfrekvensen på 165 Hz med AMD FreeSync Premium Pro.

Den matte antirefleksoverflade håndterer direkte sollys og lampereflekser på en måde, som blankere OLED-paneler simpelthen ikke kan klare. Ulempen er, at sortniveauet ikke bliver helt så sort i meget lyse rum, men til fodbold om dagen er det et kompromis, der er det hele værd. One Connect Box samler desuden alle tilslutninger i én separat boks med kun et tyndt kabel til tv'et.

Køb det, hvis …

Du ser fodbold i et meget lyst rum: OLED Glare Free-belægningen er uovertruffen blandt OLED-tv.

Du vil have det komplette flagskibspakke: QD-OLED-lysstyrke, 165 Hz og et kraftfuldt 4.2.2 Atmos-lydsystem.

Køb det ikke, hvis …

Du bruger meget Dolby Vision-indhold: Samsung understøtter ikke Dolby Vision, selvom live-fodbold bruger HLG.

Du prioriterer mest værdi for pengene: LG C5 leverer det meste af billedkvaliteten til en lavere pris.

• Er du også vild med gaming? Mange af tv'erne her fungerer også som fremragende gaming-skærme, men tjek gerne vores guide til de bedste gaming-tv'er til PS5 og Xbox Series X

Hvad du skal kigge efter i et tv til fodbold

Tre specifikationer spiller den største rolle for live-sport.

Opdateringshastighed

Skærme med 120 Hz eller højere har betydeligt bedre muligheder for at vise hurtige bevægelser end de mere simple 60 Hz-tv.

Lysstyrke

Særligt vigtigt til kampe om dagen. Mini LED når de har de lyseste skærme, men premium-OLED har indhentet det store forspring de seneste år.

Anti-refleks skærme

Den mest undervurderede faktor. Samsung OLED Glare Free, Hisense Anti-Reflection Pro og LG UL Glare Free reducerer genskær fra sol eller andre lyskilder utroligt effektivt, og det giver en fantastisk tv-oplevelse.

Når det gælder HDR, er HLG det vigtigste format til live-fodbold, og alle tv-apparater her understøtter det.

Ofte stillede spørgsmål

VM i fodbold 2026 kører fra den 11. juni til den 19. juli, med 104 kampe spredt over USA, Canada og Mexico. Det er den største VM-slutrunde nogensinde – og en god undskyldning for en ordentlig opgradering derhjemme. En god projektor forvandler stuen til noget, der føles betydeligt tættere på en arena: større billede, bedre stemning og mere plads til de mennesker, man vil nyde kampene sammen med.

Fodbold er en af de mest krævende typer indhold for en projektor. Hurtige kamerapanoreringer, lange afleveringer og konstant skiftende lys over banen afslører svagheder, som langsommere film aldrig gør. Alle modellerne nedenfor er udvalgt ud fra det, der faktisk betyder noget for livesport: bevægelseshåndtering, brugbar lysstyrke og farvegengivelse på 100 tommer eller mere.

Overblik

• Bedst samlet: Hisense PX3-Pro
• Bedste premium-valg: Sony Bravia Projector 8 (VPL-XW6100ES)
• Bedste valg i mellemklassen: BenQ W2720i
• Bedste budgetvalg i 4K: BenQ GP520
• Mest fleksibel: Hisense C2 Ultra

• Hvad angår resten af opsætningen, kan du læse vores guider til de bedste soundbarer og de bedste tv-apparater

Bedst samlet set: Hisense PX3-Pro

Hisense PX3-Pro vandt EISA-prisen for årets UST-projektor 2025–2026 og er den mest komplette allround-model, vi anbefaler til de fleste stuer. Tri-chroma RGB-laser, 99,82 % DCI-P3-dækning og fuld HDR-understøttelse sikrer, at direkte fodboldtransmissioner ser ud præcis som de skal.

Den målte lysstyrke på 2.669 ANSI-lumen – hvilket ligger inden for ISO 21118-tolerancen for den officielle specifikation på 3.000 lumen – er rigeligt til stuer med en del omgivende lys. Ultra short throw-designet har også den fordel, at projektoren kan stå direkte mod væggen på et tv-bord: ingen loftsbeslag og ingen lange kabler.

“Designed for Xbox”-certificeringen giver desuden lav input-forsinkelse til gaming, med 240 Hz i 1080p og kun 7 ms forsinkelse.

Køb den, hvis . . .

Du vil have en projektor til både fodbold, film og gaming og har et rum, der egner sig til en UST-løsning.

Køb den ikke, hvis . . .

Du har et dedikeret, mørkt hjemmebiografrum. I denne prisklasse giver en traditionel long-throw-projektor et mere filmisk billede.

Det bedste premiumvalg: Sony Bravia Projector 8 (VPL-XW6100ES)

Sony Bravia Projector 8 (VPL-XW6100ES) er den projektor, man køber, hvis budgettet ikke er det vigtigste, og man ønsker noget, der holder i mange år fremover. De indbyggede SXRD-paneler i ægte 4K betyder, at alle 8,3 millioner pixels er ægte og ikke pixelskiftede, samtidig med at Sonys nye XR-processor endelig leverer den dynamiske HDR-tonemapping, som tidligere generationer blot lovede.

Billedet er næsten perfekt kalibreret lige fra kassen, og HDMI 2.1 sammen med 12 ms input-forsinkelse i 4K/120 gør den overraskende god også til gaming. Sortniveauet når dog ikke helt op på JVC DLA-NZ800 i samme prisklasse, og Sony mangler stadig støtte til HDR10+ og Dolby Vision på sine projektorer – en mærkelig begrænsning i premiumsegmentet.

Køb den, hvis …

Du vil oprette et fast hjemmebiografsystem og ser lige så mange film som fodboldkampe.

Køb den ikke, hvis …

VM er hovedårsagen til købet – der findes rigtig gode alternativer til en betydeligt lavere pris.

Bedste valg i mellemklassen: BenQ W2720i

BenQ W2720i er det rette valg for dig, der ønsker ægte 4K HDR-ydeevne uden at skulle bruge en formue. Det er BenQs første AI-drevne 4K-hjemmebiografprojektor, og den leveres fabrikskalibreret til Rec.709-præcision i Filmmaker Mode sammen med HDR10+-understøttelse – noget, der stadig er usædvanligt i denne prisklasse.

4LED-lyskilden giver desuden en levetid på op til 30.000 timer uden lampeskift.

Kompromiset er ret simpelt: dette er en projektor til mørke rum. Med 2.500 ANSI-lumen er der ikke rigtig margener til at se kampe om dagen i en lys stue. Til aftenkampe i et rum med gardiner leverer den derimod et skarpere og mere farvekorrekt billede end næsten alt andet i samme segment.

Køb den, hvis …

Du primært ser kampe om aftenen og gerne vil have HDR10+ til en rimelig pris.

Køb den ikke, hvis …

Kampe om dagen i et lyst rum er din højeste prioritet.

Det bedste budgetvalg i 4K: BenQ GP520

BenQ GP520 er den projektor, vi anbefaler til dem, der ønsker at se VM på en stor skærm uden at skulle installere et fast anlæg derhjemme. Den præsterer langt over sin prisklasse med 2.600 ANSI-lumen – mere end dobbelt så meget som flere direkte konkurrenter i samme segment – sammen med en firekanals LED-lyskilde, der giver neutral og fabrikskalibreret farvegengivelse uden de kompromiser, som traditionelle farvehjul kan medføre.

Den er oven i købet usædvanlig stille af en så lysstærk projektor at være, og det er en kæmpe fordel, når man prøver at høre kommentatorerne over projektorens blæserstøj. De indbyggede højttalere på 12 watt er derimod ret tynde og basfattige, så her vil det være en rigtig god ide at investere i en soundbar.

Køb den, hvis …

Du vil opbygge et solidt VM-anlæg uden at bruge for meget, især i en lejlighed.

Køb den ikke, hvis …

Dyb sort er vigtigt for dig, eller hvis du er følsom over for regnbueeffekten.

Mest fleksibel: Hisense C2 Ultra

Hisense C2 Ultra er den mest fleksible projektor på listen. Det indbyggede gimbal-beslag kan dreje 360 grader vandret og 135 grader lodret, hvilket betyder, at du kan projicere mod vægge, lofter eller et lærred udendørs uden komplicerede monteringer.

Den tilbyder desuden den bredeste HDR-understøttelse af alle projektorer her – Dolby Vision, HDR10+, HDR10, HLG og IMAX Enhanced – samtidig med at JBL's 2.1-lydsystem med indbygget subwoofer er usædvanligt kraftfuldt for en mere bærbar model.

Den målte lysstyrke ligger på 2.779 ANSI-lumen med fuld DCI-P3-dækning, og den optiske zoom på 1,67x er virkelig nyttig til at justere billedstørrelsen uden at skulle flytte projektoren.

Røde toner kan dog blive lidt overdrevne i standardtilstandene, og ligesom hos andre DLP-projektorer er der en vis regnbueeffekt. Hisense kører desuden lige nu en VM 2026-kampagne sammen med Elgiganten på denne produktserie, herunder lodtrækning om VM-billetter frem til 31. juli 2026.

Køb den, hvis …

Du flytter projektoren rundt ofte og ønsker den bredest mulige HDR-understøttelse.

Køb den ikke, hvis …

Du ønsker fuldstændig klinisk farvepræcision lige fra kassen.

Hvad du skal kigge efter i en projektor til fodbold

Tre specifikationer er vigtigere end de øvrige.

Lysstyrke
2 000 ANSI-lumen er minimumskravet til stuer med en del omgivende lys. 3 000 lumen eller mere er betydeligt mere sikkert til kampe om dagen. Producenternes tal ligger desuden ofte 10–20 % over de faktisk målte værdier, hvilket stadig ligger inden for ISO 21118-standarden.

Bevægelseshåndtering
Se efter understøttelse af MEMC. Fodbold afslører dårlig bevægelseshåndtering hurtigere end næsten enhver anden type indhold.

Farvepræcision
Sigt efter mindst 95 % Rec.709-dækning, hvilket er vigtigere for almindelige HD-udsendelser end bredere farverum.

Uanset hvilken model der passer bedst til dit rum og dit budget, er det klogt at få det hele installeret inden kampstart den 11. juni. Den første kamp kommer altid hurtigere, end man tror.

• Se flere muligheder i vores top-liste over de bedste Dolby Atmos-soundbars

Når VM i fodbold 2026 går i gang, bliver det den største turnering i sportens historie. Denne skala ændrer kravene til, at alt skal fungere. Hver eneste kamp er afhængig af systemer, som de fleste seere aldrig ser, men som har direkte indflydelse på, hvordan kampene vises på skærmen derhjemme.

Pointen er stadig den samme: det handler ikke længere kun om sponsorering. Disse virksomheder driver centrale dele af selve turneringen.

Lenovo – virksomheden, der driver kerneinfrastrukturen

Lenovo står i centrum for turneringens tekniske infrastruktur. Virksomhedens rolle omfatter overvågning i realtid, logistik og AI-støttede systemer, der hjælper med at træffe beslutninger under kampene.

En af de mest synlige ændringer ses inden for dommerteknikken. Offside-vurderinger går i stigende grad i retning af tredimensionelle rekonstruktioner i stedet for statiske linjer. Resultatet bliver tydeligere visualiseringer, både for dommerne og for seerne derhjemme.

Motorola – hvor fansene møder turneringen

Motorola står for den del af oplevelsen, der er tæt på forbrugerne. Som officiel smartphone-partner markedsføres virksomhedens telefoner som den primære platform for fans, der følger turneringen på flere skærme samtidigt.

Opdelingen er klar. Lenovo styrer systemerne bag kulisserne, mens Motorola står for brugergrænsefladen, hvor fans interagerer med indholdet i realtid.

Verizon – virksomheden, der holder alt forbundet

Verizon står for netværkskapaciteten på arenaerne i USA og understøtter alt fra digitale billetter til betalinger inde på arenaerne.

Det er også den type teknologi, som de fleste først lægger mærke til, når den holder op med at fungere. Hvis netværket fungerer, føles oplevelsen problemfri. Hvis det ikke gør det, påvirkes alle andre systemer med det samme.

Hisense – virksomheden, der sætter sit præg på turneringen

Hisense spiller en mere hjemlig rolle. Fokus ligger på skærmteknologi, billedkvalitet ved tv-udsendelser og HDR-ydeevne.

De fleste vil opleve VM i fodbold foran et tv snarere end på selve stadionerne. Billedkvalitet, lysstyrke og reflekshåndtering afgør derfor, hvor god oplevelsen rent faktisk bliver derhjemme i stuen.

• Overvejer du at opgradere dit fjernsyn inden kampstart? Se vores guide til de bedste tv-apparater lige nu

Adidas – data inde fra bolden

Adidas spiller en mindre synlig, men stadig vigtig rolle i den tekniske infrastruktur. Den officielle kampbold er udstyret med sensorteknologi, der sender data direkte til dommersystemerne.

Det resulterer i en mere præcis sporing af boldens bevægelser, hvilket er til gavn for både dommerafgørelserne på banen og grafikken i tv-transmissionerne.

Data og brug af flere skærme samtidigt

Den største ændring er egentlig mindre synlig. Moderne kampe genererer enorme mængder data i realtid, lige fra spiller-sporing til positionsanalyse.

Vi ser også en tydelig ændring i, hvordan folk ser kampe. En ekstra skærm er nu en naturlig del af oplevelsen for mange seere, uanset om det drejer sig om statistik, gentagelser eller live-interaktion under kampene.

Her bliver forsinkelse en vigtig faktor. En stream, der halter bagefter, ændrer oplevelsen af kampen, selvom billedkvaliteten i sig selv er høj.

• Vil du kombinere billedet med bedre lyd? Her er vores top-liste over de bedste soundbarer til alle budgetter

En ny form for seeroplevelse

Fodbold-VM 2026 afspejler en større forandring inden for sportsudsendelser. Sponsorer er ikke længere blot logoer knyttet til begivenheden. De er en del af den infrastruktur, der rent faktisk driver turneringen.

Resultatet er, at seeroplevelsen i dag handler om mere end selve tv-udsendelsen. Bevægelseshåndtering, lysstyrke og billedbehandling i dit tv afgør nu, hvor godt alt dette rent faktisk kommer til udtryk derhjemme i stuen.

Når de 48 landshold træder ud på banen i USA, Canada og Mexico i juni, er det mest interessante, de har på, ikke synligt for andre. Under hver spillertrøje sidder der et lille GPS-modul gemt i en kompressionsvest, der sender positionsdata, accelerationsværdier og puls til en computer ved sidelinjen.

Over banen optager kameraer hver spiller med 25 billeder i sekundet. Inde i kampbolden sender en sensor positionsdata 500 gange i sekundet til et centralt system. Alt det er allerede standardudstyr.

GPS-vesten: den kedelige innovation, der ændrede alt

Hvis du nogensinde har set en spiller forlade banen og lagt mærke til en lille sort enhed, der stikker op mellem skulderbladene, så er det et EPTS-system – en forkortelse for Electronic Performance and Tracking System. Vesten er et tætsiddende kompressionsstykke tøj med en lomme mellem skulderbladene. Inde i lommen sidder et modul med GPS-modtager, accelerometer, gyroskop og i stigende grad også en pulssensor.

Tilsammen måler systemet, hvor langt spilleren løber, tophastighed, antal sprints, total belastning, accelerationer, opbremsninger og retningsskift. FIFA godkendte først denne type sporing i konkurrencematcher i februar 2015. Før det blev GPS-veste primært brugt på træningsbanen.

Nu bruger alle VM-landshold dem, og dataene sendes fra banen til trænerstaben i realtid. En person på bænken kan for eksempel se, at en midtbanespiller har mistet 18 procent af sin højintensive løb i anden halvleg.

Den forbundne bold: en sensor i centrum af kampen

Bolden under VM i fodbold 2026 fungerer også som et måleinstrument. Inde i bolden sidder en IMU-sensor, der sender oplysninger om position og bevægelse op til 500 gange i sekundet til det centrale sporingssystem.

Dataene bruges af den halvautomatiske offside-teknik, mållinjeteknikken og analyseværktøjer efter kampene, som kan vise præcis, hvor bolden befandt sig, da en aflevering blev spillet.

Teknologien med forbundne kampbolde blev første gang brugt i større skala under VM 2022 i Qatar sammen med tolv kameraer monteret på hvert stadiontag, som sporede spillerne positioner 50 gange i sekundet. VM 2026 bygger videre på dette system i 16 værtsbyer og tre lande.

Uden for banen: Restitution er den anden halvdel af kampene

Kampene varer 90 minutter. Resten af ugen går med restitution. Og det er her, den næste bølge af bærbar teknologi stille og roligt har indtaget omklædningsrummene.

To typer enheder er blevet lige så almindelige som fodboldtape: armbånd om håndleddet og smartringe. Begge måler HRV-værdier, hvilepuls, åndedrætsfrekvens og søvnfaser. Begge genererer daglige point, der viser spillere og medicinsk personale, hvor restitueret kroppen faktisk er – uanset hvordan spilleren så ellers selv føler sig.

HRV, eller hjertefrekvensvariabilitet, er den måleværdi, der ligger bag mange af beslutningerne. Det måler variationen mellem hjerteslag, og en højere værdi betyder generelt, at nervesystemet er restitueret. Et fald over flere dage er et af de tidligste tegn på akkumuleret træthed, sygdom eller dårlig restitution. For en landstræner, der skal igennem gruppespillet, er det en klar grund til at rotere spillere.

Søvnsporing er den anden halvdel. Moderne wearables estimerer tid i REM-søvn, dyb søvn og let søvn samt total søvntid og regelmæssighed. Dataene er ikke perfekte (forskning viser, at disse enheder er bedre til at skelne søvn fra vågenhed end til præcist at identificere søvnfaser), men tendenserne er brugbare.

Hvad det betyder for turneringen

For seeren er teknologien stort set usynlig. Kampen ser stadig ud som fodbold. Bolden er stadig en bold. Spillerne varmer op, løber, sveder og fejrer præcis som før.

Men hver eneste udskiftning under VM i 2026 påvirkes af data, som trænerbænken ser i realtid. Hver eneste restitutionsdag formes af HRV- og søvndata fra natten før. Hver eneste taktiske justering i pausen bygger på præcise tal om løbedistance, sprinter og pressintensitet, som ikke eksisterede som måleværdier for ti år siden.

Om alle disse data gør fodbolden bedre eller blot mere kontrolleret, er en anden diskussion. Det, der derimod er klart, er, at wearables nu er en naturlig del af hvert landshold – og de hold, der vinder i 2026, vil være dem, der bedst forstår at aflæse og bruge de informationer, som udstyret giver dem.

Da VM i fodbold 2022 sluttede i Qatar, var den halvautomatiske offside-teknologi det store samtaleemne. Systemet fungerede, var hurtigere end manuelle VAR-gennemgange og viste tydeligt, hvor udviklingen var på vej hen. Flere sensorer, flere kameraer og flere data direkte til dommerens headset.

Fire år senere har FIFA ikke blot forfinet systemet. Organisationen har udvidet de situationer, som VAR må gennemgå, erstattet kampbolden med en smartere variant og afprøvet at placere et kamera på dommerens bryst. Her er, hvordan teknologien bag VAR har ændret sig mellem Qatar og VM i fodbold 2026 i USA, Canada og Mexico.

En ny bold med sensoren placeret på en ny måde

Adidas Trionda, den officielle kampbold til 2026, bruger en IMU-chip på 500 Hz, der sender bevægelsesdata til VAR-systemet i realtid. Denne del er kendt fra Al Rihla-bolden i Qatar. Forskellen ligger i, hvor sensoren er placeret.

Under VM 2022 sad sensoren i midten af bolden, ophængt i et særligt system. I Trionda er den i stedet flyttet til en lomme monteret på siden inde i en af boldens fire paneler, mens modvægte er placeret i de tre andre for at opretholde balancen i luften. Adidas mener, at den nye placering giver mere præcis bevægelsessporing uden at påvirke aerodynamikken, og selve konstruktionen med fire paneler er også en ændring i forhold til tidligere VM-bolde.

Systemet fungerer stadig på samme måde som i Qatar: bolden rapporterer præcist, når den rammes, dataene kombineres med spillersporing, og AI hjælper VAR-dommeren med at afgøre offside, håndspil og sidste berøring. Forskellen i 2026 er, at dataene er mere præcise. Kombinationen af 500 Hz og den nye sensorplacering skal mindske tvivlsomheder i ekstremt tætte situationer – især dem, der tog lang tid at gennemgå under VM 2022.

Hurtigere offside-afgørelser – med advarsler direkte til linjedommere

Den halvautomatiske offside-teknologi i Qatar anvendte tolv sporingskameraer sammen med sensoren i bolden. Systemet fungerede, men VAR-rummet skulle stadig bekræfte afgørelsen, før den blev videresendt til dommeren. Under klub-VM 2025 i USA testede FIFA en ny variant: visse offside-advarsler sendes nu direkte til linjedommeren, som kan flagge næsten i realtid.

FIFA har signaleret, at det er denne version, man ønsker at bruge under VM 2026. Også visualiseringen er blevet opgraderet. 3D-animationerne, der vises på skærme i arenaerne og i tv-udsendelser, er nu baseret på mere præcise positionsdata med spillermodeller, der ser mere realistiske ud. En af kritikpunkterne mod systemet i Qatar var, at spillerne så for stiliserede ud, hvilket gav anledning til tvivl. FIFA og Lenovo har ombygget visualiseringssystemet for at løse dette problem.

VAR får nu mulighed for at vurdere flere typer situationer

Dette er den største regelændring siden VAR blev indført under VM 2018 i Rusland. Under VM 2022 var videogennemgangen begrænset til fire kategorier: mål, straffespark, direkte røde kort og tilfælde, hvor kortet blev udstedt til den forkerte spiller. Forud for 2026 har IFAB godkendt to nye kategorier.

Gult kort

Den første vedrører andet gult kort. Hvis en spiller bliver udvist efter sit andet gule kort, og den anden advarsel tydeligt er forkert, kan VAR nu gribe ind og anbefale, at afgørelsen ændres. Til gengæld må VAR ikke anbefale et andet gult kort, som dommeren overså på banen.

IFAB's logik er, at en forkert udvisning efter to gule kort påvirker kampen lige så meget som et forkert rødt kort direkte, og derfor bør systemerne behandle dem på samme måde.

Hjørnespark

Den anden nye kategori vedrører hjørnespark. VAR må nu kontrollere, om bolden virkelig var over linjen, og hvilken spiller der sidst ramte den. Hjørnespark afgør ikke kampe på egen hånd, men de mål, der følger efter dem, gør det ofte, og VM 2022 indeholdt flere situationer, hvor fejlagtigt dømte hjørnespark førte direkte til mål.

Den udvidede gennemgang er dog stadig ret forsigtig. VAR må stadig ikke gennemgå almindelige frispark-episoder ude på banen, der ikke førte til kort eller straffespark, og systemet må stadig ikke gribe ind i forbindelse med almindelige gule kort.

Dommeren får bodycam på

Dette er helt nyt. Under klub-VM afprøvede FIFA et kropskamera monteret på dommerne, kaldet "referee with you". Billedet blev vist både i tv-udsendelser og på skærme i arenaerne og gav seerne dommerens perspektiv i de mest kontroversielle situationer.

I et eksempel fra gruppekampen mellem Atlético Madrid og Paris Saint-Germain viste kameraet præcis, hvorfor dommeren ikke kunne dømme hånd fra sin position – udsynet var blokeret, og VAR måtte i stedet gribe ind.

Den type billeder opfylder to funktioner på én gang: Tv-selskaberne får nyt materiale, og FIFA får et værktøj til at analysere og forklare domsafgørelser efter kampene.

IFAB har allerede godkendt et udvidet testprogram, og FIFA's innovationschef har udtalt, at kropskameraet er på vej til VM i 2026, hvis de sidste lovgivningsmæssige godkendelser går igennem. Hvis det tages i brug, bliver VM i 2026 den første store turnering, hvor publikum regelmæssigt får at se præcis det, dommeren ser i beslutningsøjeblikket.

AI bruges som støtte – ikke som beslutningstager

FIFA har været meget tydelig med hensyn til, hvordan AI vil blive anvendt under VM 2026. AI hjælper med at stabilisere videostrømme fra dommerkameraet i realtid for at mindske bevægelsesslør i tv-transmissionerne. Det bruges også til at behandle positionsdata hurtigere ved offside-afgørelser og til at oprette kampdatabaser, som alle 48 deltagende nationer får adgang til.

Det, AI derimod ikke gør, er at træffe beslutningerne. VAR er stadig et menneske, dommeren er stadig et menneske, og selve beslutningsprocessen har ikke ændret sig. Det, der har ændret sig, er hastigheden og klarheden i de data, de arbejder med.

Hvad betyder det på banen?

VM i fodbold 2026 afvikles over 39 dage i 16 byer og omfatter 104 kampe – flere end nogensinde før. Teknologien bag VAR er blevet ombygget for at kunne håndtere denne skala: en smartere bold, flere situationer, der kan gennemgås, et hurtigere offside-system og et kropskamera, der gør dommeren til en del af tv-produktionen.

Ingen af ændringerne løser den grundlæggende debat om VAR, der har eksisteret siden 2018, men hver opgradering mindsker afstanden mellem det, der faktisk sker, og det, dommerne ser. VM 2022 var turneringen, hvor halvautomatisk offside blev introduceret. VM 2026 er turneringen, hvor resten af systemet kommer på omgangshøjde.

Når et VM i fodbold får en spiller, der sætter sit præg på turneringen, sker det sjældent i al stilhed. Gennem årtierne har det samme mønster gentaget sig. Turneringen vokser, antallet af kampe stiger, og margenerne bliver mindre. Alligevel er det altid en lille gruppe spillere, der i sidste ende bestemmer, hvordan mesterskabet bliver husket. Afgørende handlinger, præcise beslutninger og præstationer under pres har en tendens til at definere udfaldet.

VM i fodbold 2026 bliver det største i historien. Flere hold, flere kampe og flere variabler over en længere kampplan. Resultatet er en turnering, der kræver konsekvens og kontrol på absolut højeste niveau.

Dette er de spillere, der mest sandsynligt kommer til at præge den.

1. Lionel Messi – ham, der allerede har gjort det

Lionel Messi går ind i 2026 i en ny fase af sin karriere, men hans indflydelse er stadig tydelig.

Hans rolle er mere selektiv nu. Han spiller med lavere intensitet over længere perioder og vælger i stedet specifikke øjeblikke, hvor han tager kontrol over kampen. Vi har allerede set, hvor effektiv den tilgang kan være på dette niveau, især i kampe, hvor timing betyder mere end hyppighed.

Hans tilstedeværelse fortsætter med at definere, hvordan Argentina håndterer afgørende øjeblikke.

• Fodboldens bedste publikum? Argentinas. Hør hver eneste sang i detaljer med vores top-liste over de bedste soundbars

2. Kylian Mbappé – spilleren, der sætter standarden

Kylian Mbappé går ind i turneringen som den mest afgørende offensive spiller i international fodbold.

Hans udvikling har gjort ham mere kontrolleret. Han deltager mere i opbygningsspillet og styrer tempoet i angrebet med større præcision. Forsvaret tilpasser sig tidligt, ofte allerede inden han får bolden.

Den indflydelse rækker langt ud over de rene mål.

3. Jude Bellingham – ham, der holder sammen på det hele

Jude Bellingham bidrager med balance i flere aspekter af spillet.

Han fører bolden fremad under pres, arbejder defensivt og dukker konsekvent op i offensive områder. Hans indflydelse har været tydelig i Englands seneste landskampe, især når holdet har brug for stabilitet centralt på midtbanen.

Hans betydning kommer til udtryk gennem hele kampen.

4. Vinícius Júnior – spilleren, der sparker hul på forsvarsmuren

Vinícius Júnior lægger straks pres på modstanderens forsvar.

Hans evne til at vinde dueller ude på kanterne tvinger forsvaret til at ændre formation tidligt. Det åbner rum på andre dele af banen, som Brasilien derefter udnytter til at skabe angreb centralt.

Mange angreb starter netop med den første ubalance, han skaber.

5. Erling Haaland – ham, der forstår at udnytte de mindste chancer

Erling Haaland bygger sit spil på effektivitet.

Han fungerer ekstremt godt, selv når han ikke er så meget involveret, og kan forvandle små chancer til afgørende aktioner. I afgørende kampe, hvor antallet af målchancer ofte falder kraftigt, bliver denne effektivitet endnu vigtigere.

Hans blotte tilstedeværelse ændrer den måde, modstanderne forsvarer deres eget straffesparksfelt på.

6. Lamine Yamal – ekspert i små rum

Lamine Yamal går ind i 2026 med en klar rolle i Spaniens angreb.

Det, der især skiller sig ud, er hans beslutningstagning under pres. Han vælger konsekvent den rigtige løsning i trange rum og bidrager til at skabe målchancer, selv i mere kontrollerede angrebssekvenser.

Den rolige spillestil bliver særlig vigtig i langsommere og mere taktiske kampe.

• Vil du se hver eneste af Lamine Yamals bevægelser i fuld detalje? Gå ikke glip af vores guide til de bedste tv til VM i fodbold

7. Jamal Musiala – ham, der sørger for konstant at presse på

Jamal Musiala skaber fremdrift, selv når pladsen er trang.

Han driver spillet fremad med driblinger og tæt boldkontrol og holder angrebene i gang, selv når afleveringsmulighederne lukkes. Det bliver særligt vigtigt mod kompakte forsvar.

Hans spil hjælper holdet med at holde presset oppe i den offensive tredjedel.

Klar til 2026

VM i fodbold fordeler aldrig sine historier jævnt over hele turneringen. Nogle kampe går forbi uden at efterlade meget. Andre komprimerer det hele til nogle få sekunder: et løb, et skud eller en beslutning, der ikke ser særlig vigtig ud i realtid, men som senere viser sig at definere hele mesterskabet. Det er oftest der, forskellen ligger.

Når VM 2026 når sin sidste uge, vil størstedelen af startfeltet allerede være slået ud, og der vil kun være få hold og endnu færre spillere tilbage. De, der stadig er tilbage, er sjældent overraskelser. Det er de spillere, der fortsætter med at levere, når kampene bliver tættere. Denne liste vil ikke være helt præcis, men når turneringen begynder at indsnævres, er det disse navne, der mest sandsynligt stadig vil være tilbage.

VM i fodbold har eksisteret siden 1930 og har gennem årene opsamlet historier, som de fleste fans aldrig har hørt om: en hund der fandt det stjålne VM-pokal, en finale der teknisk set ikke var en finale, og en kamp så skæv at FIFA måtte ændre reglerne.

De mest ikoniske øjeblikke spilles om og om igen hvert fjerde år, indtil de næsten føles som hele historien. Det er de ikke. Bag dem gemmer sig en langsommere og langt mere besynderlig fortælling om fejltagelser, regelændringer og traditioner der opstod ved et tilfælde. Her er ti af dem inden VM 2026.

1. Pokalen hed ikke altid VM-pokalen

Den oprindelige pokal var opkaldt efter Jules Rimet, FIFA-præsidenten, der var drivkraften bag turneringens oprettelse. Først senere begyndte den mere generelt at blive kaldt »VM-pokalen«, især efter at Brasilien fik lov til at beholde den originale pokal permanent i 1970.

2. En hund reddede engang sportens største trofæ

Da Jules Rimet-pokalen blev stjålet i London i 1966, var det ikke politiet, der til sidst opklarede sagen. En hund ved navn Pickles fandt pokalen indpakket i avispapir under en hæk, hvilket forvandlede en potentiel katastrofe til en af sportshistoriens mest besynderlige historier.

3. Det første VM var tæt på aldrig at blive til noget

Turneringen i Uruguay i 1930 havde store problemer med deltagerantallet. Rejsen fra Europa tog flere uger med skib, og kun fire europæiske landshold nåede frem. Uden disse sene ankomster havde den første turnering risikeret at blive betydeligt mindre og langt mindre mindeværdig.

4. Brasiliens dominans handler om kontinuitet — ikke kun titler

Brasilien er det eneste landshold, der har deltaget i alle VM-slutrunder. Det er næsten lige så imponerende som deres fem VM-titler. Landsholdet har nået finaler, semifinaler og slutspil gennem flere generationer, hvilket gør dem til det mest konsekvent konkurrencedygtige hold i VM-historien.

Rekorder er én ting. De øjeblikke, som alle husker – Maradonas »Guds hånd«, Zidanes hovedstød og Messi, der til sidst løftede pokalen – er noget helt andet.

5. Den største sejr er stadig overraskende ensidig

Ungarns 10-1-sejr over El Salvador i 1982 er stadig den største sejrsmargen i en VM-kamp. Selvom fodbolden i dag er blevet betydeligt mere jævnbyrdig, har intet hold siden da været i nærheden af at matche det resultat.

6. Gule og røde kort fandtes ikke før 1970

Inden de gule og røde kort blev indført, var dommerne nødt til at meddele deres afgørelser mundtligt. Det skabte ofte forvirring, især på tværs af sprog, hvilket førte til, at det nu klassiske kortsystem blev indført under VM i 1970 i Mexico.

7. VM blev en gang afgjort uden en egentlig finale

VM i 1950 havde ingen traditionel finale. I stedet blev turneringen afgjort gennem en sidste gruppekamp. Uruguay besejrede Brasilien i den afgørende kamp (et resultat, der blev kendt som »Maracanazo«), men teknisk set blev kampen aldrig betegnet som en finale på det tidspunkt.

8. Miroslav Klose har en rekord, der kan holde i årtier

Kloses 16 VM-mål blev scoret fordelt over fire turneringer og kombinerede en lang karriere med en utrolig stabilitet. Moderne spillere har færre muligheder for at nå de samme tal, især med hurtigere udskiftninger og stadig større trupper.

9. Én kamp ændrede reglerne, så det blev svært at spille taktisk

»Skandalen i Gijón« i 1982, hvor Vesttyskland og Østrig aftalte et resultat, der var til fordel for begge hold, fik FIFA til at ændre reglerne for gruppespillet. Siden da er den sidste runde i gruppespillet blevet spillet samtidigt for at forhindre, at holdene manipulerer resultaterne.

10. VM 2026 vil ændre turneringens omfang fuldstændigt

Det næste VM, der afholdes i USA, Canada og Mexico, kommer til at omfatte 48 hold og 104 kampe. Denne udvidelse ændrer alt – fra hvor svært det bliver at kvalificere sig til, hvordan trupperne skal roteres – og vil sandsynligvis skabe helt nye typer rekorder alene på grund af det store antal kampe.

Det næste kapitel begynder i juni.

VM-historien er stadig under udvikling

VM i fodbold ændrer sig langsomt, men når der først sker ændringer, påvirker de som regel hele sporten. Regelændringer, nye formater og endda enkelte kontroverser sætter ofte deres præg på, hvordan fodbold spilles og organiseres på verdensplan.

At kende til disse mindre detaljer giver et klarere billede af, hvorfor VM føles anderledes end andre turneringer, og hvorfor hvert mesterskab fortsætter med at skrive nye kapitler i fodboldhistorien.

VM i fodbold har været afholdt siden 1930. I næsten et århundrede har turneringen budt på øjeblikke, der har fået verden til at stå stille: umulige mål, direkte snyd, sammenbrud, der har præget generationer, og fejringer, der har sagt mere, end nogen pressekonference nogensinde har kunnet gøre. Nogle handlede om ren genialitet, andre om ren kontrovers – mange om begge dele.

Inden VM 2026 starter den 11. juni i USA, Canada og Mexico, ser vi tilbage på fem øjeblikke, der har gjort VM i fodbold til det, det er i dag.

Indædte fodboldfans elsker turneringen og alle de mindeværdige øjeblikke, den byder på, men de øjeblikke, vi nævner nedenfor, er sådanne, som selv den mest lejlighedsvise fodboldseer husker – på godt og ondt.

1. Miraklet i Bern (1954)

Vesttyskland skulle egentlig aldrig have vundet VM-finalen i 1954. Ungarn havde ikke tabt en eneste kamp i fire år. De havde knust Tyskland med 8–3 i gruppespillet blot få uger forinden og var store favoritter forud for kampen på Wankdorfstadion i Bern i Schweiz.

Tyskland kom hurtigt bagud med 0-2 i løbet af de første 8 minutter. Efter 10 begyndte det tyske hold dog selv at smækker kasser ind, og Helmut Rahn scorede sejrsmålet til 3-2 med seks minutter tilbage af den ordinære spilletid. Sejren er stadig kendt i Tyskland som Das Wunder von Bern, og for et land, der stadig var i gang med at genopbygge sig selv efter Anden Verdenskrig, betød pokalen langt mere end blot et sportstrofæ.

Kommentatoren Herbert Zimmermanns klassiske radioreportage ("Aus dem Hintergrund müsste Rahn schießen… Tor! Tor! Tor! Tor!") er stadig et af de mest afspillede lydklip i europæisk fodboldhistorie.

• Læs mere: De bedste tv-apparater i 2026

2. Guds hånd (1986)

Argentina mod England, kvartfinale på Estadio Azteca i Mexico City. I det 51. minut sprang Diego Maradona op ved siden af Englands målmand Peter Shilton og sendte – som gentagelser senere bekræftede – bolden i mål med venstre hånd. Den tunesiske dommer Ali Bin Nasser så aldrig håndspillet. Målet blev godkendt.

Efter kampen blev Maradona spurgt, om målet virkelig var regulært, og han leverede da den klassiske replik: "Un poco con la cabeza de Maradona y otro poco con la mano de Dios" – lidt med Maradonas hoved og lidt med Guds hånd.

Fire minutter senere tog Maradona bolden på sin egen banehalvdel og drev den 60 meter forbi fem engelske spillere, før han rundede Shilton og sendte bolden i nettet. I 2002 kårede FIFA målet til "Århundredets mål". To øjeblikke, med fire minutters mellemrum, fra den samme spiller. Argentina gik derefter videre og vandt hele turneringen.

• Læs mere: De bedste soundbars i 2026

3. En skalle blev afslutningen for legendens karriere (2006)

Zinedine Zidane havde allerede meddelt, at VM 2006 ville blive hans sidste turnering. Frankrig nåede helt frem til finalen i Berlin mod Italien, hvor stillingen var 1–1 efter ordinær spilletid, og kampen gik i forlænget spilletid.

Så, i det 110. minut, tabte Zidan totalt sutten og gav Italiens forsvarsspiller Marco Materazzi et hovedstød lige i brystet.

Rødt kort. Zidane gik forbi VM-trofæet på vej ned i spillertunnelen. Det var sidste gang, han nogensinde rørte en fodbold i en turneringskamp. Italien vandt derefter på straffespark. Øjeblikket blev et af de mest analyserede øjeblikke i fodboldhistorien, og næsten 20 år senere er det stadig det første, mange tænker på, når VM 2006 kommer på tale.

4. Ydmygelsen i Mineirão: Tyskland 7, Brasilien 1 (2014)

Den 8. juli 2014 mødte værtslandet Brasilien Tyskland i semifinalen på Estádio Mineirão i Belo Horizonte. Tyskland scorede fem mål i løbet af de første 29 minutter. Thomas Müller åbnede scoringen i det 11. minut, Miroslav Klose gjorde det til 2–0 og overhalede dermed Ronaldo som den mest scorende spiller nogensinde i VM-historien, inden Toni Kroos og Sami Khedira hurtigt scorede flere mål.

Ved pausen stod det 5-0. Kameraerne klippede igen og igen til brasilianske tilskuere, der græd på tribunen. Nogle forlod arenaen allerede inden pausen. Indskiftede André Schürrle scorede yderligere to mål i anden halvleg og øgede til 7-0. Oscars sene reducering betød næsten ingenting.

Kampen blev kendt som "Mineirazo", en henvisning til Brasiliens nederlag mod Uruguay i VM-finalen på hjemmebane i 1950. Det var Brasiliens største hjemmenederlag nogensinde og den største sejrsmargen i en VM-semifinale.

5. Messi fik sin pokal efter 16 år (2022)

Lionel Messi havde forsøgt at vinde et VM siden 2006. Argentina tabte finalen mod Tyskland i 2014. Holdet røg ud allerede i den første slutspilsrunde både i 2010 og 2018. Da VM i Qatar 2022 gik i gang, var Messi 35 år gammel og havde offentligt udtalt, at det ville blive hans sidste turnering.

Finalen mod Frankrig gik i forlængelse, efter at kampen endte 3-3, hvor Kylian Mbappé scorede det første hattrick i en VM-finale siden Geoff Hurst i 1966. Kampen blev derefter afgjort på straffespark. Argentina vandt 4-2. Messi scorede to mål i den ordinære spilletid og scorede også sit straffespark i straffesparkskonkurrencen. Gonzalo Montiel scorede det afgørende straffespark.

Det var Argentinas første VM-titel siden Maradonas triumf i 1986, hele 36 år tidligere. Mange journalister har siden da kaldt kampen for den bedste VM-finale nogensinde. Det, der er sværere at argumentere imod, er, at det var den finale, Messi havde ventet på hele sin karriere.

Klar til 2026

Nu er det snart tid igen – 48 hold, 104 kampe, tre værtslande og 39 dages fodbold. VM 2026 bliver den største turnering i mesterskabets historie, og et eller andet sted undervejs vil vi næsten med sikkerhed se nye ikoniske øjeblikke blive skrevet ind i historiebøgerne. Hvad det bliver, må vi se, men før eller senere vil de nok ende på en liste som denne.

Ligesom andre teknologivirksomheder har Apple haft sin andel af nærmest mytiske produkter. Det er de gadgets, vi hørte rygter om i Apples første 50 år, men som aldrig blev til virkelighed og i stedet hurtigt endte i Apples glemmebog.

Men hvad var de egentlig? Og hvorfor blev de aldrig til virkelighed?

1. Apple Car (2014–2024)

Kodenavnet Project Titan blev brugt om den myteomspundne Apple Car, som til sidst endte på Apples skrotbunke efter et årti med eksperimenter. I løbet af den periode siges projektet at have skiftet form flere gange end Optimus Prime på en overdosis Energon.

Det ene øjeblik var det et halvautonomt elbil, der mindede om en gigantisk Magic Mouse. Senere blev den beskrevet som en futuristisk minibus i stil med branchens mest avancerede koncept, eller, mindre smigrende, som et brød.

Til sidst besluttede Apple sig for hellere at integrere sin teknologi i andre biler end at bygge sin egen. Men ikke før en Apple Car-prototype blev udsat for den ydmygelse at blive påkørt bagfra af en Nissan Leaf, der kørte med 15 km/t.

• Læs mere: Apples bilprojekt er lukket ned

2. Big Mac (1984)

Om ikke andet er det en skam, at dette produkt aldrig blev til virkelighed, for det ville have været underholdende at se Apple og McDonald’s kaste advokater efter hinanden. Denne computer var dog nærmest det modsatte af billig fastfood og skulle ifølge oplysninger have fået en elegant skærm i stående format, betydeligt mere kraft end en Mac og et Unix-baseret system.

Da Steve Jobs blev tvunget til at forlade Apple, blev Big Mac til Dead Mac, og et projekt, der hemmeligt havde kørt i baggrunden, dukkede til sidst op under det betydeligt mindre sjove navn Macintosh II.

I betragtning af at tidligere Apple-ansatte senere har afsløret, at Big Mac-prototypen aldrig kom længere end til et kredsløbskort monteret på en træplade, var det måske meget godt.

3. Apple Ring (fra 2013)

Med Apples forkærlighed for at få computere til at »forsvinde« kunne Apple Ring have været et logisk næste skridt i virksomhedens satsning på wearables. En sådan enhed ville få selv en iPod Shuffle (3. generation) til at virke stor i sammenligning, selvom det er svært at sige præcis, hvad den skulle bruges til. Sundhedssporing? Gestusstyring af andre Apple-enheder? Eller at give dig et elektrisk stød, hver gang du vover at kritisere Apple?

Apple Ring findes stadig kun i rygternes verden, sandsynligvis fordi andre smarte ringe ikke ligefrem har sat verden i brand, og fordi Apple allerede har løst de fleste tænkelige anvendelsesområder med Apple Watch.

Desuden er de fleste ikke særlig begejstrede for enheder, der kan gøre en masse ting, men mangler skærm og betjeningsknapper. Spørg bare alle, der ejede en iPod Shuffle fra tredje generation...

• Læs mere: Får vi en Apple Ring i 2026? Her er, hvad rygterne siger indtil videre

4. Apple TV (cirka 2010)

Apple, der bygger et rigtigt tv, altså et ægte Apple TV?

Steve Jobs skal have sagt, at Apple havde »knækket koden« til et brugervenligt, integreret tv, der skulle fjerne besværet med datidens tv-apparater. Det færdige produkt skulle angiveligt have været tilgængeligt i tre størrelser og have kostet det dobbelte af sammenlignelige tv-apparater på samme tid.

Det er dog tvivlsomt, om den brede masse ville have været villig til at betale det dobbelte, når de kunne få den samme oplevelse ved at købe et almindeligt tv og tilslutte en Apple TV (set-top-boks), den lille sorte boks.

Det er sandsynligvis derfor, projektet blev lagt ned efter et par år, ret brat. Passende nok, da nøjagtig det samme ofte sker med tv-serier.

5. PowerBook G5 (2005)

Apples „Intel Inside“-æra skyldtes i høj grad, at samarbejdet med IBM gik i stå. PowerPC G5-chippen i Macs nåede aldrig de hastigheder, der var blevet lovet. Endnu værre var det, at den trak så meget strøm og udviklede så meget varme, at den ikke fungerede i bærbare computere, som derfor blev hængende i G4-generationen.

Apple sigtede modigt mod det tilsyneladende umulige, mens internetkommentatorer udførte et mindre modigt arbejde ved at lave mockups af klodsagtige PowerBooks og visualisere, hvor gigantiske køleribber, der ville være nødvendige for at køre en G5-chip.

På en måde kan vi alligevel forestille os, hvordan en PowerBook G5 ville have set ud, da den første MacBook Pro med Intel i princippet var en PowerBook G4 - bare med en anden chip. Kølingen ville kræve blæsere, der lød som en jetmotor, for at forhindre computeren i at smelte.

6. Apple Watch med kamera (2016–2025)

Ikke engang kaptajn Kirks futuristiske håndledskommunikator havde video. Men det forhindrede ikke Apple i at forsøge at indbygge et kamera i Apple Watch. En række patenter og rygter tyder på, at funktionen næsten blev en besættelse, hvor Apple undersøgte muligheden for at placere et kamera i Digital Crown, i et aftageligt modul eller i enden af et bøjeligt armbånd.

Tilhængerne forestillede sig et Apple Watch, der kunne bruges til FaceTime og objektscanning. Kritikere var bekymrede for, at det (ligesom smarte briller) kunne blive et PR-problem på grund af hemmelige optagelser. Samtidig var der også kritiske spørgsmål omkring batteritid og brugervenlighed.

Lige nu ser det ud til, at Apple nøjes med kameraer på enheder, som mobil, tablet og Mac. Samtidig er der rygter om, at AirPods med kameraer stadig kan blive en realitet på et tidspunkt.

• Læs mere:
• AirPods med små AI-kameraer kan komme i 2027 – men det rejser spørgsmålet om, hvilken model de vil blive integreret i

7. Apple Paladin (midten af 1990'erne)

Kan du huske begrebet »digital hub«? Det var Apples ret succesrige idé om at placere en Mac i centrum af dit digitale liv. Før det og før Steve Jobs’ tilbagevenden fandtes Apple Paladin, som næsten kan beskrives som den digitale hubs onde LinkedIn-tvilling.

Okay, det er måske uretfærdigt, men kun fordi LinkedIn ikke eksisterede dengang. Heller ikke internettet, egentlig. Paladin (som også gik under det noget overdrevent spændende kodenavn Project X) forsøgte derfor at kombinere en computer, en faxmaskine, en scanner og en telefon i én og samme enhed.

Ifølge oplysninger skal nogle prototyper være sluppet ud i det fri, hvilket betyder, at Apple Paladin faktisk (næsten) eksisterede.

Siden introduktionen i 2024 har Samsungs OLED Glare Free-antirefleksskærm været en enkel, men effektiv måde at gøre det lettere at se indhold, selv mørkere film, i lyse rum ved at begrænse spejlende refleksioner.

Spejllignende refleksioner, hvor objekter reflekteres tydeligt i skærmen, har ofte været den største svaghed ved de normalt blanke og historisk set ikke særlig lysstærke paneler i de bedste OLED-tv. Der er to grunde til, at de er særligt forstyrrende: De har tydelige og kontrastrige detaljer, som gør det lettere for øjet at fange og fokusere på dem end på en diffus refleksion; og når man ufrivilligt fokuserer på dem, skal øjet justere sig, da refleksionen ligger i et andet fokusplan end selve tv-panelet.

Nyere OLED-modeller, som sidste års LG G5, har gjort et tappert forsøg på at håndtere spejllignende refleksioner, samtidig med at de bevarer en blank skærm, men de har i sidste ende ikke kunnet slå Samsung S95F's OLED Glare Free 2.0-skærm, som bruger en mat overflade til at gøre alle refleksioner diffuse.

Selvom fraværet af spejlrefleksioner er velkomment, er sortniveauet på S95F ikke lige så dybt eller fyldigt som på OLED-tv med blankere skærme, når der er lys, der skaber en tåget effekt. Det er et kompromis, men et, som jeg syntes var den bedste balance, hvis man ser meget tv i lyse rum – i hvert fald indtil nu.

Ved et LG-arrangement for nylig fik jeg set den nye LG G6 på stedet og bemærkede, at dens håndtering af refleksioner var et stort skridt op fra forgængeren. Jeg har nu fået LG G6 ind i vores testlaboratorium, så der er ingen bedre lejlighed til at teste dens antirefleksskærm med mine referencediske i det miljø, jeg er vant til, når jeg sammenligner tv-apparater.

The Batman: den ultimative test

The Batman er god til at teste kontrastnuancer. Den fungerer også som en fremragende »torturtest« for fjernsyn takket være sin lave mastering-lysstyrke på 400 nits (sammenlignet med branchestandarden på 1.000 nits).

Det betyder ikke kun, at risikoen for black crush (hvor detaljer forsvinder i mørke områder på skærmen) øges, men det gør den også meget svær at se på i et lyst rum, især på en traditionel blank OLED.

Da jeg startede mine sædvanlige testscener fra The Batman, vidste jeg, at S95F ville klare sig godt med at begrænse refleksioner, men at jeg ville være nødt til at gå på kompromis med sortniveauerne. Sådan var det dog ikke med LG G6.

I åbningsscenen med slagsmålet i metroen, hvor begge tv'erne var indstillet til HDR Filmmaker Mode (den mest korrekte, men også en af de mørkere billedindstillinger), viste G6 tydeligt dybere sortniveau og mere dynamisk kontrast. Den viste også bedre detaljerigdom i skyggerne, hvor flere objekter i baggrunden, såsom konturen af kiosken, fremstod tydeligere mod den mørke baggrund.

Selvom S95F effektivt begrænsede spejllignende refleksioner, så sorten mere lys ud i sammenligning, og detaljerne i skyggerne var dårligere, hvor de samme objekter, jeg tydeligt kunne se i baggrunden på G6, nu var mere skjulte.

Da jeg gik videre til en lidt lysere scene, gerningsstedet i borgmester Mitchells hus, viste G6 igen bedre detaljer i de mørke områder. Da en politibetjent standser Batman, viste G6 mere tekstur i Batmans dragt og maske end S95F. Lyset i korridoren så også mere kraftfuldt ud på G6, hvilket skabte en stærkere opfattet kontrast.

Under et nærbillede af Batmans ansigt, mens han taler med Gordon og en anden detektiv, hvor halvdelen af ansigtet ligger i skygge, viste G6 igen flere detaljer i Batmans venstre øje (den mere skjulte side), især det hvide i øjet. Dette var igen mere skjult på S95F.

Endelig viste en anden scene, hvor Bruce kører ind i Bathulen på sin motorcykel, G6’s overlegne skygge-detaljer. Når kameraet zoomer ud og viser hele hulen, ses flere detaljer i loftets klipper på G6 sammenlignet med S95F, samtidig er sortniveauet dybere.

I alle disse scener gjorde G6 et fantastisk arbejde med at begrænse spejllignende refleksioner, og selvom der stadig var enkelte genskær, forstyrrede de ikke min tv-oplevelse på samme måde, som jeg har oplevet på LG G5 og andre OLED-tv-apparater uden anti-glare-skærm.

Andre scener

Jeg besluttede at teste nogle andre mørke scener, men fra film med højere masteringlysstyrke. I Dark City, når John taler med receptionisten i åbningsscenen, leverede begge tv-apparater fremragende kontrast med en fin balance mellem den lyse lampe og skyggerne, der falder over de to karakterer.

Forskellen mellem G6 og S95F blev mindre her, og selvom sortniveauet stadig ikke var lige så dybt eller præcist som på G6, var det en forbedring i forhold til The Batman.

The Last Voyage Of The Demeter er en anden film med mange mørke scener, og de fleste af dem viste endnu en gang G6’s styrke. Selvom der stadig var visse spejllignende refleksioner på G6, men ingen på S95F, viste G6 betydeligt bedre detaljerigdom i skyggerne.

I en scene, hvor Clemens står på dækket ved siden af roret, ses meget mere af hans underkrop og hjørnet af trappen i forgrunden på G6 sammenlignet med S95F, hvor black crush virkelig fjerner detaljerne. Det var tilfældet i mange scener.

Genskær eller præcision?

En ting, der ikke kan benægtes, er S95F’s evne til at fjerne spejlede refleksioner. S95F er meget effektiv til at fjerne spejlende refleksioner fra både objekter og direkte lys og omdanner dem til en diffus tåge. Da jeg kiggede på loftslamperne i vores testlaboratorium på begge skærme, fjernede S95F både lyset og dets form fuldstændigt, mens lyset stadig var synligt på G6.

Selvom ovenstående er et ekstremt eksempel, er det værd at overveje for dig, der har lyskilder, der ikke kan flyttes, og som kan ses på tv-skærmen. S95F vil være mere effektiv, når det gælder om at fjerne disse forstyrrende refleksioner. Forskellen er nu, at der kræves betydeligt stærkere lys for at påvirke G6's billede, mens der tidligere ikke krævedes meget, før refleksioner blev synlige.

Jeg testede også metroscenen fra The Batman med S95F i den lysere Movie-billedtilstand, og selvom problemet med black crush forsvandt, så det hele lidt for lyst og overmættet ud, hvilket påvirkede filmens tone og nøjagtighed. Jeg foretrak at se på G6, selv i Filmmaker Mode med visse refleksioner – de er nu begrænsede nok til ikke at overtage billedet.

Selvom S95F stadig er bedst til helt at eliminere spejllignende refleksioner, har G6 gjort et enestående stykke arbejde med at reducere refleksionerne nok til visning i lyse rum, samtidig med at den leverer mere præcis sort og kontrast end S95F.

For en blank OLED-skærm er G6's antireflekshåndtering helt ærligt imponerende, og hvis jeg skulle vælge et tv til et lyst rum i dag, ville G6 have været mit valg.

Apple afslørede en række nye bærbare computere i sidste uge, og to modeller i særdeleshed vil sandsynligvis fange den gennemsnitlige forbrugers opmærksomhed: MacBook Air M5 og MacBook Neo.

Førstnævnte er den seneste version af det, der tidligere var Apples mest prisbillige MacBook-serie, men den titel overgår nu til Neo som den som den billigste bærbare computer i Apples sortiment.

Basismodellen af MacBook Neo koster faktisk kun lidt over halvdelen af den nye 13-tommer MacBook Air M5. Der findes også en 15-tommer version af Air, men her fokuserer vi på 13-tommer modellen, da den ligger tættere på i pris og størrelse.

Apple har dog indgået nogle kompromiser med specifikationerne for Neo, som starter ved 5.499 kroner for basismodellen – hvilket gør den til den billigste MacBook, der nogensinde er lanceret. MacBook Air M5 starter ved 9.999 kroner for 13-tommersversionen.

Hvis du vil vide, hvad de vigtigste forskelle mellem disse to Apple-bærbare computere er, er det netop det, vi vil gennemgå i denne sammenligning.

Først vil vi gennemgå de vigtigste specifikationer side om side, inden vi ser nærmere på hvert enkelt punkt. Vi vil afveje fordelene ved begge disse nye MacBook-modeller, så du kan beslutte, hvilken der bedst passer til dine behov.

MacBook Neo vs MacBook Air M5: specifikationer

MacBook Neo vs MacBook Air M5: design

MacBook Air M5 har samme design som sin forgænger med M4-chippen. Det er dog ikke noget negativt – vi er rigtig glade for designet. Denne computer er ganske enkelt et lille designmesterværk, så Apples beslutning om ikke at ændre det er faktisk en fordel.

MacBook Neo klarer sig også godt med hensyn til design i sin prisklasse. Der var bekymring for, at en billigere MacBook måske ikke ville bruge et aluminiumschassis, men Apple har gjort netop det og leveret en stilfuld bærbar computer, der føles robust og alligevel let, og som også fås i flere farver, der virkelig skiller sig ud.

MacBook Neo ser selvfølgelig ikke så eksklusiv ud som MacBook Air, men det er heller ikke meningen. Apple har gjort et godt stykke arbejde med Neo, hvor den eneste reelle indvending måske er, at skærmrammerne er lidt tykkere, hvilket giver computeren et lidt mere forældet look – men det er jo en smagssag.

MacBook Neo vs MacBook Air M5: skærm

MacBook Air M5 har en 13,6-tommer (eller alternativt 15,3-tommer) Liquid Retina-skærm med op til 500 nits lysstyrke, hvilket er det samme som dens forgænger med M4-chippen. Det er simpelthen en meget god skærm med en opløsning på 2.560 × 1.664 i 13-tommersversionen.

Hvis vi sammenligner den med 13-tommersskærmen (som faktisk er præcis 13 tommer) i MacBook Neo, ser vi også et Liquid Retina-panel, men med en opløsning på 2.408 × 1.506. Den har derfor en lidt lavere pixeltæthed – men ikke i nogen større praktisk udstrækning. Lysstyrken er også angivet til 500 nits.

Der er dog nogle tydeligere forskelle. MacBook Neo mangler Display P3-farveskalaen, som findes i MacBook Air (som giver mere levende farver), og den mangler også True Tone-teknologien, som gør det muligt for Air at justere skærmens farvetemperatur til det omgivende lys.

MacBook Neo har heller ingen udskæring til kameraet. Det betyder dog, at skærmrammerne er større, da webkameraet skal passe ind der.

MacBook Neo vs MacBook Air M5: ydelse

Den nye MacBook Air er udstyret med Apples M5-chip, en computerchip, der leverer virkelig kraftig ydeevne. Selvom det ikke er et kæmpe skridt op fra M4, er det stadig en mærkbar opgradering.

Den vil naturligvis være betydeligt hurtigere end processoren i MacBook Neo, da Apple har gjort noget helt anderledes med sin nye billige bærbare computer – nemlig at bruge en chip fra en telefon. A18 Pro, som Neo er baseret på, er den samme type Apple-udviklet silicium, der bruges i iPhone, og det hjælper med at holde prisen på denne MacBook betydeligt lavere.

Derudover kommer Neo med 8 GB RAM i entry-level-modellen sammenlignet med 16 GB i MacBook Air. Dette kan være et svagt punkt med hensyn til fremtidssikring.

Når det er sagt, bør Neo stadig fungere godt til alle dine daglige opgaver – ellers ville Apple næppe bruge processoren. Men det er klogt at holde forventningerne på et rimeligt niveau, når det gælder multithreaded ydeevne, multitasking og AI-ydeevne.

Processoren i Neo virker stadig hurtig nok til god single-threaded ydeevne, og Apple positionerer den budgetvenlige bærbare computer som et valg til »daglig produktivitet«. Det betyder e-mail, videosamtaler, webbrowsing, fotodeling og lignende – intet særligt krævende. Apples markedsføring nævner også lidt casual gaming, men der skal man nok også holde forventningerne nede.

Selvfølgelig vil vi først vide præcis, hvor hurtig MacBook Neo mht. at starte og køre almindelige apps, når vi selv får mulighed for at teste den – men den vil naturligvis ikke kunne konkurrere med MacBook Air M5.

MacBook Neo vs MacBook Air M5: batterilevetid

Apple hævder, at MacBook Air M5 har samme batterilevetid som den tidligere M4-model, nemlig op til 18 timer. I vores tests (webbrowsing) nåede den næsten 15 timer, hvilket stadig peger i retning af batterilevetid til en hel arbejdsdag.

Vi har endnu ikke testet MacBook Neo, men Apple hævder, at den bærbare computer kan klare op til 16 timers videostreaming og op til 11 timers webbrowsing via Wi-Fi. Konklusionen er derfor, at MacBook Neo sandsynligvis ikke ligger langt bag den imponerende batterilevetid, vi har set i MacBook Air, så der synes ikke at være nogen større kompromiser på det punkt.

Det er dog værd at bemærke, at MacBook Neo ikke har MagSafe-opladning. Den oplades via en af dens to USB-C-porte. I EU er der ingen oplader med i kassen – men du kan bruge enhver 20 W-oplader til telefoner. Det lyder som en langsommelig affære, men vi må vente og se, hvad det betyder i hverdagen.

MacBook Neo vs MacBook Air M5: Vurdering

De største fordele ved MacBook Air M5 er helt klart dens højere ydeevne takket være den kraftfulde M5-chip – sammenlignet med et mobilt system-on-chip i Neo – og dens mere eksklusive udtryk i form af design og detaljer.

Samtidig er det, MacBook Neo tilbyder til sin pris, faktisk overraskende attraktivt, især med hensyn til design og byggekvalitet, skærmen og batterilevetiden, hvor de kompromiser, Apple har indgået, ikke synes at være særlig problematiske. (I det mindste ved første øjekast – som nævnt har vi endnu ikke testet Neo).

MacBook Neo er helt klart det rigtige valg, hvis dine behov er ret basale, og du bare vil have en god bærbar computer til daglig brug. For dem, der har brug for en bærbar computer med mere kraft under hætten, er MacBook Air M5 imidlertid et fremragende valg. Prisen er steget lidt i forhold til forgængeren, men det skyldes også, at basislageret nu er fordoblet til 512 GB.

MacBook Air M1 kan være et alternativ

Det er også værd at nævne, at nogle mennesker overvejer at købe en renoveret MacBook Air M1 i stedet for en MacBook Neo.

Hvis du finder et rigtig godt tilbud på Air M1, er det forståeligt, men vi er ikke helt overbeviste om, at det er den rigtige vej at gå. Hovedsageligt fordi ydeevnen på den betydeligt ældre Air-model ikke kan måle sig med Neo – især når det kommer til single-threaded ydeevne eller for eksempel lettere spil.

Ja, MacBook Air M1 har et mere eksklusivt design – den har for eksempel et baggrundsbelyst tastatur og en skærm med bredt farvespektrum, der giver mere levende farver – men samlet set mener vi stadig, at MacBook Neo giver bedre værdi for pengene.

Dette gælder især, når man tænker på fremtidig support. MacBook Air M1 nærmer sig afslutningen af Apples supportperiode for macOS-opdateringer, mens Neo kun er i begyndelsen af sin livscyklus. Og når alt kommer til alt, er en renoveret computer ikke helt det samme som helt ny hardware.

Samsung har netop lanceret to nye par øretelefoner: Galaxy Buds4 og Galaxy Buds4 Pro. Jeg har haft mulighed for at lytte til begge modeller inden lanceringen, og baseret på mine indledende tests er der kun én model, du bør overveje at købe, hvis du har en Samsung-telefon – desværre er det den dyrere Pro-version.

Samsung lover store opgraderinger til både Buds4 og Buds4 Pro. Takket være »over 10.000 simuleringer« og mere end en million datapunkter om øreform, siger Samsung, at begge er mere komfortable og passer bedre end tidligere modeller, og jeg er tilbøjelig til at være enig.

I mine tests passer de mere åbne Buds (dvs. Buds4) godt, men jeg synes, at Buds4 Pro med deres ørepropper, der fylder øregangen, sidder mere sikkert.

Den mere sikre pasform er praktisk for hovedtelefonernes nye funktion: sporing af hovedbevægelser. Det er nyttigt, når det aktiveres – du kan nikke for at besvare opkald eller ryste på hovedet for at afvise dem eller svare ja eller nej på et AI-spørgsmål uden ord. Det fungerede godt, da jeg testede det, idet det registrerede reelle bevægelser og ignorerede andre hovedbevægelser.

Du får også et nyt metaldesign på høretelefonerne, og det føles stilfuldt og sofistikeret, samtidig med at det visuelt adskiller sig fra Apples AirPods-design, som mange konkurrenter synes at kopiere (bevidst eller ej). Jeg var ikke særlig glad for Buds3's futuristiske LED-æstetik, så jeg er glad for, at den er væk.

Med hensyn til farve fås begge modeller i hvid eller sort, men Pro-versionen fås også i en tredje, Samsung-webshop-eksklusiv lyserød variant, der er diskret, men stilfuld i virkeligheden.

Mere bas i Buds Pro

Nok om design — lad os tale om lyd, den vigtigste funktion.

Begge modeller understøtter 24-bit/96 kHz HiFi-lyd, hvis du har en premium Galaxy-telefon (S- og Z-serien), samt forbedret støjreduktion.

Takket være AI-funktioner er den adaptive profil bedre til at vide, hvornår den skal blokere lyde som flystøj og byggearbejde, og hvornår den skal lade sirener eller tale slippe igennem. Samtidig kan det være frustrerende, når jeg synger med på musikken, og støjreduktionen lader lyden slippe igennem.

Buds4 Pro har dog fået yderligere lydjusteringer, og det kan tydeligt mærkes.

Takket være et 20 % større baselement og en dedikeret diskant er der en rigere lyd, som den almindelige Buds4 simpelthen ikke kan matche.

Musikken lyder rigere med mere præcise høje toner og en kraftig (men ikke overdreven) bas, der afrunder det hele. Selv i basforstærkningsmodus kan Buds4 lyde lidt tynd i sammenligning.

Med støjreduktion aktiveret lukker Buds4 Pro effektivt omgivelserne ude. Da jeg testede dem, var folk nødt til at vinke foran mit ansigt for at få min opmærksomhed.

Buds4 var ikke dårlige, men sammenlignet med Buds4 Pro var både lyd og støjreducering mærkbart dårligere. Batterilevetiden er den samme som Samsung angav for Buds3: fem timer med ANC aktiveret for Buds4 og seks timer for Buds4 Pro. Opladningsetuiet giver yderligere 24 timers brug. Som en, der kan lide at lytte i timevis, ville jeg gerne have set en længere batterilevetid, men der er grænser for, hvor meget energi man kan putte i så små hovedtelefoner.

Vi vil lave en komplet anmeldelse af Samsung Galaxy Buds4 og Buds4 Pro, men min foreløbige konklusion er denne: køb Buds4 Pro – eller vent og spar sammen, indtil du kan. Buds4 er okay, men så heller ikke mere. Buds4 Pro er en meget bedre partner til din Samsung-telefon.

Opdaringerne i Samsungs Galaxy S26-serie er for det meste små, men hvis man har en smartphone som S24 Ultra eller ældre, er Galaxy S26 en virkelig spændende telefon. Det betyder ikke, at der ikke er sket nogle ændringer. De er der, og faktisk er S26 Ultra en af de mest raffinerede flagskibsmobiler lige nu - ikke mindst takket være en spritny og unik funktion - Privacy Display.

Vi har set nærmere på Galaxy S26 Ultra samt standard- og Plus-modellerne. Her er vores første indtryk...

Samsung Galaxy S26 Ultra: specifikationer og pris

Design

Ved første øjekast kan det være svært at se de vilde forskelle mellem Galaxy S26 Ultra og Galaxy S25 Ultra. Det skal dog siges, at designet har fået en opdatering. Nu er kanterne mere afrundede, og det betyder, at S26 Ultra ser lidt mere afslappet ud end det stramme business-look, som S25 Ultra har. Det betyder også, at S26 Ultra ligger bedre i hånden, hvilket jo også er ret vigtigt, når man tænker på, hvor ofte vi står med telefonen i hånden.

S26 Ultra er også lidt tyndere end S25 Ultra, hvilket er en fordel, men ikke umiddelbart mærkbar, da telefonen er omkring en halv millimeter længere og bredere end forgængeren.

Jeg har S25 Ultra ved hånden til en direkte sammenligning, men jeg synes, at S26 Ultra føles lidt mere raffineret, med fin en balance mellem behageligt afrundede kanter og en telefon, som er ret stor.

Skærmen er stadig 6,9 tommer, hvilket er rigeligt for de fleste mennesker, og den har et LTPO-panel med en variabel opdateringshastighed fra 120 Hz ned til 1 Hz.

Der er dog en mere skjult opgradering: ProScaler-opskaleringsfunktionen, som skærmen bruger til at forbedre visuelt materiale med lavere opløsning, så det passer bedre til skærmens opløsning på 3120 × 1440, er blevet forbedret. Skærmen understøtter også mDNI-codec, hvilket bør betyde, at den kan vise et bredere farvespektrum og gengive farver mere nøjagtigt.

I praksis er det nok kun de mest opmærksomme Galaxy-brugere, som vil bemærke større forskelle på det område, men som med mange tidligere Galaxy S Ultra-telefoner ser skærmen på S26 Ultra fantastisk ud. Og Samsung laver laver generelt nogle af de bedste telefonskærme.

Når det kommer til farvevalg, er der ikke sket så meget. Den vigtigste nye farve er »Cobalt Violet«, som er helt fin, ligesom resten af farverne: Sky Blue, Black, White og nuancer som »Silver Shadow« og »Pink Gold«. Farverne passer godt til en stor telefon, men efter den orange iPhone 16 Pro synes vi, at Samsung kunne have været mere dristige med nogle vildere farver.

Galaxy S26-serien: pris og tilængelighed

Galaxy S26 Ultra, S26+ og S26 kan købes fra 25. februar i farverne Cobalt Violet, White, Black og Sky Blue. Pink Gold og Silver Shadow er tilgængelige online.

Vejledende priser:

Samsung Galaxy S26:
256GB + 12GB RAM: 7.999 kroner
512GB + 12GB RAM: 9.499 kroner

Samsung Galaxy S26+:
256GB + 12GB RAM: 9.999 kroner
512GB + 12GB RAM: 11.499 kroner

Samsung Galaxy S26 Ultra:
256GB + 12GB RAM: 11.499 kroner
512GB + 12GB RAM: 12.999 kroner
1TB + 16GB RAM: 14.999 kroner

Ydeevne og batteri

Hvis vi kigger under motorhjelmen på Galaxy S26 Ultra, finder vi et 3-nanometer Qualcomm Snapdragon 8 Elite Gen 5 for Galaxy-chipset. Dette giver naturligvis en ydelsesforbedring for CPU-, GPU- og NPU-komponenterne, men i øjeblikket er der ikke noget, der virkelig skiller sig ud.

Det er endnu ikke klart, om Qualcomms nyeste mobilchip forbedrer spilydelsen på S26 Ultra drastisk. Den forbedrede NPU-ydeevne bør dog betyde hurtigere AI-funktioner uden at skulle bruge skyen.

Korrekte test og dybere benchmark-resultater vil vise det fulde billede, men forvent, at Galaxy S26 Ultra vil konkurrere med Apples A19 Pro-chip i iPhone 17 Pro Max og måske endda med den chip, der vil være i den næste generation af iPhones senere på året.

Der er også et redesignet dampkammer, der er større og 21 % mere effektivt til at sprede varme end før, hvilket bør være til gavn for mobile gamere og avancerede brugere. Det bør også hjælpe på batteriets levetid, og det er en fordel, fordi S26 Ultra beholder 5.000 mAh-batteriet fra sin forgænger. Det virker pludeslig ikke som ret meget, når f.eks. OnePlus 15 er udstyret med et batteri på 7.300 mAh.

Nu får Galaxy S26 Ultra så »Super Fast Charging 3.0«, som skulle kunne oplade batteriet fra nul til 75 % på 30 minutter, og »Super Fast Wireless Charging« tilbyder hurtigere trådløs opladning.

Som før omfatter lagerpladsmulighederne 256 GB, 512 GB og 1 TB. Denne gang får modellen med den største lagerkapacitet dog 16 GB RAM i stedet for 12 GB. Ekstra RAM er måske ikke noget, man normalt tænker på i telefoner, men med flere AI-funktioner, der tilføjes, bør mere hukommelse gøre oplevelsen hurtigere.

Samlet set er det meget af det, vi forventer af et Samsung-flagskib, men det virker ikke, som om ydeevnen vil være væsentligt bedre end i S25 Ultra.

Kameraer

Hovedkameraet i Samsung Galaxy S26 Ultra på 200 MP kan lukke 47 % mere lys ind, og telekameraet på 50 MP lukker 37 % mere lys ind, hvilket er ret imponerende. Dette resulterer i bedre natfotografering og videooptagelse, hvilket altid er godt, da der er meget at vinde ved dårlige lysforhold og billedbehandling.

Det er på softwaresiden, at tingene bliver mere interessante. Galaxy S26 Ultra kan nu spore motiver i 4K-video ved at optage i 8K og beskære ned til 4K, alt sammen med hjælp fra AI-behandling. For dem, der filmer koncerter eller sportsbegivenheder, kan dette være en rigtig praktisk funktion.

Der er også en AI-understøttet superstabil tilstand, der næsten fungerer som en digitalt gimbal for kameraerne. Ved at kombinere data fra gyroskopet og accelerometeret kan tilstanden automatisk stabilisere videoen, så horisonten altid er vandret, selv med bevægelser og vinkler på op til 360 grader. Det ser faktisk ud til at fungere supergodt og kan passe til indholdsskabere, der ikke ønsker at bruge penge på fysisk stabiliseringsudstyr.

I forhold til indholdsskabere, er understøtter Galaxy S26 Ultra også APV-videokodec, som ifølge Samsung giver næsten tabsløs video. Dette er ikke vores ekspertiseområde, men det får telefonen til at føles mere som et rigtigt værktøj end bare en gadget fyldt med funktioner.

Selfie-kameraet har stadig en 12 MP-sensor, men det har nu en AI-forbedret billedsignalprocessor, der hjælper kameraet med at forstå, hvad der er på billedet, og levere bedre portrætter og mere naturlige hudfarver – noget, vi længe har følt, at Samsung har haft svært ved at få til at fungere.

Samlet set føles det som om Samsung videreudviklet kameraerne i S26 Ultra med mere fokus på AI og software end på ny hardware. Hvis det fører til endnu mere raffinerede billeder fra et flagskib, der konsekvent rangerer højt på vores liste over de bedste kameratelefoner, er vi alle for det – men reelle tests vil afgøre, hvad S26 Ultra faktisk er i stand til.

AI-acceleration

Med Galaxy S25-serien føltes det som om Samsung virkelig ramte plet med AI-integration og sin egen Galaxy AI. Nu, med Galaxy S26 Ultra, føles det som om Samsung har en ægte »AI-telefon« takket være smartere værktøjer, opgraderinger og dybere AI-integration.

Med hensyn til opgraderinger er Photo Assist blevet smartere ved at gøre det muligt at tilføje objekter til billeder via naturlige sprogkommandoer, så du blot kan bede om, at noget genereres og placeres i en scene uden selv at skulle oprette et objekt. Hvis du stadig har brug for at gøre det, kan Creative Studio-værktøjet klare opgaven og oprette klistermærker, billedskabeloner, invitationer og mere via prompter, der derefter kan deles.

Circle to Search, som ikke er eksklusiv for Samsung-telefoner, kan nu genkende flere objekter, hvilket kan være en stor forbedring. Det har ikke været muligt at teste ordentligt endnu, men funktionen har tidligere imponeret.

Dokumentscanning kan nu udtrække flere data fra f.eks. skærmbilleder og reducere forvrængninger i scannede dokumenter, mens billeder automatisk kategoriseres og bliver søgbare med naturlige sprogforespørgsler.

Now Brief-, Now Bar- og Now Nudge-meddelelser er også blevet forbedret, så de giver mere personlig og kontekstuel information og forslag baseret på indholdet af en meddelelse eller besked – for eksempel ved at forstå, hvad en person spørger om i en besked, og foreslå alternativer, såsom at vise et telefonnummer til en person, der søger en kontakt, eller foreslå mødesteder, når en person spørger, om du vil mødes til frokost.

Dette understøttes af Personal Data Engine, som forsøger at hente information fra apps og meddelelser og analysere brugeradfærd mere indgående for at give mere personlige forslag. Ideen, som vi fortolker teknologien, er at gøre AI mere nyttig for dig i stedet for blot at være et værktøj, du aktivt skal arbejde med.

Audio Eraser har også fået en flot opgradering, da den nu fungerer med tredjepartsapps som YouTube og Instagram, hvor AI filtrerer baggrundsstøj, så du kan fokusere mere på f.eks. kommentatoren under en fodboldkamp.

Mens Google Gemini er den primære assistent på S26 Ultra, når det kommer til generel information, er Bixby blevet smartere med en ny sprogmodel i centrum, med det formål at hjælpe brugerne med at gøre mere på deres telefoner uden at skulle grave rundt i indstillingerne.

Bixby forstår naturligt sprog og kan for eksempel guide brugerne til skærmindstillinger, hvis du beder den om at »gøre skærmen mere behagelig for øjnene«, hvorefter assistenten foreslår at aktivere Eye Comfort Shield-tilstand.

Samsung siger, at det handler om mere end bare Bixby, der styrer telefonen – det handler om at forstå bedre, hvad du vil gøre. Det er en smart funktion, men funktionen er måske ikke nødvendig for alle; avancerede brugere vælger ofte Ultra-modeller og har måske ikke brug for hjælp til at finde indstillinger. Men da Samsung ofte skjuler funktioner i menuerne, så er det meget nyttigt at kunne bede Bixby om at finde en indstilling, du ikke kender navnet på. For spørgsmål, der ikke er relateret til telefonen, videresender S26 Ultras version af Bixby nu spørgsmålet til den nye AI-partner Perplexity.

Selvom der ikke er nogen helt nye AI-funktioner på Galaxy S26 Ultra, så er AI-oplevelsen mere sammenhængende, køre mere glidende og er mere responsiv i denne generation, hvilket gør det muligt for Ultra at konkurrere med intelligensen i Google Pixel 10 og Pixel 10 Pro.

Privacy Display

Når vi taler om særlige funktioner, er Galaxy S26 Ultras store nyhed dens Privacy Display. Den er eksklusiv for flagskibsmodellen og er den første telefon med privatlivsbeskyttelse på pixelniveau, som kan forhindre andre i at se, hvad du kigger på, fra næsten alle vinkler undtagen lige forfra.

I praksis fungerer det rigtig godt. Privacy Display kan aktiveres via hurtigmenuen i S26 Ultra og får straks skærmen til at se ud som en mørk overflade for alle, der prøver at se på den fra siden.

Der er også et godt niveau af tilpasning, hvor privatlivsskærmen kan aktiveres pr. app med forskellige grader af beskyttelse. Du kan for eksempel vælge at skjule notifikationer, men lade resten af skærmen være synlig. Det var svært at afgøre, hvor finjusterede indstillingerne er på den korte tid, vi havde, og det kan være, at mere detaljerede justeringer ikke er tilgængelige på nuværende tidspunkt; det får vi at se, når vi tester telefonen ordentligt.

Privacy Display er godt tænkt, og en fed funktion og noget lidt specielt i en mobil, som ellers ikke kommer med store ændringer i forhold til forgængeren. Det er ikke en total gamechanger for Galaxy Ultra-modellerne, og det er sandsynligvis ikke en funktion, som de fleste mennesker vil opgradere for – undtagen de mest privatlivsbevidste. Vi tror dog, at andre telefonproducenter vil følge trop, måske endda Apple, da privatlivets fred længe har været et af iPhones vigtigste principper.

Når vi taler om at følge trop, har Samsung også hentet inspiration fra Apple og Google og introduceret opkaldsscreening i Galaxy S26-serien. AI kan nu besvare opkald fra ukendte numre, bede den, der ringer, om at identificere sig selv og angive formålet med opkaldet og derefter give et resumé til brugeren, der kan vælge, om han eller hun vil besvare opkaldet. Det er måske ikke en original idé fra Samsung, og det virker ikke i Danmark endnu (så køb ikke mobilen for dén funktion), men tænk hvor besværligt livet bliver for telefonsvindelere, når funktionen kommer på dansk.

For dem, der er bekymrede for, at AI-funktioner vil have adgang til meget personlige data, er der mulighed for at kontrollere, hvor meget adgang AI får, både på systemniveau og for hver enkelt app.

Første indtryk

Samsung laver gode telefoner, og med Galaxy S-serien laver de virkelig gode telefoner. Det har ikke ændret sig med Galaxy S26 Ultra eller dens søskende. Det er måske den mest iterative generation af Galaxy S-telefoner, vi kan huske, men med S26 Ultra har Samsung taget sin bedste telefon og gjort den lidt bedre.

Mere tid og mere grundige tests vil vise, om vores første indtryk er korrekte, men på mange måder er det svært for Samsung at fejle her. Bedre AI-integration, kamerajusteringer, mere kraft og den nye Privacy Display gør S26 Ultra til en seriøs kandidat til årets mobil.

Med Watch GT Runner 2 har Huawei gjort noget, som det ikke rigtig har forsøgt før: Det har positioneret et ur direkte mod de mest etablerede løbeure på markedet. I praksis betyder det, at det skal kunne konkurrere med modeller som Garmin Forerunner 970 – en serie, der i mange år har været en slags benchmark for seriøse løbere.

Specifikationerne ser lovende ud på papiret, men for virkelig at blive et alternativ til Garmin kræves der mere end bare god hardware. Her er de områder, hvor Huawei Watch GT Runner 2 skal levere.

GPS-nøjagtigheden skal leve op til sine løfter

Garmin-ure har opbygget hele deres ry på at prioritere præcis og pålidelig GPS-sporing. Uanset om du løber i et bymiljø mellem høje bygninger, i tæt skov eller langs snoede stier, ender ruten normalt meget tæt på virkeligheden. For mange løbere er det netop derfor, Garmin er det oplagte valg – ikke på grund af designet eller apps, men fordi dataene simpelthen er pålidelige.

Huawei kommer med et stort løfte om forbedret præcision for urets nye antenneløsning, »Advanced 3D Floating Antenna Architecture«. Huawei henviser til interne tests, hvor uret angiveligt finder satellitter hurtigere og sporer ruter mere nøjagtigt end før – med 3,5 gange bedre præcision end den forrige generation og konsekvent bedre aflæsninger end topmodellerne fra Garmin og Coros. Det er et dristigt løfte, så det er vigtigt, at uret lever op til det, det lover.

Ingen vigtige funktioner bag betalingsmur

Garmin har for nylig modtaget betydelig kritik efter at have introduceret abonnementsplaner, hvor visse funktioner kræver betaling. Dette har skabt frustration blandt brugere, der allerede har betalt et betydeligt beløb for selve uret.

Huawei har også en premium-tjeneste i sit økosystem, men det er vigtigt, at virksomheden går forsigtigt frem her. Alle grundlæggende træningsfunktioner skal være inkluderet fra starten, så brugerne stadig får en komplet træningsoplevelse. Funktionerne bag betalingsmuren bør kun være en ekstra bonus. Ellers risikerer uret at miste et af sine største salgsargumenter: værdi.

Hvis Huawei stadig vælger at låse funktioner bag et abonnement, skal de være betydeligt billigere end de tilsvarende løsninger fra Garmin.

Prisfordelen kan være afgørende

Når det kommer til pris, er et stort plus for Huawei, at de er betydeligt billigere end Garmins topmodeller. Med en pris på 5.699 kroner for Garmin Forerunner 970 er den næsten dobbelt så dyr som Huawei Watch GT Runner 2, som har en lanceringspris på 2.999 kroner.

Hvis det nye løbeur kan måle sig med Garmin i forhold til ydeevne, vil prisen ikke kun være en bonus – den vil være et af urets vigtigste salgsargumenter. Mange løbere ønsker avancerede træningsdata, men vil nok være tilbageholdende med at bruge knap 6.000 kroner på et træningsur. Så hvis Huawei kan tilbyde en lignende oplevelse til en langt bedre pris, kan det være nok til at lokke mange brugere til at skifte platform.

Holdbarhed, batterilevetid – og det næste skridt

Garmin-ure er kendt for deres robusthed og holdbarhed, med solid konstruktion og lang batterilevetid, der kan modstå alle typer vejr og de mest intense træningsformer. Huawei matcher allerede dette meget godt med et titaniumhus, Kunlun-glas og 14 dages batterilevetid.

Garmins sortiment er dog omfattende og tilbyder også modeller med solceller, der oplader enhederne under træning på solrige dage. Dette kan være en afgørende faktor for ultraløbere, langdistanceturister og dem, der blot ønsker at undgå at oplade deres enheder så ofte.

Her havde vi gerne set, at Huawei tog det næste skridt – måske i form af en fremtidig Pro-model med solopladning. Hvis de også formår at bevare deres lavere pris, ville det være en rigtig interessant udfordrer, især da de fleste af nutidens fitnessure med solceller er rigtig dyre.

• Her er de bedste træningsure lige nu
• Læs vores store test af Huawei Watch GT 6 Pro

Android 17's første betaversion skulle have været udgivet i dag, men blev udsat i sidste øjeblik. Årsagen til udsættelsen er uklar, men Google har udtalt til 9to5Google at den »kommer snart«.

Derefter kunne den endelige version dukke op omkring juni, så uanset om vi er modige betatestere eller foretrækker fejlfri software, behøver vi nok ikke vente ret længe på at få fingrene i Android 17's nye funktioner.

Men hvilke nye funktioner kan vi forvente? Vi ved sandsynligvis ikke endnu alt, hvad Android 17 vil indeholde, men vi har en ret god idé om nogle af de ting, Google arbejder på. Nedenfor gennemgår vi fem funktioner, der er værd at se frem til i den næste store Android-opdatering.

1. Material 3 Expressive

Du tror måske, at Material 3 Expressive blev lanceret som en del af Android 16 – og det er sandt, men kun for Pixel-brugere. Nu forventes Material 3 Expressive at nå ud til betydeligt flere telefoner som en del af Android 17.

Dette er en større visuel omlægning med nye animationer, nye ikonformer, nye sløringseffekter og layoutændringer.

Da producenterne alligevel har tendens til at sætte deres eget præg på Android, får vi ikke nødvendigvis nøjagtig samme version som på Pixel-telefoner, men opdateringen betyder stadig, at mange Android-grænseflader vil komme til at se meget anderledes ud i forhold til i dag.

2. Motion Cues

Motion Cues er en funktion, der kan hjælpe med at reducere køresyge, når du bruger en Android-enhed i et køretøj i bevægelse. Det gør den ved at vise prikker på skærmen, der bevæger sig i forhold til telefonens bevægelse, hvilket gør det tydeligere for hjernen, om telefonen bevæger sig eller ej — hvilket igen kan reducere kvalme.

Vi ved ikke med sikkerhed, om funktionen vil blive lanceret som en del af Android 17, men Google arbejder angiveligt på den, og det ser ud til, at Motion Cues kan være klar til tiden til denne store Android-opdatering.

3. Adaptive apps

En funktion, der specifikt forventes i Android 17, er, at apps skal være mere tilpasningsdygtige til forskellige skærmstørrelser.

Med andre ord vil udviklere ikke længere kunne låse apps til bestemte størrelser eller retninger, hvilket betyder, at apps mere pålideligt vil fylde hele skærmen på en tablet eller foldbar telefon i stedet for at blive vist i et vindue, som det nogle gange er tilfældet i dag.

Dette bør være en vigtig opgradering for alle, der for eksempel har en Samsung Galaxy Z Fold 7 eller en Android-tablet.

4. Mere jævnere kameraovergange

Hvis du har en Android-telefon med flere kameraer, har du måske bemærket en kort pause, når du skifter mellem linser – dette er mere mærkbart på nogle telefoner end andre, men i mange tilfælde gør det linseskift langt fra glidende. Dette bør dog ændre sig med Android 17.

Google tilføjer et professionelt kamerainterface, der skal give meget mere jævne overgange mellem linser. Så hvis du f.eks. vil skifte fra vidvinkel til ultravidvinkel og derefter springe til tele, bør det være muligt at gøre det uden frysninger eller forsinkelser.

5. Versatile Video Coding

Endelig tilføjer Google understøttelse af Versatile Video Coding (VVC)-standarden med Android 17. Denne standard – også kendt som H.266 – er en videokomprimeringsmetode, der gør det muligt at gemme materiale på mindre lagerplads uden at miste meget kvalitet, hvilket er et stort fremskridt i forhold til den tidligere HEVC-standard (H.265).

Så hvis du filmer meget og har haft problemer med at vælge mellem at spare lagerplads eller bevare den originale kvalitet af dine videoer, kan Android 17 være løsningen.

Det skal dog siges, at funktionen også kræver, at enheden understøtter VVC, så ikke alle Android 17-telefoner og -tablets vil have denne mulighed.

Du har fundet et nyt tv til en god pris – perfekt! Men måske har du enten sat det op og tænkt: »Der er noget, der ikke helt føles rigtigt her«, eller også føler du bare, at du burde kunne få endnu mere ud af det. Så kan TechRadar hjælpe.

Som tv-anmelder hos TechRadar gennemgår jeg altid indstillingerne, før jeg begynder at teste et tv. Selv de bedste tv'er på markedet har indstillinger, der skal justeres. Lige ud af kassen kan et tv se »forkert« ud af flere årsager: for mørkt, for skarpt, for lyst, forkerte farver, unaturlige bevægelser – listen er lang.

Det kan virke uoverskueligt at dykke ned i tv-indstillingerne, men det kan også være meget givende, og du behøver ikke nødvendigvis at rode rundt i lang tid for at opnå en stor forskel. Der er masser af indstillinger, jeg kunne gennemgå her, men jeg har udvalgt tre grundlæggende indstillinger, som du bør tjekke på ethvert tv.

Billedtilstand

Den første indstilling, jeg ser på, når jeg tester tv'er, er billedtilstanden. For nogle år siden blev tv'er ofte leveret i »Vivid«-tilstand. Dette er en billedtilstand, jeg ikke anbefaler, da farverne ofte er overmættede, og detaljerne er for skarpe. Selvom de fleste tv'er nu leveres i »Eco«-tilstand, mere om det om et øjeblik, kan der stadig være modeller, der starter i »Vivid«-tilstand.

»Eco«-tilstand er præcis, hvad det lyder som: en energisparende billedindstilling, der begrænser lysstyrken og andre indstillinger for at spare energi. Dette er nyttigt, hvis du er meget bekymret for elforbruget, men det påvirker billedkvaliteten negativt. Mini-LED-tv, som er kendt for deres høje lysstyrke, kan se ret blege ud i »Eco«-tilstand, så det er værd at skifte til en anden tilstand.

Hvilken tilstand der er bedst, er i sidste ende et spørgsmål om smag. Personligt indstiller jeg tv'et til Filmmaker Mode, når jeg tester det, da det viser film på den mest »rene« og nøjagtige måde. Men det er ikke altid det bedste valg til alt.

Spiltilstand er naturligvis god til spil, Standard fungerer godt til tv og sport om dagen, og Biograf-tilstand kan være et lysere valg til film, hvis du synes, at Filmmaker Mode er for mørk, hvilket jeg gjorde, da jeg testede et af de bedste OLED-tv i 2025, LG B5. Uanset hvad du foretrækker, er det værd at prøve forskellige billedtilstande.

Du kan normalt ændre billedtilstanden via tv'ets hurtigmenu, hvis det har en, ved at trykke på indstillingsknappen på fjernbetjeningen eller via billedindstillingerne i hovedmenuen. Producenterne gør næsten altid denne indstilling til en af de nemmeste at finde.

Bevægelsesindstillinger

En af de mest almindelige klager over moderne tv'er er deres bevægelsesudjævning. På de fleste tv'er kaldes disse indstillinger noget i retning af »Blur Reduction« (sløringreduktion) og »Judder Reduction« (rystenreduktion). Når disse indstillinger er aktiveret, oplever mange mennesker det, der kaldes »soap opera-effekten«, fordi billedet ligner en billigt produceret tv-serie mere end en film.

Disse indstillinger forsøger at ændre indholdet på skærmen kunstigt. Da film optages med 24 billeder i sekundet og sport ofte med 30 billeder i sekundet, kan disse kunstige mellemliggende billeder forårsage alvorlige problemer. Resultatet kan være unaturlige bevægelser eller såkaldt ghosting, for eksempel en bold, der efterlader flere »skygger« efter sig, når den sparkes i en fodboldkamp.

Der er dog et modargument, at billigere tv faktisk kan have brug for lidt bevægelsesudjævning. Vanskelige scener, især panoreringer, kan se meget rykvise ud på enklere tv. Vi har set dette her hos TechRadar, da vi brugte en panorering over en klippevæg fra No Time To Die som en del af vores tv-tests. Af forskellige årsager er det endelige resultat ofte bedst, når der er aktiveret en lille mængde bevægelsesudjævning.

Det er i det mindste værd at gå ind i bevægelsesindstillingerne og justere dem, slå dem fra eller indstille dem til et lavt niveau, afhængigt af hvad der passer dig. Disse indstillinger findes normalt under billedindstillinger og kan undertiden findes under noget, der hedder »Klarhed« eller lignende.

Energibesparende tilstand

Det her er måske lidt kontroversielt. For selvom vi hos TechRadar er store fortalere for at spare på energien. så kan energibesparende indstillinger være en reel hindring for tv'ets ydeevne.

Det er lysstyrken, hvor energibesparende indstillinger gør den største forskel. En almindelig klage, jeg modtog, da jeg arbejdede i AV-detailhandlen, var, at et tv »ikke så ud som i butikken«, når kunden pakkede sit nye tv ud derhjemme, fordi det virkede for mørkt.

Dette skyldes normalt enten den »Eco«-billedtilstand, jeg nævnte tidligere, eller separate energibesparende indstillinger, der begrænser lysstyrken.

Jeg bemærkede det særligt tydeligt sidste år på OLED-tv fra LG og Samsung. Nogle OLED-modeller har allerede begrænset lysstyrke, og med energibesparende tilstand aktiveret blev det endnu værre. En hurtig tur til billedindstillingerne, eller i LG's tilfælde Generelle indstillinger > Energibesparende tilstand, og at slå dette fra resulterede straks i et betydeligt lysere billede.

Mange fjernsyn har også indstillinger for omgivende lys, som justerer lysstyrken i forhold til rummet. I et mørkt rum dæmpes billedet, og i et lyst rum lyses det op. Det kan være en god måde at spare energi på uden så stor negativ indvirkning, da justeringen sker automatisk.

Den årlige teknologimesse, som vi gerne forkorter til CES 2026, er i fuld gang i Las Vegas, Nevada, og hvis du er klar til at fokusere udelukkende på lyd, så bliv hængende hos os.

Denne årlige begivenhed leverer altid nogle af de mest tankevækkende – og bedste – øretelefoner, vi har set, sammen med nogle af de mærkeligste og mest spændende hovedtelefoner, der finder vej fra messen til forbrugermarkedet.

Så hvordan ser 2026 ud? Kort sagt: De store navne går all in. Vi har alt fra smukt designede åbne øretelefoner i ear-cuff-stil til on-ear-hovedtelefoner, der kan drejes og omdannes til bærbare højttalere. Der er virkelig meget innovation i spil. Er du klar? Så lad os komme i gang.

1. Shokz Openfit Pro

• Shokz' første åbne øretelefoner med aktiv støjreduktion
• ...og de er så gode, at vi glemte, at det ikke var traditionelle øretelefoner.

Alle, der er bekendt med træningsfokuserede lydprodukter, behøver ingen introduktion til Shokz. Men dette er noget nyt – og med nyt mener vi den nyligt lancerede OpenFit Pro.

Årsagen er enkel: Dette er Shokz' første åbne øretelefoner med »synkroniseret dobbeltmembran-driver og støjreduktion«. For os betyder »støjreduktion« aktiv støjreduktion i et åbent design. Det burde ikke fungere – men det gør det.

Shokz fremhæver sin nye SuperBoost-algoritme for »dynamisk og forvrængningsfri lyd« sammen med en eksklusiv fornemmelse takket være en »PMI-kuppel i flykvalitet«. Fra vores side vil vi også gerne fremhæve den sikre, men stadig åbne pasform, som skabes af en lille forhøjet sektion på dækslet. Den hviler pænt i og bag cimba concha (en af de indre folder i det ydre øre, over selve concha), hvilket betød, at de sad fast for os – selv under tennis.

Shokz OpenFit Pro er også klar til Dolby Atmos-indhold med hovedsporing, der reagerede hurtigt og jævnt, når vi bevægede vores hoveder mod lydkilden under vores indledende tests.

Et flagskib i funktioner betyder også et flagskib i pris. Med en pris på 219 £, hvilket svarer til cirka 1.870 kroner, er de ikke billige. Dette er især bemærkelsesværdigt, fordi førstepladsen i vores købsguide i øjeblikket indtages af et andet Shokz-par, Shokz OpenFit 2+, som havde en lanceringspris på 239 £.

Er OpenFit Pro prisen værd? Det må tiden vise.

2. Fender Mix

• Fenders første hovedtelefoner har en batterilevetid på op til 100 timer – klar til virkelig lange jam-sessions
• Men passer designet virkelig til den ikoniske Stratocaster?

Her er de: de første trådløse hovedtelefoner med Fender-logoet, kaldet Fender Mix (i markedsføringen betegnet som »MIX«). De forventes at blive lanceret inden for kort tid og vil ligge i mellemprissegmentet med en pris på 299 dollar, hvilket svarer til cirka 1.900 kroner.

De har 40 mm-drivere og tilbyder stort set alle de funktioner, vi nu forventer af de bedste hovedtelefoner: aktiv støjreduktion, rumlig lyd, en 3,5 mm-tilslutning og mulighed for at lytte via både USB-C og et 3,5 mm-kabel.

Det store samtaleemne er batteriets levetid. Fender hævder 52 timer med støjreduktion aktiveret eller hele 100 timer uden. Og ja, med kabel kan du fortsætte med at lytte, selv når batteriet viser 0 procent. Med Fender slutter musiken simpelthen aldrig.

Vores indvending? Designet. Mix ligner meget et par almindelige Bluetooth-hovedtelefoner. Og Fender Stratocaster er alt andet end en almindelig elektrisk guitar. Sammenlignet med Marshalls over-ear-hovedtelefoner, som konsekvent bevarer deres forstærker-DNA i deres design, virker Fenders bidrag lidt... kedeligt. Eller er det bare os?

3. JBL Soundgear Clips

• JBLs første åbne øretelefoner i cuff-stil
• Vores favorit fra JBLs store lancering – også blandt de mange produkter på CES

Hvis der var en pris for flest produktlanceringer på CES, ville JBL være godt placeret. Alene i Las Vegas har virksomheden præsenteret tre forskellige modeller af åbne øretelefoner plus et sportsfokuseret alternativ ved siden af.

Vores favorit? JBL Soundgear Clips – og ikke kun fordi vi elsker en lilla, stilfuldt designet øreklemme i 90'er-stil (selvom det helt sikkert spiller en rolle).

Lidt mere om dem: De helt nye Soundgear Clips, som vi så i lilla, men som også fås i kobber, blå og hvid, forventes at koste 149 dollar ved lanceringen, eller omkring 960 kroner. JBL er ivrig efter at fremhæve sin egen “luftbåren” (air-conduction) lydteknologi, der er baseret på JBL's OpenSound-teknologi, suppleret med en forbedret algoritme til basforbedring.

Batteriets levetid angives til op til 32 timer i alt, fordelt på 8 timer i øretelefonerne og 24 timer i opladningsetuiet. De er IP54-klassificeret for vand og støv, har berøringsbetjening direkte på øret og giver dig mulighed for at tilpasse funktionerne via JBL Headphones-appen.

4. TDM Neo

• Hovedtelefoner, som du kan vende for at omdanne dem til en Bluetooth-højttaler
• 200 timers batterilevetid som hovedtelefoner, 10 timer som højttaler

Det lyder måske som en gimmick, men efter at have hørt vores kollegas mening efter at have testet dem på messen, må vi sige, at de faktisk både er charmerende og overraskende gennemtænkte.

Ved første øjekast ligner TDM Neo et par almindelige trådløse on-ear-hovedtelefoner med en valgfri 3,5 mm-tilslutning og betjeningsknapper på ørekopperne. Men hvis man drejer dem, så hovedbøjlen komprimeres og enhederne danner en rund form, begynder de straks at afspille musik højt gennem indbyggede, udadvendte højttalere.

De har i alt fire elementer – et indadvendt og et udadvendt pr. ørekop – samt to separate forstærkere. Højttalertilstand kan klare 10 timers afspilning på en enkelt opladning, og da højttalere bruger betydeligt mere strøm end hovedtelefondrivere, betyder det hele 200 timers batterilevetid i hovedtelefontilstand. Ærligt talt er det lidt vildt, især da de ikke er væsentligt større end almindelige hovedtelefoner. Der er dog ingen aktiv støjreduktion.

Detaljerne er gennemtænkte. Som standard skifter de automatisk til højttalertilstand, når du drejer dem, men du kan også indstille dem til at pause musikken i stedet. Når du folder dem sammen, låses hængslerne magnetisk, hvilket giver en klar fornemmelse af, at tilstanden er aktiveret, og de fungerer også som et fladt stativ, når enheden står oprejst og afspiller.

TDM Neo lanceres via Kickstarter i 2026. Den version, der blev testet på messen, var fuldt funktionel og lød angiveligt overraskende godt med en betydelig dybde i bassen. Og ja, TDM står for »Tomorrow Doesn't Matter« (I morgen betyder ikke noget), hvilket skal formidle en verden, hvor mennesker lever i nuet og deler det, de lytter til, så snart de træder ind i en social sammenhæng. Vi indrømmer, at vi havde brug for den forklaring.

5. Anker Soundcore Aerofit 2 Pro

• Hvornår er åbne øretelefoner ikke åbne? Når de også kan blive in-ear
• Og det stopper ikke der – der er faktisk fem forskellige tilstande

Efter den eksplosive vækst i åbne øretelefoner i 2025 forventes markedet for åbne modeller med støjreduktion at fortsætte med at vokse i 2026. Alligevel troede vi ikke, at det ville tage mere end en uge, før et firma kom med noget, der virkelig skiller sig ud – men CES er CES.

Hvad mener vi? I modsætning til de fleste åbne øretelefoner er de nye Anker Soundcore AeroFit 2 Pro ikke rigtig åbne – og alligevel er de det. På en måde.

Disse hybrider kan skiftes mellem to grundlæggende tilstande (eller fem, teknisk set, men de er alle fysisk baseret på de samme to). Vil du høre din omgivelser? Så brug dem i åben tilstand. Vil du have aktiv støjreduktion? Skift til in-ear-tilstand og lyt med ANC aktiveret.

Og ja – for at være helt klar – hvilken tilstand du vælger, er afgørende for, hvor langt ind i øret øretelefonernes skal sidde. Formskiftende øretelefoner, ganske enkelt.

Anker Soundcore AeroFit 2 Pro er planlagt til at blive lanceret i februar 2026 med en pris på mellem 150 og 200 pund, eller cirka 1.300-1.700 kroner. Anker ønskede ikke at bekræfte den nøjagtige pris ved vores møde før CES. Kort sagt: Hold øje med dem – vi kan ikke vente med at teste dem ordentligt.

6. Neurable x HyperX – prototype til gaming-headset

• Neurables' forbløffende hjerne-teknologi – nu i et gaming-headset
• Designet til at forbedre din præstation i Valorant – og ifølge en kollega virker det

Vi har tidligere oplevet Neurables næsten science fiction-lignende teknologi til tankelæsende hovedtelefoner, efter at have forsøgt (og stort set mislykkedes) at opnå en høj grad af fokus med MW75 Neuro.

Siden da har virksomheden lanceret en lettere og mere overkommelig model, MW75 Neuro LT, som giver et dagligt kognitivt øjebliksbillede på to minutter – stadig med de samme 12-kanals tørre EEG-sensorer, der er diskret indbygget i ørepuderne.

På CES 2026 har Neurable nu anvendt både sin hardware og software til et gaming-headset i samarbejde med HyperX. En af vores kolleger testede det på stedet (og nej, vi er ikke det mindste jaloux).

Her fokuserer teknologien på to ting: at optimere din mentale tilstand, før du begynder at spille, for at forbedre din præstation, og at overvåge aktiviteten under spilsessionen for at se, om du holder dig på toppen af dit spil.

Resultaterne er imponerende. Ifølge Neurable forbedrede professionelle e-sportsspillere deres nøjagtighed med omkring 3 procent efter at have brugt headsetets såkaldte »Priming«-proces. Den gennemsnitlige forbedring var omkring 1,5 procent, og reaktionstiden siges at være forbedret med gennemsnitligt 40 millisekunder – et par frames, men i gamingverdenen er det faktisk en betydelig forskel.

Dette er et produkt, der er for komplekst til at gøre det retfærdighed i en kort sammenfatning. Men vi kan sige, at vores kollega beskrev fokusværktøjet som »næsten øjeblikkeligt vanedannende«.

7. Klipsch Atlas

• Klipschs første over-ear-hovedtelefoner i ti år – og der er tre modeller
• Tre helt forskellige muligheder, herunder en flagskibsmodel med et semi-åbent design

For os er dette et af de mest ventede comebacks på CES. Klipsch Atlas-serien markerer ikke kun virksomhedens 80-års jubilæum, men også ti år siden Klipsch sidst lancerede et par over-ear-hovedtelefoner – Heritage-serien, som blev afsløret på CES for et årti siden.

Atlas-serien består af tre forskellige og virkelig stilfulde modeller, som alle forventes at blive lanceret i USA i sommeren 2026.

Atlas HP-1 er et par trådløse over-ear-hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. Klipsch vil have os til at tænke »ultralet, behagelig at bruge i længere tid og med imponerende batterilevetid«. Her anvendes virksomhedens koaksiale driverløsning sammen med det, der beskrives som »planlagt support til tredjeparts rumlig lyd og høringskompensationsfunktioner«. Meget interessant.

Atlas HP-2 beskrives som en »lukket hi-fi-løsning, der er finjusteret til klasseledende basrespons og dyb, omsluttende lavfrekvens«, rettet mod lyttere, der ønsker fysisk energi uden at gå på kompromis med finesse. Et oplagt valg for baselskere.

Atlas HP-3 er flagskibet: et semi-åbent premium-design til kritisk tokanalslyd med en luftig, højttalerlignende lyd til audiofile. Luksus er nøgleordet her, og den overdådige emballage indeholder endda en dedikeret hovedtelefonholder, så du kan beundre dem, selv når du ikke har dem på.

Alle modeller forventes at blive lanceret i USA i sommeren 2026, mens andre markeder endnu ikke er bekræftet. Priserne er heller ikke bekræftet endnu, men vi ville blive meget overraskede, hvis de endte i kategorien med de bedste billige hovedtelefoner.

Det er let at lade sig påvirke af alle de dystre overskrifter, der hævder, at efterspørgslen efter elbiler er faldende i en sådan grad, at store bilproducenter er ved at revurdere deres strategier fuldstændigt.

Det er rigtigt, at aktører som Porsche og Ford har taget afstand fra tidligere planer og presset benzinmotorer og hybriddrivlinjer ind i modeller, der oprindeligt var tiltænkt som fuldt elektriske, men det er langt fra tilfældet for alle.

Kia, Hyundai, Renault, Peugeot og Volkswagen-koncernen fortsatte med at lancere nye og spændende elbiler i 2025, mens Tesla opdaterede sine to bedst sælgende modeller – Model 3 og Model Y – i løbet af året.

Derudover er kinesiske mærker, der tidligere opererede i udkanten af markedet, blevet stadig mere mainstream. BYD, MG, LeapMotor og flere andre har nu store markedsandele i Storbritannien, Europa og andre steder, og BYD har endda slået Tesla af pinden som bedstsælgende elbil i verden.

I USA er billedet noget anderledes. Der har reducerede incitamenter og skattelettelser bremset udviklingen af elbiler, hvilket har tvunget mange af de ovennævnte mærker til at genoverveje deres elbilstrategier i Nordamerika for at forblive rentable.

Polestar, Volkswagen, Audi og Mercedes-Benz har alle sat planerne om at lancere visse modeller i USA på pause eller skrottet dem, men det har ikke afholdt de indenlandske producenter fra at fortsætte med at levere. Tesla og Rivian fortsætter med at nå ud til nye købere, Hyundai og Kia er stadig populære, og Nissans nyligt lancerede Leaf gør indtryk takket være sin rækkevidde og overkommelige pris.

Efter at have kørt i et stort antal elbiler i 2025 er dette mit udvalg af de bedste – håndplukkede for deres kombination af praktisk anvendelighed, overkommelig pris og teknologi.

1. Tesla Model Y

Den opdaterede Model Y er uden tvivl den bedste bil, Tesla nogensinde har bygget. Den kombinerer fremragende praktisk anvendelighed med imponerende rækkevidde, pålidelig hurtig offentlig opladning og en mere støjsvag og raffineret køreoplevelse end tidligere generationer.

Det er rigtigt, at det udvendige design stadig er kontroversielt, men den seneste opdatering har virkelig skærpet udseendet, moderniseret linjerne og tilføjet lysbånd i fuld bredde foran og bagpå, så bilen vender hovederne på vejen.

Efter at have kørt både Premium- og Performance-versionerne kan jeg med sikkerhed sige, at Performance-versionen er det rigtige valg – især i Long Range-versionen med baghjulstræk.

Den nyeste Model Y er uden tvivl en af de mest effektive og brugervenlige elbiler, der kan købes lige nu.

• Læs mere: Jeg har kørt den nye Tesla Model Y Performance – og selvom det er en rigtig god bil, er den slet ikke så spændende som før.

2. MG IM5

Tesla får hele tiden hård konkurrence, og MG's seneste premium-mærke – Intelligent Mobility – lægger ikke skjul på, at de vil konkurrere med Tesla Model 3.

Bilen kommer fra Kinas enorme SAIC Group og er baseret på en fuldt elektrisk platform, der deles med flere premium-sedaner på det indenlandske marked. Til Europa er der dog foretaget en række justeringer for at tiltrække mere kræsne købere.

Specifikationerne er imponerende: op til 655 kilometers rækkevidde, 17 minutter at oplade fra 10 til 80 procent og 0-100 km/t på 3,2 sekunder i Performance-versionen med 751 hestekræfter. Det er Porsche Taycan-niveau – til en brøkdel af prisen.

Fra de fleste vinkler er det også en flot bil, med lidt Aston Martin bagtil og masser af Taycan foran. Imitation er jo den mest oprigtige form for smiger, ikke sandt?

Den tilbyder også en bred vifte af avancerede førerassistancesystemer og infotainment-teknologi til relativt få penge.

Hvis man kan se bort fra den ret stive affjedring, det faktum, at stort set alt styres via en lidt irriterende touchscreen, og den dårlige udsyn bagud, får man en imponerende kombination af ydeevne, elektrisk rækkevidde og teknologi til færre penge end Polestar 2, Mercedes-Benz CLA og – selvfølgelig – Tesla Model 3, som den aktivt jagter i Europa.

3. Kia EV4

Kias udvalg af fuldelektriske biler er virkelig imponerende. Det spænder fra den kommende, lille EV2 til stilfulde sedans og crossovers og helt op til den enorme syv-sæders EV9 SUV i toppen af serien. Der er virkelig noget for enhver smag.

EV4 er en af de nyeste modeller og er designet til at udnytte Europas forkærlighed for klassiske hatchbacks. Den låner elementer fra den større EV6 og den mindre EV3, men pakker dem sammen til noget, der ikke er endnu en SUV eller crossover.

Det dristige design, den meget høje kørekomfort og den imponerende rækkevidde gør den til et attraktivt køb. Kias nyeste infotainmentsystem er også det skarpeste og mest teknologisk avancerede, de har udviklet til dato, med ChatGPT-integration til naturlig stemmestyring.

Den har et stort og praktisk bagagerum, og fordi den ikke sidder så højt som nogle af sine SUV-søskende, er vejgrebet rigtig godt. Forvent ikke samme køreoplevelse som i en Golf GTI, men ellers er det en fremragende allround-bil, der er underholdende nok for de fleste.

• Læs mere: Jeg har kørt den nye Kia EV4 elbil - her er tre gode grunde til, at den endelig gør hatchbacks spændende igen

4. Citroen ë-C5 Aircross

Nogle gange er de bedste biler dem, der klarer det grundlæggende med lethed, uden ståhej og fanfare. Biler, der prioriterer komfort og praktisk anvendelighed frem for prangende design og halsbrækkende ydeevne.

Citroëns nyeste ë-C5 Aircross – mærkets første model på Stellantis STLA Medium-platformen – er netop sådan en bil. Den tilbyder enten 520 eller 680 kilometers rækkevidde afhængigt af batterivalget, fuldt godkendt ydeevne og en af de mest komfortable køreoplevelser på markedet.

Affjedringen med »Progressive Hydraulic Cushions« får bilen til at føles som om den svæver, mens den store SUV med fem sæder tilbyder generøs opbevaringsplads og meget komfortable sæder til alle ombord.

Indvendigt byder den på fransk designflair med nogle af de mest komfortable forsæder, jeg nogensinde har siddet i. Infotainmentsystemet er ikke klasseledende, men det fungerer godt og er nemt at bruge.

Priserne begynder ved 259.990 kroner for basismodellerne, hvilket er yderst konkurrencedygtigt for en elbil, der er så praktisk og komfortabel som denne.

5. Renault 4 E-Tech

Selvom jeg kørte denne bil meget tidligt i 2025, er den stadig en af de mest mindeværdige, takket være dens fremragende kombination af småbilskänsla, fine køreegenskaber og en meget attraktiv pris.

Renault 4 E-Tech er baseret på den lige så fremragende Renault 5 E-Tech, men R4 tilføjer en ekstra dosis praktisk funktionalitet med lidt mere benplads på bagsædet og smartere opbevaringsløsninger rundt om i kabinen. Samtidig bevarer den noget af R5's frække karakter i sin køreegenskaber og opførsel på vejen.

Frem for alt er dette en af de mest overkommelige elbiler, der i øjeblikket er til salg i Europa, med priser fra 206.990 kroner. På trods af dette formår den at levere et design, der virkelig fanger øjet, et interiør i premium-kvalitet og den nyeste teknologi om bord – herunder et Android Automotive-baseret infotainmentsystem med Google Maps og andre indbyggede apps.

• Læs mere: Jeg har kørt den retroinspirerede Renault 4 E-Tech, og den er lige så sjov som R5... men med flere praktiske fordele.

6. Mercedes-Benz CLA

Mercedes har lagt al sin tekniske ekspertise i den nyeste CLA-model, og det kan man mærke. Vi får ikke kun en smart to-trins gearkasse (designet med henblik på effektivitet frem for ydeevne), lav luftmodstandskoefficient og den nyeste 800V-arkitektur til elektrisk drev, men også mærkets nye Super Screen-teknologi, der giver en biografagtig fornemmelse i kabinen.

Resultatet er en bil, der kan køre omkring 528 kilometer på en enkelt opladning, men stadig klarer 0-100 km/t på meget respektable 4,9 sekunder. Opladningen er også lynhurtig, og interiøret tilbyder den høje kvalitet i pasform og materialevalg, som man forventer af det tyske mærke. Skærmteknologien er i en klasse for sig.

De billigste modeller starter ved 399.900 kroner. Det placerer den i samme prisklasse som Tesla Model 3 og Model Y, men her får man en længere rækkevidde på en enkelt opladning og betydeligt hurtigere opladningstider.

• Læs mere: Jeg har kørt den nye Mercedes-Benz CLA, og den har overbevist mig om, at elbiler faktisk kan være spændende.

7. Smart #5

Smart producerer ikke længere små bybiler – i hvert fald ikke før Smart #2 kommer på markedet – men fokuserer nu på forskellige SUV-modeller, der kombinerer Mercedes-Benz' DNA med teknologi fra den kinesiske gigant Geely.

Jeg var ikke særlig imponeret over Smart #1. Brabus-versionen føltes alt for hurtig, bremserne var svage, og designet var, ja, lidt mærkeligt. Smart #5 er derimod en helt anden historie. Den ligner en blødere, rundere Mercedes G 580 og tilbyder generelt mere plads og bedre praktisk anvendelighed end sin mindre søster.

Interiørteknologien er også et stort skridt fremad med en fuld 36-tommers skærm, der strækker sig over hele kabinen. Derudover er der også et 25,6-tommers augmented reality head-up display, hvis du har brug for endnu mere skærmplads.

Det er en meget behagelig bil at køre, og nogle versioner kan køre op til 590 kilometer på en enkelt opladning. Det tager mindre end 18 minutter at oplade batteriet fra 0 til 80 procent.

Jeg kørte selvfølgelig Brabus-versionen, som leverer lidt absurde 637 hestekræfter fra sin dobbelte elmotoropsætning. Det er alt for meget for en familievenlig SUV, og Smart mangler simpelthen den nødvendige ekspertise inden for ydeevne til at omsætte den kraft til sikker og kontrolleret fremdrift på vejen.

Hvis du i stedet vælger Pro+ eller Premium-versionerne, får du de større batterier, den hurtige 800V-arkitektur og det hele luksuriøse interiør – til en betydeligt lavere pris og med færre svedige øjeblikke på våde veje.

Teslas præstationsorienterede modeller chokerede engang bilverdenen med deres evne til at overgå nogle af de bedste sportsvogne på markedet. Kan du huske, da en standardudstyret Model S Plaid satte en omgangsrekord på Nürburgring i 2021? Den slog Porsche Taycan med omkring syv sekunder.

Det var en stor nyhed i bilverdenen, da et teknologifirma formåede at slå en producent med over 100 års racererfaring på en af verdens mest krævende baner.

To år senere slog Tesla sin egen rekord med et specielt Track Package og satte en tid på 7:25.231, hvilket igen gjorde bilen til verdens hurtigste serieproducerede elbil på »Ringen«.

Allerede før Tesla udfordrede de etablerede bilproducenter på Nürburgringen, havde ejere af Plaid-versionerne, som kunne prale af den mest ekstreme motor-effekt, givet deres venner nogle voldsomme køreoplevelser, som de tit viste frem på YouTube. Tesla udnyttede virkelig elmotorens ydeevne til fulde.

Et par år senere har vi nu Performance-versioner af både den opdaterede Model 3 og Model Y – den sidstnævnte har jeg kørt for nylig.

Tallene taler for sig selv: 0-100 km/t på bare 3,3 sekunder, og denne mellemstore familie-SUV med dobbeltmotor og firehjulstræk når hurtigt op til den elektronisk begrænset tophastighed på 250 km/t.

Den er uden tvivl hurtig, og takket være opdaterede batteri- og motorløsninger kan den også køre op til 580 kilometer på en enkelt opladning. 15 minutters pause ved en af Teslas Superchargers giver op til 243 kilometer ekstra rækkevidde.

Baseret på den nyligt opdaterede Model Y er den også uden tvivl den mest stilfulde til dato, komplet med en bagspoiler, et mere aggressivt karosserisæt og enorme alufælge. Den Ultra Red-lakering, som testbilen havde, fik virkelig folk til at vende sig efter mig på vejene.

Men efter en uge bag rattet, er jeg ikke helt overbevidst, at den er det bedste køb for alle.

Verden er blevet hurtigere

Et af Teslas største problemer er, at det, der engang var en banebrydende virksomhed, nu er blevet overhalet, både af traditionelle producenter, der endelig har indhentet dem, og af nye konkurrenter fra Kina og andre steder.

Teknologien, som stadig er fremragende, føles ikke længere så forbløffende som før, og Performance-modellens rå ydeevne har ikke længere samme slagkraft.

Tryk på de rigtige knapper, vælg den rigtige indstilling, og tryk speederen i bund, og pludselig accelererer du, som om du sad i en Porsche Taycan Turbo S, Audi RS E-Tron GT eller den nyeste elektriske Porsche Cayenne – og accelerationen er næsten ubehagelig. For den nyeste Tesla Model Y Performance leverer en oplevelse som minder om de nævnte superbilers.

Misforstå mig ikke, Tesla Model Y Performance er stadig hurtig, men der findes andre elektriske familie-SUV'er, der kan være lige så voldsomme.

Efterhånden har de tekniske opdateringer under motorhjelmen – adaptiv affjedring, nye bøsninger og støddæmpere, modificeret styring, bredere bagdæk og ekstra aerodynamik – i praksis forfinet køreoplevelsen snarere end revolutioneret den.

Selvfølgelig klarer Tesla Model Y Performance snoede landeveje med lethed, men på trods af nye »Drive Modes« er der stadig ingen fornemmelse i rattet, bremserne er kraftige, men ikke særlig behagelige (og meget knirkende i testbilen), og selvom sæderne giver god støtte, føles kørepositionen ikke det mindste sporty.

Køresyge

Sandheden er, at de fleste familien ikke rigtig ønsker, har brug for eller værdsætter bilens ydeevne i hverdagen.

Min yngste søn bliver virkelig begejstret for denne form for acceleration, men efter at have prøvet den en eller to gange – hvilket han siger føles som en »rutsjebane« – indrømmede han hurtigt, at han blev køresyg.